Enkelt og Enestående 侘 寂 

Enkelt og enestående er det modsatte af opstyltet masseefterligning.

* * * * * * * * * * * * *

Det Enkle 
er det simple, rene, pure og nøjsomme,
som appellerer til
hengiven sansning og ophøjet ro.
Wabi.

* * * * * * * * * * * * *

Det Enestående  
er skaberværkets mangfoldighedsprincip:
det egenartede, asymmetriske og unikke
i vedblivende forandring og forvandling.
Sabi.

* * * * * * * * * * * * *

侘び 寂び  Wabi Sabi er et japansk udtryk, som ikke kan oversættes direkte til dansk. Men fornemmelsen for
det/den enkle
og
det/den enestående

kan findes i alle mennesker, der evner at stå stille.

Stilhed kan være en formidabel udfordring
i denne forskruede tid med
foruroligende overforbrug,
forblændende opstyltethed,
forvirrende forventninger
og umenneskelig tingsliggørelse.

opstyltet forbrug
forblændet og forvirret
foruroliget

Hvor findes det enkle og enestående?
Enhvert menneske har sit eget enkle og enestående svar 😉

standstill-anne-voel

Basho foreslog haikudigtning.

KISS-princippet

KISS-princippet handler om
at holde sig til det enkle.

Keep It Simple Stupid (KISS) blev født
i det amerikanske militær i 1960erne.
Formålet er at undgå komplicerede løsninger.

Princippet blev efterfølgende adopteret
i softwareprogrammering og i bæredygtig økologi,
hvor KISS blev skærpet til Keep It Small & Simple.

KISS-akronymet bruges i andre fantasifulde betydninger.
Knights In Satan’s Service!
Forbundet til rockgruppen KISS ;-()

I hverdagslivet handler det om
at mestre begrænsningens kunst.

I det økologiske jordbrug indebærer princippet,
at brugen af kemiske hjælpestoffer undgås,
og at afhængighed af omverdenen minimeres.

kiss-anne-voel

den enkle hverdag
små tings store betydning
jegbeherskelse

Månesyge

Månesyge indtræffer, når månen trækker i menneskers indre væsker.

I skrivende stund opleves fuldmånen 7 % større og 16 % mere lysstærk end gennemsnitligt.

superfuldmåne
jordens safter underlagt
livligt tidevand

Månens gravitation påvirker både jordens vande og alt levendes indre cellesafter.

symmetri400

Denne månes kraft er mørketidens indadvendthed, udholdenheden og viljen til at hvile. Årets elvte særligt kraftige fuldmåne forstærker de tilstande.

Månefølsomme sjæle vil optræde urimeligt sovelystne og passive, sig-selv-nok og lunefulde ;-).  Månesyge!
Udadtil.

Indadtil er safterne turbulente, strømmende, brusende, sugende, svuppende, gurglende, skvulpende, dryppende, hvirvlende, boblende, plaskende, bølgende og sivende. 

Flyd!
Svøm!
Dyk!

Allehelgen og Samain

Allehelgen/Samain er Den Hellige Aften. Halloween(HolyEve).
Porten til Mørke/Ånde/Hvile-tiden mellem Allehelgen/Samain og Kyndelmisse/Imbolc. Mørkefesten!

I den keltiske/gæliske storyteller-tradition vil livskraften i nat overdrages fra Egekongen til Kristtornekongen. Fra den løvfældende Oak King til den stedsegrønne Holly King.

Det skete under en nattelang bål-ceremoni, som initierede Moder Jords Nye År. Gudinden/ModerJord indledte året med at ruge/gære/hvile i 1½ måne indtil lyset/guden/livet genfødtes ved vintersolhverv. I Mørke/Ånde/Hvile-tiden toges de døde med på råd.

I den nordiske tradition er mørkefesten indledningen til den lange vinter med indendørs sysler, krydret med de evige fortællinger om formødre/forfædre, årets anekdoter, eventyr, de nordiske myter og en bibelhistorie i ny og næ 😉
Fortæl myten om Jættekvinden Skade!

Den katolske kirke omkalfatrede samain til AlleHelgen og De Dødes Nat; i båden sejler Jomfru Maria. Mørkets Dronning!

rødglødende løv
livsåndens dødsåndedræt
moderjord i ro

dhh22-400s

blussende i dødens nat
åbnende mørketidsport

Åndingen

Åndingen er over os!
Ånding er omvendt fotosyntese(lyssamling):

fotosyntese:
kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

ånding:
ilt + organisk stof ⇒ kultveilte + vand + livsenergi

I planternes grønkorn sker den magiske fotosyntese.
Sollys forvandles til livsenergi, der gennem fødekæden indbygges som brændstof i vore kroppe!
Underfuld livskraft.
Hildegard af Bingen opfandt sin egen latinisering, og hun kaldte ‘Det Grønne Under’ for Viriditas!

