Sejd er den nordiske shamanisme.
Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen og for mytos.
Den slags personer lever ofte på kanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet kan opleve dem som utilregnelige.
Indledningsvis er rollen ikke selv-valgt; men den, som påtvinges/påtager sig at tjene fællesskabet med sine særlige evner, understøttes af folket, der anser personen som kaldet med adgang til viden om magi og Selvets visdomsmønstre – i fællesskabets interesse!
En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange.
Kloge koner og Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer;
de kendte naturens verden og dens kraft-formidlere.
Og de kendte portene til mytosverdenerne, som egentlig ikke kan beskrives…
Men mange fortællinger kan ‘digtes’;
her er min udgave, der kan bruges ved imaginationer/visioner/fantasirejser:
Underverdenen: (gul)
Elementernes enorme og dybe kræfter, der skaber både kaos og helhed ved modsætninger, liv og død.
Rejsen til underverdenen sker nedad gennem sprækker, huler og kilder, hvorunder hjælpeånder kan mødes.
Færden kan sammenlignes med et helende besøg i Moder Jords livmoder. Indadvendt og sammentrækkende.
Udgård/Jotunheim (Skade), Niflheim (Angerboda) og Helheim (Hel).
Mellemverdenen: (rød)
Menneskenes parallelle ‘virkelighed’ med deres menneskelignende gudeprojektioner.
Bevægelsen fra den fysisk/mentale verden sker gennem vandrette åbninger/porte/døre i naturen eller bygninger.
Visionsrejsens indhold er at hele psykologiske gestalter og følelsesmæssige ubalancer.
Midgård (Embla), Asgård (Frigg) og Vanheim (Freja).
Oververdenen: (blå)
De ‘udover-menneskelige’ væsner, animistiske kraftbærerne med æterisk magi (engle, kraftdyr, alfer, dværge, nisser, – alle småfolk i naturen).
Færden til oververdenen sker opad trapper/træer/bjerge eller ved flyvning, og den indebærer oplevelser af bevidsthedsudvidelse, åbenbaringer og spirituelle indvielser. Udadvendt og udvidende.
Svartalfheim (Sif) og Alfheim (Idun) og Muspelheim (Gullvejg).
Vølverne bevæger sig mellem verdener ved hjælp af ‘shamanheste’, som kan være rungende lyde, dundrende trommer og gjaldrende stemmer.
Sejdritualer afholdes ved dæmring (vesten for solen og østen for fuldmånen) eller skumring (vesten for fuldmånen og østen for solen).
Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og omkring hende galdrer jomfruerM/Ks kraftsange, vardlokkur, som lokker ‘kraftånde’ til, bevæger naturen og åbner til andre verdener.
Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder.
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !
Udesidning alene er også sejt ! 😉
Det symbolske tegn for sejd kan være Valknute.
Den ses på sten-stelen i Stora Hammar, der forestiller Odin, der sejder ved et alter under trekant-knuden.
I nyere tid er knuden kaldt Valknute, og den er forbundet med krig; men den kan i stedet ses som symbol på de tre verdener.
Sejde-symbolet består af tre ligesidede trekanter, hvoraf den ene binder de to andre til en knude af tre lukkede bånd. Hvis et af trekant-båndene brister, så frigøres de to andre.
Det betyder, at mønsteret/verdenerne kun hænger sammen, når alle tre trekanter er hele.
Knude-typen er en Borromean-konstruktion; og den samme magi/matematik findes i de forbundne ringe i det kristne treenighedssymbol (Faderen, Sønnen og Helligånden):
