Paulina, Aurora og Clara er i familie med hinanden. Paulinas far er den konservative chilenske godsejer Augustin; Aurora og Clara er hans oldebørn.
Paulina er den opfindsomme og oprørske datter, der gifter sig imod sin faders vilje. Sammen med sin playboyhusbond skaber hun et handelskompagni i guldgravertidens Californien. Hun får idéen til at hente is i det sydlige Chile og nedkøle chilenske fødevarer, der sejles til Californien af kaptajn Sommers (Eliza’s far).
Den magtfulde Paulina opbygger et voluminøst diva-image – og varetager sin egen økonomi. Hun tager sig af nevøen Severo’s uddannelse, og han giver hendes uægte barnebarn deres efternavn del Valle.
Paulina er et vidunderligt skrud af en skude, og hendes gøremål er helt eventyrlige. Hun og hendes seng introduceres i Lykkens Datter (1999).
Aurora er Paulina’s sønnedatter. Sønnen vil dog ikke være ved faderskabet, men det tager Severo på sig. Aurora’s mor dør ved fødslen i 1880, og sine første fem år tilbringer hun hos morforældrene Eliza og Tao i San Fransisco. Derefter bliver hun en del af Paulinas dramatiske liv.
Den lille Aurora er et følsomt pigebarn, der ser verden på sin helt egen måde. Hun vokser op med sin farmors seng – og følger hende fra Californien til Chile og på ophold i Europa. På et tidspunkt får hun et kamera forærende af Severo, og hun foreviger indianere, minarbejdere og landarbejdere i datidens Chile.
Portræt i Sepia (2000) er Auroras gribende jeg-fortælling om sig selv og hendes bedstemødre i tiden 1862-1910.
Clara er Severo’s yngste datter. Hun bliver gift med sin storesøster Rosa’s udkårne Estaban Trueba. Rosa dør kort før sit bryllup, og lille Clara oplever ting, der gør hende stum, indtil hun selv bliver gift med manden. Gennem hele livet er Clara verdensfjern, upraktisk og clairvoyant; hun modsvarer husbondens temperament med mildhed. Hendes dagbøger er kilden til datterdatteren Alba’s historie om Åndernes Hus (1982).
Paulina, Aurora og Clara lever i Isabel Allende‘s store historiske og turbulente romaner. De bindes sammen af Severo del Valle, som kom to-benet til hende, da hun skrev Åndernes Hus (1982). Han glemte at fortælle hende, at han havde mistet det ene ben under krigen, som Aurora omtaler i Portræt i Sepia (2000) 😉
Når Isabel Allende beskriver sin skriveproces, omtaler hun romanernes hovedpersoner som “ånder”, der lader hende fortælle deres historier. Den slags ånder er ikke så nøjeregnende med logik, og mirakler som et helet ben kan sagtens forekomme på tværs af historiske tider og skriveperioder 😉