Mellem jord og himmel
Kanzan i fuldt flor
midlertidigt overflod
en pink blomstringstid
Kanzan er sortsnavnet
på mit lyserøde kirsebærtræ.
Med overdådige blomster.
En imponerende tilstand.
Udfoldende.
Livssprudlende.
Kortvarig.
Kanzan var en poet,
der digtede på en bjergtop.
den kolde bjergtop
digter i kongetilstand
lyserød krone
Se også indlæg om Pink og om Kanzan
Grønkålens blomster er vildt delikate nu!
Knopper i udspring.
Gulgrønne, sprøde og søde
spises efter sekunder
i sydende smør.
Med lidt salt.
Eller rå og fint-delte
vendt i flødeskum.
Med rosiner.
Eller småtskårne dadler.
Ypperste luksus
er de knasende knopper
under havearbejdet.
grønkornsorgie
kålblomsterknopper på spring
ypperlig sødme
kålen bugner vintergrøn
mørkets helende gave
Kun få dage/nætter kan grønkålsblomsterne nydes. Hver mundfuld er en hilsen fra fortiden, og hvert haps forhindrer fremtidens frø!
Vårens kålplanter kommer af frø, der sidste år spirede og voksede sig store/stærke – og grønt krusende. De allerfleste endte i fordøjelseskanaler. Hos mennesker/kålsommerfuglelarver 😉
De overlevende er groet gennem vintertidens mørke, kulde, is og sne – og har undervejs vitaminiseret grønkålsspiserne. De standhaftigeste er nu formeringsparate voksne, og hellige bryllupper sikrer fremtidens avl.
Idag fortæres afkom af de tip-tip-tip-tip-oldeforældre-grønkål, som blev sået i havens første vækstsæson. Med fortæringen erindres fortidens grønkålsbevoksninger med et sødt, grønt og kruset smil :-S
Valborg fejres i aften!
Voldermisse.
Solårets tredje fest.
Vårfesten.
Se De Otte Årstidsfester.
Walburga og hendes broder Winebald var børn af en angelsaksisk høvding i Devonshire i 700-tallet.
Hun blev uddannet i et Dorset-kloster, og hendes tyske morbror Boniface kaldte hende og to brødre til Tyskland, hvor Winebald grundlagde et kloster for både munke og nonner. Da han døde, blev Walburga leder af klostret. Hun blev kendt viden om for sine helende og trøstende evner.
Hun døde i 779, og små 100 år senere blev hun kanoniseret den 1. maj. Hendes knogler blev ført til Eichstatt, hvor en tidligere biskop var hendes anden bror.
Fra “A Calender of Saints” (James Bentley) citeres: Curiously enough, this day happened to be also marked by a pagan feast…
Ja, sjovt nok og påfaldende lykkedes det igen den kristne kirke at opfinde en kristen ceremoni oveni en hedensk højtid:
Beltane:
Guden/Egekongen og Gudinden/ModerJord fejres for at styrke årets frugt. Den Hellige Forening opføres: Kvinderne graver et hul i jorden, og mændene fælder et egetræ, som rejses i hullet. Og så bliver der danset! Om fallossymbolet lejret i Moder Jord…
Forberedelserne til denne kultfest indebærer udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Fortidens bønder drev husdyrene gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!
Og Walburga blev overtaget af folketroen. Valborg fejres som den kloge kone, den gode og helende kvindekraft, som tjener Moder Jord. Kvindekraften fejres med det hellige bål Valborgsaften, den 30. april.
I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen foreskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner bindes, snoes og flettes i bånd og bast, hvorefter de bindes til Frejas træ. Hylden. Voldermissens nattemagi vil frisætte knudebinderen!
Hil frihed, lighed og fællesskab!
Kirsebærblomstringen er over os. Hvert forår minder den os om, hvor midlertidigt livet er. Sakura er kirsebærblomstringens højtid, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Under blomsterhvælvet.
Vi fortæller hinanden om vores hverdag, om famlien, anekdoter og gerne et eventyr. Den japanske fortælletradition er levende og tilpasser sig fortællere og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:
Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En sakura under fuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.
År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.
Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.
Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene dalede som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes den fulde måne. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.
Runerne findes i Futharken: Fæhu – Urur – Thurs – Ansur – Raid – Kaun…
Ligesom Alfabetet beskriver bogstavernes rækkefølge: Alfa – Beta …
Kanølf bruger en futhark med 24 runer
ᚠᚢᚦᚨᚱᚲ ᚷᚹᚼᚾᛁᛃᛇᛈᛉᛊᛏᛒᛖᛗᛚᛜᛟᛞ
fordelt i 6 kraftfelter:
I. Skaberkræfter:
Fæhu ᚠ : Kvæg/Materialisme/Velstand,
Urur ᚢ : Jættekraft/Kaos/Ustyrlighed,
Thurs ᚦ : Thorkraft/Magt/Styrke,
Ansur ᚨ : Asekraft/Skaberevne/Orden.
