Mørketiden giver mulighed for langsomhed og træning af opmærksomhed på mytos og mønstre:
Skaberværkets mønstre og rytmer er visdommens grundlag.
Det Numinøse‘s mytos-sprog.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er samklang med skaberværket:
naturoplevelser, eventyr, myter, bibelhistorier, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser (romaner, film, musik, kunst med snabelen i ‘mytossuppen’).
Den Personlige Mytosverden.
Bevidsthedens kontakt til mytos kan mærkes som religiøse oplevelser.
Det klarsyn kan trænes ved opmærksomhed på den personlige natursans og krop-bevidsthed ved at erkende de fem elementer: jord, vand, luft, ild og livsånd med de fem sanser føle, smage, dufte, se og lytte:
Begge hænder lægges over eget ansigt:
lillefingrene på hagen (føle/jord) Sved!
ringfingrene på munden (smage/vand) Spyt!
langfingrene på næsen (dufte/luft) Snot!
ringfingrene på øjnene (se/ild) Tårer!
lillefingrene på ørerne (lytte/bølge-ånde) Voks!
Et laaangsooomt åndedræts bevidsthed bevæges fra hage til øre (indånding) og tilbage (udånding).
Igen og igen!
Hele dagen…?
Klarsynet manifesteres i kroppens udsondringer.
Prut!
Buddhistisk uhøjtidelighed 😉
Frit efter samtale om lucide drømme med Choe-Khor Tshang 22.11.2019.
Det autonome Selv ordner visdommens mønstre i ‘natursansen‘. Den er gennemsyret af det kollektive ubevidste, den ur-fælles ‘mytesuppe’, som uafbrudt er under-bevidst i den enkeltes Selv.
Selvet er forbindelses-nerven til det Numinøse.
Op-lysning af klarsyn og op-livning af kollektiv visdom sker i mytos’s symbolsprog. Det kan tolkes og bevidstgøres ved brug af logos – ligsom ved drømmetydning.
Se også Logos og Mytos.
Klarsyns-indsigter kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder.
De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af Sejd eller andre Shamanheste.
Meditation kan også åbne portalen – ligesom Haikudigtning.
Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner.
Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvets landskab i den tibetanske buddhisme.
Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af vølven Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!
Knude-Mandala af Leonardo da Vinci
Adgangen til det helende Mytos-Selv hindres,
når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre dæmoniserende ønsker og begær i logos-verdenen.