Mellem jord og himmel
Rishi er det indiske ord for en gamling, der har lagt sin fortid bag sig for at vade rundt og digte. Vandrende kvinder og mænd.
Alan Watts forklarer i The Way of Zen (1957), at en rishis sande tilstand består i at være “uklassificeret”.
At være “intet” og “ingen”.
Uden fortid og uden fremtid.
Et eksempel er Basho:
Arakne var født i en familie af fåreavlere og farvere, så fra barnsben havde hun de ypperste vævematerialer mellem hænderne. Med tiden blev hun en benådet billedvæverske, og hendes værker fortaltes ud i landskabernes yderste afkroge. De kom den ærekære gudinde for øre.
Gudinden forklædte sig som en gammel kroget kone og opsøgte Arakne. Da hun med egne øjne så de magiske vævebilleder, gav hun sig til kende og advarede væversken om, at hun udfordrede gudernes eneret til det perfekte. Arakne fastholdt sin ret til at adlyde den kreative gave, hun besad; og hun udfordrede gudinden til en konkurrence.
I tre månetider vævede de to kvinder, så deres hænder lignedes med farvede fugle, der fløj over landskaber. Folk kom langvejs fra og samledes til en stor skare, hvis besyv skulle afgøre striden.
Gudindens billedtæppe var en enestående og vidunderlig fortælling om den paradisiske verden, som kun en gudinde kan mage den. Araknes vævede historie handlede om gudernes færden på godt – og på ondt. Alle deres moralske brist levede i hendes væverier. Folkeskaren valgte Araknes kunstværk!
Arakne takkede skaberkraften; men gudinden blev rasende. Hun flængede gudefortællingen i stumper og stykker. Og Arakne blev hængt i trådene som straf for overmod. Hybris.
Gudinden oversprøjtede hende med den sorte lammende gift og forvandlede væversken til et 8-benet lille dyr, der dog opsamlede lidt giftig edder. Sådan skabtes edderkoppen med dens uovertrufne vævekunst.
Myten er spundet omkring gudinden Athene, men dramaet lever i alle kulturer med skabende kvinder, hvor misundelsens sortsyge florerer…
Efter min intense indlevelse i Isabel Allende‘s feministiske magiske realisme, har jeg brugt denne vinter på mandlige forfattere i lignende genrer. Jón Kalman Steffánsson er måske hendes maskuline bror i litteraturånden. Her er 5 andre bøger af 4 mænd med vidt forskellige rødder: norske, islandske, danske og tibetanske.
Per Petterson 2003: Ud og stjæle heste (264 sider)
Dagbogsfortælling om at opfylde egen længsel efter at være alene. Den aldrende Trond har købt et faldefærdigt skovhus, som han vil sætte i stand. Ved brug af erindringer om sin far og hans håndelag. Romanen skifter mellem nutidsvinter og fortidsbarndom. Om at kende sig selv ved at genkende sin far og sin barndom. Og om fortiden, der bliver nutidig. Eminent historie om at være tilstede i selverkendelse.
Halldór Laxness 1931/32: Salka Valka (481 sider)
En mørk aften landes en pige og hendes mor i et lille fiskerleje. SalkaValka vokser op i skyggen med en ukuelig kvindekraft. Gribende sanserig roman om overlevelse, eksistentialisme, religiøsitet – og socialisme. Stor livsfortælling. Et “must” af en kvindehistorie, hvor tingene med tiden ikke er helt, som de syntes at være i begyndelsen. Med intense portrætter af mændene omkring hende. Stor klassiker i Laxness’s islandske ånd!
Lars Muhl 2002: Seeren (214 sider) 99.4 (?)
