Drømmetidens Myte

Drømmetiden er palæogenetisk sandsynliggjort. Aboriginerne vandrede faktisk ad egne veje fra menneskehedens afrikanske vugge. Henover den tids landmasser.

Kunstmuseet Arken viste engang australske mytemalerier om drømmetiden. De gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg eftermalede et værk, hvor den ukønnede?tvekønnede urgud Wondjina tvedeltes. Kønnetheden og længslen opstod.

Slangen/strømmen fortæller om tiltrækningen og frastødningen mellem de to kønsvæsener, og derved manifesteres livsviljen i logosverdenen. Frugtbarheden symboliseres med frugt/beholder. En hvid og flere sorte  skikkelser og fugle fortæller om dramaer i medgang og modgang. Død og genopstandelse. Livets evige kredsløb. Engang vil de to halvheder måske igen smelte sammen til en helhed, og illusionernes verden vil forgå 😉

Ancestorsmini

Drømmetidsmyten 80 x 100
(ikke til salg) Anne Voel

13 Kvinder og Afrodite

13 kvinder fra Isabels Allende‘s univers er omtalt i tidligere klummer. Trods forskelligheder er de alle beåndede af Afrodite.
IA har den formidable evne at beskrive kvinder, så man synes, at de hører til ens nærmeste medsøstre! Inde under huden. Kvindernes sansninger af egen krop, dufte, safter, ydre og indre sår, brud og helinger. Og oplevelser med vidunderlige, tiltrækkende og frastødende mænd!
Samt den gennemsyrende fornemmelse af naturen, årstiderne og den rette mad på rette sted til rette tid.

Afrodite er IA’s sanselige “fagbog” om kvindeliv. Bogen er kaldt en kogebog, men kunne lige vel rubriceres som erotika eller selvbiografi. På titelbladet læses:

“Disse erotiske strøtanker er tilegnet pjankede elskende, men også forskræmte mænd og nedtrykte kvinder”

Bogen er et erotisk værk fyldt med saftige beskrivelser af en lidenskabelig kvindes sanserige verden. En nutidig heksebog!

Da Isabel var teenager, levede hun som isoleret diplomatdatter i Beirut. Familiens sparsomme bogsamling omfattede en rødt læderindbundet spansk udgave af 1001 nats eventyr, som blev grundlaget for pigebarnets dannelse i puberteten. Senere suppleret med Casanovas livshistorie, Kama Sutra, østerlandske pudebøger og andre erotiske klassikere. Den slags fortællinger strømmer i forfatterens blod, krydret med klassiske frugtbarhedsmyter og indianske sagn, og de gennemsyrer kvindeskikkelserne i hendes romaner. Oftest som underforståede personlighedstræk, men af og til formuleret utvetydigt. I dejlige erotiske udfoldelser og saftige madbeskrivelser spredt i alle romanerne.

Disse strømmende livsenergier flyder over i Afrodite, hvorfra en drøm citeres (side 24):

“… jeg anbragte Antonio Banderas nøgen på en mexikansk tortilla, hældte guacomole og stærk pebersauce ud over ham, rullede ham sammen og guffede ham i mig.”
….
“…da jeg fortalte min mor om disse råheder, rådede hun mig til at gå til en psykiater eller en kok.”

Sådan er tonen! Også i den sidste tredjedel af værket, som er kogebogsafsnittet. De første to tredjedele omfatter bl. a. afsnittene Afrodisiaka, Duftenes sammensværgelse, Etikette, Med tungespidsen, Forbudte urter, Orgier, Voldsomme elskovsmidler og Hvisken, der indledes således (side 109):

“Manden står nærmere aben end kvinden gør”, hvorefter en længere argumentation føres, der fører til udsagnet: “Vi kvinder har en mere udviklet fornemmelse for det latterlige…” som fører til konlusionen, at “G-punktet findes i ørerne, og den der søger længere nede spilder både sin egen og vores tid.” 😉

Isabel Allende er en nutidig humoristisk Scheherazade. En gudindebenådet storyteller!

IA-Scheherazade

(Isabel-Allende-Archives)

De 13 omtalte kvinder er beskrevne i tidligere klummer:
Zarité, Isabel og Eliza
Paulina, Aurora og Clara
Inés, Violette og Alma
Irene, Eva, Maya – og Paula

Paulina, Aurora og Clara

Paulina, Aurora og Clara er i familie med hinanden. Paulinas far er den konservative chilenske godsejer Augustin; Aurora og Clara er hans oldebørn.

Paulina er den opfindsomme og oprørske datter, der gifter sig imod sin faders vilje. Sammen med sin playboyhusbond skaber hun et handelskompagni i guldgravertidens Californien. Hun får idéen til at hente is i det sydlige Chile og nedkøle chilenske fødevarer, der sejles til Californien af kaptajn Sommers (Eliza’s far).
Den magtfulde Paulina opbygger et voluminøst diva-image – og varetager sin egen økonomi. Hun tager sig af nevøen Severo‘s uddannelse, og han giver hendes uægte barnebarn deres efternavn del Valle.
Paulina er et vidunderligt skrud af en skude, og hendes gøremål er helt eventyrlige. Hun og hendes seng introduceres i Lykkens Datter (1999).

