“Joh, jeg kender længselen,” svarede jeg, “hvad længes du efter?”
Kobbersneppen svarede:
“Ikke efter noget. Jeg længes bare. ..”
“Min længsel er en retningsgiver – ikke en lyst til eller et begær efter noget bestemt. Den er som et frø, der spirer og gror. På et tidspunkt fylder den hele mig og bliver til en bevægelse. Bevægelsen efter lyset.
Min flok fløj, men min bevægelse stoppede her. Noget holdt mig tilbage. Da jeg så dig komme, vidste jeg, at det var dig, jeg skulle møde. At du skulle møde mig. Sådan er det med længselen. Den er en trang til bevægelse. Til at følge en vej. Ikke et bestemt mål. Blot vandringen/flyvningen/forvandlingen mod det ukendte, som stilner længselen.
At overgive sig til længsel kræver mod. Modviljen er den største modstand. Den hindrer bevægelsen ved at knytte dig til det, som du plejer at gøre/begære. At følge længselen indebærer frihed fra vaner/tilnytning.”
Fortsættes…