Sejd

Sejd er den nordiske shamanisme.
Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen og for mytos. Den slags personer lever i udkanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selv-valgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden om magi og Selvets visdomsmønstre.

En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer; de kendte naturens verden og dens kraft-formidlere. Og de kendte portene til mytosverdenerne:

Underverdenen: (gul)
Elementernes enorme og dybe kræfter, der skaber både kaos og helhed ved modsætninger, liv og død.
Rejsen til underverdenen sker nedad gennem sprækker, huler og kilder, hvorunder hjælpeånder kan mødes. Færden kan sammenlignes med et helende besøg i Moder Jords livmoder. Indadvendt og sammentrækkende.
Udgård/Jotunheim (Skade), Niflheim (Angerboda) og Helheim (Hel).

Mellemverdenen: (rød)
Menneskenes parallelle ‘virkelighed’ med deres menneskelignende gudeprojektioner.
Bevægelsen fra den fysisk/mentale verden sker gennem vandrette åbninger/porte/døre i naturen eller bygninger. Visionsrejsens indhold er at hele psykologiske gestalter og følelsesmæssige ubalancer.
Midgård (Embla), Asgård (Frigg)  og Vanheim (Freja).

Oververdenen: (blå)
De ‘udover-menneskelige’ væsner, kraftbærerne med æterisk magi (engle, kraftdyr, alfer, dværge, nisser, – alle småfolk i naturen).
Færden til oververdenen sker opad trapper/træer/bjerge eller ved flyvning, og den indebærer oplevelser af bevidsthedsudvidelse, åbenbaringer og spirituelle indvielser. Udadvendt og udvidende.
Svartalfheim (Sif) og Alfheim (Idun) og Muspelheim (Gullvejg).

Vølverne bevæger sig mellem verdener ved hjælp af ‘shamanheste’, som kan være rungende lyde, dundrende trommer og gjaldrende stemmer.
Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og omkring hende galdrer jomfruer kraftsange, vardlokkur, som lokker ånder til, bevæger naturen og åbner til andre verdener.

Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder. 
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !
Udesidning alene er også sejt ! 😉

Det symbolske tegn for sejd kan være Valknute. Den ses på sten-stelen i Stora Hammar, der forestiller Odin, der sejder ved et alter under trekant-knuden.
I nyere tid er knuden kaldt Valknute, og den er forbundet med krig; men den kan i stedet ses som symbol på de tre verdener.

Sejde-symbolet består af tre ligesidede trekanter, hvoraf den ene binder de to andre til en knude af tre lukkede bånd. Hvis et af trekant-båndene brister, så frigøres de to andre. Det betyder, at mønsteret/verdenerne kun hænger sammen, når alle tre trekanter er hele.

Knude-typen er en Borromean-konstruktion; og den samme magi/matematik findes i de forbundne ringe i det kristne treenighedssymbol (Faderen, Sønnen og Helligånden):

vandret solopgang
trædans omkring hellighøj
jordforbindelse

Se også At GåHrungners Hjerte og Kraftdyr !

Ægte Kærlighed

Ægte kærlighed handler om at værne om Moder Jord.

I overensstemmelse med Myten om Den Store Helhed, som handler om, at al ondskab og lidelse skabes af mennesker.
Derfor kan den elimineres af mennesker.
Af medfølelsen og visdommen i vor iboende godhed.
Den buddhistiske filosofi handler om den ægte kærligheds fire ‘trin’:

Ubetinget venlighed.  (Metta)
Gensidig medfølelse.  (Karuna)
Fælles livsglæde.  (Mudita)
Inkluderende lighedsfølelse.  (Pekkha)

Romantisk kærlighed kan kun udfoldes, hvis alle fire aspekter er i sving.
Forventningskrav, magtesløshed og tillidstab er tegn på manglende ægte kærlighed.
Mange relationer bygger på forfængelighed, selviske begær og gensidige projektioner. De forhold medfører lidelse.

