Det Ubeskrevne Blad

“Det Ubeskrevne Blad” er en af Karen Blixen’s Sidste Fortællinger (1958), genudgivet 2018:

En gammel fortællerske beretter, at en god historie kendes på, at den efterfølgende tavshed taler for sig selv! Derpå fortæller hun om et Karmeliterkloster i Portugal. Nonnerne dyrkede hør omkring klostret, og når planterne blomstrede, var det som om klosterbygningerne hævede sig af en blå himmel.

Søstrene høstede, ruskede, skættede, heglede, spandt og vævede hørren til de fineste brudelagener, som brugtes under kongelige bryllupsnætter. Efter brudenatten blev linnedet hængt til skue, og prinsessen erklæredes defloreret.

Det brugte hør-linned returneredes til nonnerne, som indrammede værket og indlemmede det i klostrets galleri med navn/afstamning/dato, så døtres og formødres dåd kunne beskues side om side. Udstillingen besøgtes af mange adelige kvinder, der mindedes – eller glædede sig til begivenheden.

Blandt de mange skilderier hænger et helt hvidt lin i en guldramme med en kronebesmykket ubeskreven plakette. Foran dette værk dvæler mangen en dame.

Efterårsjævndøgn

Efterårsjævndøgn fejres idag. Nat og dag varer lige længe, og fra imorgen er natten længere end dagen – indtil forårsjævndøgn.

Vore naturbundne formødre og forfædre festede idag for at forberede mørketiden. Naturfolks ritualer indebærer overgangsriter forbundet med at “gå i hi”. Dyrehistorier fortælles.

Bjørnen er et helligt symbol på, at livsprocesserne vender tilbage til jorden for at genopstå, når lyset kommer tilbage. Til foråret dukker bjørnene ud af deres hi, og med moderen følges mørketidens mirakel: legende bjørneunger!

Menneskene arveanlæg er udviklede i forhold til de bedste egnede i miljøet. Årstidsvariationen er en væsentlig miljøfaktor. Nogle mennesker er årstids-sensitive, medens andre agerer, som om de ikke påvirkes af ændringerne.

Bjørnes og pindsvins aktivitetsniveau tilpasses til årstiderne. Engang tog mennesker ved lære af naturen; og dyrenes medicin/vejledning er at geare ned nu. Efter at kroppen har indlejret fedt/vitaminer, der kan tæres på i mørketidens hi. Langsomhed!


Måske kunne vi tage ved lære?

Den Vestjyske Sangfugl

Den Vestjyske Sangfugl er en vandrehistorie, der gerne fortælles igen og igen:

Der var engang en sangfugl, der sang for alle og sig selv i klitterne langs Vesterhavet. Den nød så inderligt at synge, at den forblev i landskabet, da dens flok fløj mod varmere himmelstrøg.
Men da frosten bed i luften, vendte den næbbet mod syd, indtil kulden tvang den i knæ i marsken.

Vor lille frysende fugl lander bag en kvie, der i samme nu slipper en dampende kokasse. Varmen går fuglen til hjertet, og i lykkerus bryder den ud i sang.
Men gårdens kat hører tonerne; og så slutter fortællingen.

Historien har tre moraler:

Du skal ikke tro, at alle, der skider på dig, vil dig det ondt!
Du skal ikke tro, at alle, der trækker dig ud af skidtet, vil dig det godt!
Står du i skidt til halsen og har det fint, så ti stille!

😉

Blodhimmel

 

Pachamama

Pachamama, Gaia og andre ModerJord-gudinder fejres sammen med feminismen idag.

KvindersUrdans200

Kvindernes kampdag giver os alle anledning til at fokusere på overgreb på kvinder og kvindelige værdier. Det handler selvfølgelig om at kæmpe for lige løn for lige arbejde, men også om at hindre fædre i at sælge deres jomfrupiger og at undgå den grådige udpining af jorden m. m. m.

