Hvilemånetiden indledes idag. I år sker det samtidig med vismændenes ankomst til lysets barn.
Efter årets sidste måne med taknemmelighed, lovprisning og opmærksomhed på Fader Himmel, så vendes sansninger ned i Moder Jord. Livskraften hviler, ånder og åbner sig, medens den venter på, at lyset genvinder kraften. Mennesker styrkes ved at efterligne livskraften: hvile, åbne sig og samle kræfter i årvågenhed.
Stairway to Heaven William Blake 1757 – 1820 300 år efter Leonardo
Ved denne månetids fuldmåne lægger Fader Himmel scene til, at Moder Jord hindrer Bedstefar Sol i at skinne på Bedstemor Måne! Den 21. januar bevæger jorden sig ind mellem sol og måne, så månestrålet ændrer karakter. For mennesker, der evner at holde sig i ro og at åbne sig, er morgenstundens formørkelse en invitation til at modtage inspirationer/visioner/åbenbaringer.
Jægeren Orion blev skabt som verdens flotteste mandfolk. Mange historier fortælles om ham; min udgave lyder således:
Der var engang en ensom enkemand, som ofrede en okse for at beværte guderne Poseidon, Zeus og Hermes. Som tak pissede de på skindet af oksen og bød manden at begrave det i konens grav. Ni måneder senere opstod Orion. Havguden Poseidon gav ham evnen til at gå på vandet, Lynkasteren Zeus gjorde ham til ildmager, og Den Vingefodede Hermes lærte ham at løbe utrætteligt.
Orion levede af de vilde dyr og vandrede rundt i verden, hvor han forelskede sig i morgenrøden Eos (Aurora); men hver gang han løb til hende, forduftede hun. Så lovede han sig til kongedatteren Merope, men i en rus forbrød han sig mod hende. Kongen straffede ham med blindhed; men han genvandt synet ved at trække ild fra solen.
Artemis og Orion var jagtkammerater. Men hendes tvillingebror Apollon lokkede hende til at dræbe Orion med et pilepletskud. En dag sad tvillingerne og toppedes, medens de så ud over havet. Apollon drillede Artemis med at påstå, at hun ikke kunne ramme en prik langt ude på havet. Det kunne hun. Det var Orion, der døde som et jagtoffer. Måske gjorde hun det med vilje, fordi han ville dræbe alle jordens dyr. Eller fordi han jagtede kvinder. Orion efterstræbte Plejaderne, de syv søstre, som blev sendt til himmels for at blive fri for jordiske mænds tilnærmelser.
Da Odysseus rejste, så han Orion i underverdenen, hvor han også lavede ravage. Til sidst blev den gevaldige jæger sat fast på firmamentet. I passende afstand fra Plejaderne, som han aldrig når. Stjernegiganterne Betelgeuse og Rigel indgår i Orion, og deres måder at blinke på kan varsle mangt og meget. Også usigtbarhed. 😉
Vismanden Don Juan blev (op)fundet af Carlos Castaneda, en peruviansk antropolog med snabel i mytesuppen. Han berettede om Den Viise’s fire store udfordringer:
1. Angsten: Frygten for at overgive sig til det numinøse skaber eksistentiel angst. Der skal mod til at se den i øjnene. At møde angsten, overgive sig og gøre den til kraftredskab er den viises adgang til klarhed.
2. Klarsynet: Evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. At være seer er en krævende gave; og at hengive sig til klarsynet med evindelig ydmyghed overfor foranderlighed medfører at kunne magte.
3. Magten: Selvbeherskelse er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier. “Selvbeherskelse giver visdom” er i familie med “Viden er magt”! 😉
4. Alderen: Forgængelighed er alt levendes lod. At erkende og leve med livets illusion og bruge den som kraftkilde er en frisættelse, der gør den viise til et redskab for livets evigt foranderlige orden/lys/skabelse – i livets tjeneste.
Castanedas oplevelser foregik i 1960erne, men senere blev der stillet spørgsmål til hans håndtering af fakta og fiktion. Måske havde han også skelet til Tao Te Ching. Uanset fakta/fiktion og logos/mytos anbefales hans eventyrlige bøger om Don Juan. 🙂
Visdommen og det numinøse søger konstant modtagere, og de viise er hele tiden undervejs.
Alenehed er en forudsætning for at være helt tilstede. Det mente Leonardo da Vinci (1452-1519):
“Når du er alene, er du helt dig selv. Hvis man er ledsaget af blot én person, er man kun halvt sig selv.”
Citatet er gengivet fra side 63 i biografien Mona Lisa af Dianne Hales. Gyldendal 2016. Forfatteren angiver desuden side 121, at Leonardo var vegetar.
