Jægeren Orion blev skabt som verdens flotteste mandfolk. Mange historier fortælles om ham; min udgave lyder således:
Der var engang en ensom enkemand, som ofrede en okse for at beværte guderne Poseidon, Zeus og Hermes. Som tak pissede de på skindet af oksen og bød manden at begrave det i konens grav. Ni måneder senere opstod Orion. Havguden Poseidon gav ham evnen til at gå på vandet, Lynkasteren Zeus gjorde ham til ildmager, og Den Vingefodede Hermes lærte ham at løbe utrætteligt.
Orion levede af de vilde dyr og vandrede rundt i verden, hvor han forelskede sig i morgenrøden Eos (Aurora); men hver gang han løb til hende, forduftede hun. Så lovede han sig til kongedatteren Merope, men i en rus forbrød han sig mod hende. Kongen straffede ham med blindhed; men han genvandt synet ved at trække ild fra solen.
Artemis og Orion var jagtkammerater. Men hendes tvillingebror Apollon lokkede hende til at dræbe Orion med et pilepletskud. En dag sad tvillingerne og toppedes, medens de så ud over havet. Apollon drillede Artemis med at påstå, at hun ikke kunne ramme en prik langt ude på havet. Det kunne hun. Det var Orion, der døde som et jagtoffer.
Måske gjorde hun det med vilje, fordi han ville dræbe alle jordens dyr. Eller fordi han jagtede kvinder. Orion efterstræbte Plejaderne, de syv søstre, som blev sendt til himmels for at blive fri for jordiske mænds tilnærmelser.
Da Odysseus rejste, så han Orion i underverdenen, hvor han også lavede ravage. Til sidst blev den gevaldige jæger sat fast på firmamentet. I passende afstand fra Plejaderne, som han aldrig når. Stjernegiganterne Betelgeuse og Rigel indgår i Orion, og deres måder at blinke på kan varsle mangt og meget. Også usigtbarhed. 😉
