Den Hvide Ravn

 

Da Store Ånd havde skabt Moder Jord, blev Ravn sendt ned for at nyde skaberværket. Svævende gennem skyerne, fik den farve af hvide snefnug. Hvert eneste var enestående – ligesom alt det andet skabte. Hvide Ravn priste sin Skaber – og det mangfoldige liv.

Hvide Ravn fløj over landskaberne, og Store Ånd gav den en åndefælle, hvorpå den kunne lande og hvile. Hvide Buffalo levede med sin mangefarvede flok, som græssede på det frugtbare land, som ravnen fandt. Alle skabninger fløj, svømmede, løb, legede, spiste, sang, formerede sig  og priste Skaberen.

Så kom dagen, da de to-benede blev skabt. De fik farver af det land, de beboede; og de fik ild-gaven. De var sultne, og Store Ånd sørgede for, at Buffalo-folket ville give dem varmt tøj og fulde maver. Men de måtte ikke røre Hvide Buffalo, fordi uden den kunne de ikke finde flokken.

En morgen vågnede Ravn af sin søde søvn på Buffalos bløde ryg, rystede vingerne og fløj højt for at søge græsning. Deroppefra sås tobenede mennsker, som ikke ærede skaberværket. De jagtede mere, end de kunne bruge uden hensyn til medskabningerne. Dynger af skrald hobede sig op bag dem.

Disse grådige og onde to-benede fik øje på Hvide Buffalo og tog dens liv, ånd, kød og pels. Uden tak lod de ubrugte rester rådne på den bare jord, medens den forvildede buffalo-flok buldrede omkring. Moder Jord skælvede.

Store Ånd græd af sorg og vrede, og tårestrømmene oversvømmede landskaberne. Gennemblødt og udmattet måtte Hvide Ravn lande i mudder og aske, der oversprøjtede dens hvide fjerdragt.

En kano kom sejlende med en viis gamling, der reddede, rensede og fodrede den smudsige ravn. Gamlingens opgave var at samle godheden, men der var kun lidt at finde. Ondskaben havde bredt sig. I en lang fremtid måtte den grådige ondskab og den nøjsomme godhed leve side om side på Moder Jord…

Efter en tid hos den viise gamling, vendte Hvide Ravn tilbage til Skaberen, som siden da kun skabte sorte ravne for at huske de tobenede på deres onde liv.
Men en dag vil nogle tobenede længes efter Åndens godhed, og da vil Hvide Ravn vende tilbage med gamlingens visdom.