Phlogiston er det mystiske græske udtryk for det, der brænder/ilter/ruster.
Den kemiske viden er skabt ved at svare på menneskers undren.
Svarene omfatter Det Periodiske System. Skaberværkets byggeklodser.
Over 100 elementer med hver sin egenskab.
Engang bestod verdensopfattelsen af kun 4 elementer:
jorden, vandet, luften og ilden – plus livskraften.
Afbildet i pentagrammet:
Menneskene undrede sig over, hvad det var, der brændte, når noget brændte.
En magisk egenskab, legeme eller væsen, som det brændbare havde: Phlogiston!
Hvad skete der med phlogiston-delen i mennesket, når det blev brændt?
“… Naturloven om Phlogiston. Den er ikke just svær at forstaa, naar man læser om den, men den er svær at finde sig i, naar de praktiserer den paa os selv.” (side 495*)
“… Phlogiston, det Djævelskab, har negativ Vægt, og jo mere der brænder bort af os, jo tungere bliver vi.” (side 496*)
Karen Blixen skrev Anders’s ord ↑ til Fransine i fortællingen Digteren*.
Historien foregår i begyndelsen af 1800-tallet, hvor naturvidenskaben og romantikken gik hånd i hånd med Goethe. Anbefales!
Et af datidens spørgsmål var:
Hvad skete der med phlogiston ved genopstandelsen?
Idag ved vi, at brændende ild = iltning. Oxidation, forbrænding, ånding.
Så “Phlogiston” er det, der omsætttes ved brug af ilt. Fedtvæv kan måske benævnes phlogiston 😉
*Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger. Gyldendals Tranebøger, 1985.