Nu er lyset fattigt. Nedbrydning (ånding) er mere omfattende end opbygning (fotosyntese).

Løvfældende planter gemmer livsenergien i rødder og frø. De stedsegrønne fortsætter dog livsenergiproduktionen. Kristtorn, Taks og Vedbend anses derfor som jordelivets helligste (giftige!) planter. De “tilbedes” indendøre omkring vintersolhverv.

Mørketiden er Ånd(ing)ens tid 😉

hellig livsånde
sollys forvandles til kraft
urternes under

fotosyntens magi
forudsætning for alt liv

Min Urne

Min urne blev brændt under måneformørkelsen!

I fuldmånenattens morgenstund vandrede jeg langs havet,
og på hjemvejen besøgte jeg uventet keramikeren Hanne Borg.
Hun havde netop åbnet ler-ovnen,
og i skødet fik jeg den varme “nybagte” urne.

Et magisk moment under morgenmånen!

minurne

Langsomt gav lertøjet mig sin skabelses varme.
En stor samfølelse – også med Moder Jord 🙂
Under den fuldmåne, der atter var fri af jordens skygge.

Engang vil den smukke lågkroppe indeholde askestøvet
efter min brændte krop.
Fra-jord-til-jord.

Indtil videre vil urnen dog blive brugt til ingefær
og andre levende krydderier 😉

formørket måne
urne glødet rødt i ild
født i morgensol

 

Månetilbedelse

Månetilbedelse har været religiøs praksis overalt på Jorden til alle tider.  Månen styrer alle vandene, fra oceanernes lavvande/højvande til strømmene i levende væsner…
Ligesom en alvidende bedstemor har månen en magt, som alle ærbødigt må underkaste sig 😉
Bedstemor Måne er en urkraft, som ingen kan undgå!

Månens virke afhænger af årstiden(solen/BedstefarSol) og faserne.
Gennem året synes månen at skifte farve. Jo renere luften er, jo mere blå ses månen. I denne høsttid flimrer luften af organisk mikromateriale, og månens farve synes gulere end i klar luft.
Ved nymåne følges sol og måne på himmelen!

Lilla400småneskinsvækster
lilla og selvlysende
violet magi

Eventyrheksen og Mågen

Eventyrheksen og Mågen*

havmågens skæbne
heksen indtog hans hjerte
en dunkende lyd

Ved forårsjævndøgn vandrer Eventyrheksen langs det brusende ocean.
I tiden inden har hun fanget mågers flyv og svæv med pensel på papir.
Tusindvis af måger er dog ofret i brændeovnens ild.

Gennem timer, årstider og århundreder er måger årvågne livsvidner.
Over lande – og over vande.

Denne morgen skyller brændingens lange rul om eventyrheksens fødder.
Pludselig ligger mågen dér: Jonathan.**
Død!
Han fløj for at flyve!

Endelig nåede han sit jordiske mål:
han fløj ud af det timelige ind i evigheden.
Ud af kroppen.

Blodet er stadig flydende, eventyrkonen indtager hans hjerte.
Og lærdommen: at fange et NU.
Mågen åbenbarer HAIKUs 3 regler:

1. 3 linjer
2. 17 stavelser (5 + 7 + 5)
3. zoomende bevægelse til sansning:

et stort univers (5)
en handling skaber fokus (7)
sansning på nært hold (5)

5: nu er det din tur
7: til at digte haiku
5: fang et nu i digt:

_ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _

* Uddrag af HAIKU 17 (Anne Voel)
** Jonathan Livingstone Havmåge (Richard Bach)

Hyacint og Narcis

Hyacint og Narcis er to planter, der opstod af græske ynglinge.
Sådan fortæller de græske myter.

Hyakinthos var en dreng, der blev attrået af flere mandlige guder. De blev jaloux på hinanden, og under en kappestrid blev yndlingen dræbt. Af hans blod genopstår hyacinter hvert forår for dog at dø tidligt.

Narcisser blomstrer også tidligt og kortvarigt til minde om Narcissus, som forelskede sig i sit eget spejlbillede. Han groede fast – og visnede.

Således bliver havens blomster en fortløbende fortælling om græske yndlinge/ynglinge og moralske opsange.

forårets blomster
overdådigt blåt og gult
hastigt falmende

HyaNar
kærlighedens vildveje
ynglinge i erindring

Waka: Anne Voel