Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1929). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida:

De Vise Mænds Brønd

“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

H3K400

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

I aften ihukommer vi de hellige tre kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest, som fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

Faderen, Sønnen og Elskeren

Faderen, sønnen og elskeren er tre arketyper, som kvinden må forholde sig til. Plus broderen. Også selvom de ikke forekommer i hendes aktuelle liv. Fordi alle kvinder bliver pålagt rollerne som datter, moder, elskerinde og søster af omgivende mænd. Ligesom kvinder tildeler mænd egenskaber som far/søn/elsker/bror.

Forholdene til far/søn-figurer indebærer autoritet/magt/ærbødighed, hvor kvinden som datter/mor spiller en under/over-ordnet rolle.

Hvis Treenigheden (Fader/Søn/Helligånd) er den eneste altomfattende guddom , så vil Helligånden/SpiritusSanctus være det vide begreb, der omfatter både elskeren, broderen og alle de andre mandetyper, der er “in-spirerende”. På godt og på ondt. Hvordan mænd får placeret moderen/datteren/søsteren/elskerinden i Treenigheden er et uforløst psyko-teologisk dilemma ;-(

Både mænd og kvinder har behov for at overføre de arketypiske behov til omverdenen. Det sker ved at projicere vore ønsker/besættelser/følelser ud på ofte sagesløse medmennesker. Ligesom vi selv bliver mål for forbavsende og irrationelle rolletildelinger i andre menneskers ubevidste sjæleliv.

I religiøse samfund overføres følelserne til guder, engle, dæmoner, helgener og andre symbolfænomener, der bærer den ønskede kraft.

I ikke-religiøse samfund overføres stenalderhjernens religiøse længsel til fantasifostre eller til medmennesker. Det kan være nære relationer og/eller fjerne ikoner/idoler, som får helte/skurke-status.

Sidste år døde Faderen, Sønnen og Helligånden:
Cohen, Prince og Bowie.
😉

Treeigheden
Hvor er Maria?

About Grace

AboutGrace

“About Grace” er titlen på Anthony Doerrs roman om en mand, der er født under himmelstrøg med lange vintre med korte dage.

Ordet “grace” er uoversætteligt. Det indeholder ynde, orden, harmoni, taknemmelighed, nåde, god vilje og mangfoldige beslægtede stemninger. De gennemsyrer denne anbefalelseværdige fortælling om naturen og mennesket i den.

Hovedpersonen er David Winkler, der er ekspert i vand. Siden barndommen har han studeret vandets natur, dets vandringer og tilstande. Han er ganske særligt fascineret af snefnug (se snefnug-klummen). David Winkler er ekstremt sansende.  Hypersensitiv. Han har et intenst drømmeliv, som overskrider grænsen til hans vågne tilstand. Drømmene er så stærke, at de bestemmer hans liv blandt mennesker.

Romanen er en medrivende beskrivelse af en følsom videnskabsmands liv. Læseren møder ham under flyveturen på vej tilbage til jordens nordlige halvkugle efter år i troperne. Blandt romanens øvrige interesssante personligheder forekommer datteren Grace. En moderne kvinde, der gør fortællingen jordbunden/aktuel/nutidig og balancerer bogens videnskabelige vidder.
Eminent historie!

Også U2 beretter om Grace:

Grace, it’s the name for af girl
It’s also a thought that changed the world

Grace finds goodness in everything

Grace finds beauty in everything

She carries a pearl in perfect condition

Grace makes beauty out of ugly things

Locusta

Locusta var professionel giftmorderske under kejser Nero (37-68) i Rom. Kvindemennesket blev vistnok født i Gallien, hvor hun oplærtes i botanik og plantemedicin.
Det siges, at hun eksperimenterede med sin egen krop, når hun lærte urter at kende. Også giftplanterne. Det medførte, at hun opbyggede modstandskraft mod visse gifte. Langsomt lærte hun sin lever at nedbryde dem. Tilvænning.

LocustaRev

På den tid herskede en grådig/magtsyg/samvittighedsløs kultur i Rom; giftmord hørte til dagens uorden. Giftblandersken var ofte Locusta. Nero’s mor Agrippina forgav den ene efter den anden for at få sin søn til magten. Den fik han – og dræbte sin mor!

