Myten om Frigg

Myten om Frigg fortælles ved efterårsjævndøgn:

Myten om Frigg

Frigg var høvdingens kone, dronningen, Den Store Moder. Da hun indgik giftermål med Odin, var han allerede far til Thor, hvis mor var Jorden. Odin var en inkonsekvent, uberegnelig og ustadig far, og knægten var uregerlig. Han havde brug for Friggs faste hånd.

Høvdingekonen opdrog Odins tre sønner, hammerkasteren Thor, rimsmeden Brage og ulveopdrætteren Tyr sammen med de tre drenge, som hun var mor til. Den rapfodede Hermod, den tænksomme blinde Høder og den milde yndling Balder. Familieskaberne var spegede. Om det var Odin eller hans brødre, der var fædre, står åbent; men alle sønnerne får vigtige roller under Ragnarok.

I fordumstid var Frigg, Freja og Gullvejg en hellig treenighed. Selvom Frigg gik stille med dørene, så var hun mægtigt sejdkyndig. Hun var den regerende magiske hustru bag den såkaldte alfader Odin. Hendes domicil var Fensale, hjemmet ved mosen.

Sejdmageri omfatter indsigter i både fortid og fremtid. Da Kvasir i vølveskikkelse besøgte Frigg og Odin, var det hende, der forstod, at profetien om Ragnarok også indeholdt en ny fremtid. Ved sit klarsyn så hun, at det krigeriske, voldelige og destruktive liv skulle afløses af en fredeligere, omsorgsfuld og bæredygtig tilværelse. Frigg erkendte, at hendes drenge ville få hovedroller i den store omvæltning, der på ondt og på godt ville medføre en forandring, som hun egentlig billigede.

Også Odin var klar over, hvor det bar hen. I skikkelse af Vegtamr opsøgte han Hel for at høre hendes udlægning. I Helheim var der dækket op til fest, da hun ventede Balder og Nanna. Odin ville vide, hvem der skulle hævne Balders død, og Hel forudsagde endnu et brodermord. Odins søn med Rind, Vale, skulle dræbe hans søn med Frigg, Høder. End ikke Odin kunne hindre historiens gang.

Da Friggs yngste søn Balder fik drømme, der fyldte hans vågne timer, vidste hun, at tiden var inde. Hun kendte hans drømme, og hun havde forberedt den rolle, som hun var udvalgt til at spille. Balder var lys af sind og alles kæledægge, men han blev mørk. Hans drømme handlede om, at alle skulle efterstræbe ham, og at han skulle dø. Hans tungsind bredte sig til alle omkring ham.

Gudernes hverdag blev tynget. Ingen ville tro Balders syner. Men både Frigg og Loke vidste, at de var forvarsler om Ragnarok. Loke var imidlertid den gud, der var kendt for at få det bedste ud af nutiden her og nu. Han var ekspert i at leve i nuet, selvom han havde dyb visdom om fordumstiders fremtider. Sammen med Frigg udtænkte han en festlig underholdning til fornøjelse ved gudelivets ophør.

Underholdningen gik ud på at modbevise Balders drømme ved at gøre ham til mål for gudernes våbentræning. Den sejdkyndige Frigg skulle forinden afkræve, at alle levende og døde ting skulle love, at de ikke ville skade hendes udvalgte søn. Men hun tog ikke alverden i ed, for på hendes verdensvandring mødtes hun med Loke i skikkelse af den afsides levende kone Tøkk.

Tøkk var en af Lokes mange forklædninger. Han var jo fader til ulven, ormen og Hel, som virkede sammen for det guddommelige mål at frelse Balder for Ragnarok. Han skulle gå forrest i den nye verdens skabelse, og derfor skulle han fjernes fra Asgård, inden den store katastrofe. Frigg, Tøkk og Hel havde udtænkt den store drejebog, som nu blev sat i værk. Kvindelist.

Blandt alle døde og levende ting findes en besynderlig skabning. Misteltenen er en hellig vækst helt uden jordforbindelse. Den stedsegrønne plante lever i hellige træer, der nærer den med deres livsvæsker. Snylteren har perlelignende bær og er giftig. Frigg afkrævede ikke ed af misteltenen, da hun vidste, at den magiske plante var udvalgt til at bringe Balder til Hel.