Aurora er Paulina’s sønnedatter. Sønnen vil dog ikke være ved faderskabet, men det tager Severo på sig. Aurora’s mor dør ved fødslen i 1880, og sine første fem år tilbringer hun hos morforældrene Eliza og Tao i San Fransisco. Derefter bliver hun en del af Paulinas dramatiske liv.
Den lille Aurora er et følsomt pigebarn, der ser verden på sin helt egen måde. Hun vokser op med sin farmors seng – og følger hende fra Californien til Chile og på ophold i Europa. På et tidspunkt får hun et kamera forærende af Severo, og hun foreviger indianere, minarbejdere og  landarbejdere i datidens Chile.
Portræt i Sepia (2000) er Auroras gribende jeg-fortælling om sig selv og hendes bedstemødre i tiden 1862-1910.

Clara er Severo‘s yngste datter. Hun bliver gift med sin storesøster Rosa’s udkårne Estaban Trueba. Rosa dør kort før sit bryllup, og lille Clara oplever ting, der gør hende stum, indtil hun selv bliver gift med manden. Gennem hele livet er Clara verdensfjern, upraktisk og clairvoyant; hun modsvarer husbondens temperament med mildhed. Hendes dagbøger er kilden til datterdatteren Alba’s historie om Åndernes Hus (1982).

IAorange600(Isabel-Allende-Archives)

Paulina, Aurora og Clara lever i Isabel Allende‘s store historiske og turbulente romaner. De bindes sammen af Severo del Valle, som kom to-benet til hende, da hun skrev Åndernes Hus (1982). Han glemte at fortælle hende, at han havde mistet det ene ben under krigen, som Aurora omtaler i Portræt i Sepia (2000) 😉
Når Isabel Allende beskriver sin skriveproces, omtaler hun romanernes hovedpersoner som “ånder”, der lader hende fortælle deres historier. Den slags ånder er ikke så nøjeregnende med logik, og mirakler som et helet ben kan sagtens forekomme på tværs af historiske tider og skriveperioder 😉

Kanølfs Navn

Kanølfs navn i runer angiver dens virke:
ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠ

K:  ᚲ  : kaun: fakkel/ild/påfund
A:  ᚨ  : ansur: guderne/skaberkraft/orden
N:  ᚾ  : naut: nød/nødvendighed/nøjsomhed
O:  ᛟ  : odal: arv/forfædre/tradition
E:  ᛖ  : ior: hest/samarbejde/medmenneskelighed
L:  ᛚ  : laut: vand/strømme/følelser
F:  ᚠ  : fæhu: kvæg/rigdom/forgængelighed

Kanølf er altså gudernes nøjsomme ildsjæl,
som formidler formødrenes visdom,
så empatien kan strømme
i det forgængelige materialistiske liv.

Runemagi indebærer evnen til at tyde symboler.
Hver eneste rune indeholder en egen arketypisk kraft,
og de tolkes på samme måde, som drømme tydes.
Symbolerne i myteverdenen omsættes til logik.

KanOgHjertblomst2-400

magisk trolderi
kanølfen rister runer
mytos og logos

Se også klummerne om symbolverdenen og drømmetydning!

 

Kanølf Binder Runer

Kan400Runer Anne Voel

Kanølf binder runer på samme måde,
som fortidens runeristere gjorde det.

RUNE betyder hemmeligt tegn.
Til hver eneste rune er knyttet en kraft,
som kan fungere som talisman/velsignelse
eller dæmon/forbandelse.

For vore tidlige forfædre og stammødre
var runerne et religiøst/rituelt værktøj,
mere end et informationsredskab.

Idag kender vi til at fokusere på det,
vi gerne vil. For at opnå/få det!
Det er en urgammel/arketypisk mekanisme.
I fortiden var runerne et fokuseringsredskab,
befordrende/beskyttende/besværgende.

At binde runer er at samle fokus.

Kanølf vil gerne dele sin runevisdom.
Derfor optræder den lille trold i en bog,
hvor den gladeligt fortæller om runerne.

Kanølfen håber på,
at runebogen får en god færd.
Derfor binder trolden runerne

ᚷ  Gyfu for gave/nyhed
ᛖ  Ior for fællesvirke/medmenneskelighed
ᛟ  Odal for vedvarende/forfædrearv
ᚹ  Wyn for medvind/fremadskriden

KanRunebinding1-400

Runebinding sker ved riste dem på/i materiale,
der kan fungere som talisman.
Ved siden af hinanden.
Over/under.
Måske gentaget.
Eller i mønsterornamentik.

Kanølf ved, at havet både giver og tager.
Forleden var havet gavmildt
og opskyllede en brugt ryghvirvel.
Den sad engang i et svømmende pattedyr.
Nu er den forvandlet til rune-talisman:

KanRuneBind

Kanølfens gode ven Solsort har opfundet et redskab til at riste runer digitalt:   Runicode kan bruges kvit og frit!

