Runicode ᚱᚢᚾᛁᚳᛟᛞᛖ

Runicode er et trans-skriberings-program mellem Futharken og Alfabetet.
Det er gratis!
Programmet er udviklet af solsort.dk,
og du kan frit bruge det ved at klikke her: RUNICODE

Programmet består af 3 felter:

I den øverste kasse skrives en alfabetisk tekst.

I den nederste kasse omsættes teksten til runer.

VERSALER, tal og æøå TRANS-SKRIBERES IKKE 🙂

I den venstre side-bar kan du kombinere din egen futhark ved at fjerne/tilføre backslash-tegnet.

Her ses ovenstående tekst:

Rᚢᚾᛁᚳᛟᛞᛖ ᛖᚱ ᛖᛏ ᛏᚱᚨᚾᛊ-ᛊᚲᚱᛁᛒᛖᚱᛁᚾᚷᛊ-ᛈᚱᛟᚷᚱᚨᛗ ᛗᛖᛚᛚᛖᛗ Fᚢᛏᚼᚨᚱᚲᛖᚾ ᛟᚷ Aᛚᚠᚨᛒᛖᛏᛖᛏ.
Dᛖᛏ ᛖᚱ ᚷᚱᚨᛏᛁᛊ!
Pᚱᛟᚷᚱᚨᛗᛗᛖᛏ ᛖᚱ ᚢᛞᚡᛁᚲᛚᛖᛏ ᚨᚠ ᛊᛟᛚᛊᛟᚱᛏ.ᛞᚲ,
ᛟᚷ ᛞᚢ ᚲᚨᚾ ᚠᚱᛁᛏ ᛒᚱᚢᚷᛖ ᛞᛖᛏ ᚡᛖᛞ ᚨᛏ ᚲᛚᛁᚲᚲᛖ ᚼᛖᚱ: RUNICODE
Pᚱᛟᚷᚱᚨᛗᛗᛖᛏ ᛒᛖᛊᛏåᚱ ᚨᚠ 3 ᚠᛖᛚᛏᛖᚱ:

 I ᛞᛖᚾ øᚡᛖᚱᛊᛏᛖ ᚲᚨᛊᛊᛖ ᛊᚲᚱᛁᚡᛖᛊ ᛖᚾ ᚨᛚᚠᚨᛒᛖᛏᛁᛊᚲ ᛏᛖᚲᛊᛏ.
I ᛞᛖᚾ ᚾᛖᛞᛖᚱᛊᛏᛖ ᚲᚨᛊᛊᛖ ᛟᛗᛊæᛏᛏᛖᛊ ᛏᛖᚲᛊᛏᛖᚾ ᛏᛁᛚ ᚱᚢᚾᛖᚱ.
VERSALER ᛏᚨᛚ æøå TRANS-SKRIBERES IKKE 🙂
I ᛞᛖᚾ ᚡᛖᚾᛊᛏᚱᛖ ᛊᛁᛞᛖ-ᛒᚨᚱ ᚲᚨᚾ ᛞᚢ ᚲᛟᛗᛒᛁᚾᛖᚱᛖ ᛞᛁᚾ ᛖᚷᛖᚾ ᚠᚢᛏᚼᚨᚱᚲ ᚡᛖᛞ ᚨᛏ ᚠᛃᛖᚱᚾᛖ ᛒᚨᚳᚲᛊᛚᚨᛊᚼ-ᛏᛖᚷᚾᛖᛏ.
Hᛖᚱ ᛊᛖᛊ ᛟᚡᛖᚾᛊᛏåᛖᚾᛞᛖ ᛏᛖᚲᛊᛏ:
God fornøjelse!
Brug magien under Den Blå Måne!
Nᚤᛞ ᛗᚨᚷᛁᛖᚾ ᚢᚾᛞᛖᚱ Dᛖᚾ Bᛚå Måᚾᛖ!
Se også indlægget om Kanølf og Runicode  🙂

Slægts-kraften Hamingja

Hamingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive visdoms-erfaringer, der befordrede overlevelse. En sivende strøm af livskraft. Chi!

I min hamingja rumsterer min mormors praktiske overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors indlevende klardrømme, min farmors grænseløse fortællen, min farfars virkelighedsfjerne udlængsel, min fars filosofiske verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen.
Slægtens mønstre.
På ondt og på godt.
Mine epi-genetiske dispositioner, som jeg må overgive mig til. Tao!