II. Bevægelseskræfter:
Raid ᚱ : Rejse/Omvæltning/Kursændring,
Kaun ᚲ : Ild/Inspiration/Oplysning,
Gyfu ᚷ : Gave/Indsigt/Udvikling,
Wyn ᚹ : Medvind/Optimisme/Harmoni.
III: Ventekræfter:
Hagal ᚼ : Hagl/Forhindring/Modgang,
Naud ᚾ : Nød/Mangel/Nøjsomhed,
Isar ᛁ : Is/Lammelse/Stilstand,
Jara ᛃ : Årstider/Rytme/Mønstre.
IV: Naturkræfter:
Ihwar ᛇ : Taks/Livstræet/Planteriget,
Peord ᛈ : Sten/Forstening/Mineralriget,
Algir ᛉ : Elg/Dyreriget/Instinkter,
Sol ᛊ : Livskraften/Grokraft/Vækst.
V: Menneskekræfter:
Tyr ᛏ : Udholdenhed/Mod/Offervilje,
Bjarkan ᛒ : Kvindekraft/Omsorg/Yin,
Ior ᛖ : Hest/Samarbejde/Fælleskraft,
Mannar ᛗ : Mandekraft/Forsørgelse/Yang.
VI: Sammenhængskræfter:
Lagur ᛚ : Vand/Følelser/Strømme,
Ing ᛜ : Frugtbarhed/Frodighed/Mangfoldighed,
Odal ᛟ : Forfædre//Fortid/Tradition,
Dagr ᛞ : Dagning/Fremtid/Håb.
Kort efter skabelsen af urkoen Audhumbla, slikkede hun Kanølf-trolden ud af en sten. Kanølfen fulgte Odin som en skygge, og den lille trold fungerede som gudens eksterne harddisk, da Odin efter ni dage med bunden i vejret modtog runerne.
Hver eneste rune står for en symbol-kraft, en lyd og en sproglig kode. Det gælder egentlig også bogstaverne i alfabetet; men deres symbolkræfter er glemte med tiden.
Runernes historie er fortællingen om futharken, der blev afviklet med kristendommen og det latinske skriftsprog. Men runer mejslede i sten er manifestationer fra forfædre, der var ligeså begavede/åndelige/livsduelige, som deres efterkommere. Vi er resultatet af deres overlevelse.
Et par spørgsmål dukker dog op:
Er vi lige så sanselige/bredspektrede/overlevelsesduelige, som vore runeformødre var?
Findes her stadig seere som vølven Gullvejgᚷᚢᛚᛚᚹᛖᛃᚷ ?
Runekast er en ritualkunst:
En udfordring formuleres, og runerne kastes i tre omgange, hvor de rygvendte fjernes. De tilbageliggende kraftsymboler er som et symbol-svar på udfordringen. Rune-tolkningen giver inspiration til forløsning.
At gå på opdagelse i futharken er at lege, lære og erfare med fantasien, mytologien og historien.
Magi 🙂 !
Gratis rune-skrivnings-program: Runicode
“Steppeulven” var kultbog i hippietiden med fortællingens brug af personlighedsudvidende stoffer, make-love-not-war-attituden og opgør med borgerlige liv.
Hermann Hesse’s bog om Harry Haller’s personlige sjæle-odyssé har sandsynligvis selvbiografiske træk. HH beretter om HH, hans anima Hermina og arketypiske komponister. Den selvudviklende spejling af jegfiguren i universelle sammenhænge, og at forlige sig med forgængeligheden som det eksistentielle grundlag for hverdagsliv, er et ganske anderledes budskab end den hedonistiske hippie-tolkning. En filosofisk tolkning, hvor menneskelivet med dets utallige valgmuligheder kan påtage sig en ansvarlighed i forhold til livets eksistens. Et etisk eller endog religiøst valg i modsætning til det æstetiske lystliv.
Hermann Hesse kan ses som en formidler af Søren Kierkegaard 😉
Da Steppeulven udkom, var Hermann Hesse ikke enig med kritikerne i, hvad romanen handler om. Han er ikke den eneste forfatter, der oplever, at læsere ser andre historier end den, som forfatteren tror, at han/hun har skrevet. Det sker, at forfattere underbevidst formidler reaktioner i egen tid/kultur.