I mange fortællinger om Natteheksen optræder hun som kvindehjælper ved brug af sin urtevisdom. Ligesom Hekate.
Det er dog et spørgsmål, om Lilith hjalp Agrippina – eller ej…

Giftplanter var/er til alle tider et virksomt mordredskab.
Sokrates (469-399) døde af saften fra skarntyde, som tilhører skærmplantefamilien ligesom kørvel/koriander/dild/persille/gulerod/pastinak/selleri/fennikel/kommen/løvstikke/sødskærm/kvan/mesterrod/skvalderkål. Tag ikke fejl!
Til maskeblomstfamilien hører giftplanten fingerbøl, der dog i milde doser er hjertemedicin. Agatha Christie har myrdet flere romanfigurer ved at blande mynteblade med fingerbølleblade.

Paracelsus (1493-1541) var filosof, botaniker, mediciner og alkymist i Svejts. Han grundlagde toksikologien/giftvidenskaben med denne sætning:

Alt er giftigt – kun dosis afgør dødeligheden!

Overforbrug af hvadsomhelst er altså dræbende!
Paracelcus fulde navn var Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim.

Iøvrigt er Locusta også den latinske slægtsbetegnelse for vandregræshopper.
De bevæger sig ædende gennem landskaber og efterlader død!

Dionysierne

Dionysierne var oprindeligt kvinde-orgier, der blev fejret i våren i det gamle Grækenland. Ved nattetid dansede kvinder med fakler gennem bjergskovene til vilde rytmer, så de blev ude af sig selv (ekstatiske) og følte frugtbarhedsguden Dionysos i sig (entusiastiske). Nogle kvinder forblev i begejstringen (manien) og kaldtes mænader. De sønderrev dyr med de bare hænder – og ammede dyreunger!

Dionysos var Zeus’s yngste søn. Hans mor Semele døde med gudebarnet i sig, da Zeus åbenbarede sig for hende. Han flyttede drengefostret ind i sit eget lår, og da det var fuldbåret, bragte Hermes barnet til mænaderne ved bredden af Okeanos. De ammede ham og opdrog ham til glædes-orgier.

Kulten omkring Dionysos fulgte årstiderne. Død og genfødsel. Frugtbarhedsguden fik tilnavnet Bakchos: det unge skud. Oprindeligt dækkede den betegnelse al ny plantevækst, men da romerne omplantede ham, blev han til Bacchus, vinens gud.

Kvinderne inddrog med tiden mænd i deres orgiastiske danse, og dionysierne udbredtes i hele den græske verden. I Delfitemplet i Eleusis blev Dionysos tilbedt, når Apollon ikke var hjemme. Dér kaldtes festerne eleusierne.

WABouguereau1825-1905Bacchus

Tiden er inde til dionysier og eleusier. Foråret bringer ekstase, entusiasme og manier. Lad os kridte fodballerne og danse!

Se også Kend Dig Selv om Delfi’s orakel.

Phlogiston

Phlogiston er det mystiske græske udtryk for det, der brænder/ilter/ruster.

Den kemiske viden er skabt ved at svare på menneskers undren. Svarene omfatter Det Periodiske System. Skaberværkets byggeklodser. Over 100 elementer med hver sin egenskab.

Engang bestod verdensopfattelsen af kun 4 elementer: jorden, vandet, luften  og ilden – plus livskraften. Afbildet i pentagrammet:

DaVinciPentagram

Menneskene undrede sig over, hvad det var, der brændte, når noget brændte. En magisk egenskab/legeme/væsen, som det brændbare havde: Phlogiston!
Hvad skete der med phlogiston-delen i mennesket, når det blev brændt?

“… Naturloven om Phlogiston. Den er ikke just svær at forstaa, naar man læser om den, men den er svær at finde sig i, naar de praktiserer den paa os selv.” (side 495*)
“… Phlogiston, det Djævelskab, har negativ Vægt, og jo mere der brænder bort af os, jo tungere bliver vi.” (side 496*)

Karen Blixen skrev Anders’s ord ↑ til Fransine i fortællingen Digteren*. Historien foregår i begyndelsen af 1800-tallet, hvor naturvidenskaben og romantikken gik hånd i hånd med Goethe. Anbefales!
Et af datidens spørgsmål var: Hvad skete der med phlogiston ved genopstandelsen?

Idag ved vi, at brændende ild = iltning. Oxidation/forbrænding/ånding. Så “Phlogiston” er det, der omsætttes ved brug af ilt. Fedtvæv kan måske benævnes phlogiston 😉

*Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger. Gyldendals Tranebøger, 1985.

Tanker om Genopstandelsen

“Tanker om Genopstandelsen” (1917) er økologisk poesi
af digteren  Hans Hartvig Seedorff (1892-1986).

Seedorff

Fra digtsamlingen Hyben (1919) citeres siderne 99-100:

Tanker om Genopstandelsen
fremsat ved et Glas Kummen-Aquavit

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Digtet deklameres stadig af vidtløftige økologer.
By heart!