Mellem jord og himmel
at gå
at stå
at sidde
at ligge
og blot gøre det, medens man gør det,
er essensen af tilstedeværelse.
Basho gik og digtede haiku:
“en vandrer er jeg
medens jeg går, så går jeg
tidlig sommerregn”
At vandre alene i mørke
skærper alle 6 sanser,
krop-bevidstheden
og den mentale åbenhed overfor mytos.
en dovner er jeg
øver mig i ingenting
iskold østenvind
tanker udad tangenter
udover horisonter
Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter. Maria og Brigid er to af dem.
De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.
Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.
Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.
Fordel mytekællingerne efter egen natursans!
Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest… 🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.
Glædelig Lysfest!
Se også Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.
østen for solen
og vesten for fuldmånen
skumringstusmørke
vesten for solen
og østen for fuldmånen
dæmringens tvelys
bevidsthedsovergange
eventyrenes verden
5 + 7 + 5 + 5 + 7 + 5 + 7 + 7
læs også om haikudigteren Basho
Skaberværkets mønstre og rytmer er visdommens grundlag. De sanses med krop-bevidstheden og natursansen. De er portalen til Det Numinøse.
Mørketiden giver mulighed for langsom træning af opmærksomheden på mytos og mønstre.
Vi har alle et indre ‘landskab’ inde i Selvet. Den indre verden er opstået i samklang med Det Store Skaberværk:
naturoplevelser, eventyr, myter, bibelhistorier, virkelighedens og teatrets dramaer og andre kilder (musik, dans, sang, litteratur, film – kunst med snabelen i ‘mytesuppen’).
Den Personlige Mytosverden.
Bevidsthedens kontakt til mytos kan fornemmes som religiøse oplevelser.
Sjette-sansen!
Det klarsyn kan trænes ved opmærksomhed på den personlige natursans og krop-bevidsthed ved at erkende de fem elementer: jord, vand, luft, ild og livsånd med de fem sanser: føle, smage, dufte, se og lytte.
De vækker Underbevidsthedens 6. sans…
Hvert element er forbundet til en sans og en finger – og en udsondring.
Træning af natursans og krop-bevidsthed:
Begge hænder lægges over eget ansigt:
lillefingrene på hagen (føle/jord) Sved!
ringfingrene på munden (smage/vand) Spyt!
langfingrene på næsen (dufte/luft) Snot!
ringfingrene på øjnene (se/ild) Tårer!
lillefingrene på ørerne (lytte/bølge-ånde) Voks!
Et laaangsooomt åndedræts bevidsthed bevæges gennem elementerne via fingrene fra hage til øre (indånding) og tilbage (udånding).
Igen og igen! Også uden hænderne på ansigtet.
Krop-Bevidsthed er at mærke Skaberværket.
Med hele kroppen og den sjette mytos-sans. Udvendigt og indvendigt.
Uden logos-tanker! MU!
forfaldets skønhed
moder jords krop i dødt træ
element-sansning
Det autonome Selv ordner visdommens mønstre i ‘natursansen‘. Den er gennemsyret af det kollektive ubevidste, den ur-fælles ‘mytesuppe’, som uafbrudt er under-bevidst i den enkeltes Selv.
Selvet er forbindelses-nerven til det Numinøse.
Op-lysning af klarsyn og op-livning af den kollektive visdom sker i mytos-sproget. Dets symboler kan tolkes og bevidstgøres ved brug af logos – ligsom ved drømmetydning.
Se også Logos og Mytos.
Klarsyns-indsigter kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder.
De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af Sejd eller andre Shamanheste.
Meditation kan også åbne portalen – ligesom Haikudigtning.
Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af vølven Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!
Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner.
Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvets landskab i den tibetanske buddhisme.
Knude-Mandala af Leonardo da Vinci
Adgangen til det helende Mytos-Selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre dæmoniserende ønsker og begær i logos-verdenen.
En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.
Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.
Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.
Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…
Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden…
Se også Mønstervæveren.
Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.
Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.
Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.
Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…
Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.
Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.
Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.
Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede… 🙁
Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?
Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.
Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.
Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.
Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folkeslag tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med omtanke for efterkommeres liv.
Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel. Med rod i slægtens hamingja.
Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.
voksende glæde
plant et træ og tal med det
efterkommere
Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, sagnfigurer, der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes.
Selkier lever nær vand: søer, moser, kilder, elve og havet. De har magiske kræfter og mange fremtoninger.
I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham.
Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage…
Myten om Sælkvinden kendes i mange udgaver.
Et færøsk sagn fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammen og danser i menneskeskikkelse.
En ung fisker så dem; og han snuppede det fineste skind, der tilhørte en sælkvinde. Hun levede som hans kvinde og fødte en datter og en søn. Men hun længtes efter sin frie færden…
Fiskeren havde låst sæl-hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. En dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl på stranden. Medens manden sov, byttede hun den med nøglen. Da fiskeren senere var på havet, opdagede han knoglen. Han vidste så, at kvindesælen havde forladt ham og børnene for at leve i sit eget element.
Hvert år drog fiskeren på sælfangst, og engang kom sælkvinden til ham i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn, og de dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.
Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen. Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.
En anden sælkvinde er digtet ind i den nordiske mytologi: Sælkvindens Børn, og Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde som arketypen på kvinden, der mister sit s(j)ælskind.
Læs om Hannas fortælleuddannelse i Nordisk Visdomstradition
Se også Festens Gave og Havets Moder
Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:
Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.
Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.
Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd… 😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!
Myten om Sif
Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.
Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.
Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.
Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.
Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.
En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.
Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.
Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.
Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.
Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.
Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.
Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.
Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.
Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:
kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof
Se indlæg om Fotosyntese!
Gennem solårets seks månetider med dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genopstår livet i Moder Jord. Udad og opad jorden efter vinterdvalen. Fotosyntesen genoplives, og ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.
Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:
( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )
Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse ! At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.
Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!
fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave