Valborg og Idun

Valborg og Idun fejres ved vårfesten, som afholdes ved månedsskiftet – eller under den anden fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Valborg er en katolsk helgen, som fejres om aftenen den 30. april. Se Valborg!

Idun er den nordiske gudinde for ungdom og vårkraft. Hun og Freja er bærere af kvindelighedens saftige skaberkræfter. Freja fejres ved forårsjævndøgn, og myten om Idun fortælles under vårfesten. Både Freja og Idun har et særligt forhold til tricksteren Loke, som er en stor beundrer af kvindekraften 😉

Myten om Idun forbindes med vårfesten, fordi jætten Tjasse brændes i vårbålet som symbol på vintertyngden. Gudinden Idun kommer tilbage med ungdommen til guderne, og naturen genoptager sine rytmer og mønstre, når Brage atter digter elskovsdigte:

Brage var digtningens, visdommens og veltalenhedens gud. Han var søn af Odin og Frigg. Med sine gudepoetiske vers forsøgte han at forføre gudinden Idun, som værnede om de guddommelige æbler, der gav guderne evindelig ungdom. Hvis de spiste frugterne.

Idun var dog optaget af andet end æbler og en poetisk ungersvend. Hun havde udlængsel. Altid havde den purunge skønhed stået til rådighed for guderne; nu trængte hun til nye horisonter. Den slags var den rejsende Loke ekspert i at foranledige.

Loke planlagde derfor, at både Idun og æbler skulle kidnappes. Det hele startede med, at Loke, alfaderen Odin og fortidsguden Høner drog på vandring. Måske var de oprindelsens tre guder, og sammen drog de på jagt. Loke førte dem langt ind i jætteland, hvor deres rejsekost slap op. Derfor nedlagde de et dyr, samlede sten og brænde til en bålplads, og de tændte ilden.

Da stenene var glødende, udhulede de bålet og lagde vildtet i hullet, som de dækkede på bedste milevis. Efter kort tid indfandt jætten Tjasse sig i ørnedragt. Han var fløjet efter duften. Rovfuglen var godt bekendt med Loke og hans drillerier, så den besluttede at gøre lidt gengæld. Loke spottede ham hurtigt og undrede sig ikke over, at kødet i milen ikke mørnede.

Tjasse i ørnedragt sad i et egetræ og godtede sig. Guderne opdagede drillejætten, som gik med på at hjælpe dem, hvis han måtte spise med. Hans datter hjemme i Udgård gik ikke vildt op i regelmæssige måltider, selvom hendes pligt var at holde hus for ham. Datteren Skade kendte også godt Loke, og også de to havde sammen en skjult dagsorden; den fortælles i myten om Skade.

Da Tjasse var budt til båls, mørnede kødet forbavsende hurtigt, og jætteørnen angreb måltidet med glubende appetit. Hovedparten af måltidet forsvandt i rovfuglens kro. Gudernes sad forbavsede med knurrende maver. Så indtog Loke scenen. Han opviste et hysterisk anfald, hvori han beskyldte jættefuglen for at være en grovæder. Det var ellers en æresegenskab, som kun guderne måtte smykke sig med. Men jætten ønskede ikke at blive sammenlignet med de grådige krigsguder, så han slog kløerne i Loke og fløj bort med sin hylende passager.

Da de var kommet godt på afstand og ude af øjesyn, stoppede Loke sin forestilling. Med gode ord og fortielser, lokkede han Tjasse til at bytte ham ud med Idun. Så rovfuglen foretog en kovending i luften og vendte næbbet mod Asgårds frugthave.

Idun vandrede mellem frugttræerne og samlede lommerne fulde af æbler. Hun var skarpt forfulgt af den kærlighedshungrende Brage, hvis mund uafbrudt udgød gudelige vers. De bemærkede godt en hurtig skygge for solen, men de var vant til gudetrafik i fugleham, så de blev lidt forbavsede, da Tjassefuglen landede i et brus af fjer. Loke tumlede ud dens kløer og trillede blandt rådne æbler på jorden. Det var en anderledes underholdning end elskovspoesi, så Idun fik et fniseanfald. Loke grinede med og fik hende til at forstå, at tiden var inde til, at hun skulle rejse på tommelkloen. Han bad hende hilse Skade.

Rovfuglen slog så kløerne i ungdommens gudinde, der under sig så den forstummede digtergud gloende med åben mund. Han var gået i stå midt i et kvad, som forstenede på ubestemt tid. Ved siden af ham sås Loke oprejst og kys-vinkende. Flyveturen til Udgård tog den tid, som den slags varer. Undervejs fortalte Tjasse om sin datter Skade, der trængte til ungpigeselskab. Det gjorde han også selv, for datteren var ikke til rådighed for alle de ydelser, der kunne forventes af en husholderske. Idun lyttede, så og lærte lidt om livet set fra oven. Hun syntes, at flyveturen var alt for kort, og hun overvejede muligheden for en ekstratur. Men så fik hun øje på jættedatteren, der spejdede efter sin far. Da Skade fik øje på ham, fik han en opsang over ikke at være hjemme til spisetid.

Med faderlig ydmyghed landede Tjasse sit medbragte gods. De to unge piger så hinanden an, og derefter så de ikke andet, men forsvandt i jætteboligens pigegemakker. Jættepigen og æblegudinden blev hjerteveninder, og i dulgthed fik de ofte besøg af deres fælles ven Loke.

Pigerne hyggede sig med og uden herreselskab, medens guderne ældedes. Det så Loke, og sidste akt af dramaet om Iduns dannelsesrejse måtte igangsættes. Veninderne var indforståede med hans drejebog. Ingen af dem ønskede at gro fast i en jætteborg. Så første scene i dramaets sidste akt blev, at Idun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Loke i falkekostume fløj bort med.

På et tidspunkt bemærkede Tjasse, at pigernes fniseri var ophørt. Han undrede sig, men efter en passende tid kom hans datter buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, og at han som far for en gangs skyld kunne gøre sin datter en tjeneste og bringe Idun tilbage. Skade havde den bedste og værste erfaring med jættefædre, så hun vidste nok, hvordan hun skulle spille sin rolle.

Tjasse reagerede som forventet. I sin rovfugleham forfulgte han falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun, blev et bål tændt i Asgård. Jætten fløj fluks i bålet, og en del af guderne så måbende til, medens fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Loke og Idun lod, som om de måbede. Glæden over Iduns hjemkomst overskyggede dog alt andet, og guderne holdt en gigantisk æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte. Brage genoptog sin digtning, så rytmer og mønstre igen kom i orden…

Frejas Fest

Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:

Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.

Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.

Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.

Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.

Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.

Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.

Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.

Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.

Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.

Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.

Efter de fire nætter, var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.

På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.

Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt vanetankegang.

Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.

Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…

Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.

Glædeligt forårsjævndøgn!

Lucia og Gullvejg

Lucia og Gullvejg har ens historier:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Se klummen om Lucia.

Gullvejgs historie fortælles i bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester:

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

Loke og Gullvejg mødtes engang i Asgård. Da de lignede hinanden, blev de blodsvenner. Måske blev de endog den slags sjælevenner, der kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge to kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at brænde hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

 

Vølver og sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.

Gullvejg tog kaldet på sig. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.

Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.

I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.

Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.

Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.

Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag.

Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.

Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.

Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.

Skades Historie

Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder…      😉

Myten om Skade

Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.

Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.

Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.

Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.

Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.

Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.

Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.

I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.

I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.

En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.

Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.

I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.

Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.

I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.

Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.

Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!

Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.

Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.

Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.

Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.

Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.

Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Bamsedag

Bamsedag

Baggrund: I 1902 var den amerikanske præsident Theodore (Teddy) Roosevelt på jagt. En sort bjørn blev løbet træt af hunde og derefter bundet til et piletræ, så præsidenten kunne skyde den. Han afslog den usportslige handling; bjørnen blev dog aflivet – af humane grunde…
Mediernes omtale af episoden fik en legetøjsfabrikant til at fremstille en tøjbamse, som han kaldte Teddy’s Bear. Den første legetøjsbamse var født! Efterfølgende opfandt den amerikanske bamseindustri en national bamsedag: den 9. september. Siden er bamsedagen blevet “international” (udbredt til amerikaniserede samfund) og fejres den 27. oktober.*
På Nørre Nebel Bibliotek
lægges Bamsedagen sammen med Spil-Dansk-dagen.

Bamsedag3nov16-500

I 2016 optrådte Den Gamle Dame med Pip, hat og blå briller for børnehavebørn. Hun fortalte Den Gamle Bammers historie. Den var kommet til verden, før Damen blev født, og den har boet hos hende lige siden. Når Damen rejser, bor Bammer i hendes brune kuffert, som indeholder minder/fortællinger. Om vinteren går Bammer i hi. Forinden vil den gerne have godnathistorier. Eksempler:
“Dyrehurlumhej”: Bamsefar og LilleBamse siger godnat til dyr, som under en Lige-et-øjeblik-flap overrasker.
“Godnat Lillebjørn”: Lillebjørn går i hi og siger godnat til dyrene i naturen.
“Hvornår bliver det forår?”: Bamseungen i hi forvirres af forårstegn – indtil foråret kommer.
“Hvor er Bjørn”: En Teddy-Theodore mangler sin bamse. En dreng hjælper med at finde den. På alle billeder forekommer find-bare udsnit af Theodore-bjørnen.

