Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.
Under sygdomsanfald så pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.
I bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.
Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉
Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.
Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.
* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.
** Se Logos og Mytos.
***Das Heilwissen der Mönche und Kräuterhexen (Rieger).
Romanen ‘Hildegard’ (Mogens W. Andreasen) fortæller hendes livshistorie.