Olga og Kedsomheden

Olga og Kedsomheden er et lille mesterværk.

olgak400

Flemming Quist Møller præsenterer Olga således:

Olga var en lille tøs
gik på bare tæ’r og frøs
næsen løb og Olga nøs

Olga bliver syg og får feberdrømme,
der udfolder sig i FQM’s forrygende billedunivers.

I egen person møder vi Pjank og Pjat og Fantasi,
Led og Ked og Raseri, Spot og Spe og Drillepind
i 3-strofede rimede vers.
Indtil Kedsomheden kvæler farver og rimeri.

Undervejs besøges bl. a.
Wupperjammerthal-am-Glockengockenzee,
og vi møder Elefanten Alf,
Tryllefeen Flora Nattergal
og sovsekanden Marie-Antoinette,
som blev loppet på Christiania.

O&K er en perle for alle børn og voksne,
der kan dansk – eller vil lære sproget.

FQM er også forfatterfar til Minibillen,
Snuden, Cykelmyggen Egon og andre,
som det er skønt at være ven med.

FQMs overdådige selvbiografi
Rytmeflip og Abestreger
giver et indblik i,
hvordan Olga og andre kom til verden.

FQMs univers er vildt anbefalelsesværdigt!

Månesyge

Månesyge indtræffer, når månen trækker i menneskers indre væsker.

I skrivende stund opleves fuldmånen 7 % større og 16 % mere lysstærk end gennemsnitligt.

superfuldmåne
jordens safter underlagt
livligt tidevand

Månens gravitation påvirker både jordens vande og alt levendes indre cellesafter.

symmetri400

Denne månes kraft er mørketidens indadvendthed, udholdenheden og viljen til at hvile. Årets elvte særligt kraftige fuldmåne forstærker de tilstande.

Månefølsomme sjæle vil optræde urimeligt sovelystne og passive, sig-selv-nok og lunefulde ;-).  Månesyge!
Udadtil.

Indadtil er safterne turbulente, strømmende, brusende, sugende, svuppende, gurglende, skvulpende, dryppende, hvirvlende, boblende, plaskende, bølgende og sivende. 

Flyd!
Svøm!
Dyk!

Eventyr og Myter

Eventyr og myter bærer livsvisdom
gennem generationers mundtlige overlevering.

Eventyr indeholder vejledning i at klare sit eget liv.
At blive dronning/konge i sit eget slot/rige/liv!

Myter beretter om folkets
oprindelse/sammenhæng/urhistorie.
Folkesjælen.

Hin enkeltes og folkets harmoni beror på
tillid til Det Meningsfulde Mønster.
Dertil hører også adgangen til drømme
og tydningen af dem og naturens varsler.

Eventyr/myter/legender formidler
de magiske mønstre,
der “hjernevasker” lyttere til at agere
med harmoni-ønsket som mål.

Under socialrealismen blev eventyr bandlyst,
og mange børns harmonifantasi blev ikke “vækket”.
Bruno Bettelheim blev fortaler for, at eventyr
er det arketypiske grundlag for at udvikle en
problemløsende/overlevende/kreativ personlighed.

I Den Lille Hvide Kat tvinges den tredje søn
til at kappe hoved og hale af katten
og sætte dem omvendt på.
Derved vinder han sin dronning,
slottet og hendes kongerige.

Jo, der kan være gevinst ved at gøre op
med sin vanetænkning om,
hvad der er for/bag og ret/vrang 😉

Shamanisme

Shamanisme er animistisk religiøsitet,
hvis virke har til formål at leve i samklang
med naturens ånder/dæmoner/daimoner.

Grundlaget er troen på,
at en åndeverden påvirker mennesket/samfundet
på godt og ondt.

Alt i mineral/plante/dyre-rigerne tillægges kræfter,
som benævnes “medicin”,
når de virker i menneskets tjeneste.

Det kan ske ved kraftdyr,
hvis egenskaber overføres/styrker/inspirerer,
når mennesket åbner for symbolerne/ånderne.

