Nymmelise.
Om en ægfødt, nysgerrig alfetøs med mod på verden.
Af Anne Voel.
Ude ved Gabet til havet levede Tømrer Larsen i savmøllen. Når vinden blæste i møllevingerne, kunne saven høres langt væk. Også hanen i fru Larsens hønsegård kunne høres vidt omkring.
Savmøllen er nu Nymindegab Museum; Møllevingernes knirken og hønsene kan stadig høres.
En gylden dag i Nymindegabs eftersommer galede Hr. Hane så højt, at de sydflyvende trækfugle fløj lavere for at lytte:
“Kykkeliky – jeg skal være far…”
lød hanens galen fra fjorden til havet og højt til himmels.
I hønsegården vraltede Fru Høne klukkende rundt:
“GokGokGok-EtÆg…GokGokGok-EtGanskeSærligtÆg”
Og ja, det var et særdeles underlignende æg,
for det forvandlede sig dag for nat for dag.
Ægget voksede, skiftede form og farve og hårdhed…
En meget tidlig morgen førend hanen galede,
lyste ægget som perlemor.
Ligesom en musling åbnede det sig,
og ud kravlede et lille alfeagtigt væsen,
fuldstændigt og færdigtlavet:
“Godmorgen Mor Høne og godmorgen Far Hane.
Nu kan I godt vågne og hilse på mig:
Jeg er NymmeLise!
Og nu går jeg på opdagelse!”
Inden Hønemor og Hanefar fik gokket og kykket,
var Nymmelise kravlet ud gennem hønsenettet.
(fra datid til nutid)
Den stille morgenbrise får møllevingerne til langsomt at knirke rundt:
“Velkommen Nymmelise!” knirker den store Save Mølle, “Kom indenfor!”
“Godmorgen Mølle. Jatak, jeg vil gerne besøge dig”
Hun går ind i møllens duft af træ:
“Uhm, hvad er dog det? Min næse er helt balstyrisk indeni.
Hvad sker der inde i mig?
“Du lugter skovens duft!” knirkesvarer Møllen:
“Når vinden blæser, saver jeg de gamle krogede fyrretræer,
og så kommer tømmermændene og bygger gafpramme”
“Sikke et sjovt ord: gafpram?”
“En pram er en båd med flad bund, som kan sejle, hvor fjorden møder havet.
Hvor landet åbner sig. I mundingen. I Gabet.
Æ Gaf!
En gafpram!”
“Gafpram – prafgam, det ord smager sejlende, må jeg prøve en prafgam?”
Save Møllen grineknirker:
“Prafgam… knirk-knirk, du bakker snavvendt – og du må få din helt egen gafpram. I fødselsdagsgave!”
“Wouv, hvor pænt af dig: Tak Save Mølle, jeg danser lige en takkedans inde i din mave. Hopsasa. falderulala og hurrahurra – for mig!”
hviner Nymmelise og væk er hun. Flyvesejlet ind i hvalens bug!
“Ohøj, hvallerik, kan du høre mig?”
“Hvem er det, der rumler i min bug ?” blåser hvalen med en ordentlig springvandsblåsebøvs.
“Det er mig, Nymmelise, min gafpram er stødt på grund i din mave. Jeg svupper rundt i noget jamset snask, hvad i alhavet har du ædt?”
“Du prammer rundt i min lækre blækspruttemorgenmad, huish!”
“Bvadr, kan du lige åbne munden, så jeg kan få lys herind. Åh-Åu, her er meget blækket og spruttet. Kan du blåse mig og min gafpram ud?”
“Til tjeneste!” buldrer hvalen og pruster en kæmpe tår springvand med Nymmelise på prammen øverst i blåset. Hun flyver gennem luften lige ind i museet, hvor hun lander mellem lufferne på den blødt pelsklædte Frøken Sæl.
“Wouv” udbryder den yndige sæl med et lille hop: “Det er sandelig en overraskende måde at få besøg på. Velkommen lille ven!”
Sælen klapper i lufferne og Nymmelise klapper med:
En pram fløj ind til Frøken Sæl
fra hvalens knogle-blåse-sjæl
af møllens tømrerværk kom den
med Nymmelise sæle-ven
(klappelegens rytme passer til to venner, der klapper hinandens hænder – og egne lår – “sæle”– ven udskiftes med de andre venner)
“En gang til!” klapper Nymmelise “Med det klapperim kan jeg bliver venner med alle…”
“Jaja, godt med dig”, smiler Frøken Sæl,”nye venner venter dig. Du bliver sneppe-ven og ande-ven og høge-ven. Hils kobbersneppen, troldanden og rørhøgen fra mig!”
Inden Nymmelise besøger fuglene, stikker hun hovedet ind i oldtiden, hvor Lønnepigen står ved siden af sin grav: “Hej med dig Nymmelise. Når du trænger til en rigtig historie, så kom og lyt til min (“Den Blå Pige”). ”
“Fint-fint. Når jeg er færdig med at være i fuld fart fremad, så vil jeg gerne rejse med dig bagud i tiden. Vi ses!” Hun sejleflyver ud af oldtiden og ind i naturens malerier, som er fyldte med himle og skyer og vand og landskaber og fugle:
Kobbersneppen graver orm med sit lange næb ned i mudderet.
Troldanden snadrer i den levende mad af vandplanter med myggelarver.
Rørhøgen sidder på en pæl og venter på en uforsigtig fugl ellermus, som kan blive mad til ungerne i reden gemt i rørskoven.
Nymmelise forsøger sig med venneklappelegen, men hun bliver viklet ind i fuglenes vingefjer – og hun er ærligt talt lidt bange for at blive rørhøgeunge-mad…
“Hallo, lille ven, ” hører hun en stemme kalde,” er du sulten?”
I græsset ligger en jæger, og han vil gerne lege venneklappe-rimet og dele sin mad med hende. Han viser hende sit gevær i glasmontren, og Nymmelise går videre på opdagelse. Gennem hele vinteren følger Nymmelise sin nysgerrige næse gennem museet, og mange historier kan fortælles derom*.
Vinteren går og foråret kommer. En aften lander en gås for at hvile for natten. Den er på vej på sommerferie i bjergene langt oppe i Norden. På dens ryg sidder en lille nisseagtig Holger. Efter at han og gåsen har sovet dejlig om natten, klapper han vennelegen med Nymmelise og spørger hende:
“Vil du flyve med mig op i Himmelen og se resten af verden?”:
Uden at behøve at tænke sig om svinger Nymmelise sig op til Holger på gåseryggen:
“Farvel Hanefar og Hønemor, jeg rejser på træk! Vi ses til efteråret!”
“Kyk og gok og god vind” lyder det fra møllerens hønsegård, medens gåsen med passagerer flyver ud over Ringkjøbing Fjord.
Den Gamle Dame fortæller om Nymmelise på Nymindegab Museum.
Fortællingen om Nymmelise er levende. Den udvikler sig hele tiden – og kan frit bruges/fortælles/omdigtes.
*Undervejs er andre fortællinger:
Nymmelise i Oldtiden (gennem stenalder-broncealder-jernalder-vikingetid).
Nymmelise i Maleritiden (fiskerkolonien-arbejde/leg-møllerhjemmet).
Nymmelise i Haven (årstidens urter-kompost-bier-fra-jord-til-bord-mad).
Nymmelise og Kanølfen (alfepigen møder trolden – og runerne).