Tag: økologi

Udgivet den

Mønstervæveren

Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.

Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.

Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.

Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…

Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.

Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.

Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.

Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede…  🙁

Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?

Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.

Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.

Udgivet den

Sælkvindens Børn

Sælkvindens Børn er en fortælling, der er vævet af tråde fra fjerne myter.

Det nordiske myteunivers omfatter ni verdener, hvoraf Udgård er jætternes land. Jotunheim. Mange jætter har evnen til at skifte ham, og Tjasse kan iklæde sig ørnefjer og færdes frit i luften. Hans datter Skade kan smyge sig i sælskind og boltre sig i vandet.

Engang skete det, at sælkvinden Skade kastede sit skind på stranden ved Noatun i udkanten af Asgård. Dér dansede hun jordforbindelse sammen med andre havfolk.
På Noatun levede vanernes høvding Njord. Han ‘kendte’ Skade, der engang valgte ham og hans dejlige fødder. Skøn jordforbindelse. Sammen fik de en datter under månen og en søn under solen.

Sælkvinden Skade og havguden Njord levede imidlertid i hver sin verden. Skade foretrak jætternes bjerglandskab med hylende ulve, medens Njord kun følte sig hjemme nær det frugtbare hav og de skrigende måger.
Deres børn følte sig hjemme alle vegne, og de lærte hurtigt at klare sig selv. De flyttede ind i livstræet Yggdrasil, hvor de under leg optog alt fra de ni verdener, der kunne styrke dem til at overleve den store undergang.

Ragnarok indfandt sig, og de gamle verdener gik til grunde.
Livstræet krone brændte, men fra roden i Mimers brønd voksede skoven Hoddmimer. I den overlevede månepigen Liv og soldrengen Livtraser. De grundlagde nyt liv i pagt med deres forældres rødder, som var urkraften fra jætternes kaotiske natur og vanernes visdom om frugtbarhed, bæredygtighed og fred.


Familiebillede *

Sammen med Sifs børn Trud og Modi og Friggs milde søn Balder og hans kæreste Nanna skabte Liv og Livtraser et nyt Midgård.
De blev urforældre til mange slægter, hvis hverdage blev levet i bæredygtig pagt med månen, som styrer det livgivende vands rytmer, og med solen, hvis vandringer skaber dag og nat og årstiderne.

Nanna blev mor til Forsete (for-sidderen), forsoningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud(inde)…

NB: Denne fortælling har rødder i kristne mænds myter; men den er sammenviklet af nutidig kollektiv kvindebevidsthed …

* Familiebilledet forestiller Zeus, Leto, Apollon og Artemis, men det kunne da lige så godt være Njord, Skade, Livtraser og Liv 😉

Udgivet den

Syv Generationer

 

Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.

Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folkeslag tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med omtanke for efterkommeres liv.

Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel. Med rod i slægtens hamingja.

Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.

voksende glæde
plant et træ og tal med det
efterkommere

Udgivet den

Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, sagnfigurer, der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes.
Selkier lever nær vand: søer, moser, kilder, elve og havet. De har magiske kræfter og mange fremtoninger.
I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham.

Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage…

Myten om Sælkvinden kendes i mange udgaver.
Et færøsk sagn fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammen og danser i menneskeskikkelse.
En ung fisker så dem; og han snuppede det fineste skind, der tilhørte en sælkvinde. Hun levede som hans kvinde og fødte en datter og en søn. Men hun længtes efter sin frie færden…

Fiskeren havde låst sæl-hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. En dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl på stranden. Medens manden sov, byttede hun den med nøglen. Da fiskeren senere var på havet, opdagede han knoglen. Han vidste så, at kvindesælen havde forladt ham og børnene for at leve i sit eget element.

Hvert år drog fiskeren på sælfangst, og engang kom sælkvinden til ham i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn, og de dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen. Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

En anden sælkvinde er digtet ind i den nordiske mytologi:  Sælkvindens Børn, og Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde som arketypen på kvinden, der mister sit s(j)ælskind.
Læs om Hannas fortælleuddannelse i  Nordisk Visdomstradition

Se også Festens Gave og Havets Moder

Udgivet den

Ørentvistens Medicin

Ørentvistens medicin udledes ved at sætte ord på dens udseende og opførsel/biologi. Derefter oversættes egenskaberne på samme måde som ved symboltolkning under drømmetydning.

Brunt leddelt insekt med hemmelig flyveevne.
Ørentvisten tilhører ordenen Dermaptera (hud-vinger), fordi dens vinger er tynde, bløde og elastiske. De foldes radiært og på tværs i op til 40 lag!
Men dyret flyver sjældent; flyveevnen er en hemmelig pakke. 🙂

Social, jordboende og omsorgsfuld kannibal.
Han og hun finder sammen om efteråret og lever gennem vinteren i en jordhule. Når æggene er lagt, forsvinder hannen; ofte ædes faderen af moderen. Energitilskuddet bruger hun til pleje af ungerne, der gennemgår flere nymfestadier, som ved hvert hamskifte fremkommer hvide i få timer. Under sidste stadie lægger moderen sig til at dø, så ungerne kan fortære hende.

