“… og det er Frejas sal.” Det nordiske land med de himmelstræbende bøgetræer, i hvis staver runer ristes. Bog-staver.
Der er et yndigt land, hvor Freja er en højærværdig frue. Hun var vanegudernes dise, som tog vare på den kærlige omsorg og bæredygtighed.
Frugtbarheds-gudernes frue blev også kaldt Vanadis, og hun blev æret som indvandrer blandt aserne, krigsguderne i Asgård. Hun gav anledning til kampe mellem vaner, aser og jætter. Men vanernes gebet var fred; og Freja samlede dem, der døde fredeligt i kampen for den daglige overlevelse i sin sal. Folkvangs krigere!
Freja er desuden vølve-arketypen, naturkvinder, der kender årstider, mønstre, rytmer og sange og som kan magte sejd. Frugtbarhedsgudinden er uden mage; men engang var hun gift med Odr (Odin?), der altid var på farten, og hun græd gyldne tårer.
Frejas attributter er falkehammen, kattevognen og halssmykket Brisingamen, som hun erhvervede ved at ligge med fire dværge. Nætterne med Alfrik, Berling, Dvalin og Grere berigede hende med underverdenens magi: Forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige – og det brændende.
Elskovskunstens vildskab forbindes med Freja på godt og på ondt. Hendes formødre omkring Middelhavet var de skønne og vilde kvinder: Afrodite/Venus og Artemis/Diana. Gudinder, der agerede i overensstemmelse med kvindenaturens ubetingede kærlighed – uden hensyn til mænds forventninger. I samme ånd som Gullvejg fra Vølvens Spådom.
Fortællingerne om Freja er evigtforanderlige. Hun kan fejres ved forårsjævndøgn, hvor hendes myte fortælles. Gudinden er et symbol uden entydig livshistorie; derfor har fortællere til alle tider skabt hende i deres egne billeder 😉
Oehlenschläger digtede Danmark til Freja’s sal. Sejdens, bæredygtighedens og elskovskunstens land?