I 2017 var de 0-3-årige inviterede, så forestillingen målrettedes mindre børn. Musikdamen, musikpædagogen Lis Theilgaard, og Den Gamle Dame fusionerede en forestilling med fortælling og sanglege. 

Den Gamle Dames remedier:
Hovedfigurerne: 2 Tigerbamser (orange og sort/hvid), Pandabamserne (Panda og Panduslingen), Det Gule Spøgelse (Rødtunge) og udklædning. Teatervognen (en malet dag/nat-barnevogn) med bambusgrene. Under vognen: en stor kurv fuld af bamser til uddeling.
En bamse gemt på en boghylde. Tigerbamsen finder den senere.
Orange stofklud: forvandling af sort/hvid-tiger til orangetiger.
Biblioteksbøger: Dyrehurlumhej, Godnat Lillebjørn, Hvornår bliver det forår? og Hvor er Bjørn?

Teatervogn400
Musikdamens remedier:
Bamsehus med beboere og klaver.

Fusions-Drejebog:
Teatervognens dagside vender mod publikum:
BD:
God dag allesammen. Jeg er Bamsedamen! Fordi jeg bor sammen med en masse bamser.
(frem med bamsekurv). Hus fyldt med bamser. Seng, stue, køkkenskuffer. Enkelte bamsers alenehistorier:
Tabte og glemte bamser: Bamser faldet ud af barnevogne, tasker, bus/tog osv.
Udsmidte bamser: Måske var bamserne uartige, så deres børn kastede dem bort.
Bortløbne bamser: Måske var deres børn så uartige, at bamserne ikke vil bo hos dem. Så løb de væk.
Tigerbamsen: Hjælpebamse: Babysitter. Bamsesitter. Den er både rar og skrap! Den spinder og den brøler! (lyde) Den har gode ører og er meget stærk. Når en stakkels lille bamse er blevet væk fra et barn – eller er løbet bort, så føler den sig meget alene. Tigerbamsens ører kan høre, når nogen føler sig alene. Så går den “på jagt”. Altså ligesom gemmeleg. (Den gemte bamse findes – og bamsehuset opdages)

MD:
BANKELEG. Bittebamsen kommer ud og synge GODAW-sangen. Hilser på BD’s bamser og publikummer. Kom og lad os synge, klappe, vinke, blinke og SOVE.

BD:
Sovetid! (Teatervognens natside vendes udad, Rødtunge frremkommer):
Den gule spøgelsesbamse Rødtunge er et hyggeligt trøstespøgelse, som er vågent om natten, så den kan fortælle gode nattehistorier for de bamser, der vågner om natten. Rødtunge har en fin rød tunge, der er god til at slikke tårer, når en bamse er ked af det.
(BD fortæller godnatbogen Dyrehurlumhej sammen med Rødtunge). Alle bamserne sover hele natten til solen står op. (Vognen dag-vendes, og hvert barn får en bamse).

MD:
Vær velkommen Lille Bamse
Goddag til min bamse
Frem og tibage bamse-boogie
Lille bamse, lille bamse, hvor er du?

BD:
Panduslingen
blev væk i bambusskoven; Den orange tigerbamsen hjalp med at finde pandaungen og går ind i skoven (under kalechen). Den kom ud med Panduslingen, men tigeren var selv blevet sort/hvid; den orange farve forsvandt, så Rødtunge gik på farvejagt.

MD:
Bamse gik – sangen. Orange stofklud fandtes.

BD:
Rødtunge med orange klud kravlede ind i teatervognen til tigerbamsen, som fik sin orange farve. Hurra! Orangetigeren, Rødtunge og Pandabamserne blev glade og fulgtes til bamsehuset – og festen.

MD:
Jeg er så sød – og bamserne fløj rundt i luften og genfandtes.

Bibliotekaren tog over og inviterede til fest.
Bamse-spildansk-dagen afvikledes i summende legeglæde – helt uden hyl og skrig. Fra hverken børn eller voksne 😉
Bamsedamefrise————————————————————————–

*Amerikanske koncepter er ikke “my cup of tea”. Men de kan bedst omkalfatres indefra. Grundtvigiseres! Ved brug af Det Levende Ord fremfor cartoon-sprog. Og ved urfortællinger fremfor Disney-show-off 😉

Mørkefest For Børn

Mørkefest For Børn. Allehelgen/Halloween.
Fortælleforestilling for børnehavebørn.
Udviklet af Bibliotekaren Louise Rauff Tranborg og Den Gamle Dame Anne Voel.

AllehelgenRemedier800

Remedier: Danmarkskort, Drageplakat og monstertegning (+ tuscher), 2 græskarlygter + cykellygter og kniv. Den ene græskarlygte er udskåret; den anden er udhulet og får ansigt undervejs.
Mormor-ting: foto, dug, vase, blomster og mormorkjole/handsker/hat på Damen. Kuffert med hekseudklædning.
To biblioteksbøger om monstre.

Den Gamle Dame om mormor :
“God dag allesammen, jeg er Den Gamle Dame og jeg er kommet for at fortælle jer om Allehelgen – og Halloween. Jeg rejser rundt med min gamle kuffert. Den har jeg fået af min mormor. Hun var en meget fin dame – og hun rejste meget. Min mormor er død. For mange år siden.
Inden hun døde, blev hun mæt af dage. Hun var træt af at være fin og gad ikke længere at rejse. Så jeg fik hendes fine kjole, hatten, handskerne – og hendes gamle kuffert.”
Hat, handsker og kuffert lægges til side.
“Nu er det mig, der er en fin gammel dame, der rejser.”

Frem med Danmarkskortet.

“Det her er et landkort. En tegning af Danmark. Set oppe fra himmelen. Hvis der sad nogen i en helikopter lige oppe over os (motorlyd), hvad ville de så se? De kan se taget af biblioteket, på kirken – og på bilerne på vejene. Alle byens tage, hele byen, markerne uden om byen og skoven – havet derude… (motorlyd) Oppe i helikopteren kan de tegne et kort over byen!
Alt det blå på kortet er vand. Havet omkring Danmark. Det gule er landet, marker og skove. De røde klatter er byer – og stregerne er veje. Her er Nørre Nebel. Tæt på Vesterhavet. I Jylland.
Jeg rejser i hele Jylland – og over vand og under vand til Sjælland. Helt over til København. Fra Jylland til Sjælland og helt til Lolland! Min mormor kom fra Lolland. Roelygternes ø”

Væk med kortet.

“På Lollands marker gror der roer. Roer til køerne og roer til sukker. Til mennesker. Roerne spirer om foråret, gror og gror gennem sommeren, og om efteråret er de så store, som de kan blive.
Da min mormor var en lille pige, lavede hun roelygter, når mørket kom. Med en ske udhulede hun roen,  og med en kniv skar hun mønstre, som lyset kunne komme ud af. Det lærte hun mig; men her er der ingen roer. Istedet vil jeg lave en græskarlygte. Med lys i. Til minde om min mormor. Det er det, man gør til Allehelgen. Vi tænker på de døde og tænder lys for dem.
Min mormor hed Oda Elisabeth, og her er et billede af hende. Inden hun døde, da hun var mæt af dage, fik jeg jo hendes fine tøj og kufferten. Efter at hun var død, arvede jeg denne smukke vase. Når jeg savner min mormor, så sætter jeg blomster i vasen. Nu savner jeg min mormor (blomster i vasen). Og til Allehelgen tænder jeg lys for hende.
Her er et lille græskar, som skal lyse for min mormor. Men lige nu kan det hverken lyse eller se. Græskarret er ked af den. Det spørger, om jeg kan give det et øje. Heldigvis har jeg min kniv!”

Græskarlygte-scene:
Damen i dialog med det lille græskar, der gerne vil være en lygte.
Er ked af, at det ikke kan se, så et kedafdet-øje udskæres. Glæde! Det andet øje skæres større/gladere. Munden glad/lidt farlig med 2 hugtænder. “Inde i græskarret findes kernerne. De indeholder næste års græskarplanter. De sover vintersøvn. Hi. Det er frø, der kan spire, når foråret kommer. Når mørketiden er forbi…”
Min mormor satte stearinlys i roelygterne; jeg bruger cykellygter – og tænder dem nu: “Goddag – goddag! Tag hatten af!”
“To be  – or not to be…” – en græskarlygte 😀
I begge græskarlygter tændes cykellygter.

