“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.
Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…
Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.
I aften ihukommer vi de hellige tre kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest, som fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉
Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.