Den ægte kærlighed indebærer i følge buddhismen, at mennesker erkender tomheden. Forfængeligheden. Forgængeligheden.
Sunyata. Den Store Helhed.

Moder Jords balance ødelægges af de to-benedes forfængelighed. Forbrugsbegæret.
Ægte kærlighedsrelationer erkender forfængelighedens forgængelighed, så de undgår forbrugerismen og fryder sig ved venlighed, medfølelse og glæden over skaberværket. Visdom.

Se også myten om Skildpadde-Øen.

Fastetiden

Fastetiden er træning i nøjsomhed og letbenet dans 😉

I agerbrugernes samfund var det småt med føde og foder i denne tid, så tit måtte både husdyr og mennesker faste. Ufrivilligt. The Spring Hunger Gap.
Kulden og mørket hindrede arbejdet med jorden, men varmen blev opnået ved at feste: klæde sig ud, lave løjer og danse. Karneval.
Ritualerne omfattede en renselsesperiode før offerfesten. Renselsestiden indledtes 1 månetid efter Jomfrufejringen med at faste i 1½ månetid indtil den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Senere overtog de kristne frugtbarhedsfesten, og forvandlede den til påske. Menneskeofferet blev festens midtpunkt; hans blod blev drukket og hans kød blev spist.

Vi indretter stadig vor kalender og dagligdag efter månetiderne og de hedenske højtider, selvom de er forklædt som kristne.

Moonlight400

Fasten falder i solårets tredje månetid, som i klanmor-traditionen er knyttet til planlægning af ret færden.
Årets første måne handlede om at hvile og modtage (heling/tanker/omsorg). Den fulgtes af månen for visdom/udsyn/nytænkning.
Nu er tiden inde til at lægge planer for såvel ModerJords som for hver enkelt to-benets vækstsæson og årsvirke. I bæredygtighedens ånd!

Glædelig Fastetid!

De 8 Årstidsfester

De 8 årstidsfester markerer jordens frugtbarheds afhængighed af lyset.

De 4 himmelske fester markerer, at Bedstefar Sols skin varierer og skaber årstiderne omkring vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn.

De 4 jordiske fester fejrer Moder Jords årsrytme:
Lysfesten/Kyndelmisse, 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords frugtbarhed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Se også Årets Gang!

Indviklet i årstidsfesterne festes for Bedstemor Måne: de 12-13 månetider med hver sin kraft. Se indlægget om klanmødrene.

Om få dage fejrer vi Lysfesten som afslutning på mørketiden, der indledtes med Mørkefesten. Nu lukkes porten til mørket. Derfor indeholder festen både et farvel til mørket og et velkommen til lyset.
Den væsentlige fejring sker i det enkelte menneskes sind.
Tiden er inde til at skabe årstidsfester som modvægt til skærme, der blinder os – og umenneskeliggør vor årstids-sans…

Lysbarnets dans (solsort.dk)

Udesidning

Udesidning handler om at sidde alene under åben himmel og blot sanse indtryk.
Kontemplation…
Med alle 6 ! sanser.
Uden at spise og drikke.

Sansningen omfatter både ydre indtryk fra omgivelserne/naturen og indad følelse af kroppen med dens behov – uden at dække dem momentant! 😉
Forberedelse indebærer behageligt og varmt tøj, tæpper og en rolig mave.
Sensitiviteten er størst i mørke – og især på tærskeltidspunkterne.
Se også Sejd.

I den zen-buddhistiske tradition er stillesidning en del af hverdagen: zazen.
Ordet zen kommer af det kinesiske chan, der udrunder af sanskrit dhyana, som handler om at forholde sig i ro.
Kropsligt og mentalt.
Ude eller inde.
Hvorsomhelst.
Nårsomhelst.

iskoldirumpen

at kende sig selv
alenehedsudforskning
selvbeherskelse

Alenehed

Alenehed er en forudsætning for at være helt tilstede. Det mente Leonardo da Vinci (1452-1519):

“Når du er alene, er du helt dig selv. Hvis man er ledsaget af blot én person, er man kun halvt sig selv.”