Allehelgen, Mørkefesten, De Dødes Nat, Halloween:
Nu er græskerlygterne parate til at lyse for de døde. Det er nemlig det, som Allehelgen handler om. At tænke på de døde og de glæder, de gav os, dengang de levede.  Festen har mange navne: Mørkefesten. De Dødes Nat. Og Halloween!
Ja, Allehelgen og Halloween er festen for mørket.
Har I lagt mærke til at sommeren er forbi? Blade falder af træerne, og det er mørkere om morgenen, når vi vågner – og mørkere om aftenen, når vi skal sove. Mørketiden er på vej.
Lige midt i den allermørkeste tid kommer julen. Så fejrer vi, at dagene igen bliver længere – og at Jesusbarnet blev født. Men der lang tid til.
Ovre på den anden side af havet fester de også, når mørket kommer. Helt ovre i Amerika. Har i hørt om Amerika? Der er egentlig to slags Amerika. NordAmerika og SydAmerika:
I SydAmerika fester de på kirkegårdene. Oven på gravene, som de pynter med blomster. De spiller musik for de døde og danser på gravene. Hvis jeg boede derovre, ville jeg sætte mig på min mormors grav og fortælle hende historier om mit liv. Og jeg ville dryppe parfume på gravstenen. Eller snaps. For hun elskede snaps! Det gjorde min morfar også. Og på hans grav ville jeg tænde en cigar! Hvis jeg altså boede derovre. De kalder festen for De Dødes Nat og fester hele natten på gravene.
Det må vi ikke i Danmark! Det er helt og aldeles forbudt!
I NordAmerika kalder de festen for Halloween. Det betyder Den Hellige Aften. Den handler om at lave hyggelige uhyggelige ting. Børnene klæder sig ud. Ikke i fine og sjove dragter som til fastelavn. Hverken superhelte, prinsesser, klovner eller vilde dyr.
Kun uhyggelige udklædninger: Spøgelser, Hekse, Skeletter og monstre!
Og de sætter lys i kæmpestore græskarhoveder og leger skjul i mørket.
Det må vi godt i Danmark. Og vi må også gerne klæde os ud.

I min kuffert har jeg en heks. Altså en hekseudklædning. Og nu skal vi lave en heks!
Dér er den rare biblioteksdame. Skal vi forvandle hende til en uhyggelig heks?

Bogheks-udklædning:
Den sorte pels. Heksen går ude i natten, så hun skal have en varm pels. Der var engang et låddent bogmonster, der gnaskede bøger i nattemørket. Engang spiste monsteret så mange bøger, at pelsen revnede!
Stjernepandebåndet. Hekse elsker stjerner – især de 5-takkede. De er fulde af magi: jorden, vandet, luften, ilden og fantasien! En dråbe af Havets Guld. Det mystiske rav fra fortiden.
Fuglen Pip. Heksen har Pip. Den flyvende hjælper, der kan se det hele lidt fra oven.
Heksehatten. Heksen gemmer Pip med den spidse hat – og  dens kravlende edderkoppe-hjælpere.
Skovmårerne. Morten og Maren er de løbende hjælpere. Lader som om de sover om dagen. Om natten finder de syge og kedeafdet-børn, løber hjem til heksen og beder hende hjælpe.
Staven. Klokkerne ringer, når heksen går rundt i byen. Tudsen er den hoppende hjælper. Når hun har brug for mandekræfter, så kysser hun den.
Lyttehornet. Den sidste udklædningsting er lyttehornet. Det kan høre rundt om hjørner. Og det kan høre, om der inde i bøger er ord og billeder, der gerne vil ud!
Nu er heksen klædt ud til Halloween! Hun er helt færdig og parat til hvadsomhelst!
Bog-heksen sætter lyttehornet til øret – og finder en bog, som absolut gerne vil fortælles…
Allehelgen2&3rev400
Fortælling af monster-rime-bog (Bog-Heksen):
“Når en drage drager ud”
Rim og billeder af Brynnum og Johansen.

Monsterbog og monstertegning (Damen):
Heldigt, at Det Lådne Bogmonster ikke spiste alle de uhyggelige bøger!
Hvor mange monstre findes der i verden? Utallige! Alle dem, som fantasien kan finde på.
Hvor mange monstre findes i virkeligheden? NUL! De findes kun i fantasien.
“Dette er en bog fuld af MONSTRE” Guido van Genechten:
Minimonste, frømonstre, lugtemonstre, brølemonstre, (ud af munden – og ud af … rumpen!)
slimmonstre, halemonstre, sovemonstre, fjollemonstre.

Min mormor tegnede/fortalte om monstre. Alle slags uhyrer. Hyggelige og uhyggelige. Også det lærte hun mig! Her et et ikke-færdigt monster, som skal have øjne (på fingrene) og munde (i maven)…osv….
Min mormor elskede uhygge! Og jeg elskede min mormor. Sommetider savner jeg hende. Så til AllehelgenHalloween holder jeg fest for hende – og de andre døde.
Nu har I hørt om Allehelgen og Halloween, om min mormor og om monstre, så jeg vil pakke min kuffert og gå videre til andre børn i Danmark. Farvel til jer – og til bogheksen (giver hånd): Tak for denne gang 🙂

Bibliotekarheksen opfordrer til at tegne monstre, som biblioteket gerne vil udstille.

Under forestillinger kan passager udelades. Enten ved forsætlig undladelse eller uforsætlig forglemmelse. Desuden kan spontane knopskydninger indtræffe. Drejebogen finjusteres fortløbende…
Flere fortællinger kan ses under Fortællekunst.

Livets Vidunderlige Have

Eventyret om Livets Vidunderlige Have foregår i et gammelt ægte tæppe og fortælles af Anne Voel:

livhav-600

Der var en gang et prægtigt arabisk rige, der blev regeret af en mild og retfærdig sultan. Han boede i et eventyrligt palads med høje tårne og guldbelagte kupler sammen med sine skønne kvinder og mange, mange velopdragne børn. Det var prinser og prinsesser, der havde alt, hvad de kunne ønske sig. En af dem var prinsesse Donasaarah.

Prinsesse Donasaarahs værelse har vægge beklædt med guldindvævede tæpper. I hendes vinduesruder er glas i alle farver, der fylder rummet med farvede lysglimt. Når hun ønsker det, kan hun tilkalde musikere, der spiller hendes yndlingsmelodier eller historiefortællere, der kan de allerbedste eventyr.

Prinsessen bærer de fineste klæder af den blødeste silke, og blandt hendes smykker findes alverdens ædle stene. Hver dag spiser hun de mest udsøgte livretter, og når hun vil, kan hun lege og spille med sine mange søskende og slottets mange dyr. Hun kan ride på en hvilken som helst af hestene i de kongelige stalde; og hvadend hun ønsker sig, bliver det bragt af en tjener.

Men hun er ikke lykkelig.

Det sker ofte, at prinsesse Donasaarah sidder ved vinduet og stirrer ud i og over ørkenen, der strækker sig så langt øjet rækker udenfor bymuren. Hendes hjemby, den prægtige sultanstad, er en oase. For generationer tilbage var en kilde begyndt at springe i ørkenen, og byen blev grundlagt af det omvandrende folk. Mange mennesker slog sig ned ved den livgivende kilde, og byen voksede til en grøn og rig stad, hvor karavanerne gør holdt.

Prinsesse Donasaarah går altid på torvet, når karavanerne ankommer og fortæller nyt fra verden. Hun sluger karavanefolkets historier om de fjerne lande og fremmede skikke og sæder, medens hun beundrer deres store kameler. Igen og igen har hun hørt beretninger om livets vidunderlige have med den hellige sten, som kun få har besøgt. Hun har hørt, at midt i de evige græsgange ligger livets have, som er en have i en have i en have. For at komme derind må man finde en af havens to bevogtede indgange. Den ene kan kun findes ved solopgang, den anden er kun synlig ved solnedgang. Prinsesse Donasaarah længes efter haven.

En nat, da fuldmånen netop rejser sig over ørkenen, beslutter prinsesse Donasaarah at drage ud i verdenen. I sit værelse kan hun høre, at en karavane er ved at gøre klar til vandring, så hun sniger sig ned i de kongelig stalde. Der iklæder hun sig en stalddrengs lasede tøj og går ud til kamelerne, der alle ligger som skibe i den tyste nat.

“Hvilken en skal jeg vælge” tænker hun ved sig selv, medens hun går fra den ene til den anden. Pludselig hører hun en dyb, dyb stemme, som siger “Med mig kan du rejse til verdens ende”. Prinsesse Donasaarah står helt stille og kigger sig omkring. Der er ikke andre mennesker i kamelgården. Så hører hun igen den dybeste stemme: “Jeg vil følge dig til verdens ende”, og hun ser, at det er en gammel, grå og enøjet kamel, der taler. Hun går hen til den og spørger: “Kan du tale ?”
“Kun til den, der kan lytte” svarer den gamle kamel og fortsætter: “Sid op og vi drager afsted”. Prinsesse Donasaarah sætter sig godt til rette mellem puklerne, og den gamle kamel rejser sig langsomt og ærværdigt. Den nikker til de omkringliggende kameler og duver ud af gården i det selvsamme øjeblik, en karavane kommer forbi på vej ud af byporten. Prinssesse Donasaarah sidder højt på den gamle kamel, og hun ridder sammen med bagtroppen af oppassere ud i den store ørken.

