“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.
Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af tre prægtige dromedarryttere med en højtlastet kamelkaravane. Til dem fortæller hun brøndens historie:
Engang for længe siden sov tre vise tiggere sov blandt søvndyssende, rød/hvide valmuer. Under en lysende nattehvælving vågne de og følte, at Gud havde kaldt dem til den nye kongesøn. De fulgte stolte lyset med forventning om en rigelig belønning, når de leverede deres visdom.
Men sådan gik det ikke…
I Selma Lagerlöf’s anderledes historie om de vise mænd, spørger den ene rytter: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den tørst, der søges i stoltheden kun findes i ydmyghedens dyb ?”
Derefter må den hul-øjede Tørsten forføje sig.
I aften fejrer vi de tre hellige kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens 12. da, der fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring og Selmas legender!
Uden tændte skærme 😉
Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.
evindelig tørst
umætteligt livsbegær
ydmyghedens dyb