Kvindesolidaritet er en verdensomspændende urkraft. Internettet er et af vore redskaber til at nå hinanden. Både mænd og kvinder kæmper for en bedre verden, hvor udnyttelsen af mennesker og jorden undgås. Mod grådighed. En verden gennemsyret af hensynsfuld bæredygtighed. Mellem mennesker og overfor jorden.

Dagen 8. marts er en højtidsdag, hvor mennesker mødes omkring kvindelige værdier: Omsorg for alt levende fremfor tingsliggørelse af naturen og menneskene.

Fortidens jordbundne gudinder er grundlaget for nutidens feministisk-økologiske bevægelser, og i stedet for at danse om juletræet/guldkalven, tager vi bare hinanden i hænderne og danser!

KvindeDans200

Jul På Klitten

Jul På Klitten på vestjysk er “Ywl o æ Klet”.
Holmsland Klit. Mellem hav og fjord.
Mine forfædres land.

Kort fra 1600-tallet viser en række sandpolde i Skjernå-deltaet, som tidligere i vikingetiden var hjemstavn for vestfarende togter.
I vikingeskibenes rælinger var ristet runerne fæhu og bjarkan.

Fæhu har to opadpegende horn for fæ/rigdom, og bjarkan viser to trekantede bryster for kvinder/kærlighed. Vikingerne hjembragte gerne begge dele. Rødhårede fregnede yndigheder fra Irland og mørkøjede brunlødede skønheder fra Miklagård. De nød at blande gener fra forskellige verdenshjørner.
Indtil de optog den Sejrende Hvide Krist blandt deres guder.
Guden, der kan gå på vandet og mangfoldiggøre fisk, fik tag i mangen en viking, hvis efterkommende fiskere ophøjede denne magiker til en trehovedet gud.

Så lad os med klitboerne fejre fødslen af gudebarnet, der kan gå på vandet, tæmme bølgerne og trylle med fisk.

Fred På Jord!

Jesusbarnet400

Stalden
Anne Voel
50 x 50
(ikke til salg)

Tempeltræet

Tempeltræet er selvlysende gult i disse dage. Mere høstgult end erantissernes vårgulhed.

Gingko biloba er en levende fossil fra juratiden; og flere træer overlevede Hiroshimabomben…
Før DNA-opdagelsen deltes frøplanterne i to divisioner: dækfrøede og nøgenfrøede, hvortil tempeltræet henførtes. Genforskningen har imidlertid vist, at træets DNA er overordentligt egenartet. Mere end 10 mia basepar (mennesket: 3 mia). Nu har tempeltræet sin egen division!

Tempeltræet kommer fra Asien og anses for at have helende egenskaber. Trods megen forskning har den vestlige detalje-kemi-videnskab endnu ikke fundet sammenhænge, der kan dokumentere århundreders brug af gingko. Kun skadelige allergivirkninger er bevist. Det skyldes måske det fakta, at alt i naturen virker sammen. Synergistisk. At isolere enkeltstoffer og undersøge deres virkninger er en total mangel på forståelse af naturens mangfoldighed.

Gingko-præparater indtages i vid udstrækning i håb om at styrke hjernefunktioner. Sansningen af tempeltræet kombineret med haikudigtning virker måske lige vel 😉

levende fossil
selvlysende i gråvejr
strålende gulskin

Templer400

Kobbersneppen V

“Joh, jeg kender længselen,” svarede jeg, “hvad længes du efter?”
Kobbersneppen svarede:
“Ikke efter noget. Jeg længes bare. ..”

KSsommer17-kvadrat

“Min længsel er en retningsgiver – ikke en lyst til eller et begær efter noget bestemt. Den er som et frø, der spirer og gror. På et tidspunkt fylder den hele mig og bliver til en bevægelse. Bevægelsen efter lyset.

Min flok fløj, men min bevægelse stoppede her. Noget holdt mig tilbage. Da jeg så dig komme, vidste jeg, at det var dig, jeg skulle møde. At du skulle møde mig. Sådan er det med længselen. Den er en trang til bevægelse. Til at følge en vej. Ikke et bestemt mål. Blot vandringen/flyvningen/forvandlingen mod det ukendte, som stilner længselen.