Karavanen rejser i “dagevis” – om natten vandrer kamelerne, og når solen bryder frem, slår de lejr og opsætter de skyggefulde telte. Prinsesse Donasaarah lærer hurtigt oppassernes job; hun opfylder købmændenes ønsker og passer deres kameler. Hvis hun er i tvivl om noget, spørger hun sin gamle kamelven, og han brummer hende et svar, så alle tror, hun er en karavanedreng som alle de andre.

En nat medens nymånens segl ligger i horisonten, sakker den gamle kamel med prinsessen bagud af karavanen. Prinsessen sidder højt mellem dens pukler og blunder, medens karavanen fjerner sig i mørket. Pludselig opdager hun, at hun befinder sig helt alene med stilheden og kamelen i den uendelige ørken. Kamelen har forladt karavanesporet, og den bevæger sig mod et højdedrag i ørkenens horisont. “Hvad sker der ?” spørger prinsesse Donasaarah, medens hun tænker på sin trygge værelse indenfor paladsets mure. Men det er kun et strejf af en tanke. “Jeg er på mit livs rejse,” brummer kamelen, “og du er på vej til livets vidunderlige have”.

Medens de strider sig op af højdedraget, dæmrer solen i øst. Bag dem er der sand, så langt øjet rækker. Karavanen forsvandt ud af syne i nattens løb, medens kamelen gik sine egne veje. Nu nærmer de sig højdedragets kam. Prinsessen ser fremad og gisper. I den opgående sols lys ser hun ude i det fjerne det grønneste grønne, hun nogensinde har set. “Haven” hvisker hun. ” Ja, haven”, siger den gamle kamel og lægger sig for at hvile ovenpå nattens vandring. Prinssessen breder tæpper ud som et skyggende telt over kamelen, og hun lægger sig ved dens side og hviler, medens solen vandrer over himmelen.

Da solen atter er gået ned, rejser kamelen sig med prinsesse Donasaarah, og de drager mod det grønneste sted i verden. Snart mærker de duftene af frodigt liv i natteluften. Inden natten er omme, er sandet under klovene afløst af et tæppe af planter. I morgendæmringen opdager Prinsesse Donasaarah, at de er omgivet af skygger. Overalt går alle mulige dyr og græsser fredeligt. De er på den evige græsgang.

Den gamle kamel bevæger sig værdigt og ærbødigt gennem flokkene af græssende dyr hen imod det sted, hvor et grønt krat af filtrede vækster rejser en uigennemtrængelig plantemur omkring den vidunderlige have. I dæmringen ser Prinsesse Donasaarah, at langs den grønne mur ligger en flok kameler, der opmærksomt følger deres vandring med øjnene.

Den gamle enøjede kamel bøjer sig mod flokken og hilser. “Nu er min rejse endt”, lyder dens dybe brummende stemme. “Nu begynder din egen rejse, prinsesse Donasaarah. Gå mod solnedgangen, og du vil finde en indgangen til haven.” Han giver hende et af sine hår og fortsætter: “Brug dette i rette tid og husk, at øjet ikke ser alt. Brug alle dine sanser ! “Derpå lægger han sig hos kamelflokken. Prinsessen stiger af, takker for rejsen og går langs den grønne mur om haven for at lede efter solnedgangens indgang.

Et andet sted i Orienten ligger et andet prægtigt sultanrige ved en flod. Sultanen her har også mange dejlige koner og mange, mange velopdragne børn. Den ældste af dem er prins Sulliman ab Raaham. Han er nået til skelsår, og han forbereder sig til den store færd, som skal vise verden og ham selv, om han er den rette til at efterfølge sin far på tronstolen. Prinsen har altid fået lige, hvad han ønsker sig, men han har også lært at faste og tørste og udholde smerte. Han har lært gøre ting til rette tid; og han har lært at vente.

I stalden står hans prægtige sorte hingst, som han var med til at forløse som lille dreng. Under fødslen opdagede Sulliman ab Raaham, at han kunne forstå moderhoppens pinsler. Siden dengang har han ført samtaler med det kloge dyr. Fra hende har han hørt om de evige græsgange omkring den vidunderlige have. Den gamle hoppe længes efter stedet, og dertil vil prinsen drage på sin store færd.

I ugevis forbereder han sin krop og sjæl til rejsen på den sorte hingst. Natten før afrejsen drømmer Sulliman ab Raaham, at han flyver højt over sultanriget på den gamle hoppe. Svævende oppe i luften udpeger hun tre fjerne afkroge af det store rige og siger: “Søg livets visdom hos gamle mænd, der bor alene og drag afsted med fred”. Prinsen fortæller drømmen til sin rejsefæller, og de drager afsted.

Efter et langt ridt når de til den første vise mand. Prins Sulliman ab Raaham bøjer sig ærbødigt for eneboeren, medens han spørger: “Hvad kan du lære mig om livet ?” Den gamle svarer alle med tavshed. Prinsen kigger op, men eneboeren er forsvundet. På jorden står blot en lille krukke med vand, som han tager med sig.

Sulliman og hans følge rejser videre til den anden vise mand, som opfører sig ligesådan; men her får prinsen en lille skål med jord. Hos den tredje eneboer sker det samme, og her er gaven et lille kar med en brændende flamme. Derefter fører moderhoppen an mod den evige græsgang og livets vidunderlige have.

Medens Sulliman ab Raaham nærmer sig haven, vandrer Donasaarah hele dagen langs den grønne mur, det uigennemtrængelige tornede plantekrat, som omgiver livets have. Hun søger solnedgangens indgang. Idet solen er ved at gå ned, står hun ved havens vestligste ende, og pludselig åbenbares en åbning i vildnisset. Foran åbningen fremstår to kologigantiske fugle og vogter indgangen. Deres fjerdragter er i alle regnbuens farver, og deres kæmpekrogede næb skinner i aftensolen, som er de lavet af det pure guld. Deres frygtindgydende kløer er som skarpe syle, og øjnene ser med en isnende kulde som en rovfugl, der har bytte i sigte. Donasaarah står stiv af skræk.

Begge vogterfuglene kaster deres iskolde blikke på den skræmte prinsesse, og hun hører dem skratte i kor: “Vi luftens skabninger spørger dig menneskebarn: Hvad ved du om livet ?” Donasaarah mærker skrækken gennemsyre hele sin krop, og hun lukker øjnene. Som hun står der, kan hun høre noget vand klukke i det fjerne, hun mærker jorden med sine bare tæer, dufter røgen fra ild, der brænder; og hun husker kamelens ord om at bruge sine sanser. Så hun kigger på fuglene og siger med fast stemme:

“Livets kræfter er i vandet, i jorden og i ilden”.

Fuglene kigger intenst på pigen. Den iskolde glans i deres øjne forvandles til lysende varme, og de siger: “Denne have er i sandhed skabt til dig”, medens de flytter sig. Donasaarah går forbi dem ind i den vidunderlige haves yderste have, som gløder i solnedgangens gyldne skær, og indgangen lukkes bag hende, medens mørket falder på. Nu står hun helt alene i det mørke vildnis.

Gennem vildnisset kan prinsessen i det fjerne se et uroligt lysskær. Hun brækker stive og stikkende grene og kviste for at bane sig en vej, men hun er snart forrevet over det hele. Hun vil binde et tørklæde om sine hænder for at beskytte dem. I folderne finder hun det kamelhår, som hun fik af den gamle enøjede kamelven. I hånden på hende forvandler det sig til en skinnende kniv. Vildnisset trækker sig tilbage og danner en port af løv, som fører gennem mørket mod et levende lysskær.

Prinsesse Donasaarah går mod lyset og kommer til en åben plads i haven, som oplyses af et mildt bål. Bålpladsen omkranses af grønne vækster, der alle bærer bugnende frugter, og prinsessen vælger en håndfuld, som hun velbehageligt spiser, inden hun lægger sig til at sove trygt i det bløde græs ved bålet.

Medens Donasaarah sover inde i den vidunderlige have, rejser Sulliman ab Raaham gennem den mørke nat. Hans lille selskab når den evige græsgang, og moderhoppen gør holdt og siger: “Nu har jeg nået mit livs rejses mål. Du må drage videre. Jeg overbringer dig dette hår fra min manke, som du må bruge i rette tid. Rejs med fred.” Hun nikker et værdigt farvel til sin søn, den sorte hingst, og det lille selskab drager videre mod havens grønne mur.

I det øjeblik solen står op, ankommer de til den østligste ende af livets have. Solopgangens indgang åbnes, idet de første stråler rammer det grønne vildnis. Her står også to frygtindgydende fugle, som skratter i kor: “Vi luftens skabninger spørger dig menneskebarn: Hvad ved du om livet?”.

Prinsen fremdrager gaverne fra de tre vise mænd. Uden ord stiller han krukken med vand, skålen med jord og karret med ild foran fuglene. Fuglene ser, at prinsen ved, at livets kræfter er i vandet, jorden og ilden. Deres hårde øjne bliver milde, og de giver prinsen adgang til haven. Sulliman ab Raaham forlader sine rejsekammerater og går ind i livets have. Bagved ham lukkes indgangen.