En eventyrlig lærlingefortælling, hvori LM i biografi-form fortæller om møder med seeren/troldmanden Kalle Jaurup/Calle Montsegur (1934 – 2007), der healede fra Pyrenæerne. Hans verdensopfattelse fortælles efterhånden som LM bliver indviet – og opfinder begrebet isogyn (enskvindethed ???)… En fantasy-rejse om selvudvikling med mytiske toner fra katharerne, buddhisme, aramæisk kultur osv. En farverig Rok&Rul-jeg-historie 😉
Larsen Muhl 2004: Maria Magdalene (320 sider) 99.4 (?)
Fortsættelse af Seeren. LM udvikler fantasy-fortællingen med arketypiske begreber omkring kvindekraft og anima ved brug af en Maria-Magdalene-figur. Lærlingen møder og lærer en stereotyp femininitet at kende gennem myter og personlige møder, som iscenesættes af Seeren. En ikke humoristisk beretning om en mands udvikling ved kvindemyter, som spindes ind i en slags virkelighedskontekst. Måske Castaneda-inspireret?
Chögyam Trungpa 2015: Mindfulness til daglig (189 sider) 61.36
CT døde i 1987 efter at have ført crazy-wisdom-buddhisme til Vesten fra Tibet. Siden har hans hustru/elev Diana Mukpo udgivet afskrifter af hans taler. Denne bog omhandler 3 afsnit: At blive ven med dig selv, Grundlag for mindfulness og Mindfulness til daglig. Gennemsyret af traditionel disciplineret, tibetansk klosterskoling. Krydret med galskab. Den ægte vare!
Se også litteraturindlæggene om mandefølelser
og om Jón Kalman Steffánsson !
De 8 årstidsfester markerer jordens frugtbarheds afhængighed af lyset.
De 4 himmelske fester markerer, at Bedstefar Sols skin varierer og skaber årstiderne omkring vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn.
De 4 jordiske fester fejrer Moder Jords årsrytme:
Lysfesten/Kyndelmisse, 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords frugtbarhed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.
Se også Årets Gang!
Indviklet i årstidsfesterne festes for Bedstemor Måne: de 12-13 månetider med hver sin kraft. Se indlægget om klanmødrene.
Om få dage fejrer vi Lysfesten som afslutning på mørketiden, der indledtes med Mørkefesten. Nu lukkes porten til mørket. Derfor indeholder festen både et farvel til mørket og et velkommen til lyset.
Den væsentlige fejring sker i det enkelte menneskes sind.
Tiden er inde til at skabe årstidsfester som modvægt til skærme, der blinder os – og umenneskeliggør vor årstids-sans…
Udesidning handler om at sidde alene under åben himmel og blot sanse indtryk.
Kontemplation…
Med alle 6 ! sanser.
Uden at spise og drikke.
Sansningen omfatter både ydre indtryk fra omgivelserne/naturen og indad følelse af kroppen med dens behov – uden at dække dem momentant! 😉
Forberedelse indebærer behageligt og varmt tøj, tæpper og en rolig mave.
Sensitiviteten er størst i mørke – og især på tærskeltidspunkterne.
Se også Sejd.
I den zen-buddhistiske tradition er stillesidning en del af hverdagen: zazen.
Ordet zen kommer af det kinesiske chan, der udrunder af sanskrit dhyana, som handler om at forholde sig i ro.
Kropsligt og mentalt.
Ude eller inde.
Hvorsomhelst.
Nårsomhelst.
Hvilemånetiden indledes idag. I år sker det samtidig med vismændenes ankomst til lysets barn.
Efter årets sidste måne med taknemmelighed, lovprisning og opmærksomhed på Fader Himmel, så vendes sansninger ned i Moder Jord. Livskraften hviler, ånder og åbner sig, medens den venter på, at lyset genvinder kraften.
Mennesker styrkes ved at efterligne livskraften: hvile, åbne sig og samle kræfter i årvågenhed.
Stairway to Heaven
William Blake 1757 – 1820
300 år efter Leonardo
Ved denne månetids fuldmåne lægger Fader Himmel scene til, at Moder Jord hindrer Bedstefar Sol i at skinne på Bedstemor Måne! Den 21. januar bevæger jorden sig ind mellem sol og måne, så månestrålet ændrer karakter.