Mere og mere kan siges om den mand: han fuldendte sjældent sine gøremål, fordi han var videre med sin nye idé, inden han blev færdig med den forrige; og hans foretrukne tøjfarve var rosa/pink ! Jeg ville gerne have været en flue på hans væg eller en loppe i hans skæg. Alene og hverforsig – i samme univers. 😉 Måske en sommerfugl?
Vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn er de hellige årstidsfester, som defineres af solen. Fejring af fotosyntesens livsnødvendige ilt-produktion, der afhænger af lysmængden.
I alle menneskehedens kulturer lever myter om årstidernes livsrytmer. Ved vintersolhverv fejres lysets genkomst, når dagene bliver længere. Festen handler også om en moder og et barn. Søn eller datter. Angerboda er urmoderen til de store kræfter, og hun fejres i den mørkeste vinter. Datteren er Hel, som siden skal værne om den lyse gud Balder, så han kan genskabe en verden efter Ragnarok.
Myten om Angerboda
Jættekvinden Angerboda kravlede rundt i jordens råddenskab. Over hende huserede bidende, isnende snestorme på jordens overflade. Hverken sol, måne eller stjerner var synlige. Måske fandtes himmelen slet ikke endnu. Men Angerboda befandt sig som en fisk i vandet. Hun formede væsener af den plastiske kompost og var opslugt af sin kunstneriske begejstring, da hun pludselig mærkede, at hun ikke var alene.
Bag hende stod den prægtige Loke. Halvguden og halvjætten, der som en joker var fuldstændig uberegnelig i alle forhold. Det kunne Angerboda godt lide, så hun inviterede ham til at lege med. De boltrede sig i den dampende forrådnelse og udvekslede safter og sejd. Deres smeltende varme steg op i snehelvedet og et lille lys blev synligt på himmelhvælvet.
Senere fødte Angerboda tre uforlignelige væsener: datteren Hel, ulven Fenris og ormen Jørmungand. Jættekvinden var noget nær den perfekte moder, og hendes afkom voksede til prægtige selvstændige individer, der drog ud i verden, da tiden var inde.
Angerbodas tre børn fik sorteper-roller i asegudernes magtspil. Og de fik hovedroller i afviklingen af verden, da den gik til i grådighed og krig. Fenrisulven og Midgårdsormen døde sammen med de bjærgsomme krigsguder Odin, Thor og Tyr, medens Hel passede på Balder i dødsriget, så han kunne genopstå i den nye verden efter Ragnarok.
I den keltiske tradition fortælles om The Green Man: Egekongen fødes i den længste nat (lussenatten) som et spirende agern. Egebarnet gror under Kristtornekongens og Vedbenddronningens varetægt. De er begge stedsegrønne og værner om livet i den lysfattige periode.
Holly King
Ved løvspringsfesten (Valborgsaften/Beltane) overdrages kongeværdigheden til Egekongen. Han regerer indtil løvfaldsfesten (Allehelgen/Samain), hvor Kristtornekongen igen tager over.
Oak King
De nordamerikanske indianere fortæller om Bedstefar Sol, der forynges og ældes, og om Bedstemor Måne, som styrer festerne for dansen mellem vandet og livskraften. Fader Himmel lægger rum til de gamles kraftudfoldelser. De alle tre virker for livet på Moder Jord.
At leve med bevidsthed om årstiderne er tilstedeværelse. Mindfulness 😉 Myterne er redskabet til at åbne for det numinøse; og jeg er taknemmelig modtager af årstidsmyter: MinVerden(snabel-a)annevoel.dk 🙂 Se også Julen er Stjernetid!
Glædeligt Vintersolhverv og Godt Nyt Solår! Med fredelig værnen om Moder Jord – og i menneskene velbehag.
Besættelser er hvermandseje 😉 Vi er alle besatte. Af tanker og følelser. I forskellige formater. Og de vokser, hvis vi kæmper imod dem…
Dødssynderne optræder i mange forklædninger, projektioner og afhængigheder:
1. Forfængelighed og Hovmod (Påfugl), 2. Gerrighed og Nærighed (Tudse), 3. Spillelidenskab og Skærmafhægighed (Ged), 4. Misundelse og Jalousi (Slange), 5. Grådighed og Samlemani (Svin), 6. Vrede og Had (Kattedyr), 7. Dovenskab og Magelighed (Snegl).
Buddhistisk filosofi tilbyder måder at opløse besættelser. Fælles for dem er venlig imødekommenhed efterfulgt af opmærksomhedsflytning. Se Ægte Kærlighed!
Her er tre meditationsforslag:
1. Himmelen: Forestil dig tanker/følelser/besættelser som skyer: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du driver videre og går i opløsning. Farvel.”