Vildnisset slår sammen om prinsen. Han står der i den vandrette morgensol og aner ikke, hvilken vej han skal gå. Han prøver at bane sig vej gennem stive og stikkende grene og kviste og bliver forrevet. Han forsøger at rette på sine klæder for bedre at beskytte sig, og derved får han fat i moderhoppens hår, der forvandler sig til en kniv, hvis klinge lyner i solen. Pludselig trækker vildnisset sig sammen, og der dannes en lang række blomstrende planteporte, som fører prinsen ind i haven. Han følger vejen, de viser, og kommer til en åben plads med et mildt bål, der er omkranset af givende vækster. Prinsen er træt efter rejsen, han udsøger en håndfuld af de skønne frugter og sætter sig ved bålet for at spise. Pludelig flammer bålet rasende op, og i røgen opstår en frygtindgydende djinn, en kæmpe ældgammel rynket kvinde-ånd.

Hun er så umådelig grim og lugter så fælt, at prinsen taber alt – også mælet. Han stirrer skrækslagen på den uhyrlige bål-ånd, som fastholder hans blik med gloende øjne. Sulliman ab Raaham mærker, hvordan angsten sætter sig i knogler og led; djinn-ånden taler til ham: “Hvor vover du at betræde denne hellige have, hvem er du?”

Prinsen rejser sig langsomt og alligevel værdigt, kigger roligt på den rædselsfulde kvindedjinn og siger: “Jeg er Sulliman ab Raaham, hvem er du?” “Jeg er den store Fema Nima, bring mig et offer !” Prinsen aner ikke sine levende råd. Den lynende kniv er atter blevet et hestehår. Det rækker han mod ånden. Hendes flammende fangarme griber håret, og prinsen kræver: “Hvad vil du så give mig?” Fema Nima står sitrende helt stille i luften og svarer “Il Shalaam”, hvorefter hun lægger sig til et stille flamme – lige så pludseligt som hun rejste sig. “Il Shalaam” gentager prinsen og bøjer hovedet til tak.

Da Sulliman ab Raaham igen løfter hovedet, ser han, at der fra bålet løber tunger af ild hen mod en gangsti fra bålpladsen ud i vildnisset. Prinsen følger ilden ind i den del af den vidunderlige have, som er omgivet af stille ild, der brænder langs en kanal med rislende vand. Denne del af haven er præget af himmelsk orden, og efter at have vasket sig i det hellige vand, fortsætter Sulliman ab Raaham sin vandring.

Han ser for sig den ene skønne blomst efter den anden, går fra blomst til blomst og følges af vidunderligt syngende fugle med sådan en farvepragt, at han ofte ikke kan skelne fugle fra blomster. Han er helt beruset af de dejlige dufte og den skønne fuglesang. Han suger havens styrke til sig, og han føler sig meget levende.

Ud på dagen når han så langt ind i livets have, at han opdager den lysende mur, der omgiver havens allerhelligste midte. Muren udsender regnbuefarvede lysstråler, der stammer fra det hav af ædelstene, som den er skabt af. Sulliman ab Raaham går langs hele muren rundt for at finde en indgang. Men han søger uden held. Hen mod aften når han det sted, hvor han startede, og han sætter han sig ned for at hvile.

Prinsesse Donasaarah havde trygt lagt sig til at sove aftenen før; men om natten har hun et fælt mareridt. Hun drømmer, at der op af bålet rejser sig en svajende ånd, der vokser og vokser til en kæmpe djinn, der dækker himmelrummet over hende. Det er et uhyrligt uvæsen med hår og skæg og ælde, der hænger i laser. Han lægger sig over den stakkels prinsesse, så hun næsten ikke kan trække vejret. Over sig hører hun den væmmelige djinnånd sige: “Hvor vover du at betræde denne hellige have. Hvem er du?”
Prinsessen trækker vejret dybt og inderligt, og modigt og værdigt svarer hun med bævende stemme: “Jeg er prinsesse Donasaarah, hvem er du?”. Djinnen puster sig op og hvisler: “Jeg er Maska Nimus, hvilket offer bringer du mig?” I prinsessens hånd ligger kamelhåret, som hun rækker frem. Med en hvirvel fanger djinnen håret, og den er lige ved at fordufte, da prinsessen råber: “Hvad vil du så give mig ?”
Fra stemmen langt borte hører hun svaret: “La Iljallaah”. Væk er Maska Nimus. “La Iljallaah”, gentager prinsessen for sig selv, og drømmen viger for søvnen.

Det bliver morgen, og prinsesse Donasaarah vågner ved solstråler, der trænger gennem væksterne i den del af haven, som hun ikke kender. Hun ankom i mørke gennem solnedgangens indgang, og i den opgående sol ser hun nu, hvilken vidunderskøn plet, hun befinder sig på. Et sted kan hun stadig høre det rislende vand, og hun går efter lyden. Det fører hende til en slags indgang til en del af haven, som er behersket af gennemstrømmende ro og harmoni. Den er omgivet at de rislende vandkanaler, langs hvilke et bælte af stille ild brænder.

Prinsessen opdager den ene vidunderligt skabning efter den anden; hun går fra blomst til blomst, medens farvestrålende insekter og syngende fugle følger hende på vej. Hele formiddagen går hun på opdagelse i den hellige have, medens solen bevæger sig over himmelen. Om eftermiddagen kommer hun til ædelstensmuren. Når hun lægger ansigtet helt tæt til muren, kan hun se igennem den.

Indenfor muren er den allerhelligste del af haven. Donasaarah kan se, at der midt i haven er et strålende lyshav, som spejler sig i fire kilder, der udspringer ved lyset. Hun søger langs muren for at finde en indgang. Det er anden gang, prinsessen følger en mur i søgen efter en indgang. Hun nyder blomsternes dufte, fuglenes sange og lysskæret fra murens ædle stene, der glimter om kap i solen, som snart vill gå ned. Pludselig opdager hun, at der i skyggen fra muren sidder en skikkelse. Det er Sulliman ab Raaham.

Sultandatteren og sultansønnen bliver begge overrumplende forbavsede. Tøvende og høflige hilser de på hinanden; men hurtigt opdager de, at de taler samme sprog. Så de fortæller hinanden om deres rejser. De opdager, at de deler længslen efter Livets Have, som de gennem deres korte liv har hørt uendelige historier om. Nu står de i den. Foran Det Allerhelligste.

For at åbne muren prøver prinsen at udtale det “Il Shalaam”, som djinnen Fema Nima havde sagt ham, men intet sker. Prinsessen fortæller om mareridtet med Maska Nimus, og gentager det “La Iljallaah”, som djinnen havde givet; men det virker heller ikke.

“Vi gør det i kor”, siger de i kor. Sammen udtaler de: “La Iljallah Il Shalaam!”

Næppe er det sidste -aam klinget ud, førend ædelstensmuren begynder at forvandle sig. Pragtstenene flyder sammen og forvandles til perler, der bevæger sig opad i muren som dråber, der stræber mod himmelen. Perlerne gror og vokser, så muren åbner sig ved jorden og danner en kæmpe perleport, der åbenbarer adgangen til den allerhelligste have.

Fra porten fører en bred gangsti belagt med ædelstene i alle regnbuens farver. Langs stien er kantsten af kæmpe perler, som ligger for foden af majestætiske træer, hvis bladkroner danner loft højt over stien. Omkring stammerne slynger sig blomstrende planter, hvori fugle og andre dyr leger. Dufte og fuglestemmer fylder luften endnu skønnere end ude i den hellige del af haven. Selvom solen er ved at gå ned, er der et strålende lys, der kommer fra midten af det allerhelligste.

Prinsen og prinsessen går mod lyset, og bag dem lyder en sprød lyd som myriader af klokker, medens perleporten rasler sammen og igen danner den uigennemtrængelige ædelstensmur. Himmelen over dem bliver sort af ørkennatten. Pludselig står der foran Sulliman ab Raaham og Donasaarah en overvældende engel, hvis vinger bruser som et hav af uendelige små vindpust. Engelen ryster blidt de hvide vinger og siger: “Jeg er livsenglen Elgabri. Velkommen i det allerhelligste. Fred være med jer, hvil denne nat under mine vinger”.

Prinsen og prinsessen er helt trygge og temmelig udmattede efter dagens oplevelser, så de kryber ind under hver sin blødeste dunvinge og falder straks i søvn.

Langt ud på natten vågner Sulliman ab Raaham og Donasaarah ved, at de hører livsenglen tale. De kigger ud gennem englefjerene, og de ser en anden engel af ligeså vidunderlige dimensioner.

“Fødselsenglen Elgabri hilser dødsenglen Elmika med nattens fred” hører de englestemmen sige. Dødsenglen hilser på samme ærbødige måde, og den spørger, om havens to gæster er kommet for at blive i haven eller om de blot er på besøg: “Vil de leve eller dø?” Men prinsen og prinsessen hører ikke svaret, da englebruset døver dem i sødelig søvn. De to engle taler sammen resten af natten.