Kernen i den enkeltes hamingja er slægtens historie.
Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet.
Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt.
Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom.
Sammenhænge. Mytos-mønstre.
Velsignelser – og forbandelser…

At være i kontakt med sin slægts hamingja er ‘shape-shifting’:
Fra logos-ego-tilstand til mytos-slægts-bevidsthed.
Med rod i den personlige ‘epi-genetiske’ arv/odal – og med fremtidens 7 generationer i horisonten.
I den tilstand kan hamingjas visdom deles med andre:

I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans hamingja, erfaring og lykke på rejsen. Velsignelse.

På symbolsk vis kan hamingja manifestere sig som sanselige fænomener.
Følge-ånder. Fylgja.
I naturen. I landskab, jord, sten, vand, planter, dyr, vind og vejr.
Med sjette-sansen…
‘Varsler’, som åbner opmærksomheden på Kraften/Tao/Livsånden.
‘Spiritus Sanctus’
Se også  Lokale Kraftdyr.

Sammenhængende knude-symbol på slægtskraft.

Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med hamingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁

forforældres ånd
hamingja i naturen
nærvær uden tid

Vølven og Valkyrien

Andrea Hejlskov (født 1975):

Andrea Hejlskov. Foto: Forlaget Uro

Vølve er Andrea Hejlskovs storladne autofiktive hovedværk, disponeret som gendigtning af Vølvens Spådom.
Hun beretter om sin turbulente barndom med traumatiserende tab og om psykologistudier, simple living i svensk urskov, religiøse oplevelser, klima-aktivisme i Ende Gelände, hverdag som øko-mor og en skizofreni-diagnose.
Gennemsyret af eksistentiel med-menneskelighed!

Andrea Hejlskovs faktiske liv er så dramatisk, at det ville synes usandsynligt og urealistisk, hvis bogen var fiktion. At være ‘ved siden af sig selv’ i lidelse og med-lidenhed med Jorden er en voldsom kraft gennem hele Vølve. Disse ‘psykotiske’ tilstande kendes hos shamaner i alle folkeslag; og AH tager ejerskab over tilstandene og påtager sig at være vølve i asatroen.

Bogen udfordrer psykiatriens arbejde med at diagnosticere mentale tilstande, der er naturlige reaktioner på livet.
Værket er en lang og gribende rejse med AH fra 6-årig til 46-årig. En medlevende læser kan spejle sit eget liv gennem 40 år 😉

Thit Jensen (1876 – 1957):

Thit Jensen. Foto: JensenMuseet

Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!

Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor var bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag. I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.

Nogle af vikingekvinderne voksede op i fjerne kristne samfund, inden vikingerne stjal dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet.

Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kvinderne argumenterer for, at kristendommens budskab indebærer, at de ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.

På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!

* * * * * * * * * * * * *

Feminisme har mange farver:

TJ var anti-war-feminist, og AH er øko-feminist. De tapper begge ind i Almoder-traditionen omkring Nerthus i broncealderen og vikingetiden. Vanegudernes frugtbarheds-værdier, før asegude-kulturen overtog med grådighed, vold og magtudøvelse over natur og mennesker.

Måske skulle vi lytte til de lidende kvinder?

Pyt !

Stoikerne Zenon, Seneca, Aurelius og Watts prækede sindsro:
At vandre mellem højder og dybder,
yderligheder og inderligheder
gang mellem søjler (stoas).
Middelvejens jordforbindelse.

Essensen af de 4 vandreres budskab:

Pyt !

Gautama’s ånd ; )

gang mellem søjler
let go lad det gå let go
gylden middelvej

Natteheksen Lilith

Natteheksen Lilith er den arketypiske omvandrende viskvinde med kontakt til naturen. Hun er den frie anarkist, hvis sexualitet ikke defineres af mænd, sådan som den kristne bibel foreskriver. Den angiver, at kvinden skal attrå sin mand, og at han skal herske over hende.

I 70ernes kvindebevægelse blev Lilith forbillede for kvinder, der ville magte sig selv og ikke være ejet af eller eje en mand. En sådan kraftkvinde håndterer sit liv og erotik på egne betingelser i henhold til frihed, lighed og fællesskab. Ægte Kærlighed.

Lilith vendte sig fra patriarkatet. Idag vender tiden, og vi fortæller om Natteheksen, hvis ry er mangesidigt, både ophøjet og fordømt:

I Bibelens skabelsesberetning læses 1. Mosebog, 1, 27-28:

Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand (han/male) og kvinde (hun/female) skabte han dem; og Gud velsignede dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!”

