fem holdepunkter
hold af hold ud hold igen
hold fred og hold mund
Spættens Medicin
Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.
At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling.
Dyrets udseende kan symbolisere seerens ydre fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om indre personlighed/færden/handlekraft.
Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde.
Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet
– eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉
Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:
Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand.
De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv.
Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.
Spættens læring kan handle om opmærksomhed på et spraglet og flyvsk ego, der kan høres langt væk…
Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv, der somme tider skal findes i råddenskab.
Den slags liv, der omsættes fra noget dødt (træstof) til animalsk liv (fuldkomne insekter) – og derefter til spætte-krop.
Et særligt aspekt her er livs-forvandling: Metamorfosen !
Allegoriske fortællinger er leg med levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂
Se også Drømmesymboler.
Gudinder og Månekællinger
Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De er mytologiske kraftkilder, der formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.
Månekællinger/klanmødre/kloge koner er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindelivets natur gennem årstiderne. Jordforbindelse.
Gudinder kan ses som ophøjede skæbne-idoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og uden jordforbindelse. Illusioner!
Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson.
De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation
De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.
Menneskets biologiske liv følger også denne rytme, og udviklingen til med-menneske næres ved at være passiv og modtagende gennem årets første halvdel:
1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.
Efter sommersolhverv åbner Selvet det aktive og givende halvår:
7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke.
Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle.
Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling og hendes visdom om jordelivet under månen.
Månekællingernes kræfter overfor Moder Jord:
1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Forene … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandling … Mutation
I kloge koners/månekællingers verdener rumsterer to slags magi:
Sort magi er den en-øjede Odin-magi, som bruger mag-ten til at fremme eget Ego og til at manipulere andre til underlæggelse. Ase-gudernes Valhalla-filosofi.
Hvid magi handler om at ‘mage’ til medmenneskenes fælles bedste.
Frigg/Freja-magien anvendes for at fremme lighed, frugtbarhed og fred. Vane-gudernes Folkvang-filosofi.
Magi anvendes af Kloge Koner M/K over hele verden. Til alle tider.
De nordiske vølver praktiserede sejd.
Magisk Synkronicitet:
Carl Gustav Jung arbejdede med begrebet synkronicitet (meningsfulde sammentræf) som et magisk værktøj i udviklingen af Selvet.
Grundtanken i hans teori er, at det under-bevidste Selv reagerer u-bevidst på indtryk, som har klangbund/resonans i menneske-psykens inderste helhed (Selvet). På den måde kan visdom bringes frem i bevidstheden. Magiens natur er samklang mellem Den Store Orden‘s mytos og det enkelte menneske.
Jung studerede synkronicitet og magisk praksis hos forskellige folkeslag.
Han oplevede, at animistisk magi omfatter ‘varsler‘, som praktiseres ved opmærksomhed på ‘naturens sprog’: vejr, landskaber, vandets veje, plantevækst, dyreadfærd, månen og andre himmel-legemer m.m.
Varsels-tagning kan gavne fællesskabet og den enkelte, hvis varslernes visdom ‘oversættes’ til viden, som kan bruges i adfærds-ændring og tilpasning til Moder Jords økologi, der befordrer overlevelse!
Et eksempel er kraftdyr, der åbner menneskers øjne for mønstre, som kan give indsigter til gunstig adfærd. Klarsyn.
De magiske informationer kan opleves både i naturen og i drømme/visioner; og Kloge Koners visdom omfatter kunsten at tolke beskedernes symboler. Se Drømmetydning!
Andre varsels-tagninger:
Mannakorn: ‘Tilfældige’ opslag i Bibelen/’hellige bøger’ (inkl. Harry Potter 😉 )
Kast med terninger, knogler, runer m.m.m.
Mønstre i kaffe/te-grums, skyer m.m. (Rorschach-teknik)
Kort-udtræk af spille/tarot-kort m. fl.
Spejlinger i vandoverflader/spejle/vinduer osv.
Lyde: Torden, fuglesang, dyrs tuden og brølen, vandets og vindens susen, klokkeklang m.m.