I morgendæmringen svæver dødsenglen Elmika bort, og livsenglen Elgabri ryster sine fjer, så Sulliman ab Rahaam og Donasaarah vågner i solens første stråler. Lidt fortumlede og fulde af engledun ser sultanbørnene hinanden i morgenlys for første gang. De fyldes af glæde ved synet. Sammen takker de englen for nattely og spørger: “Er vi kommet for at blive eller er vi på besøg ?”

“Ved den hellige sten vil I lære om livet og døden” svarer livsenglen Elgabri: “Søg den vise sten – og vælg selv!” Så Sulliman ab Raaham og Donasaarah tager afsked og vandrer mod havens midte, hvor den hellige sten lyser med klarhedens særlige lys.

Da de ankommer til den terningformede sten, ser de, at der fra dens nedre hjørner flyder fire velsignede kilder med mælk, honning, vin og vand. Prinsen og prinsessen vasker sig i det hellige vand. De drikker af livets kilder og lærer hinanden at kende, medens solen vandrer over himmelen. Evigheden gennemsyrer deres sind, og de undersøger kærligheden i hinandens øjne. Det er den kærlighed, som lyser med samme klarhed som visdommens hellig-sten.

Dagen går på hæld, og pludselig står dødsenglen Elmika hos dem. Engelen er uendelig skøn i lyset af det gyldne solnedgang og klarlyset fra stenen. Den løfter sine vinger i sus og dus, hvorefter den spørger: “Vil I leve i evigheden her eller vil i bo i timelighedens verden udenfor?” Længe ser Sulliman ab Raaham og Donasaarah på hinanden fyldte af havelykken. Men som med én mund svarer de: “Vi vil leve livet udenfor!” Englen Elmika bøjer sig over dem og planter det klare lys i deres øjne: “Gå med fred!”

Sulliman og Donasaarah forlader det allerhelligste; og på vejen tilbage mod ædestensmuren møder de englen Elgabri, der bøjer sig for dem, og siger: “Evighedens lys har bundet jer sammen, og I vil leve så længe, I giver det videre !”

De to venner går lysende gennem nattemørket. Foran muren udtaler de igen med fællesstemme “La Iljallah Il Shalaam”. Ædelstenene forvandler sig boblende til den pragtfulde perleport, der denne gang fører dem ud af den allerhelligste have. De vandrer langs vandkanalerne og ildtungerne ud af den hellige del af livets have til bålpladsen i forhaven og videre gennem vildnisset. Lyset i deres øjne viser vejen, og plantvæksterne fulde af liv danner espalier. Netop som solen står op og åbner solopgangens indgang til livets vidunderlige have, træder de forbi vogterfuglene ud på den evige græsgang. Den sorte hingst vrinsker dem en velkomst, og prinsens rejsefæller omringer de to.

På den evige græsgang går den gamle hoppe og den enøjede kamel. De følger med øjnene, at Sulliman ab Raaham løfter Donasaarah op på sin sorte hingst, og de ser dem drage mod Sulliman ab Raahams fars rige.

I Sultanriget ved floden bliver de modtaget af en meget glad sultan, alle hans skønne koner og prinsens mange, mange søskende. Straks bliver der sendt bud til Donasaarahs fars rige med en bryllupsindbydelse til hendes sultanfar, hans dejlige fruer og prinsessens mange, mange søstre og brødre.

Ved forårsjævndøgnets nymåne blev brylluppet fejret. De to gamle sultaner hilste hjerteligt hinanden med fred. Det gjorde også deres haremer af vidt forskellige kvinder og alle deres tilsammen mange, mange, mange, mange velopdragne børn. De få børn, der ikke var så velopdragne, opførte sig helt ordentligt. Fred og fordragelighed fyldte dem alle – og mange venskaber opstod. Og hvis Sulliman ab Raaham og Donasaarah stadig deler lyset, så lever de endnu.

Nymmelise’s historie

Nym&Gok400

Nymmelise.
Om en ægfødt, nysgerrig alfetøs med mod på verden.
Af Anne Voel.

Ude ved Gabet til havet levede Tømrer Larsen i savmøllen. Når vinden blæste i møllevingerne, kunne saven høres langt væk. Også hanen i fru Larsens hønsegård kunne høres vidt omkring.

Savmøllen er nu Nymindegab Museum; Møllevingernes knirken og hønsene kan stadig høres.

En gylden dag i Nymindegabs eftersommer galede Hr. Hane så højt, at de sydflyvende trækfugle fløj lavere for at lytte:

“Kykkeliky – jeg skal være far…”
lød hanens galen fra fjorden til havet og højt til himmels.

I hønsegården vraltede Fru Høne klukkende rundt:
“GokGokGok-EtÆg…GokGokGok-EtGanskeSærligtÆg”

Og ja, det var et særdeles underlignende æg,
for det forvandlede sig dag for nat for dag.
Ægget voksede, skiftede form og farve og hårdhed…

En meget tidlig morgen førend hanen galede,
lyste ægget som perlemor.
Ligesom en musling åbnede det sig,
og ud kravlede et lille alfeagtigt væsen,
fuldstændigt og færdigtlavet:
“Godmorgen Mor Høne og godmorgen Far Hane.
Nu kan I godt vågne og hilse på mig:
Jeg er NymmeLise!
Og nu går jeg på opdagelse!”

Inden Hønemor og Hanefar fik gokket og kykket,
var Nymmelise kravlet ud gennem hønsenettet.

(fra datid til nutid)

Den stille morgenbrise får møllevingerne til langsomt at knirke rundt:
“Velkommen Nymmelise!” knirker den store Save Mølle, “Kom indenfor!”

“Godmorgen Mølle. Jatak, jeg vil gerne besøge dig”
Hun går ind i møllens duft af træ:
“Uhm, hvad er dog det? Min næse er helt balstyrisk indeni.
Hvad sker der inde i mig?

“Du lugter skovens duft!” knirkesvarer Møllen:
“Når vinden blæser, saver jeg de gamle krogede fyrretræer,
og så kommer tømmermændene og bygger gafpramme”

“Sikke et sjovt ord: gafpram?”

“En pram er en båd med flad bund, som kan sejle, hvor fjorden møder havet.
Hvor landet åbner sig. I mundingen. I Gabet.
Æ Gaf!
En gafpram!”

“Gafpram – prafgam, det ord smager sejlende, må jeg prøve en prafgam?”

Save Møllen grineknirker:
“Prafgam… knirk-knirk, du bakker snavvendt – og du må få din helt egen gafpram. I fødselsdagsgave!”

“Wouv, hvor pænt af dig: Tak Save Mølle, jeg danser lige en takkedans inde i din mave. Hopsasa. falderulala og hurrahurra – for mig!”
hviner Nymmelise og væk er hun. Flyvesejlet ind i hvalens bug!
“Ohøj, hvallerik, kan du høre mig?”

“Hvem er det, der rumler i min bug ?” blåser hvalen med en ordentlig springvandsblåsebøvs.

“Det er mig, Nymmelise, min gafpram er stødt på grund i din mave. Jeg svupper rundt i noget jamset snask, hvad i alhavet har du ædt?”

“Du prammer rundt i min lækre blækspruttemorgenmad, huish!”

“Bvadr, kan du lige åbne munden, så jeg kan få lys herind. Åh-Åu, her er meget blækket og spruttet. Kan du blåse mig og min gafpram ud?”

“Til tjeneste!” buldrer hvalen og pruster en kæmpe tår springvand med Nymmelise på prammen øverst i blåset. Hun flyver gennem luften lige ind i museet, hvor hun lander mellem lufferne på den blødt pelsklædte Frøken Sæl.

“Wouv” udbryder den yndige sæl med et lille hop: “Det er sandelig en overraskende måde at få besøg på. Velkommen lille ven!”
Sælen klapper i lufferne og Nymmelise klapper med:

En pram fløj ind til Frøken Sæl
fra hvalens knogle-blåse-sjæl
af møllens tømrerværk kom den
med Nymmelise
sæle-ven

(klappelegens rytme passer til to venner, der klapper hinandens hænder – og egne lår – “sæle”– ven udskiftes med de andre venner)

“En gang til!” klapper Nymmelise “Med det klapperim kan jeg bliver venner med alle…”

“Jaja, godt med dig”, smiler Frøken Sæl,”nye venner venter dig. Du bliver sneppe-ven og ande-ven og høge-ven. Hils kobbersneppen, troldanden og rørhøgen fra mig!”

Inden Nymmelise besøger fuglene, stikker hun hovedet ind i oldtiden, hvor Lønnepigen står ved siden af sin grav: “Hej med dig Nymmelise. Når du trænger til en rigtig historie, så kom og lyt til min (“Den Blå Pige”). ”

“Fint-fint. Når jeg er færdig med at være i fuld fart fremad, så vil jeg gerne rejse med dig bagud i tiden. Vi ses!” Hun sejleflyver ud af oldtiden og ind i naturens malerier, som er fyldte med himle og skyer og vand og landskaber og fugle:
Kobbersneppen graver orm med sit lange næb ned i mudderet.
Troldanden  snadrer i den levende mad af vandplanter med myggelarver.
Rørhøgen sidder på en pæl og venter på en uforsigtig fugl ellermus, som kan blive mad til ungerne i reden gemt i rørskoven.