Da Frigg vendte tilbage fra sin verdensomrejse, var våbenfesten forberedt, og især Thor og Tyr glædede sig til at afprøve kræfter. Balder var parat til at flygte; men Frigg trak ham og hans kone Nanna til side. Så fortalte hun på bedste sejde-vis, at Balders drømme var en del af visionen om Ragnarok, og at de to var udvalgte til den næste verden. Hun indgød Balder mod til at tage imod det, der ville komme; og hun lærte Nanna at dø af sorg.

Under megen hujen, våbenlarm og Brages skjaldedigtning gik beskydningen i gang. Først afprøvedes det svage skyts, og Balder syntes usårlig. Guderne gejlede hinanden, og da Thors hammer Mjølner opviste flyveegenskaber, den aldrig tidligere havde vist og undveg målet, så kendte jubelen ingen grænser. Den blinde Høder stod stille og lyttede. Også Frigg var tavs. Hun sendte da et øjekast til Loke.

Efter at have forladt Tøkks sted, havde Loke iført sig en fjerham og var fløjet bort til misteltenens levested. Af det besynderlige væsen fik han en pilespids, der trods sin blødhed indeholdt dødbringende gift. Derefter besøgte han guden Ull i Taksdale. Han var søn af Sif og kendt for sine evner til at stå på ski og skyde med bue. Ull levede mellem de hellige takstræer, og han var ved at pakke til våbenfesten. Af ham lånte Loke både en bue og en pil, hvis spids han udskiftede med misteltenen.

Da Balder så, at Loke gav bue og pil til Høder, vidste han, at prøvelserne straks ville være ovre. Han smilede til sin broder, der intet så, og lod smilet vandre til sin moder. Hun gengældte smilet i uendelig omsorg. Høder affyrede pilen, og han hørte, at verden blev ramt af en lamslående stilhed.

Idet Balder segnede, sørgede Nanna for at dø af sorg. Stilheden blev afløst af en skingrende jammer, der udfoldede sig værst i Høders bryst. Frigg satte sig med sin døende søn i skødet og forberedte ham på rejsen til Hel. Fra Odin fik han med sig ringen Draupner med henblik på løskøbelse fra Helheim.

Balders og Nannas ligfærd skulle ske ad skibet Ringhorne. Alle guderne var samlede i sorg. Også mennesker, jætter og småfolk sørgede, da Balder altid havde været fredens mand. Da Thor skulle søsætte skibet, spændte han kraftbæltet Megingjord, men alle hans kræfter rakte ikke, da Loke brugte alle sine kunster for at tilbageholde skuden. Den stod urokkeligt fast. Da Thor trods torden og lynild måtte erkende sin begrænsning, sendte Loke øjekast til sit afkom.

Forklædt som Hyrrokkin red Hel frem på ulven med ormen som tømme. Lokes børn forenede deres kræfter og gav Ringhorne et gevaldigt skub, så skibet for af strand. Stenene gnistrede og skibet stod i brand. Thors krænkede stolthed flammede også op, så han ville kløve kvinden; men guderne stoppede ham. I ustyrlig vrede sparkede han dværgen Lit ind i ilden. Alle andre stod som forstenede og øjnede det brændende skib, medens mørket sænkede sig.

Sorgen og savnet over Balder fødte håbet om, at Hel ville frigive ham. Frigg lod Hermod låne Odins hest Slejpner, hvis mor var Loke. I ni dage red Balders bror på ‘shamanens hest’, og Gjallerbroen dundrede højlydt, da han red over den til Helheim. Møen Modgunn var kendt med ugunst, modvilje, misundelse og andre skygge-egenskaber, som hun kaldte ved navn. Men hun så hverken Nanna, Balder eller Hermod som skygger. Alligevel blev de lukket ind.

Inde i Helheim sad Nanna og Balder på højsædet og tog imod Hermod. Hel bød ham velkommen og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med, selvom hun udmærket godt vidste, hvad det drejede sig om. Da Hermod havde fremført sit ærinde svarede hun, at hvis alle ville græde for Balder, kunne han frigives. Balder selv virkede ikke særligt nedtrykt, og da Hermod forlod salen, fik han Draupner, da Balder vidste, at han ikke skulle bruge ringen.

Guderne drog rundt i de ni verdener og bad alle græde for Balder. Hel varskoede sin far, og Loke tog atter skikkelse af Tøkk. Han så frem til Ragnarok, da han vidste, at først da ville han slippe fri for den straf, der hang over hovedet på ham. Da guderne kom til Tøkk, fik de det svar, at Tøkk kun vil græde tørre tårer. Det var aftalen mellem Hel og Loke, så Balder blev i Helheim.

Loke blev gjort til syndebuk. Han blev bundet med sønnen Narfes tarme i en hule. Over ham fæstnedes en slange, der uafbrudt spyede galde og edder over ham. Jorden skælvede ved hans lidelser. Lokes trofaste hustru Sigun levede hos ham og opsamlede slangegiften i et kar; men hver gang hun måtte tømme karret, rystede verden i Ragnaroks vold.

I Fensale mærkede Frigg jordrystelserne. Dronningemoderen forberedte gudeverdens ende. Hun havde hidkaldt Liv og Livtraser, som skulle overleve Ragnarok. De blev indviet i levekunst og sejdmageri, og de fik overdraget de gyldne runetavler. Efter indvielsen drog de to børn i ly i Yggdrasils top, hvor de vil overleve gudernes skæbne og skabe en ny verden i Den Store Moders ånd.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Udgivet af mytekredsen.dk
Læs også om Hel den helende og hellige dronning i Underverdenen Helheim!

Sol og Måne, Dag og Nat

Myten om Sol og Måne, Dag og Nat

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som er skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men i Jernvedskoven på kanten af verden huserer den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, ormen Jørmungand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen, og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Den Nordiske Skabelse

Den nordiske skabelse skete ved et langsommeligt og intenst møde. Den brændende varme og det isnende mørke fandt hinanden i det store tomrum. En universel befrugtning undfangede livet i en dråbe. Isens faste vand og ildens vanddampe mødtes og blev flydende vand. Livets nødvendige tilstandsform.

ᛞᛖᚾ ᚾᛟᚱᛞᛁᛊᚲᛖ ᛊᚲᚨᛒᛖᛚᛊᛖ ᚡᚨᚱ ᛖᛏ ᛚᚨᚾᚷᛊᛟᛗᛗᛖᛚᛁᚷᛏ ᛟᚷ ᛁᚾᛏᛖᚾᛊᛏ ᛗᛟᛖᛞᛖ * ᛞᛖᚾ ᛒᚱᚨᛖᚾᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚱᛗᛖ ᛟᚷ ᛞᛖᛏ ᛁᛊᚾᛖᚾᛞᛖ ᛗᛟᛖᚱᚲᛖ ᚠᚨᚾᛞᛏ ᚼᛁᚾᚨᚾᛞᛖᚾ ᛁ ᛞᛖᛏ ᛊᛏᛟᚱᛖ ᛏᛟᛗᚱᚢᛗ * ᛖᚾ ᚢᚾᛁᚡᛖᚱᛊᛖᛚ ᛒᛖᚠᚱᚢᚷᛏᚾᛁᚾᚷ ᚢᚾᛞᚠᚨᚾᚷᛖᛞᛖ ᛚᛁᚡᛖᛏ ᛁ ᛖᚾ ᛞᚱᚨᚨᛒᛖ * ᛁᛊᛖᚾᛊ ᚠᚨᛊᛏᛖ ᚡᚨᚾᛞ ᛟᚷ ᛁᛚᛞᛖᚾᛊ ᚡᚨᚾᛞᛞᚨᛗᛈᛖ ᛗᛟᛖᛞᛏᛖᛊ ᛟᚷ ᛒᛚᛖᚡ ᚠᛚᚤᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚾᛞ * ᛚᛁᚡᛖᛏᛊ ᚾᛟᛖᛞᚡᛖᚾᛞᛁᚷᛖ ᛏᛁᛚᛊᛏᚨᚾᛞᛊᚠᛟᚱᛗ

Niflheim i nord var isens rige og Muspelheim i syd var ildens rige på hver sin side af Ginnungagab. I tomrummet delte livsdråben sig, og deraf opstod to kolossale væsener, urjætten Ymer og urkoen Audhumbla. Ymer drak af floderne fra Audhumblas yver. Derved skabtes også evnerne til at modtage og til at give.

I skabelsens tidløse og ulogiske fase fandt koen en sten, som hun slikkede på. Af den opstod skabninger, der formerede sig med afkom fra jættevæsenets kropshuler. Nogle af dem kaldtes guder.