Men hun-mennesket ville ikke lystre. Kvinden ville ikke herske over naturen, og hun ville ikke underlægge sig manden. Heller ikke i elskovsakten. Hun ville være lige og ven med alt levende. Også den livfulde slange, der levede i paradisets livstræ. Gud forbød menneskene at spise træets frugter, men slangen sagde til kvinden (1. Mosebog 3, 4-6):

“I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt !”
Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; …

Beretningen fortæller derefter, at manden også spiste af kundskabens frugt, og de fik begge det nøgne klarsyn. Gud blev vred, forbandede slangen og påduttede kvinden voldsomme fødselssmerter. Manden blev undskyldt, fordi han var blevet forført af kvinden, men pålagt at svede for føden (1. Mosebog 3, 16-17):

Til kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!”
Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, at du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; “…
osv…osv…osv…

En u-bibelsk myte fortæller, at kvinden Lilith forlod haven. Med sig bragte hun kundskabens frø og en stav fra livstræet; og slangen fulgte hende. En fugl viste vej til den store flod Eufrat, hvorved hun såede træfrøet, der næredes af vandet.

Visdommens træ voksede hurtigt som et piletræ, og slangen flyttede ind ved dets rod. Den guddommelige fugl Anzu byggede rede i trækronen, og naturkvinden Lilith boede i den hule stamme. Hun færdedes i natten under månen, fløj tudende som en ugle, så mørkeangste og naturforskrækkede mennesker kaldte hende for Natteheksen.

Natteheksen Lilith
med slangen om hovedet
og tudende dyr omkring sig.

I lange tider trivedes livstræet. Men den store oversvømmelse rev træet op med rode og førte det til Uruk. Hos sumererne fortælles, at Inanna forlangte kundskabens træ plantet i sin egen have, hvor det kaldtes Huluppu. Slangen, gudefuglen og natteheksen forblev i livstræet.
Lilith tolkes som Ereshkigal, dronningen af underverdenen. Hun lukkede de 7 porte for Inanna og udtænkte 7 ofre til afklædning af den forfængelige og magtbegærlige gudinde. Det første offer var magtens stav.

Engang forlangte Innana, at Hulupputræet skulle være hendes trone. Hun fik sin bror/elsker Gilgamesh til at bortjage livs-slangen fra kundskabens træ, hvorefter han huggede det ned og byggede en trone af stubben.
Lilith tog en stav af træet, hvorefter hun og fuglen fulgte efter slangen. De drog bort og medbragte livs-visdoms-frø til andre verdener. Lilith blev arketypen på den omvandrende kloge kone med staven (livstræet), fuglen og slangen (visdommen): vølven!
I Norden: Yggdrasil, Ørnen og slangen Nidhug.

Uruk og dens visdomsforladte folk blev senere udslettet. I Bibelen fortæller Esajas i kapitel 34, at når jordens bække forvandles til tjære, der brænder dag og nat, og undergangen indtræffer, da vil “kun natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger…”

Tilbage i den bibelske skabelsesberetning mente Gud ikke, at manden kunne klare sig alene: “Det er ikke godt for (han)-mennesket at være ene” og (1. mosebog 2, 21-23):

“Så lod Gud Herren dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
Da sagde Adam: “
Denne gang er det ben af mit kød; hun skal kaldes u-mand (hebr: isja/isj, eng: wo-man/man), thi af manden er hun taget!”

Skabelsesberetningens inderste myte fortæller, at to kvinder blev skabt: den frie enegænger Lilith, der var ven med slangen, og som hverken ville herske over naturen eller underlægge sig manden – og den underdanige Eva, som blev patriarkatets tjenerinde.

Patriarkatet dæmoniserede enegængeren Lilith, der blev beskyldt for at ride kyske mænd og tage deres sæd om natten. Blandt nogle kristne, jøder og muslimer forbandes både kvinder og mænd, der i den erotiske akt gør “kvinden til himmelen og manden til jorden”.

Dæmoniseringen omfattede også beskyldniner for at stjæle børn, drikke deres blod og spise deres kød. Det siges, at kvinder løskøbte deres børn med guldringe, så Lilith kendes på, at hendes arme, ben og fingre er beklædte med kvindernes ringe.

Men kvinderne fortæller i deres myter, at guldet stammer fra dem, der bad Lilith om at drage omsorg for deres ‘uægte’, aborterede og døde børn, som mænd ikke ærede. De påkaldte mørkets dronning ved et ritual, hvor de afbildede den ring-beklædte Lilith i bunden af skåle, omgivet af spiralskrevne besværgelser. Skålene blev derefter begravet i jorden med bundene opad som symbol på beskyttelse af børn i livmødre.