Magiske værktøjer:
Kloge koner bliver af og til opsøgt af personer, der ønsker at frisættes fra følelsesmæssige besættelser. Jalousi, vrede, afhængighed osv. har rod i tilknytning til ting, status, medmennesker, magt og andre lammende begær. De 7 dødssynder.
Trangen til ejerskab indebærer forventninger til en selv og til andre mennesker. De besættende følelser forstærkes, når forventninger ikke indfries.
Magisk heling kan udføres ved ritual-dans:
Den besatte person danser sin følelse (eks. vrede) i midten af en dansecirkel, og de andre dansere med-danser følelsen.
Akkompagneret af trommer, rasler, skrig, sang, gråd osv…
Ligesom bål blusser op og dysser ned.
Ceremonien kan opleves som magisk ekstase, der kan sammenlignes med ud-drivende VooDoo-dans…
Danse-ritualet efterfølges af en fejring/samtale, hvorunder tilknytnings-følelsernes bundne livskraft omdirigeres. Det kan ske ved brug af indfølende kærlig og omsorgsfuld Positiv Mental Visualisering.
Andre ceremonier kan fejres med hjælp af de 5 elementer (jord, vand, luft, ild og livskraft) og 6.-sansen. Hverdags-taksigelser, trommerejser, udesidning, de 8 årstidsfester, månefaser og andre overgangsriter.
Overalt i verden findes personer, der i uvidenhed eller med formål bruger ego-centreret sort magi. Den anvendelse truer fællesskaber, fordi den op-puster egoer og vild-leder sårbare medmennesker, der har trang til at underlægge sig. Kult-kraften 🙁
Et træk ved sort magi/shamanisme er, at mageren dyrker sit eget ego ved at ‘binde’ medmennesker – og tjener penge ved udførelsen.
I nutidens pengesamfund kan en magiker dog være nødsaget til at tage betaling for selv at overleve.
Bevidstheden om at være synkron med jordens biologi er en stærk ledetråd gennem årets rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.
Se også Ægte Kærlighed.
Månens Årscyklus
Månens årscyklus animerer jordens vækster under solen. Årets 12-13 månetider bevæger vandet på og i jorden – og i alt levende. Flod og ebbe.
Siden menneskeheden fik øje på månen, har vi fulgt dens rytme, hvad enten vi vil/tror/ønsker det – eller ej. Jordbrugere på hele kloden lever efter de månekræfter, der styrer jordelivet.
Månekræfternes art varierer med solen. Mellem hver af de fire solhøjtider vandrer 3 månetider over livet på/i Moder Jord:
vintersolhverv
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
forårsjævndøgn
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
sommersolhverv
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
efterårsjævndøgn
10. forfald
11. hvile
12. død
vintersolhverv
13. mutation (den blå forvandlingsmåne hvert 3. år)
Den årscyklus gentages i spiral, så længe der er liv i og på jorden. Generation efter generation. Og den er kvinders frugtbarhedsspiral gennem hver månetid (ægløsning/blomstring/befrugtning efterfulgt af menstruation/død/dvale). Den beskriver også menneskets liv fra fødsel til død, og måske gennemgår et menneske også de 12 (13) tilstande i løbet af et døgn?
De 13 månekællinger og oprindelige folks klanmødre fortæller om månerne gennem solåret. Se Min Månevision. Netop nu er blomstringsmånen fuld, så medfølelse, digtning og fortællinger udfoldes i fuldt flor.
Skildpaddes skjold angiver månetidernes 25 ny og næ i randpladerne. Vintersolhverv og den lunefulde blå måne både ender og begynder i nakkepladen.
Denne fuldmåne førte os ind i den haleplade, der markerer måne-næ før sommersolhverv.
Hokus-Pokus (Hoc Est Corpus) 😉 !
En af månefesternes fortællinger er myten om, hvordan Padde fik sit Skjold.
Stilhedens Fuldmåne
Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.
Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…
Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.
Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…
Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.
Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.
Fortsættes….måske 😉
Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!
Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).
Flod og Ebbe
Flod og ebbe er et af naturens guddommelige undere.
Tidevandet bestemmes af solens og især månens tiltrækningskræfter; og hele jorden og dens skabninger er underlagt vandets lunefulde strømninger.
Højvande/flod og lavvande/ebbe varierer med månens lidt uregelmæssige omløb.
Højvande indtræffer med omtrent 12 timers og 25 minutters mellemrum, fordi der gennemsnitligt går 24 timer og 50 minutter mellem hver gang, månen står stik syd.
Solen står stik syd hver 24. time = definitionen af et soldøgns tid.
En månetid varer 29½ soldøgn, som er tiden mellem to ens placeringer i forhold til jorden og solen. Tiden mellem to fuldmåner – eller to nymåner.
Et sol-år indeholder 12 – 13 månetider.
Kraftigt højvande, springflod, forekommer ved fuldmåne og nymåne, når både sol og måne trækker vandet i samme retning. Det er, når solen står sammen med eller modsat månen på himmelen.
Når månen er halv, så trækker sol og måne vinkelret på hinanden, hvorved tidevandets udsving minimeres. Nipflod.
De magiske tærskeltider indtræffer, når måne og sol ses samtidig i øst og vest:
Østen for solen/månen og Vesten for månen/solen (aften/morgen).
Njord er havguden i den nordiske mytologi. Han hører til den fredelige vaneslægt og er far til frugtbarhedsguderne Frej og Freja.
Før han blev far til dem, og inden de krigeriske aseguder opstod, blev Njord tilbedt som frugtbarhedsgudinden Nerthus.
Nu lever han ved kysten i Noatun og råder for havenes bevægelser, deres liv og frugtbarhed. Han har et COLA-forhold til jættekvinde Skade, som lever blandt bjerge inde i landet. De blev gift, da hun valgte Njord ved kun at se og mærke hans smukke fødder…
Niordir noatunum
fra islandsk 1600-tals håndskrift:
Havguden Njord styrer tidevandet med sin vandsæk!
Menneskers indre væsker opfører sig som tidevandet.
Aldrig er vi konstant i ro. Ligevægten pendulerer mellem yderpunkter: ebbe/flod, nipflod/springflod.
Vort mentale hav er altid i svingning; og ‘Månesyge’ hører med til at være et levende menneske 😉
månemennesker
indre væskers bølgegang
van(d)sindets natur
Frejas Fest
Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:
Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.
Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.
Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.
Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.
Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.
Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.
Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.
Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.
Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.
Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.
Efter de fire nætter var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.
På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.
Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt af vanerne tankegang.
Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.
Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…
Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.
Glædeligt forårsjævndøgn!
Lucia og Gullvejg
Lucia og Gullvejg har historier, der ligner hinanden:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Vølven Gullvejg – og sejd
Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.
Gullvejg tog kaldet på sig. Hun dansede Den Gyldne Vej. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.
Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.
I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.
Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.
Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.
Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag. Gullvejg lod tingene ske til rette tid på rette sted: Den Gyldne Vej.
Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.
Begrebet ‘shamanens hest‘ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.
Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.
Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.
Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.
At Være i At Være
At være
i
at være
er zen:
Når jeg ligger, så ligger jeg!
Når jeg sidder, så sidder jeg!
Når jeg står, så står jeg!
Når jeg går, så går jeg!
forbigående
tankeløs kontemplation
kortvarig sansning
Når jeg tier, så tier jeg
Når jeg lytter, så lytter jeg
Når jeg ser, så ‘ser’ jeg!
Når jeg maler, så maler jeg!
Når jeg digter, så digter jeg!
Når jeg ånder, så ånder jeg!
Se også indlæggene: Zen’s 4 Discipliner og At gå
Skades Historie
Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder… 😉
Myten om Skade
Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.
Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.
Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.
Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.
Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.
Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.
Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.
I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.
I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.
En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.
Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.
I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.
Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.
I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.
Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.
Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!
Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.
Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.
Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.
Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.
Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.
Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Årstidsfester.