Nataktiv, altædende og lyssky.
Ørentvister æder alt fra smukke farverige blomster til rådne stinkende kadavere; de deltager i naturens natlige renovation og gør sjældent stor skade. Når lyset bryder frem, søger de mørke og trange steder, hvor de har kropsberøring med omgivelserne. De fanges gerne i fugtigt bølgepap – og i postkassers aviser.

Overtro.
En sejlivet skrøne beretter, at ørentviste søger ind i menneskeører for at lægge æg; men dyrene opholder sig sjældent inde i huse, hvor miljøet er for tørt. Ørentvisten ser drabelig ud med haletangen (tvisten, han: krum, hun: ret), som kan løftes i forsvar; men den er uskadelig overfor mennesker. Skueværk! 😉

Ørentvistens medicin kan altså have noget at gøre med hemmelig flyveevne, indpakkede talenter, omsorgsfuldhed, hamskifte, opofrelse, kannibalistiske træk, oprydning, kropsnærhed, lyssky handlinger, paranoia, jordforbindelse, pralværk og andre egenskaber, der åbenbares for det opmærksomme menneske. Mødet med ørentvisten, dens opførsel overfor ‘seeren’, og seerens reaktion på mødet, er ørentvistens givende meddelelse. Medicinen…


Mkh til en særlig læser 😉

Se også Spættens Medicin, Spurvehøgens Medicin og Kobbersneppens Medicin!

Udgivet den

Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.

Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:

Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.

Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv. Det særlige aspekt her er forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til fuldkomment insekt.

Men spættens læring kan også handle om at være opmærksom på et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Se også Drømmesymboler.

Udgivet den

Befrugtning og Kærlighed

Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:

kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

Se indlæg om Fotosyntese!

Gennem solårets seks månetider med dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genopstår livet i Moder Jord. Udad og opad jorden efter vinterdvalen. Fotosyntesen genoplives, og ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.

Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:

( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )

Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse !  At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.

Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!

fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave

Udgivet den

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskets biologiske liv følger også denne rytme, men dets selvudvikling sker med omvendt fortegn. Udviklingen til med-menneske næres ved at være passivt og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv åbner Selvet det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

Månekællingernes kræfter overfor Moder Jord:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Forene … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandling … Mutation

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommersolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og med-menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.

Udgivet den

De Tretten Månekællinger

De Tretten Månekællinger er overskriften på den mytesamling, som mine fantasier, drømme og visioner arbejder med. De handler om årets 12-13 månetider. Se En Klanmor !

Myterne florerer i forskellige oprindelige folk, hvor månetiderne forbindes med det arbejde, som overlevelsen kræver på netop det tidspunkt i vækstsæsonen. Månekræfterne styrker det fredelige arbejde, omsorgen og ærbødigheden for naturen. Kvindelighedens indlevende virke for alles velbefindende og fred.
I modsætning til rovdrift, grådighed og vold…

De dyrebare kvindekræfter symboliseres ved juveler i kranier/livmødre:

Vismanden David Bowie fortalte myten på sit dødsleje: Blackstar.


De 13 månekvinder deler kvindelighedens visdom i Bowies mytologiske video om forfald – og overlevelse…

* * * * * * * * * * * * *
De Dødes Nat 2023:
Kære klansøstre!

Efter ofring af mit lange hvide hår samles årets kraft-iagttagelser om at forbinde dyriske kræfter på de 12/13 månetider på vores sted.
Under hver månetid skærpede jeg opmærksomheden på hvilke kraftdyr, der ville netop mig noget. Andre væsner vil måske nok vise sig for jer 😉

1. Åbne: mus, krage, loppe
2. Vide: hjort måge regnorm
3. Vægte: muldvarp, lærke, bi
4. Se: ræv, solsort, myre
5. Lytte: hare, svale, frø
6. Fortælle: bæver, ørn, myg
7. Elske: sæl, svane, hugorm
8. Hele: odder, stær, guldsmed
9. Modne: pindsvin, agerhøne, snegl
10. Nytænke: mår, falk, edderkop
11. Magte: flagermus, hejre, ørentvist
12. Takke: egern, spurv, flue
13. Forvandle: grævling, ugle, sommerfugl

Inspiration: The 13 Original Clanmothers (Jamie Sams)

Se også indlægget om lokale kraftdyr.

Udgivet den

Årstidernes Gryderetter

Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.

Opskriften på mytologisk gryderet*

Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.

Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.

Arcimboldo (1527 – 1593)

Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.

Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.

Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.

Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne  – om de hellenistiske kvindeorgier…

Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kål ,  Den grønne gryde,  Grønkålen,  Nældesuppe og Nældesamletiden.

Hil!

* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester