Hamingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive visdoms-erfaringer, der befordrede overlevelse. En sivende strøm af livskraft. Chi!
I min hamingja rumsterer min mormors praktiske overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors indlevende klardrømme, min farmors grænseløse fortællen, min farfars virkelighedsfjerne udlængsel, min fars filosofiske verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen.
Slægtens mønstre.
På ondt og på godt.
Mine epi-genetiske dispositioner, som jeg må overgive mig til. Tao!
Kernen i den enkeltes hamingja er slægtens historie.
Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet.
Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt.
Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom.
Sammenhænge. Mytos-mønstre.
Velsignelser – og forbandelser…
At være i kontakt med sin slægts hamingja er ‘shape-shifting’:
Fra logos-ego-tilstand til mytos-slægts-bevidsthed.
Med rod i den personlige ‘epi-genetiske’ arv/odal – og med fremtidens 7 generationer i horisonten.
I den tilstand kan hamingjas visdom deles med andre:
I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans hamingja, erfaring og lykke på rejsen. Velsignelse.
På symbolsk vis kan hamingja manifestere sig som sanselige fænomener.
Følge-ånder. Fylgja.
I naturen. I landskab, jord, sten, vand, planter, dyr, vind og vejr.
Med sjette-sansen…
‘Varsler’, som åbner opmærksomheden på Kraften/Tao/Livsånden.
‘Spiritus Sanctus’…
Se også Lokale Kraftdyr.
Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med hamingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁
forforældres ånd
hamingja i naturen
nærvær uden tid