Nymmelise forsøger sig med venneklappelegen, men hun bliver viklet ind i fuglenes vingefjer – og hun er ærligt talt lidt bange for at blive rørhøgeunge-mad…

“Hallo, lille ven, ” hører hun en stemme kalde,” er du sulten?”

I græsset ligger en jæger, og han vil gerne lege venneklappe-rimet og dele sin mad med hende. Han viser hende sit gevær i glasmontren, og Nymmelise går videre på opdagelse. Gennem hele vinteren følger Nymmelise sin nysgerrige næse gennem museet, og mange historier kan fortælles derom*.

Vinteren går og foråret kommer. En aften lander en gås for at hvile for natten. Den er på vej på sommerferie i bjergene langt oppe i Norden. På dens ryg sidder en lille nisseagtig Holger. Efter at han og gåsen har sovet dejlig om natten, klapper han vennelegen med Nymmelise og spørger hende:
“Vil du flyve med mig op i Himmelen og se resten af verden?”:
Uden at behøve at tænke sig om svinger Nymmelise sig op til Holger på gåseryggen:
“Farvel Hanefar og Hønemor, jeg rejser på træk! Vi ses til efteråret!”

“Kyk og gok og god vind” lyder det fra møllerens hønsegård, medens gåsen med passagerer flyver ud over Ringkjøbing Fjord.

DenGamleDame&Spoejsen

Den Gamle Dame fortæller om Nymmelise på Nymindegab Museum.
Fortællingen om Nymmelise er levende. Den udvikler sig hele tiden – og kan frit bruges/fortælles/omdigtes.

*Undervejs er andre fortællinger:
Nymmelise i Oldtiden (gennem stenalder-broncealder-jernalder-vikingetid).
Nymmelise i Maleritiden (fiskerkolonien-arbejde/leg-møllerhjemmet).
Nymmelise i Haven (årstidens urter-kompost-bier-fra-jord-til-bord-mad).
Nymmelise og Kanølfen (alfepigen møder trolden – og runerne).

Festens Gave og Havets Moder

fegahamo Anne Voel

Engang var jeg fortæller,
og her er drejebogen til fortællingen om
Festens Gave og Havets Moder. 
Den er til fri afbenyttelse.
😀

En myte er en meget, meget gammel historie, som bare findes.

Denne foregår på toppen af jordkloden.

Der er koldt om sommeren – og meget koldt om vinteren,

og der bor eskimoerne/grønlændere/inuitter.

Eskimo betyder kød-spiser,

og dengang spiste de kun kød – morgen, middag og aften.

Der var ikke andet.

Mændene fangede dyrene, og konerne lavede dem til mad og tøj.

Når mændene surrede pilespidser fast på pilen

og når konerne syede,

brugte de senetråd.

Ved I hvad senetråd er ?

Det kaldes de snore, der er inde i dyr og mennesker,

og som får knoglerne til at bevæge sig.

De er meget stærke, og det er godt at have senetråd.

Eskimobørnene brugte senetråd til snorelege;

og nu skal I høre, hvad eskimobørn fik fortalt:

Scene 1: Boplads

Fortæller

Der var engang en tid, da menneskene ingen glæder havde;

de gjorde ikke andet end at jage, spise, fordøje og sove.

Den ene dag gik som den anden.

Ensformigheden fortærede deres sind.

I disse tider var der en mand og en kone,

der levede ensomt på i et jordhus ikke langt fra havet.

De havde tre sønner, raske drenge,

der gerne ville være lige så store jægere som faderen.

De øvede sig i at være stærke og udholdende.

Faderen og moderen var stolte over dem,

thi de skulle være deres alderdoms forsørgere.

Men så hændte det, at først den ældste søn

– og dernæst den næstældste blev borte på jagt.

De kom ikke tilbage – og de efterlod sig intet spor.

Faderen og moderen sørgede dybt over tabet af sønnerne,

og de passede ængsteligt på den yngste søn.

Han hed Hermelin, Teriaq, og fulgte ofte sin far på jagt.

Han holdt mest af at jage landdyr, medens faderen jagede havdyr.

En dag gik Hermelin på jagt ind i landet.

Pludselig fik han øje på en stor, ung ørn, der kredsede over ham.

Inden Hermelin kunne nå at få sine pile frem,

var ørnen landet foran ham.

Den stod et lille stykke fra ham;

og den strøg ørnehætten af hovedet og blev til et menneske.

Ørnen talte til Hermelin og sagde:

“Det er mig,der har dræbt dine to brødre.

Jeg vil også dræber dig, hvis du ikke vil love mig,

at I holder sangfester, når du kommer hjem.

Vil du, eller vil du ikke ?”

“Jeg vil gerne, men jeg forstår ikke, hvad du siger.

Hvad er sang ?

Hvad er fest?”

“Vil du eller vil du ikke ?”

“Jeg vil gerne, men jeg ved ikke, hvad det er.”

“Hvis du følger mig, vil min moder lære dig det, du ikke forstår.

Dine to brødre sagde nej til Festens Gave, de ville ikke lære, derfor dræbte jeg dem.

Nu kan du følge med mig, og så snart du har lært at feste,

så skal du frit få lov at gå hjem til din boplads.”

“Jeg følger med.” svarede Hermelin.

Sammen gik de to langt, langt ind over land,

gennem kløfter og dale.

Ørnemennesket gik foran i en strålende pels af ørnefjer.

De gik og de gik og kom til et stort fjeld,

som de begyndte at bestige. De gik op, og de gik op.

“Højt deroppe bor jeg med min mor” sagde ørnens søn.

De steg op over fjeldet og kom højt, højt op over verden.

Deroppefra var der vid udsigt over menneskets jagtmarker.

Da de nærmede sig fjeldets tinde,

hørte de pludselig en bankende lyd,

der voksede og voksede, jo nærmere de kom toppen.

Det lød som slag af vældige hamre,

og så stærk var lyden, at det suste for ørerne af Hermelin.

“Kan du høre noget ?” spurgte ørnesønnen.

“Ja, en sælsom, øredøvende lyd, der ikke ligner noget, jeg før har hørt!”

“Det er min moders hjerte, der banker!” svarede ørnen.

På toppen af fjeldet var der et kæmpe jordhus,

mage til det, som Hermelin boede i – bare meget større.

Derinde sad den gamle ørnemor.

Hun var gammel og affældig og meget bedrøvet.

Hendes søn gik ind til hende og sagde:

“Jeg har bragt dig en ung mand,

der lover at holde fest, når han kommer hjem.

Men han siger, at han ikke ved, hvordan man fester.

Mor !

Menneskene forstår ikke at holde fest,

og nu er denne unge mand kommet for at lære det.”

Den gamle ørnemor blev glad, da hun hørte det.

Langsomt og møjsommeligt rejste hun sig og gik ud til Hermelin.

Scene 2: Fjeldet

Ørnemor

“Aijo – Aijo – Aijo !

Nu får jeg gamle ørn besøg.

Mit hjerte hamrer af glæde”

“Velkommen Hermelin.

Er det dig, der har sagt ja til at modtage Festens Gave ?

Så er det dig, der skal lære menneskene at feste.

Det er dig, der skal lære om festhus,

festmad, festtøj, masker, danse og sange.

Og så skal du gå ud i verden og kalde til fest !

Hør godt efter:

Allerførst skal I bygge et festhus – en qagsee.

Den skal være større og smukkere end de huse, I bor i.

Der skal være en hus-gang, så mennesket kan komme ind en for en.

Husgangen skal føre ind til et stort rum.

Langs vægge skal der være brikse hvor I kan sidde,

og i midten skal der være frit, så I kan synge og danse.

Når I har bygget festhuset, skal I fange festmad.

Der skal være kød fra luftens dyr,

så I kan føle jer lette om hjertet.

Det kan være ænder, lommer eller ravne og hvad der ellers flyver.

Der skal være kød fra havets dyr,

så I kan få kræfter til at flyde og svømme.

Det kan være fisk eller sæler eller hvaler og hvad der ellers svømmer.

Der skal være kød fra landets dyr, så I mærke jorden.

Det kan være harer, mårdyr eller isbjørne og hvad der ellers går og løber.

Når I har samlet festmaden, skal I lave festtøj.

Det laver I af fuglenes fjer og og pelsdyrenes skind.

Og så skal I lave masker, så I kan tale og danse som dyrene.

Se, her er en fugle maske med fjer.

Det er en dansemaske.

Hvad sker der, når den tages på ?

(En maske tages på, en dans opfindes – og masken aftages)

Se her er en anden dansemaske – med fjer og klør.

(Den tages på – giver en anden dans)

Sådanne masker skal I lave, Hermelin.

Og til festen skal I lave sange.

Alle sange kommer fra hjertets stilhed.

Til hver fest skal der laves nye sange.

I skal samle jer og sidde helt helt stille sammen.

