At Gå

at gå
at stå
at sidde
at ligge

og blot gøre det
medens man gør det
er essensen
af tilstedeværelse.

Basho gik og digtede haiku:

en vandrer er jeg
medens jeg går,  så går jeg
tidlig sommerregn

Mine morgener indledes med en gåtur – helst i mørke, og hver aften afslutter jeg dagen med en gåtur – også helst i mørke. To daglige ‘visionsrejser’ til den dunkende lyd af 5000 fodtrin.
På  tærskeltidspunkterne: dæmring og skumring.
Uden digitale devices!
At vandre alene i mørke skærper alle sanser, den fysiske tilstedeværelse og den mentale åbenhed overfor mytos.

en dovner er jeg
øver mig i ingenting
iskold østenvind

tanker udad tangenter
udover horisonter

Mørketiden er Hi-tid


Kære Læsere

Mørketiden er hi-tid. Den indledes idag med mørkefesten Allehelgen og varer indtil lysfesten Kyndelmisse. Naturen går i dvale; og jeg vil minimere mit skærmforbrug. Det indebærer, at jeg i hviletiden ikke skriver til hjemmesiden. Den omfatter nu omtrent 600 tidløse indlæg, hvoraf mange indeholder links, der fører labyrintisk omkring i sitet.

Glædelig mørketid!

naturens hvile
i livstræets tre rødder
ulmende visdom

Mytos og Mønstre

Mytos og mønstre er visdommens grundlag – forbundet til Det Numinøse.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er dannet af naturoplevelser, eventyr, bibelhistorier, myter, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser.
Det er Den Personlige Mytosverden.
I den kan også indgå romaner, film, musik og andre værker skabt af kunstnere med kontakt til ‘mytesuppen’.

I min mytos findes bl. a. en 1001 nat -verden, og i den ligger alle de visdomsmønstre, som fortællingerne bærer – også selvom jeg ikke har gjort mig dem bevidst. Det samme gælder de nordiske myter, de indianske klanmødre, mytologierne omkring Middelhavet og meget mere. Det hele er syltet ind i oplevelser af naturens mønstre og rytmer. Mit autonome Selv ordner visdommene i mønstre, der synliggøres, når jeg har brug for det. Min ‘natursans‘.

Denne personlige mytosverden er gennemsyret af det kollektive ubevidste. En slags ur-fælles ‘mytesuppe’. Og den er under-bevidst i mit Selv, det autonome mønster, der er min forbindelses-nerve til det Numinøse.
Hjemmesiden annevoel.dk er uddrag af min mytos.


Når jeg op-lyses af kollektiv visdom og op-lever ‘klarsyn’, gror de ud af mønstrene i mit Selv. De fremstår i symbolsprog, som kan tolkes ved brug af logos. Ligesom ved drømmetydning.  Se også Logos og Mytos.

Klarsyn er indsigter, der kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder. De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af shamanheste.

Adgangen til det helende mytos-selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre manifestationer af ønsker og begær i logos-verdenen.

Portalerne til indsigterne kan åbnes ved forskellige metoder. Meditation kan være en vej, og  Sejd er den nordiske tradition. En af mine adgange er haikudigtning.

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner. Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvet i den tibetanske buddhisme.
Med øvelse kan man optræne kontakten til sit Selvs mønstre og det kollektive underbevidste. Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af ‘vølven’ Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci

Jørmungand

Jørmungand er midgårdsormens navn. Dens søskende er ulven Fenris og dødsrigets dronning Hel. De tre spiller hovedroller i Ragnarok, hvor den krigeriske verden med dens grådighed går til grunde for at afløses af fred og bæredygtighed.

Ormeknuden er taget fra bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester, og den kan frit kopieres.

indviklet slange
midgårdsorm i ond cirkel
ragnaroksymbol