Mellem jord og himmel
i solopgangen
mytosdigte udveksles
stavbærermøde
Haiku opstod blandt japanske stavbærere. De var omvandrende nonner og munke, der fungerede som naturlæger/shamaner/vølver. Når de mødtes, udvekslede de fortællinger om mytos-bevidstheden og veje til satori.
Fortællingerne handlede om naturen, dens kræfter og evnen til at ‘se’ dem.
Med tiden forfinedes fortællingerne, og de forkortedes til symboler. Haiku-digtningen opstod.
Den mest kendte haikudigter var Basho, hvis virke beskrives i indlægget Basho.
Basho
Stavbærerende haikuopfinder 😉
Du kan gøre noget
Læs Solsortens klimaopsang her:
https://solsort.dk/klima
Aztekerne var blodforbundne med guderne/naturen. Animister. Det strømmende blod var ensbetydende med livskraft, så de årelod sig selv, hinanden og deres fjender. Præsterne M/K udgød deres eget blod ved rituelle handlinger, så deres hud var gennemvævet med tappe-ar.
Ved store blodtab mindskes iltmængden i hjernen, hvilket medfører hallucinationer. Ligesom ved indtagelse af narkotiske stoffer.
Høstens takkefest var en hyldest til bedstemor-gudinden. I den anledning var det måske en eftertragtet ære blandt de ældste kvinder at blive det udvalgte offer.
Den gamle kone blev hyldet efter alle kunstens regler og lagt på et alter, hvor hendes blod blev tappet. Når strømmen ophørte, blev hendes svage hjerte skåret ud og hendes hud blev flået af. Den omskabtes til en klædning, som senere blev båret af den præst, der forestod hjerte-ritualet.
Den affældige gudinde vandrede derefter over regnbuen og forvandledes til vårens ungmø. Gamlingen medbragte en kanin, som hun kastede op på månen.*
Et af solfestens ritualer var at overføre livskraft til ny ild. Ritualet indebar at tappe blod og udskære menneskehjerter, som skulle nære den nytændte ild, der opildnedes i den tomme hjertekule på et udvalgt og æret offer. Efterfølgende fordeltes ny-ilden til alle husholdninger.
Menneskeofringer kendes også fra de førkristne kulturer omkring Middelhavet og fra den nordiske Nerthuskultur.
Korstogenes blodsudgydelser kan også betragtes som guddommelige menneskeofringer. Alle kriges ærinde er at ofre livskraft…
Blodritualerne hos aztekerne, mayaerne og inkaerne forhindrede dog ikke, at deres kulturer blev udslettede. Deres overmænd var den europæiske blodkult, som dyrkede det gudemenneske, der blev tappet for blod på et kors, og hvis magiske ord var:
“Dette er mit blod, drik alle deraf!
Dette er mit kød, spis alle deraf!”
Snart genfødes lyset og livskraften.
Glædeligt vintersolhverv – i fred og fordragelighed!
* Alt Om Historie: Amerikas Tabte Riger. Forlaget Saga.
Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.
I de kommende 7 generationers perspektiv.
Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.
Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns.
Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.
Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.
Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:
Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).
I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:
Jorden, følesansen, lillefingre på hagen.
Vandet, smagssansen, ringfingre på munden.
Luften, lugtesansen, langfingre på næsen.
Ilden, synssansen, pegefingre på øjnene.
Livsrummet, høresansen, tommelfingre på ørerne.
Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.
Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:
Den mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:
Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.
fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn
Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.
Shambhala-krigerens dans er et ritual, hvor kroppens bevægelser fremfører håndtegn (mudra). Hændernes stillinger symboliserer krigerens to våben: den ene hånd forestiller medfølelsen, og den anden hånd illustrerer visdommen.
Dansen afbilder myten om Shambhala, som fortæller, at hinsides alt findes Den Uendelige Sammenhæng, som ikke berøres af menneskenes værdinormer om godt og ondt.
Oplyste mennesker kan sanse den og trække den ind i ‘virkeligheden’.
Kernen i myten er, at ondskaben og lidelsen skabes af mennesker – og derfor kan elimineres af mennesker. Med visdom og medfølelse. Ægte kærlighed. Dalai Lama praktiserer den filosofi.
Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to andre indlæg.
Vegvisir kan imidlertid bruges som kompas under en udesidning.
Her fortælles uddrag af en visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener:
Der var engang et fortabt menneske, som var faret vild i sig selv.
Fornemmelserne for oppe og nede, ude og inde, lys og mørke var væk.
Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.
Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring det spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.
1. Koldt mørke i NORD befordrede sansningen af op og ned. Niflheims dybe verden af intethed. Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.
2. Svagt lys i NØ, hvorved skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen fra Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.
3. Lys og milde vinde fra ØST under himmelhvælvingen. De fem sanser blev vækket ved fremtoningen af skaberværket. Freja med vanegudernes fred og bæredygtighed i Vanaheim.
4. Den sjette sans pirredes af de overjordiske småfolk fra SØ. Krop-bevidstheden gennemtrængte kroppens ydre grænse. Visionen af det gyldne æble hos Idun i Alfheim.
5. Varmen kom bølgende fra SYD. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, som rensede til genopstandelse og klaret inspiration med vølven Gullvejg af Muspelheim.
6. Jordens forstenede fortid fra SV blev afsløret af de underjordiske småfolk, som mægtede alle slags metaller til krig og pynt. Ved Svartalfheim stod Sif med sit guldhår.
7. Ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer genlød fra VEST i jordsmonnet fra asegudernes grådige krigsudøvelser. Midt i Asgård skabte den myndige Frigg ro med sønnerne omkring sig.
8. Mørke fra NV sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lys og mørke – og helheden i modsætninger. I Udgård åbenbarede jættekvinden Skade evnen til at vælge sin egen eksistens!
9. Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej i Midgård, menneskenes verdensillusion.
Visionen kan manifestere kraftdyr.
Se indlæggene om Sejd og om Lokale Kraftdyr.
Vegvisir kan vise retninger; men ethvert menneske må gå sin helt egen vej.
Min månevision og mission handler om at finde ord, der kan beskrive månetidernes udviklingskræfter i sammenhæng med jordens biologi gennem året.
I dag er solårets anden måne ny, og den er forbundet med at ordne tidligere års erfaringer til viden, der kan anvendes i år. Medens livskræfterne ulmer i jorden.
Sammenhængen mellem Bedstemor Månes visdomskraft og Moder Jords livsytringer gennem de 12-13 månetider kunne formuleres således:
1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Kere … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandle … Mutation
Inspireret af The 13 Original Clan Mothers
– og omplantet af min mytos til dansk natur 😉
Under de første seks månetider (hvide og grønne) fra vintersolhverv til sommersolhverv er de biologiske kræfter udadvendte, udvidende og opstigende. I andet halvår er livsstrømmene indadvendte, sammentrækkende og nedstigende gennem de gule og røde måner.
Menneskets biologiske liv gennem et år følger naturens rytme.
Se også Månens Årscyklus.
Udviklingen af menneskers visdom er derimod indadvendt i begyndelsen og udadvendt i slutningen af solåret.
I første halvår handler det om at være relativt passiv og modtagende: åbne, erindre/vide, balancere/vælge, se/indse, lytte og medleve/fortælle.
Derefter følger det aktive og givende halvår: elske, hele, forene/samle, omskabe/genbruge, magte, og takke.
Hvert tredje solår indeholder en trettende månetid (den blå måne), som indebærer forvandling.
Bedstemor Månes farver afspejler Fader Himmels humør gennem årets nætter; og Moder Jords farver skabes af Bedstefar Sols dagslys gennem årstiderne. Farverne er forskellige fra sted til sted, da de udtrykker den lokale natur.
Bevidstheden om at være synkron med jordens biologi og månens faser kan være en stærk ledetråd gennem årets rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe.
rytmer i bølger
indadvendt og udadvendt
månen og jorden
at gå
at stå
at sidde
at ligge
og blot gøre det, medens man gør det,
er essensen af tilstedeværelse.
Basho gik og digtede haiku:
“en vandrer er jeg
medens jeg går, så går jeg
tidlig sommerregn”
At vandre alene i mørke
skærper alle 6 sanser,
krop-bevidstheden
og den mentale åbenhed overfor mytos.
en dovner er jeg
øver mig i ingenting
iskold østenvind
tanker udad tangenter
udover horisonter