Hver og en skal I lytte til jeres hjertes sang.

Pludselig vil sangene briste frem.

Måske vil din sang, Hermelin, lyde sådan:

“En gang gik jeg på jagt.

Så mødte jeg er ørn.

Han tog mig hjem til sin mor.

Hun lærte mig at feste.”

Så, Hermelin, nu har du fået Festens Gave.

Du har lært at bygge festhus, at samle festmad og lave festtøj.

Nu ved du, hvordan du laver masker, danse og sange.

Nu kan du frit gå hjem til din far og mor.

På hjemvejen skal du invitere alle du møder til fest.

Måske kender du ikke andre mennesker.

Menneskene er ensomme, fordi de endnu ikke har fået festens gave.

Men du kan kalde dem til dig med med festkaldet:

A-i-jo a-i-jæ a-i-jæ x 3 Kom – kald med mig !

Farvel Hermelin – og god fest !

Scene 3. Boplads.

Fortæller

Ja, sådan fik Hermelin Festens Gave af ørnemor.

Men inden han forlod hende, gav han også hende en gave.

Ørnemor ønskede sig så inderligt den senetråd,

som var bundet om hans pilespidser.

Dem fik hun, og hun blev meget glad.

Hele vejen hjem gjaldede Hermelin festkaldet,

og alle han mødte ville gerne komme til festen.

Hermelin skyndte sig hjem til sin far og mor,

og han fortalte dem alt, hvad han havde oplevet.

Så det kan nok være,

at Hermelin og hans far og mor fik noget at se til.

De byggede festhus, fangede dyr fra havet, luften og landet,

og de lavede festtøj og masker, og de sang.

De begyndte at føle og se alt omkring sig på en helt ny måde.

De hverken snorkede eller kedede sig om aftenen;

de spøgte og lo, var mundkåde og lattermilde.

De jagede, spiste, fordøjede, sov – og forberedte festen.

Det skulle blive en vidunderlig fest !

Så kom dagen for festen.

Fra nær og fjern kom mennesker to og to.

Alle var klædt i de flotteste pelse og fjerprydelser –

af ulv og jærv, sæl og ræv, bjørn og fjer fra alle slags fugle.

Stille satte de sig i festhuset,

og så begyndte sangene at bryde frem.

De, der var klædte i sælskind sang om sælen

og dem i ravnefjer om ravnen.

Sangene bruste.

De sang og de sang.

Og de spiste og spiste den dejlige festmad

fra luften, vandet og jorden.

De dansede og larmede, så man kunne høre det

langt omkring – oppe i fjeldet – ude over havet.

Der blev spist og larmet og danset,

og menneskene var sorgfri og glade,

som de aldrig nogensinde før havde været det.

Mange blev venner.

Hele natten festede de.

Først da morgenens lys slog ind i festhuset, tog gæsterne afsked.

Men idet de myldrede ud af husgangen,

faldt de forover på hænderne.

De sprang og fløj bort i alle retninger.

Da var de ikke længere mennesker,

men blev til ulv og jærv, sæl og ræv, bjørn og alle slags fugle.

Så vældig var festens magt, at selv dyr blev til mennesker.

Højt oppe i morgenhimmelen svævede to store ørne.

Det var ørnemor og hendes søn.

Ørnemor var ikke længere affældig og bedrøvet;

hun var frisk og glad.

Og ved I hvorfor ?

Når menneskene fester, bliver gamle ørne unge…

Ja, det var sådan, at menneskene lærte at feste.

. . . . . . .

Og menneskene levede lykkeligt i lang tid.

De jagede, spiste, fordøjede, sov – og de festede.

Tiden gik – godt – og menneskene blev mange.

Børn blev født og blev voksne og fødte flere børn.

Det skete, at der blandt meneskene blev født et barn,

der forstod sig særligt på naturen.

Et barn, der kunne forstå dyrene og skyerne,

som kunne synge og danse og gøre syge mennesker raske.

Sådan et barn voksede op til en åndemaner.

Åndemaneren hjalp alle mennesker.

Sommetider fik han hjælp af hjælpeånder,

som kunne give gode råd og fortælle,

hvad der var godt og skidt.

Men selvom menneskene vidste, hvad der var godt og skidt,

blev de sjuskede med at leve.

De fangede flere dyr end de havde brug for;

og de smed smuds og skidt og møg alle vegne.

Dengang var det sådan, at alt levende kom fra Havets Moder.

Hun var en stor kvinde med et kæmpehår,

som boede nede i havet.

Hun passede godt på alle dyrene og skyerne,

og det var hende, der sendte havdyr, landdyr og fugle til menneskene, så de fik kød at spise.

Men så skete det, at der ingen fangstdyr kom.

Menneskene sultede !

De fik intet kød at spise,

hverken morgen, middag eller aften…

Alle var de sultne og ulykkelige.

Så kaldte de på den store åndemaner Angekok,

og de bad ham rejse ned til Havets Moder.

Angekok ville gerne hjælpe, så han drog ned mod havet.

Der fulgte han de dødes vej.

Efter en tid delte vejen sig, og han gik til Havets Moder.

Efter lang tids vandren hørte han vandbruset fra en fossende elv,

der skummede foran husgangen i huset, hvor hun boede.

I elven lå nogle store sten, der var slimede af alger.

Åndemaneren stod længe rådvild uden at turde springe.

Men hans hjælpeånder sprang fra sten til sten

og kom sikkert over på den anden side.

De kaldte og trak og bragte Angekok over elven.

Så stod de foran huset og kiggede ind.

Derinde brusede vandet i alle retninger,

og skidt og møg og smuds hvirvlede rundt i rædselsfuld uorden.

Ingen fangstdyr kunne komme ud fra Havets Moder.

Midt i svineriet sad den store kvinde

med det kæmpe hår filtret ind i menneskers urenheder.

Hun var grum og sur og vred.

Da de så det, sagde hjælpeånderne til åndemaneren:

“Så snart du er inde hos Havets Moder,

må du øjeblikkelig springe ind på livet af hende.

Du skal straks gribe fat i hendes hår

og vikle din højre arm ind i det.

Hun vil forsøge at kaste dig væk.

Hvis det lykkes for hende, vil du blive kvalt i mørket.

Men vi vil sætte os i hendes ører og sige hende,

at du er kommet for at rense hendes hår og lyske det for utøj”

Sammen sprang de ind på den vrede kvinde.

Scene 4: Havet

Havets Moder

“UUAARRGH

Jeg er så vred, så vred, så vred over menneskenes

skidt og møg og smuds.

Og nu kommer der også et menneske – en åndemaner !

Væk med ham ! Væk med dig !

Så du holder fast i mit hår. Du kan nære dig !

I mennesker lammer mig med al jeres urenhed.

Ud i mørket med dig – lad det kvæle dig !

UUAARRGH

Hov! Hvem taler i mine ører ?

Vil han rede mit hår og lyske det for utøj ?

Vil han lytte og bringe bud til menneskene ?

Det skal du få lov at gøre, Åndemaner.

Det er et stort arbejde,

for mit hår er langt og stridt og filtret.

Du fjerner alt jeres skidt og møg og smuds, Åndemaner,

det gør godt.

Hver urenhed,du renser ud af mit hår,

vil frigive et fangstdyr.

Se, Angekok, se sælerne, landdyrene og fuglene.

Se den smukke sæl.

Dens hoved er sort på den ene side og hvidt på den anden side.

Det vil være den først sæl, du fanger, når du kommer hjem.

Tak skal du have.

Stor glæde har du voldt mig ved at komme.

Glad har du gjort mig,

fordi du fra barnsben har tænkt tunge tanker

og uddannede dig til åndemaner.

Fred har jeg fået, fordi du kom og rensede mig.

Når du vender tilbage til landet,

må du sige til menneskene,

at de skal gøre sig umage med at leve livet.

Det er ikke passende, at de kun tænker på at få og få og få.

De er blevet så grådige,

men de må ikke fange mere end de skal bruge;

og de må ikke smide skidt og møg og smuds i naturen.

Så bliver jeg styg og grim og grum og vred;

og så får de ingen fangstdyr.

Nu er jeg ren igen og vandet flyder roligt,

så du kan trygt drage hjem.

Farvel åndemaner.

Pas godt på jorden.”

Scene 5: Boplads

Fortæller

Åndemaneren rejste hjem gennem det rolige vand,

og undervejs mødte han havdyr, landdyr og luftdyr.

Da han kom hjem til menneskene fortalte alt,

hvad Havets Moder havde sagt til ham.

Menneskene passede igen på naturen,

og Havets Moder sendte fangstdyr til menneskene.

Åndemanerens første fangst var den sæl

han havde mødt i havet.

Den sort- og hvid- hovede sæl gav sit liv

som tak for rensningen af Havets Moder.

Og så var menneskene lykkelige så længe,

de ikke sjuskede med livet.

Nu har jeg fortalt de gamle myter om Festens Gave og Havets Moder.

Til Jeres hjerter.

Tak for idag.

Anne Voel

 

fegahamo Anne Voel