Isabel Allende skrev Lykkens Datter for at fortælle om guldgraverhistorien i det nye land, hun var immigreret til. Da romanen kom til Europa, blev den set som et stærkt feministisk værk. Til stor overraskelse for IA. Det skriver hun i Summen af vore dage.
Øko-haven Vækkes er en gammel revideret klumme til Det Grønne Hus:
Jorddækket
Det er tid at rive dynen af og forberede nyt liv. Hele vinteren er den økologiske have dækket af blade, halm, tang, bark, kompostrester eller i mangel på bedre: plastik. Under denne dyne har jordbundens organismer mæsket sig i sidste års overflod. De er en slags ”zoologisk have”, havedyrkerens uundværlige medarbejdere. De har rumsteret, gravet luftkanaler og udskilt efterladenskaber, så jorden nu er parat til at modtage nyt liv.
Vinterdækket kan også være en endnu levende efterafgrøde, som skal hakkes om og rives væk.
Nu fjernes dækket, og jorden luftes lempeligt med en kultivator, fordi ormegangene og andre hulheder i muldlaget skal iltes. Jorden hviler et par dage uden regn, der hindrer luftning. Når ilten er trængt ind i urtebedenes muldlag, markeres rækkerne, de vandes, og frøene sås. Resterne af jorddækket kan komposteres ved at lægges mellem rækkerne. Det harmoniserer temperatur og fugtighed, hindrer regn og vind i at ødelægge jorden, stopper spiring af ukrudt, og dækkeresterne frigiver fortsat næring til vore jordbundne medarbejdere.
Komposten
Efter frøenes spiring kræver planterne mere næring. Så er det på tide at fordele den dyrebare kompost. En velomsat kompost kan indeholde al den næring, planter behøver, og det bedste vil være at have så meget, at den kan fordeles jævnt gennem hele vækstsæsonen. Komposten er nødvendig i økohaven. Gennem vinteren er den modnet i ormekompostbeholderne og i de kompostbunker, der anlagdes rundt i haven efter høst.
Karseprøven
Kvaliteten af kompost kan variere meget. Den kan være så dårligt omsat eller indeholde så meget næring, at den kan være giftig for de små planter. Det undersøges ved at så karse i komposten. Det kan gøres mellem to tallerkener i en vindueskarm. I den ideelle kompost vil karsen spire indenfor en uge og se grøn og sund ud, lige til at spise. Så kan selv de mindste planter tåle den. Hvis karsen trives mindre godt, må udbringning af kompost udsættes, til den er mere omsat og/eller småplanterne er vokset.
Mangfoldighed
Sygdomme/skadedyr truer de voksende planter. Skadevolderen angriber en plante og formerer sig. Den søger i sin omkreds efter endnu et offer af samme slags. Men hvis naboplanten er en anden art, forvirres angriberen, og spredning af problemet begrænses. Derfor dyrker den økologiske havebruger forskellige planter i samme række. Herved tilgodeses også varierede næringsbehov. Mangfoldighed er grundlag for frodighed og tænkes ind i alle beslutninger.
Babelstårnet blev malet af Pieter Brueghel i 1563, og myten er evigt aktuel.
Når folkene kommunikerer ensidigt (eks: internettet) og bygger luftkasteller ind i himmelen uden jordforbindelse, så vil menneskenes overmod medføre kulturelt forfald. Babylonsk forvirring!
Mangfoldighed bærer i sig den dynamiske balance, der er grundlaget for liv. Såvel blandt mennesker som i naturen.
Monokulturer indebærer død.
Det er tårn-myten’s visdom:
Mangfoldighed fremfor grådighed og hovmod.
Og Forgængelighed 😉
Beretningen findes i GT’s 1. Mosebog kapitel 11, versene 1-9:
1. Engang havde menneskeheden ét tungemål og samme udtryk.
2. Da menneskene drog østpå, kom de til en dal i Sinear, og dér slog de sig ned.
3. Da sagde de til hverandre: “Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt!” De brugte nemlig tegl som sten og jordbeg som mørtel.
4. Derpå sagde de: “Kom lad os bygge en by og et tårn med top ind i himlene og skabe os et navn, så vi ikke spredes over hele jorden.”
5. Så steg Gud ned for at se byen og tårnet, som de dødelige menneskebørn byggede,
6. og Skaberen sagde: “Se, de er ét folk og alle har ét sprog; og når de først er begyndt således, vil intet være umuligt for dem.
7. Lad os derfor forvirre deres tale, så de ikke længere forstår hinanden.”
8. På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fuldendte ikke det byggeri.
9. Den påbegyndte by kaldtes for Babel, for det var dér, Skaberen forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog (babble), hvorved de spredtes over hele jorden.