Citatet er gengivet fra side 63 i biografien Mona Lisa af Dianne Hales. Gyldendal 2016. Forfatteren angiver desuden side 121, at Leonardo var vegetar.

Mere og mere kan siges om den mand: han fuldendte sjældent sine gøremål, fordi han var videre med sin nye idé, inden han blev færdig med den forrige; og hans foretrukne tøjfarve var rosa/pink !
Jeg ville gerne have været en flue på hans væg eller en loppe i hans skæg. Alene og hverforsig – i samme univers. 😉
Måske en sommerfugl?

Vintersolhverv og Angerboda

Jordpolernes afstand til solen skaber årstiderne.

Vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn er de hellige årstidsfester, som defineres af solen. Fejring af fotosyntesens livsnødvendige ilt-produktion, der afhænger af lysmængden.

I alle menneskehedens kulturer lever myter om årstidernes livsrytmer. Ved vintersolhverv fejres lysets genkomst, når dagene bliver længere. Festen handler også om en moder og et barn. Søn eller datter.
Angerboda er urmoderen til de store kræfter, og hun fejres i den mørkeste vinter. Datteren er Hel, som siden skal værne om den lyse gud Balder, så han kan genskabe en verden efter Ragnarok.

Myten om Angerboda

Jættekvinden Angerboda kravlede rundt i jordens råddenskab. Over hende huserede bidende, isnende snestorme på jordens overflade. Hverken sol, måne eller stjerner var synlige. Måske fandtes himmelen slet ikke endnu. Men Angerboda befandt sig som en fisk i vandet. Hun formede væsener af den plastiske kompost og var opslugt af sin kunstneriske begejstring, da hun pludselig mærkede, at hun ikke var alene.

Bag hende stod den prægtige Loke. Halvguden og halvjætten, der som en joker var fuldstændig uberegnelig i alle forhold. Det kunne Angerboda godt lide, så hun inviterede ham til at lege med. De boltrede sig i den dampende forrådnelse og udvekslede safter og sejd. Deres smeltende varme steg op i snehelvedet og et lille lys blev synligt på himmelhvælvet.

Senere fødte Angerboda tre uforlignelige væsener: datteren Hel, ulven Fenris og ormen Jørmungand. Jættekvinden var noget nær den perfekte moder, og hendes afkom voksede til prægtige selvstændige individer, der drog ud i verden, da tiden var inde.

Angerbodas tre børn fik sorteper-roller i asegudernes magtspil. Og de fik hovedroller i afviklingen af verden, da den gik til i grådighed og krig. Fenrisulven og Midgårdsormen døde sammen med de bjærgsomme krigsguder Odin, Thor og Tyr, medens Hel passede på Balder i dødsriget, så han kunne genopstå i den nye verden efter Ragnarok.

I den keltiske tradition fortælles om The Green Man:
Egekongen fødes i den længste nat (lussenatten) som et spirende agern. Egebarnet gror under Kristtornekongens og Vedbenddronningens varetægt. De er begge stedsegrønne og værner om livet i den lysfattige periode.

Holly King

Ved løvspringsfesten (Valborgsaften/Beltane) overdrages kongeværdigheden til Egekongen. Han regerer indtil løvfaldsfesten (Allehelgen/Samain), hvor Kristtornekongen igen tager over.

Oak King

De nordamerikanske indianere fortæller om Bedstefar Sol, der forynges og ældes, og om Bedstemor Måne, som styrer festerne for dansen mellem vandet og livskraften. Fader Himmel lægger rum til de gamles kraftudfoldelser. De alle tre virker for livet på Moder Jord.

At leve med bevidsthed om årstiderne er tilstedeværelse.
Mindfulness 😉
Myterne er redskabet til at åbne for det numinøse;
og jeg er taknemmelig modtager af årstidsmyter:
MinVerden(snabel-a)annevoel.dk 🙂
Se også Julen er Stjernetid!

Glædeligt Vintersolhverv og Godt Nyt Solår!
Med fredelig værnen om Moder Jord – og i menneskene velbehag.

Besættelser

Besættelser er hvermandseje 😉 Vi er alle besatte. Af tanker og følelser. I forskellige formater. Og de vokser, hvis vi kæmper imod dem…

7synder
Dødssynderne optræder i mange forklædninger, projektioner og afhængigheder:

1. Forfængelighed og Hovmod (Påfugl),
2. Gerrighed og Nærighed (Tudse),
3. Spillelidenskab og Skærmafhægighed (Ged),
4. Misundelse og Jalousi (Slange),
5. Grådighed og Samlemani (Svin),
6. Vrede og Had (Kattedyr),
7. Dovenskab og Magelighed (Snegl).

Buddhistisk filosofi tilbyder måder at opløse besættelser. Fælles for dem er venlig imødekommenhed efterfulgt af opmærksomhedsflytning. Se Ægte Kærlighed !

Her er tre meditationsforslag:

1. Himmelen:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som skyer: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du driver videre og går i opløsning. Farvel.”

2. Havet:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som bølger: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du flyder videre og går i brænding. Farvel.”

3. Biltrafik:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som biler: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du kører videre forbi mig. Farvel.”

Undlad at kæmpe imod den forbigående bevægelse, og lad være med at hoppe på skyen/bølgen/bilen. Du kan ende ude i hampen – måske med en kæmpestor “taxaregning” 😉

Attituden kan også anvendes overfor besættende og belemrende medskabninger. Altså den venlige og beherskede imødekommenhed efterfulgt af et distancerende opmærksomhedsskift.

4. En fjerde måde er solhvervsdukkerne, som blev præsenteret i indlægget Solhvervsdukkerne. De virker både sommer og vinter.

Glædeligt vintersolhverv!

Tilstedeværelse

Tilstedeværelse her og nu er den danske udgave af mindfulness. Grundet i en sansende krop, der er fri for fortidens og fremtidens besættelser – og uden tilknytning til afhængigheder.

Den tilstand er ofte kortvarig; men den kan optrænes!

Metoderne er mangfoldige. Dit for dig og dat for mig 😉
En af dem er at danse  tango. Meditation, musicering og havearbejde er andre bud. Haikudigtning er en direkte vej. Fælles for tilstandene er, at de er helt uden præstationshensigter og behov for beundring. Hvis forfængeligheden stikker sit grumme fjæs frem, så fordamper tilstedeværelsen…

magisk spejlverden
lav sol mellem træstammer
fugtigt blødt grønt mos

Gullvejg

Gullvejg kendes fra vølvens spådom.
Hun er arketypen på den viise kvinde, der er hel og hellig i sig selv, og som derfor intet søger, men udelukkende giver. Magiker og seer.
Derfor blev hun fordømt af magtens mænd 🙁

I vølvens spådom bliver hun spiddet af Æsir (Aseguden) og brændt tre gange. Hver gang heles hun og genopstår endnu stærkere. Fortællingen minder om Santa Lucia‘s, som vi fejrer den 13. december, selvom vi ikke er katolske 😉
Gullveig fejres ved midsommerbålet, hvor frugtbarhedsguderne Frej og Freja også fejres. De tilhører vaneguderne, der vil freden i modsætning til aseguderne.

Vølver er kvinder af lyset/guldet/gull, som lever, vandrer og fortæller det frie liv.
Deres gyldne vej blev brolagt med kærlighedens tårer, som Freja græd over sin mand, inden hun blev fri og overgav sig til det, der skete på rette sted til rette tid!

De omvandrende kloge koner findes alle steder til alle tider. Ligesom Den Blå Pige. Lad os fejre Gullvejg ᚷᚢᛚᛚᚹᛖᛃᚷ !