Drømmepsykologi blev videnskab/lidenskab i forrige århundrede, da energi-begreber fra fysik og kemi omsattes til et psykisk energibegreb.
Sigmund Freud og Carl Gustav Jung var drømmetydningens europæiske fædre.
Freud var et kokainafhængigt produkt af streng opdragelse og undertrykkende (religiøs) moraliseren, der medførte neuroser.
Trods/grundet(?) en snævertsynet baggrund lykkedes det ham at trænge ind i neurosens mysterium. Han blotlagde væsentlige mekanismer ved underbevidsthedens magtfulde besættelse af os alle sammen. Drømmetydning definerede han som Kongevejen-til-det-Ubevidste.
Tak for det!
Jung udvidede Freuds iagttagelser. Han gik på opdagelse i andre kulturers drømmepraksis og opdagede egenskaber, som var ens hos vidt forskellige folkeslag. Drømme og myter har fælles ur-elementer worldwide. Den kollektive underbevidste mytos.
Jung opfandt, beskrev og definerede håndterbare begreber:
Selvet.
Arketyper.
Udadvendte og indadvendte personligheder.
Personlig og kollektiv bevidsthed.
Personlig og kollektiv underbevidsthed.
m.m.m.
Også tak for det.
Freud og Jung (og efterfølgere) satte ord på mangen menneskelig adfærd.
De ord er værktøj!
Hvis vi i hverdagen ville bruge den psykologiske værktøjskasse (indbefattet drømmetydning) på samme måde som madopskrifter og køkkenredskaber, så kunne vor indbyrdes kommunikation måske blive mindre krigerisk.
Den største udfordring i anvendelsen af psykologiens værktøjskasse er måske, at ethvert værktøj bør afprøves på/af brugeren selv, før det vendes mod andre.
At feje foran sin egen dør før foran andres
kan være en krævende udfordring 😉