Portrættegning handler om at “se” og gengive flademønstre. Og at placere fladerne i forhold til proportionerne:
Alle ansigter kan tegnes ind i en højkant-oval, hvor øjnene ligger på den vandrette halveringsakse. Fra punktet mellem øjnene er afstanden til øjnenes ydre kroge og næsetippen den samme. Set lige forfra! Mellem næsetippen og hagen placeres mund-linjen 1/3 under næsen. De små afvigelser herfra definerer personlighedstrækkene.
For at komme i “se”-tilstanden indledes tegningen omvendt, hvis motivet er et fotografi; det er svært at vende en levende model på hovedet… 😉
Tegnefladen ligger på gulvet, og jeg kravler rundt og væk og tilbage igen, rejser mig og går frem og tilbage. Danser!
Når proportionerne i ovalen er skitserede, placeres øjenkroge, næsetip, mund-linje, hageform og øjenbryn/kranieform. Dernæst markeres højlys-flader. De er synligst, hvis papiret ikke er hvidt…
Så går jagten ind på karakteristiske farveflader. Jeg starter oftest med munden, som opstår ved at tegne mønsterfladerne omkring den i forhold til næsen og hagen. Hvis jeg tegner øjnene først, mister jeg koncentrationen, fordi jeg forvirres, når motivet ser på mig ;-(
Undervejs arbejder jeg spredt over hele ansigtsfladen, som nærmest modelleres med farverne (pastelkridt), hvis strøg følger formernes kurver. En slags kærtegning…
Tegning af hemmelig yndlingsforfatter.
Gæt hvem!
Et vink: han har skrevet om Hypatia.
Magisk realisme er et meget bredt og meget diskuteret begreb.
Magischer Realismus blev “opfundet” i 1925 af Franz Roh i Tyskland og i 1927 eksporteret til Latinamerika som realismo magico. Indledningsvis beskrev begrebet malerkunstnere som Frida Kahlo, men omfattede hurtigt også litteraturen. Mange definitioner florerer; en er, at magisk realisme dækker over værker, der beskriver virkeligheden, hvori der indgår noget forbavsende utroligt og magisk overnaturligt.
Malere og forfattere af magisk realisme bruger et særligt “undlade”-trick: Det magiske element beskrives som helt naturligt forekommende i en virkelighedstro beretning. Magien forstærkes ved, at kunstneren “underspiller” ved at lade som om, forholde sig tavs, undlade at forklare det magiske elements tilsyneladende naturlige forekomst. Det uforklarlige inddrages “ubemærket” – og ofte i en næsten barok overflod af sanseindtryk.
Marquez’s roman 100 års ensomhed er skoleeksemplet på en socialrealistisk og magisk fortælling om folk i en lille colombiansk flække, hvor lag på lag på lag af indtryk serveres i en katolsk mirakel-kontekst kombineret med usandsynlige naturfænomener. Kristin Marja Baldursdottir’s romaner om Karitas og Joanne Harris’s Chocolat er af samme skuffe. Magiske vinde…
I Skibsdrengens Fortælling beretter Karen Blixen om Skibsdrengen, som på havet møder en vandrefalk, der på magisk vis manifesterer sig under en senere landlov. Som en naturlig hændelse i strøm af begivenheder. Andre MR-danskere er Peter Høeg (Kvinden og Aben) og Ebbe Kløvedal Reich (Himlene og Jorden)
Den magiske realisme demonstrerer ofte forskellighederne i livsopfattelser: Storbyliv kontra landboliv, vesterlandsk kontra oprindeligt, religiøsitet kontra ateisme. Salman Rushdie inddrager hindu/islam-fænomener i vesterlandske universer, og Murakami krydrer teknologisamfund med shinto/zen-mystik.
En brasiliansk teologiprofessor Vitor Westhelle mener, at der er oplagte paralleller mellem Grundtvigs mytiske sprogunivers (inddragelser af nordisk gudemagi) og den latinamerikanske tradition for narrative myter og den såkaldte magiske realisme.
Isabel Allende bliver ofte betragtet som en af de største forfattere indenfor magisk realisme. Men hun opponerer mod den betegnelse, fordi hun mener, at hun blot beskriver den magi, hun oplever i virkeligheden. Den er ikke opdigtet som i fantasy. Hun er ikke magisk realist, sådan som fantasy-forfatter opfatter begrebet: Terry Prattchet mener, at magic realism “is like a polite way of saying you write fantasy” og Gen Wolfe: “magic realism is fantasy written by people who speak Spanish”…
Uanset hvor uenige litteraturfolket er omkring magisk realisme, så evner Isabel Allende at skrive magien ind i hverdagen på sin helt egen måde, som fryder læsere over hele verden 😀
Se også Isabel Allende og 13 kvinder og Afrodite.