2. Havet: Forestil dig tanker/følelser/besættelser som bølger: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du flyder videre og går i brænding. Farvel.”
3. Biltrafik: Forestil dig tanker/følelser/besættelser som biler: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du kører videre forbi mig. Farvel.”
Undlad at kæmpe imod den forbigående bevægelse, og lad være med at hoppe på skyen/bølgen/bilen. Du kan ende ude i hampen – måske med en kæmpestor “taxaregning” 😉
Attituden kan også anvendes overfor besættende og belemrende medskabninger. Altså den venlige og beherskede imødekommenhed efterfulgt af et distancerende opmærksomhedsskift.
4. En fjerde måde er solhvervsdukkerne, som blev præsenteret i indlægget Solhvervsdukkerne. De virker både sommer og vinter.
Tilstedeværelse her og nu er den danske udgave af mindfulness. Grundet i en sansende krop, der er fri for fortidens og fremtidens besættelser – og uden tilknytning til afhængigheder.
Den tilstand er ofte kortvarig; men den kan optrænes!
Metoderne er mangfoldige. Dit for dig og dat for mig 😉
En af dem er at danse tango. Meditation, musicering og havearbejde er andre bud. Haikudigtning er en direkte vej. Fælles for tilstandene er, at de er helt uden præstationshensigter og behov for beundring. Hvis forfængeligheden stikker sit grumme fjæs frem, så fordamper tilstedeværelsen…
magisk spejlverden lav sol mellem træstammer fugtigt blødt grønt mos
Mindfulness er dit og dat. Dit for dig og dat for mig. En omskrivning af Radise-Trines udsagn om lykken 😉
For os alle handler mindfulness om at kende vore egne ubalancer og undlade at køre dem af på omverdenen. Metoderne til erkendelse er talrige, og de virker forskelligt på forskellige personer.
“Kend dig selv” er Delfi-oraklets første bud. Det andet er “Intet til overmål” og det tredje: “Et løfte – og enden er nær”. I overensstemmelse med den buddhistiske filosofi om at mindske tilknytning. At undgå afhængighed.
Mindfulness defineres som vejen til en harmoni. Hjerneforskere påstår, at den tilstand er ren kemi handlende om koncentrationerne af tre stoffer: adrenalin(lyst), dopamin(belønning) og oxytocin(tilknytning)…
Komikeren Ruby Wax har i år udgivet bogen “How to be human”. Det er en lærerig, inspirerende og læseværdig samtalebog mellem komikeren, hjerneforskeren Ash Ranpura og munken Gelong Thubten, der tilhører det skotske buddhistiske kloster Samye Ling, som Trungpa var medgrundlægger af.
Gullvejg kendes fra vølvens spådom.
Hun er arketypen på den viise kvinde, der er hel og hellig i sig selv, og som derfor intet søger, men udelukkende giver. Magiker og seer.
Derfor blev hun fordømt af magtens mænd 🙁
I vølvens spådom bliver hun spiddet af Æsir (Aseguden) og brændt tre gange. Hver gang heles hun og genopstår endnu stærkere. Fortællingen minder om Santa Lucia‘s, som vi fejrer den 13. december, selvom vi ikke er katolske 😉
Gullveig fejres ved midsommerbålet, hvor frugtbarhedsguderne Frej og Freja også fejres. De tilhører vaneguderne, der vil freden i modsætning til aseguderne.
Vølver er kvinder af lyset/guldet/gull, som lever, vandrer og fortæller det frie liv.
Deres gyldne vej blev brolagt med kærlighedens tårer, som Freja græd over sin mand, inden hun blev fri og overgav sig til det, der skete på rette sted til rette tid!
Leonardo fra Vinci blev født i 1452 og levede i 67 år – beskrivende livets strømninger og mønstre. Hans verdenssyn var holistisk og økologisk; men han publicerede ikke sine opdagelser.
Fritjof Capra er en af de nutidige filosofiske scienceforskere, der åbenbarer Leonardo’s sværtlæselige spejlskrevne tekster, hvoraf mange har været gemt i 500 år. Omsider får Leonardo’s bæredygtige verdenssyn opmærksomhed.
I bogen ‘Leonardo da Vinci – videnskabsmand og tænker’ filosoferer Capra over, hvordan verden kunne have set ud, hvis videnskaberne var udviklede under Leonardos økologiske helhedssyn fremfor det grådighedsfremmende mekanistisk-kartesianske paradigme …
Leonardo mente, at alting hænger sammen. At alt i skaberværket er forbundet. I uoverskuelige netværk, som han forsøgte at synliggøre ved indviklede knudeværk, som også indeholder ‘den tibetanske knude’.
Han fornøjede sig med at male de smukkeste og enkleste knuder i alle sine malerier.