Besværgelses-skål med
den guldringsbeklædte Lilith

Hos grækerne blev Lilith til den ikke-olympiske gudinde Hekate, hvis oprindelse henføres til titanerne. Hun var folketroens slangebehængte ærkeheks og færdedes i måneløse nætter med tudende hunde/ulve.

Hekate optrådte som en daimon (hjælpe-ånd), der kunne mødes i vejkryds, hvor hun med tre hoveder kunne se henad de tre mulige veje, der kunne vælges. Den trehovede fremtoning var Trivia, som evnede såvel sort og hvid magi som at afværge trolddom. Trivias tre hoveder kaldtes Persefone, Artemis og Hekate.
I Norden: Hel og nornerne Urd, Verdande og Skuld.

Da Hades stjal Kore og gjorde hende til underverdenens dronning Persefone, hjalp Hekate Demeter med at finde datteren og at udtænke årstidsaftalen med vinteren under jorden – og forår, sommer og efterår over jorden. Mon Lilith bistod Hades i at gidseltage Kore, så hun blev fortrolig med mørkets kræfter og forvandledes til Persefone ?

I græske hjem havde kvinderne et alter for den slangehårede Hekate, som ikke blev dyrket i templer. Hun stod udenfor den patriarkalske rangfølge; men Zeus ærede hende højt og fritog hende, da de andre titaner blev styrtet i Tartaros, underverdenens dybeste mørke.

Trolddomskyndige kvinder søgte hende, fordi hun magtede de tre elementer, jorden, vandet og luften – og deres mørke. Ilden og lyset var Hestias domæne. Hekate var ophav til Skylla, det klippeboende gøende uhyre med seks par fødder og seks slangehalse, hvis hoveder havde tre rækker tænder. Hendes gebet var at fortære magtfulde mænd!

Lilith gav altså liv til Hekate, Persefone og de hekserikyndige skovgudinder Artemis og Diana, der færdedes i nattemørket. Måske er hendes anti-patriarkalske magi grunden under Den Sorte Madonnas mirakler?
Sammen med slangen dukkede hun op hos de oprindelige folk i Amerikaerne og i Østen.
Desuden kunne hun være oprindelsen til Sif, der levede i Nordens taksdale – og til underverdenens Hel og de 3 norner, der levede ved rødderne af livstræet Yggdrasil med slangen Nidhug ved roden og ørnen med høgen i kronen. 

Tilbage i de bibelske beretninger sendte Skaberen senere en jomfrufødt mand, Den Anden Adam ( Jesus, Yeshua, Isa). Han stod oprindeligt for frihed, lighed og fællesskab for alle naturens skabninger. Liliths ligemand?
En helt anden julehistorie…

Se også Sisse Marie Kromann’s hjemmeside: Kvindernes Religionshistorie !

Hil vintersolhvervet!

Bibelcitaterne er fra 1931-oversættelsen.

Haiku og Stavbærere

i solopgangen
mytosdigte udveksles
stavbærermøde

Haiku opstod blandt japanske stavbærere. De var omvandrende nonner og munke, der fungerede som naturlæger/shamaner/vølver. Når de mødtes, udvekslede de fortællinger om mytos-bevidstheden og veje til satori.

Fortællingerne handlede om naturen, dens kræfter og evnen til at ‘se’ dem.
Med tiden forfinedes fortællingerne, og de forkortedes til symboler. Haiku-digtningen opstod.

Den mest kendte  haikudigter var Basho, hvis virke beskrives i indlægget Basho.

Basho
Stavbærerende haikuopfinder 😉

Tretten Livsfaser

Tretten Livsfaser er skelettet i en fortælling, der vil mytificere og ritualisere menneskelivet fra fødsel til død. Forløbet parallelliseres med de 13 månetider og jordens frugtbarhed gennem årshjulet.

Udviklingspsykologiens forskellige grene beskriver forskellige antal udviklingsfaser, som mennesker gennemgår. De beskrives ved fysiologi, sociologi og spiritualitet med henblik på at systematisere og forklare menneskers logos-oplevelser af sig selv og hinanden.

Men måske kunne livet ses med mytos-øjne?