For mennesker, der evner at holde sig i ro og at åbne sig, er morgenstundens formørkelse en invitation til at modtage inspirationer/visioner/åbenbaringer.
Vær beredt!
Knæk og bræk!
😉
Jægeren Orion blev skabt som verdens flotteste mandfolk. Mange historier fortælles om ham; min udgave lyder således:
Der var engang en ensom enkemand, som ofrede en okse for at beværte guderne Poseidon, Zeus og Hermes. Som tak pissede de på skindet af oksen og bød manden at begrave det i konens grav. Ni måneder senere opstod Orion. Havguden Poseidon gav ham evnen til at gå på vandet, Lynkasteren Zeus gjorde ham til ildmager, og Den Vingefodede Hermes lærte ham at løbe utrætteligt.
Orion levede af de vilde dyr og vandrede rundt i verden, hvor han forelskede sig i morgenrøden Eos (Aurora); men hver gang han løb til hende, forduftede hun. Så lovede han sig til kongedatteren Merope, men i en rus forbrød han sig mod hende. Kongen straffede ham med blindhed; men han genvandt synet ved at trække ild fra solen.
Artemis og Orion var jagtkammerater. Men hendes tvillingebror Apollon lokkede hende til at dræbe Orion med et pilepletskud. En dag sad tvillingerne og toppedes, medens de så ud over havet. Apollon drillede Artemis med at påstå, at hun ikke kunne ramme en prik langt ude på havet. Det kunne hun. Det var Orion, der døde som et jagtoffer.
Måske gjorde hun det med vilje, fordi han ville dræbe alle jordens dyr. Eller fordi han jagtede kvinder. Orion efterstræbte Plejaderne, de syv søstre, som blev sendt til himmels for at blive fri for jordiske mænds tilnærmelser.
Da Odysseus rejste, så han Orion i underverdenen, hvor han også lavede ravage. Til sidst blev den gevaldige jæger sat fast på firmamentet. I passende afstand fra Plejaderne, som han aldrig når. Stjernegiganterne Betelgeuse og Rigel indgår i Orion, og deres måder at blinke på kan varsle mangt og meget. Også usigtbarhed. 😉
Vismanden Don Juan blev (op)fundet af Carlos Castaneda, en peruviansk antropolog med snabel i mytesuppen.
Han berettede om Den Viise’s fire store udfordringer:
1. Angsten: Frygten for at overgive sig til det numinøse skaber eksistentiel angst. Der skal mod til at se den i øjnene. At møde angsten, overgive sig og gøre den til kraftredskab er den viises adgang til klarhed.
2. Klarsynet: Evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. At være seer er en krævende gave; og at hengive sig til klarsynet med evindelig ydmyghed overfor foranderlighed medfører at kunne magte.
3. Magten: Selvbeherskelse er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier. “Selvbeherskelse giver visdom” er i familie med “Viden er magt”! 😉
4. Alderen: Forgængelighed er alt levendes lod. At erkende og leve med livets illusion og bruge den som kraftkilde er en frisættelse, der gør den viise til et redskab for livets evigt foranderlige orden/lys/skabelse – i livets tjeneste.
Castanedas oplevelser foregik i 1960erne, men senere blev der stillet spørgsmål til hans håndtering af fakta og fiktion. Måske havde han også skelet til Tao Te Ching.
Uanset fakta/fiktion og logos/mytos anbefales hans eventyrlige bøger om Don Juan. 🙂
Visdommen og det numinøse søger konstant modtagere, og de viise er hele tiden undervejs.
Alenehed er en forudsætning for at være helt tilstede. Det mente Leonardo da Vinci (1452-1519):
“Når du er alene, er du helt dig selv. Hvis man er ledsaget af blot én person, er man kun halvt sig selv.”
Citatet er gengivet fra side 63 i biografien Mona Lisa af Dianne Hales. Gyldendal 2016. Forfatteren angiver desuden side 121, at Leonardo var vegetar.
Mere og mere kan siges om den mand: han fuldendte sjældent sine gøremål, fordi han var videre med sin nye idé, inden han blev færdig med den forrige; og hans foretrukne tøjfarve var rosa/pink !
Jeg ville gerne have været en flue på hans væg eller en loppe i hans skæg. Alene og hverforsig – i samme univers. 😉
Måske en sommerfugl?
Vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn er de hellige årstidsfester, som defineres af solen. Fejring af fotosyntesens livsnødvendige ilt-produktion, der afhænger af lysmængden.
I alle menneskehedens kulturer lever myter om årstidernes livsrytmer. Ved vintersolhverv fejres lysets genkomst, når dagene bliver længere. Festen handler også om en moder og et barn. Søn eller datter.
Angerboda er urmoderen til de store kræfter, og hun fejres i den mørkeste vinter. Datteren er Hel, som siden skal værne om den lyse gud Balder, så han kan genskabe en verden efter Ragnarok.
Myten om Angerboda
Jættekvinden Angerboda kravlede rundt i jordens råddenskab. Over hende huserede bidende, isnende snestorme på jordens overflade. Hverken sol, måne eller stjerner var synlige. Måske fandtes himmelen slet ikke endnu. Men Angerboda befandt sig som en fisk i vandet. Hun formede væsener af den plastiske kompost og var opslugt af sin kunstneriske begejstring, da hun pludselig mærkede, at hun ikke var alene.
Bag hende stod den prægtige Loke. Halvguden og halvjætten, der som en joker var fuldstændig uberegnelig i alle forhold. Det kunne Angerboda godt lide, så hun inviterede ham til at lege med. De boltrede sig i den dampende forrådnelse og udvekslede safter og sejd. Deres smeltende varme steg op i snehelvedet og et lille lys blev synligt på himmelhvælvet.
Senere fødte Angerboda tre uforlignelige væsener: datteren Hel, ulven Fenris og ormen Jørmungand. Jættekvinden var noget nær den perfekte moder, og hendes afkom voksede til prægtige selvstændige individer, der drog ud i verden, da tiden var inde.
Angerbodas tre børn fik sorteper-roller i asegudernes magtspil. Og de fik hovedroller i afviklingen af verden, da den gik til i grådighed og krig. Fenrisulven og Midgårdsormen døde sammen med de bjærgsomme krigsguder Odin, Thor og Tyr, medens Hel passede på Balder i dødsriget, så han kunne genopstå i den nye verden efter Ragnarok.
I den keltiske tradition fortælles om The Green Man:
Egekongen fødes i den længste nat (lussenatten) som et spirende agern. Egebarnet gror under Kristtornekongens og Vedbenddronningens varetægt. De er begge stedsegrønne og værner om livet i den lysfattige periode.
Holly King
Ved løvspringsfesten (Valborgsaften/Beltane) overdrages kongeværdigheden til Egekongen. Han regerer indtil løvfaldsfesten (Allehelgen/Samain), hvor Kristtornekongen igen tager over.
Oak King
De nordamerikanske indianere fortæller om Bedstefar Sol, der forynges og ældes, og om Bedstemor Måne, som styrer festerne for dansen mellem vandet og livskraften. Fader Himmel lægger rum til de gamles kraftudfoldelser. De alle tre virker for livet på Moder Jord.
At leve med bevidsthed om årstiderne er tilstedeværelse.
Mindfulness 😉
Myterne er redskabet til at åbne for det numinøse;
og jeg er taknemmelig modtager af årstidsmyter:
MinVerden(snabel-a)annevoel.dk 🙂
Se også Julen er Stjernetid!
Glædeligt Vintersolhverv og Godt Nyt Solår!
Med fredelig værnen om Moder Jord – og i menneskene velbehag.