Runicode – og Kanølf

Runicode: ᚱᚢᚾᛁᚲᛟᛞᛖ

Kanølfen er blevet begavet med en rune-font, der kan ristes digitalt!
Den lille trold er gået i selvsving besat af runeriet, som den gerne vil dele med andre runeristere:
Klik her: RUNICODE

ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠᛖᚾ ᛖᚱ ᛒᛚᛖᚡᛖᛏ ᛒᛖᚷᚨᚡᛖᛏ ᛗᛖᛞ ᛖᚾ ᚱᚢᚾᛖ-ᚠᛟᚾᛏ, ᛞᛖᚱ ᚲᚨᚾ ᚱᛁᛊᛏᛖᛊ ᛞᛁᚷᛁᛏᚨᛚᛏ! ᛞᛖᚾ ᛚᛁᛚᛚᛖ ᛏᚱᛟᛚᛞ ᛖᚱ ᚷᚨᚨᛖᛏ ᛁ ᛊᛖᛚᚡᛊᛊᚡᛁᚾᚷ ᛒᛖᛊᚨᛏ ᚨᚠ ᚱᚢᚾᛖᚱᛁᛖᛏ, ᛊᛟᛗ ᛞᛖᚾ ᚷᛖᚱᚾᛖ ᚡᛁᛚ ᛞᛖᛚᛖ ᛗᛖᛞ ᚨᚾᛞᚱᛖ ᚱᚢᚾᛖᚱᛁᛊᛏᛖᚱᛖ:
ᚲᛚᛁᚲ ᚼᛖᚱ: ᚱᚢᚾᛁᚳᛟᛞᛖ
Kanølf og runer
Kanølfen med 4 runer:
ᚷ  Gyfu : gave,
ᛖ  Ior : fællesvirke,
ᛟ  Odal : varende
ᚹ  Wyn : medvind
sær runegalskab
kanølfs og odins magi
oversanselig
ᚱᚢᚾᛖᚷᚨᛚᛊᚲᚨᛒᛖᚾ
ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠᛊ ᛟᚷ ᛟᛞᛁᚾᛊ ᛗᚨᚷᛁ
ᛟᚡᛖᚱᛊᚨᚾᛊᛖᛚᛁᚷ
ᛏᚨᚲ ᛏᛁᛚ ᛊᛟᛚᛊᛟᚱᛏ
Se også Runekræfter!

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

C. V.

C. V. Jørgensen udgav for 15 år siden
Fraklip Fra Det Fjerne,
som siden har lydt i mine ører
Indsyltet i stemningen fra den efterfølgende koncert
på Roskildes grønne Arena:

Langt om længe går solen ned
& virkeligheden går på hæld
Jeg roder mig ud i hvadsomhelst
& bygger på et luftkastel

Henover byen går månen på
Alting klapper i takt
Jeg roder mig ud i hvadsomhelst
I overmod og dødsforagt.

Uddrag af Neon Nok

Når det drejer sig om Carsten Valentin,
så sker det underfulde,
at ord siger mere end billeder/toner!

Digteren, som rammer marv og ben!

TAK til CV for livsakkompagnementet 🙂

Faderen, Sønnen og Elskeren

Faderen, sønnen og elskeren er tre arketyper, som kvinden må forholde sig til. Plus broderen. Også selvom de ikke forekommer i hendes aktuelle liv. Fordi alle kvinder bliver pålagt rollerne som datter, moder, elskerinde og søster af omgivende mænd. Ligesom kvinder tildeler mænd egenskaber som far/søn/elsker/bror.

Forholdene til far/søn-figurer indebærer autoritet/magt/ærbødighed, hvor kvinden som datter/mor spiller en under/over-ordnet rolle.

Hvis Treenigheden (Fader/Søn/Helligånd) er den eneste altomfattende guddom , så vil Helligånden/SpiritusSanctus være det vide begreb, der omfatter både elskeren, broderen og alle de andre mandetyper, der er “in-spirerende”. På godt og på ondt. Hvordan mænd får placeret moderen/datteren/søsteren/elskerinden i Treenigheden er et uforløst psyko-teologisk dilemma ;-(

Både mænd og kvinder har behov for at overføre de arketypiske behov til omverdenen. Det sker ved at projicere vore ønsker/besættelser/følelser ud på ofte sagesløse medmennesker. Ligesom vi selv bliver mål for forbavsende og irrationelle rolletildelinger i andre menneskers ubevidste sjæleliv.

I religiøse samfund overføres følelserne til guder, engle, dæmoner, helgener og andre symbolfænomener, der bærer den ønskede kraft.

I ikke-religiøse samfund overføres stenalderhjernens religiøse længsel til fantasifostre eller til medmennesker. Det kan være nære relationer og/eller fjerne ikoner/idoler, som får helte/skurke-status.

Sidste år døde Faderen, Sønnen og Helligånden:
Cohen, Prince og Bowie.
😉

Treeigheden
Hvor er Maria?