De 13 faser kunne deles i indledning (5), højdepunkt (3), udledning (5), hvor indledningen og udledningen gennemgår de samme fem faser i omvendte rækkefølge:

Fødsel

5 indledningsfaser:
1.   Oralfasen
2.   Analfasen
3.   Kønsfasen
4.   Socialiseringsfasen  (skolegang)
5.   Pubertet

3 midtfaser:
6.   Jomfruelighed (madonnaen/gudeyndlingen)
7.   Elskov (skøgen/forføreren)
8.   Yngelpleje (moderen/faderen)

5 udledningsfaser:
9.   Klimakterie
10.  Afsocialisering (arbejdsophør)
11.  Afsexualisering
12.  Kropsafvikling
13.  Opløsning

Død

Sigmund Freud mytificerede fase 2 ved at tilknytte Ødipus-myten. Om yndlingen, der blev kønsbevidst ved at dræbe faderen og have sex med moderen. Selvom hans akilles-sene blev skåret over, så han ikke kunne gå. Formålet var at hindre en delfisk spådom i at opfyldes.
Myten indeholder dramatiske forviklinger
og sfinksens gåde:
Hvad har én stemme, først 4 ben, så 2 ben og til sidst 3 ben?
Ødipus svarede:
Mennesket, som kravlebarn, opret voksen og stokbærende gamling.
Da Ødipus indså sine handlinger, stak han sine øjne ud.

Ødipus-fortællingen kan gælde for både kvinder og mænd; selvom Jung har forsøgt at indføre en Elektra-parallel 😉

Min vision er at knytte myter til alle 13 faser og forbinde dem til årets 13 månetider, hvorunder vi så kan ritualisere, at vi bevæger os fra fødsel til død.
Den nordiske sibylle, naturkvinden Sif, skal være den gennemgående fortæller af alverdens myter og varsels-dyre-fabler, som (gen)digtes ind i en nordisk kontekst. I årstidens, livsalderens og månetidens natur.

Eksempler:  Den kloge gamle kone og Skildpaddes historie.

Vævekællingen

Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.
I de kommende 7 generationers perspektiv.

Edeerkoppespind
kvindevæveri – forbundne skæbnetråde – edderkoppens kunst

Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.

Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns.
Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.

Måneskåle
Vævekællingens måneskåle og søstjerne.

Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.

Dokkōdō

Dokkōdō er 21 retningslinjer for enegængere. De blev formuleret af Miyamoto Musashi (1584 – 1645), der var japansk ronin (herreløs omvandrende kriger), forfatter, maler og buddhistisk tænker.


Her er min fordanskede nutidsfortolkning:

1.  Se alle ting, som de er.
2.  Undlad adspredende fornøjelser.
3.  Se helheder og undgå at handle på følelser.
4.  Tænk let over dig selv og dybt over verden.
5.  Opløs dine ønsker og begær.
6.  Lær af fortidens fejltrin – fortryd ikke.
7.  Gennemsku misundelse – og slip.
8.  Anerkend tab og adskillelse – og gå videre.
9.  Afkod din harme og beklagelser – ti stille.
10.  Kend din krops lyster og styr dem.
11.  Vær nøgtern uden fordomme for eller imod.
12.  Føl dig hjemme overalt og ingen steder.
13.  Indtag kun nødvendig mad og drikke – langsomt.
14.  Afgiv det, du ikke behøver.
15.  Følg din egen overbevisning – ikke omverdenens.
16.  Begræns dine redskaber(våben) til de nødvendige – brug dem perfekt.
17.  Se døden i øjnene – og lev med den.
18.  Skil dig af med dine ting og jord, når du ældes.
19.  Respektér Buddha og guder – forvent intet.
20.  Bevar værdigheden – også under kroppens forfald.
21.  Hold dig til din vej.

Dokkōdō kan ses som en krydret udlægning af de 8 bud på den buddhistiske gyldne middelvej, der går ud på at undgå tilknytning.
Filosofien gælder nok også for Regnbuens, Shambhalas og Folkvangs krigere…   😉

Det meste er indeholdt i gamle klitboers livsfilosofi:
Vær nøysom – å pas dæ siæl!

Haikudigteren Basho (1644 – 1694) kan have været inspireret af Dokkōdō, da han blev født året før Musashi døde.

en vandrer er jeg
lad det så benævne mig
første vinterregn
(Basho)

Shambhala-krigerens dans

Shambhala-krigerens dans er et ritual, hvor kroppens bevægelser fremfører håndtegn (mudra). Hændernes stillinger symboliserer krigerens to våben: den ene hånd forestiller medfølelsen, og den anden hånd illustrerer visdommen.

Dansen afbilder myten om  Shambhala, som fortæller, at hinsides alt findes Den Uendelige Sammenhæng, som ikke berøres af menneskenes værdinormer om godt og ondt.
Oplyste mennesker kan sanse den og trække den ind i ‘virkeligheden’.

Kernen i myten er, at ondskaben og lidelsen skabes af mennesker – og derfor kan elimineres af mennesker. Med visdom og medfølelse. Ægte kærlighed. Dalai Lama praktiserer den filosofi.