Kategori: historier

Udgivet den

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Udgivet den

Mytos og Mønstre

Skaberværkets mønstre og rytmer er visdommens grundlag. De sanses med krop-bevidstheden og natursansen. De er portalen til Det Numinøse.
Mørketiden giver mulighed for langsom træning af opmærksomheden på mytos og mønstre.

Vi har alle et indre ‘landskab’ inde i Selvet. Den indre verden er opstået i samklang med Det Store Skaberværk:
naturoplevelser, eventyr, myter, bibelhistorier, virkelighedens og teatrets dramaer og andre kilder (musik, dans, sang, litteratur, film – kunst med snabelen i ‘mytesuppen’).
Den Personlige Mytosverden.

Bevidsthedens kontakt til mytos kan fornemmes som religiøse oplevelser.
Det klarsyn kan trænes ved opmærksomhed på den personlige natursans og krop-bevidsthed ved at erkende de fem elementer:  jord, vand, luft, ild og livsånd med de fem sanser:  føle, smage, dufte, se og lytte.
Hvert element er forbundet til en sans og en finger – og en udsondring.
Træning af natursans og krop-bevidsthed:

Begge hænder lægges over eget ansigt:

lillefingrene på hagen (føle/jord) Sved!
ringfingrene på munden (smage/vand) Spyt!
langfingrene på næsen (dufte/luft) Snot!
ringfingrene på øjnene (se/ild) Tårer!
lillefingrene på ørerne (lytte/bølge-ånde) Voks!

Et laaangsooomt åndedræts bevidsthed bevæges gennem elementerne via fingrene fra hage til øre (indånding) og tilbage (udånding).
Igen og igen! Også uden hænderne på ansigtet.

Krop-Bevidsthed er at mærke Skaberværkets elementer.
Med hele kroppen. Udvendigt og indvendigt.
Uden logos-tanker!   MU!


forfaldets skønhed
moder jords krop i dødt træ
element-sansning


Det autonome Selv ordner visdommens mønstre i  ‘natursansen‘. Den er gennemsyret af det kollektive ubevidste, den ur-fælles ‘mytesuppe’, som uafbrudt er under-bevidst i den enkeltes Selv.
Selvet er forbindelses-nerven til det Numinøse.

Op-lysning af klarsyn og op-livning af den kollektive visdom sker i mytos-sproget. Dets symboler kan tolkes og bevidstgøres ved brug af logos – ligsom ved drømmetydning.
Se også Logos og Mytos.

Klarsyns-indsigter kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder.
De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af Sejd eller andre Shamanheste.

Meditation kan også åbne portalen – ligesom Haikudigtning.
Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af vølven Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner.
Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvets landskab i den tibetanske buddhisme.

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci

Adgangen til det helende Mytos-Selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre dæmoniserende ønsker og begær i logos-verdenen.

Udgivet den

En Drømmefanger

En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.

Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.

Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.

Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…

Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden…

Se også Mønstervæveren.

Udgivet den

Dagens Fugl

Dagens fugl er ikke den smilende kobbersneppe, men en gentagelse af vandrehistorien om Den Vestjyske Sangfugl. På opfordring.

Der var engang en sangfugl, der sang for alle og sig selv i klitterne langs Vesterhavet. Den nød så inderligt at synge, at den forblev i landskabet, da dens flok fløj mod varmere himmelstrøg.
Men da frosten bed i luften, vendte den næbbet mod syd, indtil kulden tvang den i knæ i marsken.

Vor lille frysende fugl lander bag en kvie, der i samme nu slipper en dampende kokasse. Varmen går fuglen til hjertet, og i lykkerus bryder den ud i sang.
Men gårdens kat hører tonerne; og så slutter fortællingen.

Historien har tre moraler:

1. Du skal ikke tro, at alle, der skider på dig, vil dig det ondt!

2. Du skal ikke tro, at alle, der trækker dig ud af skidtet, vil dig det godt!

3. Står du i skidt til halsen og har det fint, så ti stille!

Udgivet den

Jørmungand

Jørmungand er midgårdsormens navn. Dens søskende er ulven Fenris og dødsrigets dronning Hel. De tre spiller hovedroller i Ragnarok, hvor den krigeriske verden med dens grådighed går til grunde for at afløses af fred og bæredygtighed.

Ormeknuden er taget fra bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester, og den kan frit kopieres.

indviklet slange
midgårdsorm i ond cirkel
ragnaroksymbol

Udgivet den

Mønstervæveren

Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.

Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.

Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.

Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…

Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.

Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.

Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.

Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede…  🙁

Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?

Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.

Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.

Udgivet den

Sælkvindens Børn

Sælkvindens Børn er en fortælling, der er vævet af tråde fra fjerne myter.

Det nordiske myteunivers omfatter ni verdener, hvoraf Udgård er jætternes land. Jotunheim. Mange jætter har evnen til at skifte ham, og Tjasse kan iklæde sig ørnefjer og færdes frit i luften. Hans datter Skade kan smyge sig i sælskind og boltre sig i vandet.

Engang skete det, at sælkvinden Skade kastede sit skind på stranden ved Noatun i udkanten af Asgård. Dér dansede hun jordforbindelse sammen med andre havfolk.
På Noatun levede vanernes høvding Njord. Han ‘kendte’ Skade, der engang valgte ham og hans dejlige fødder. Skøn jordforbindelse. Sammen fik de en datter under månen og en søn under solen.

Sælkvinden Skade og havguden Njord levede imidlertid i hver sin verden. Skade foretrak jætternes bjerglandskab med hylende ulve, medens Njord kun følte sig hjemme nær det frugtbare hav og de skrigende måger.
Deres børn følte sig hjemme alle vegne, og de lærte hurtigt at klare sig selv. De flyttede ind i livstræet Yggdrasil, hvor de under leg optog alt fra de ni verdener, der kunne styrke dem til at overleve den store undergang.

Ragnarok indfandt sig, og de gamle verdener gik til grunde.
Livstræet krone brændte, men fra roden i Mimers brønd voksede skoven Hoddmimer. I den overlevede månepigen Liv og soldrengen Livtraser. De grundlagde nyt liv i pagt med deres forældres rødder, som var urkraften fra jætternes kaotiske natur og vanernes visdom om frugtbarhed, bæredygtighed og fred.


Familiebillede *

Sammen med Sifs børn Trud og Modi og Friggs milde søn Balder og hans kæreste Nanna skabte Liv og Livtraser et nyt Midgård.
De blev urforældre til mange slægter, hvis hverdage blev levet i bæredygtig pagt med månen, som styrer det livgivende vands rytmer, og med solen, hvis vandringer skaber dag og nat og årstiderne.

Nanna blev mor til Forsete (for-sidderen), forsoningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud(inde)…

NB: Denne fortælling har rødder i kristne mænds myter; men den er sammenviklet af nutidig kollektiv kvindebevidsthed …

* Familiebilledet forestiller Zeus, Leto, Apollon og Artemis, men det kunne da lige så godt være Njord, Skade, Livtraser og Liv 😉

Udgivet den

Syv Generationer

 

Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.

Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folkeslag tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med omtanke for efterkommeres liv.

Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel. Med rod i slægtens hamingja.

Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.

voksende glæde
plant et træ og tal med det
efterkommere

Udgivet den

Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, sagnfigurer, der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes.
Selkier lever nær vand: søer, moser, kilder, elve og havet. De har magiske kræfter og mange fremtoninger.
I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham.

Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage…

Myten om Sælkvinden kendes i mange udgaver.
Et færøsk sagn fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammen og danser i menneskeskikkelse.
En ung fisker så dem; og han snuppede det fineste skind, der tilhørte en sælkvinde. Hun levede som hans kvinde og fødte en datter og en søn. Men hun længtes efter sin frie færden…

Fiskeren havde låst sæl-hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. En dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl på stranden. Medens manden sov, byttede hun den med nøglen. Da fiskeren senere var på havet, opdagede han knoglen. Han vidste så, at kvindesælen havde forladt ham og børnene for at leve i sit eget element.

Hvert år drog fiskeren på sælfangst, og engang kom sælkvinden til ham i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn, og de dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen. Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

En anden sælkvinde er digtet ind i den nordiske mytologi:  Sælkvindens Børn, og Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde som arketypen på kvinden, der mister sit s(j)ælskind.
Læs om Hannas fortælleuddannelse i  Nordisk Visdomstradition

Se også Festens Gave og Havets Moder