At overgive sig til længsel kræver mod. Modviljen er den største modstand. Den hindrer bevægelsen ved at knytte dig til det, som du plejer at gøre/begære. At følge længselen indebærer frihed fra vaner/tilnytning.”

Fortsættes…

Den Grønne Gryde

Den Grønne Gryde er fastetidens vitaminer i den selvforsynende husholdning.
Overlevelsen i forårets mangeltid (The Spring Hunger Gap).

Vinterens mørke og kulde hindrer planternes grønkorn i at forvandle lys og kultveilte til energirige kulstofkæder. Mad! I hvide vintre dræber sne og frost næsten alt grønt, medens grønne vintre er mere nænsomme.

En af  de sejeste overlevere er grønkål; men også hvidløgstoppe stikker vitaminskud op gennem sneen. I grønne vintre overlever toppe af rødbeder, persille og andre skærmplanter(pastinak/kvan/løvstikke/skalderkål) m.fl., som beriger den grønne gryde. Dertil bidrager også forskellige kålplanter og tørrede urter.

Dagens grønne gryde består af
fintklippede grønkålsblade og persilleskud
hakkede toppe af rødbede, rødløg og hvidløg
og tørrede mynter og brændenælder

Først smørsvitses løgtoppene, hvorefter det grønne tilsættes og koges med lidt vand og fløde. Fantastisk farve! Deri pocheres æg. Blandingen hældes over samkogte ris og røde linser.

Den Grønne Gryde er samme suppedas som syvkål.
Se Syvkåls-klummen.

Séraphine

Séraphine Louis de Senlis (1864-1942)
malede naturens/fantasiens blomster og træer,
når hun ikke gjorde rent for bedrestillede folk:

SeraphineTreeOfEden
Séraphine: Paradistræet.

Séraphines farvesans var unik.
Hendes malerier virker krible-krable-levende
Hun brugte ukendte komponenter, som kombineredes,
så det synes som om billederne udsender lyde!
Hendes kompositioner er vibrerende

Hun malede, før den kemiske malingindustri var udviklet,
så hun opfandt selv farveopskrifter.
Den tids malere brugte bl. a. rå æg, vin, olier, fernis,
planteudtræk, opslemmede jordarter og kul,
pulveriserede mineraler, knuste knogler, blod og urin.
Farveopskrifterne var deres hemmelige magi.

Lugten i datidens atelierer var en sanse-rig oplevelse:
duften fra tørrede planter blandet med olier og vin
var gennemsyret af stanken fra rådnende æg,
knogler, blod og urin 🙁

Seraphinefoto

Séraphines liv var slidsomt og ensomt.
Hendes forældre døde, da hun var barn,
og hun kom i nonners varetægt.
Hendes voksenliv er fortalt i filmen “Séraphine”.
En langsom/stilfærdig/smuk
– og alligevel dramatisk film, som anbefales.

Olga og Kedsomheden

Olga og Kedsomheden er et lille mesterværk.

olgak400

Flemming Quist Møller præsenterer Olga således:

Olga var en lille tøs
gik på bare tæ’r og frøs
næsen løb og Olga nøs

Olga bliver syg og får feberdrømme,
der udfolder sig i FQM’s forrygende billedunivers.

I egen person møder vi Pjank og Pjat og Fantasi,
Led og Ked og Raseri, Spot og Spe og Drillepind
i 3-strofede rimede vers.
Indtil Kedsomheden kvæler farver og rimeri.

Undervejs besøges bl. a.
Wupperjammerthal-am-Glockengockenzee,
og vi møder Elefanten Alf,
Tryllefeen Flora Nattergal
og sovsekanden Marie-Antoinette,
som blev loppet på Christiania.

O&K er en perle for alle børn og voksne,
der kan dansk – eller vil lære sproget.

FQM er også forfatterfar til Minibillen,
Snuden, Cykelmyggen Egon og andre,
som det er skønt at være ven med.

FQMs overdådige selvbiografi
Rytmeflip og Abestreger
giver et indblik i,
hvordan Olga og andre kom til verden.

FQMs univers er vildt anbefalelsesværdigt!