Tre af guderne var opfindsomme, så de slog Ymer ihjel og kastede hans krop i tomrummet. Sådan skabtes jorden. Knoglerne blev klipper og sten, kødet blev muld, hår og skæg blev træer og urter,  og blodet blev søer og floder, hvis vande løb i ring om jorden og samledes til verdenshavet.

Hjerneskallen dannede himmelhvælvet, hvortil gnister fra Muspelheim fløj. Lyset og mørket vekslede, og tiden var indført. Hjernen blev drivende skyer, der senere gav inspirationer til skjaldene.

De tre guder gik en dag ved verdenshavet og fandt to stykker drivtræ. En gud gav form og kropsanser til stammerne, en anden gav dem instinkter og følelser. Den tredje gjorde dem til mennesker med tanker, viljer og forskellige køn. Kvinden hed Embla og manden hed Ask. De elskede hinanden, og deres afkom bosatte sig i Midgård.

Sådan skete det.

Ragnarok

Ragnarok er gudernes skæbne, som fortælles i Vølvens Spådom. Beretningen omhandler skabelsestiden, verdens undergang og det efterfølgende nye liv.

Undergangen bliver indvarslet af Balders død for Høders pil. Et brodermord, der efterfølges af endnu et brodermord. Med Rind får Odin sønnen Vale, der en dag gammel dræber den blinde Høder. Han, Balder og Høder overlever i Helheim, og Friggs milde sønner bliver guder i den nye verden.

Den gamle verden går til grunde efter fimbulvinteren, der varer tre år uden somre. Sol og Måne bliver slugt af ulvene Skoll og Hate. Himlen skal formørkes, stjerner vil falde, jorden vil skælve, havet vil oversvømme, bjerge vil smuldre og træer vil segne.

Haner vil gale i Asgård, Udgård og Helheim, og Hels søskende, ulven og ormen, vil dø i kampen mod krigsguderne. Deres far Loke vil udfries af pinslerne i bjerget for at dø sammen med Heimdal på slagmarken.

Verdenstræet Yggdrasil vil rystes i sin grundvold, men i dets løv vil Liv og Livtraser overleve, og deres børn vil befolke jorden under Gimles gyldne tag. Fred, omsorg og bæredygtighed vil afløse fortidens krig, egoisme og grådighed. Men kimen til ondskab vil også lure i den nye verden.

Vølvens spådom var på forhånd kendt blandt nogle af guderne; og ikke alle mente, at Ragnarok udelukkende var et onde.

Myten om sol og måne, dag og nat.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn, der var så strålende, at han kaldte sønnen for Mane(Mani) og datteren for Sol. Guderne blev vrede over sådant overmod, så de gjorde børnene til slaver på himmelhvælvet. Sol styrer vognen med gudernes sol, som var skabt af gnister fra Muspelheim. Måne styrer gudemånens ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af gudernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag har hver en hest. Forrest rider Nat på Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende morgenbrise.

Men østerude i Jernvedskoven sidder den sejdkyndige jættekvinde Angerboda. Hun er mor til underverdenens dronning Hel, Ormen Jørmungand og ulvene Fenris, Skoll, Hate samt diverse varulve. Skoll jager Sol over himmelen og Hate forfølger den flygtende Mani.

Når månen er fuld og meget synlig, er det rasende vanvid på spil. Varulve og manier. Jættekvinden hujer ad sit afkom, så både menneskers og guders tanker og tider løber løbsk. Ved Ragnarok indhentes Sol og Måne, og vanviddet hører op.

Sådan vil det ske.

Livstræ Yggdrasil

Det nordiske livstræ er Yggdrasil, som gror midt i verden og vokser i tre planer, himmelen, jorden og underverdenen. Det er et vældigt og samlende symbol på den kosmiske orden, hvor alt indfinder sig til rette tid på rette sted.

Øverst i kronen bor en ørn, som har en høg siddende på sit hoved. Dybt i rodsystemet lever slangen Nidhug af træets rødder. Mellem dem piler egernet Ratatosk op og ned, medens den hornede hjort Eiktyrner æder af knopper og skud.

Tre af Yggdrasils rødder rækker dybt ned i underverdenens kildevæld:

I Helheim hos Hel flyder dødsrigets kilde Hvergelmer, som nærer om Balder og hans hustru Nanna, der skal skabe den nye fredelige og bæredygtige verden efter Ragnarok. Vandet indeholder den tidløse kollektive underbevidsthed, mytos, som befordrer nyskabelse.

Under Asgård findes Urds brønd, som er samlingssted for guderne. Urds brønd giver adgang til bevidstheden om fortid, nutid og fremtid.
Nornerne Urd, Verdande og Skuld vander hver dag livstræets rødder for at ihukomme skabelsen.

Det tredje væld flyder under Udgård, hvor Ginnungagab var før skabelsen. Jætten Mimer vogter over kilden til den en-øjede grådigheds videnskab, logos. Han bruger Gjallerhornet som drikkehorn.
Ved Ragnarok blæser Heimdal i hornet; og fra rødderne gror skoven
Hoddmimer, som beskytter Liv og Livtraser, der bliver stamforældre til det nye liv.

Yggdrasil forbinder de tre kilder, som sammen nærer og balancerer livstræet. Odin hængte sig omvendt i træet med hovedet mod rødderne, som gav ham visioner – også om de hemmelige runer.
Men da han gav sit ene øje for at få  Mimers logos-viden, mistede han evnen til at ‘se’ mytos-visdommen. Hans ego tog magten.

Runen Ihwar, symboliserer livstræet. En søjle med krone og rod med forbindelser opad og nedad, bagud og fremad – fra fødsel til død- og mellem mytos og logos. Det er kundskabens træ, som gror alle vegne.
Lyden af Ihwar ligner lyden Yew, det engelske ord for taks, og
Yggdrasil kan måske sammenlignes det stedsegrønne, forgrenede og hulefyldte Takstræ, der kan leve i mere 1000 år.

Over hele kloden gror hellige træer; men livstræsymbolet har ikke rod i eksakt botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker; og træernes kræfter ændrer sig med årstiden.
Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet. Ofre hænges i grenene, og blade, frugter og andre dele bruges i natur-mandalaer, som frigiver magi ved forfald.

Til hver nordisk årstid knyttes en træagtig vækst som symbol for Yggdrasil:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

I folketroen har disse vækster magiske tryllekræfter. Flere er dog også dødeligt giftige, så med dem kan man rejse til underverdenen – også uden returbillet fra dødsriget! Livstræer kan være dødstræer.

livstræt yggdrasil
snoninger til nedlagt top
overjordisk rod

Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

I Det Hule Træ

i det hule træ
fordybelseslejlighed
omsluttet af liv

Skovfoged-Egen er mere end 800 år gammel. Den var hul allerede for 200 år siden, da en katolsk skovfoged brugte hulen til kontemplation.

Se også Udesidning!

Zen’s 4 Discipliner

Zen’s fire discipliner:
at ligge, at sidde, at stå og at gå
i tankeløs kontemplation,
registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.

Det var devisen i Zen-filosofiens gyldne tid i årene ca. 700-1000.
Samtidig med vikingetiden.

Alan Watts redegjorde for, at magtfulde munke i de efterfølgende århundreder udviklede klosterordener, hvis formål den dag i dag er de samme som for engelske kostskoler:
Opdragelsesanstalter for overklassens børn, der lærer at både adlyde og undertrykke medmennesker, hvorved de uddannes til magthavere i såvel Japan som UK.
AW oplevede begge systemer…

Men at leve i zen er at leve uden hensigt.
Uden tilknytninger.
Uden at optræde/magte/præstere.

At leve “usynligt” i forgængeligheden – med et gran af humor.
Basho og Hakuin var zenmestre,
der af og til udtrykte deres sansninger med ord.
Andre referede dem og blev de synlige.

Zenklostre kan i dag betragtes som levendegjorte museer med kostskolefunktion. Deres indhold er lige så fjernt fra zen’s oprindelige kerne, som vor tids vikingemarkeder er fra vikingetiden; men hyggelig edutainment.   😉

tidsforskruninger
munkes og vikingers ånd
markedsinflation

Nikotinoider

Nikotinoider (neonics) bør være på alles læber – i protest. Så de ikke havner i grundvandet…
Stofferne er insektgifte, som økologisk forskning forsøger at få totalt forbudt, medens pesticidfirmaer lokker jordbrugere til at bruge dem.
De nikotin-afledte kemikalier er nervegifte, der påvirker alle organismer med nervesystemer!
Se indlægget om Dave Goulson og hans bøger!