Shamanen forbinder menneskelivet og åndeverdenen.
Dybdepsykologer har overtaget forbindelsen
mellem det moderne menneske og symbolverdenen.
Eller præster/læger/bankrådgivere 😉
De varetager hin enkeltes ønsker om et sundt/langt/rigt liv…

Ur-ritualerne omfatter ekstatisk fysisk udfoldelse,
som sætter deltagerne i trancetilstand.
Den kan sammenlignes med de tilstande,
som moderne sportsfolk higer efter.
Også de har beklædning/udstyr/udklædning i orden!

Ligesom i traditionelle religioner får sportsfolk,
fantasy-rollespillere og deltagerne i
vikinge/HarryPotter/neoshamanisme/osv-miljøerne
tilfredsstillet dybe religiøse behov.
De er udviklet gennem ur-generationer
og ligger krævende i vore arveanlæg.

Umættet religiøsitet kan medføre
mental/fysisk uligevægt.
Men også egotrip/jeg-inflation/forfængelighed
kan afspore mennesket…

Alt har DenStoreMåge skabt på rette vis;
men mennesker har så besynderlige ting for;-)

Månetilbedelse

Månetilbedelse har været religiøs praksis overalt på Jorden til alle tider.  Månen styrer alle vandene, fra oceanernes lavvande/højvande til strømmene i levende væsner…
Ligesom en alvidende bedstemor har månen en magt, som alle ærbødigt må underkaste sig 😉
Bedstemor Måne er en urkraft, som ingen kan undgå!

Månens virke afhænger af årstiden(solen/BedstefarSol) og faserne.
Gennem året synes månen at skifte farve. Jo renere luften er, jo mere blå ses månen. I denne høsttid flimrer luften af organisk mikromateriale, og månens farve synes gulere end i klar luft.
Ved nymåne følges sol og måne på himmelen!

Lilla400småneskinsvækster
lilla og selvlysende
violet magi

Eventyrheksen og Mågen

Eventyrheksen og Mågen*

havmågens skæbne
heksen indtog hans hjerte
en dunkende lyd

Ved forårsjævndøgn vandrer Eventyrheksen langs det brusende ocean.
I tiden inden har hun fanget mågers flyv og svæv med pensel på papir.
Tusindvis af måger er dog ofret i brændeovnens ild.

Gennem timer, årstider og århundreder er måger årvågne livsvidner.
Over lande – og over vande.

Denne morgen skyller brændingens lange rul om eventyrheksens fødder.
Pludselig ligger mågen dér: Jonathan.**
Død!
Han fløj for at flyve!

Endelig nåede han sit jordiske mål:
han fløj ud af det timelige ind i evigheden.
Ud af kroppen.

Blodet er stadig flydende, eventyrkonen indtager hans hjerte.
Og lærdommen: at fange et NU.
Mågen åbenbarer HAIKUs 3 regler:

1. 3 linjer
2. 17 stavelser (5 + 7 + 5)
3. zoomende bevægelse til sansning:

et stort univers (5)
en handling skaber fokus (7)
sansning på nært hold (5)

5: nu er det din tur
7: til at digte haiku
5: fang et nu i digt:

_ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _

* Uddrag af HAIKU 17 (Anne Voel)
** Jonathan Livingstone Havmåge (Richard Bach)

Den Helende Måne

Den helende måne er ny.
Årets ottende.

Denne måne er den midterste af de 3 gule måner, som styrker evnerne til 1(7): kærlighed(juli), 2(8): helhedsanskuelse(august) og deraf følgende 3(9): omsorg(september).

Augustmånen lærer os at se helheder/rytmer/cirkler. Helhedsanskuelsen omfatter sort/hvidt, godt/ondt, begyndelse/slutning,  liv/død osv. At se tilværelsens sammenhænge, hvor enhver livsytring begynder/ophører “til rette tid”. Ligesom i naturen.
Med bevidstheden om helheder/sammenhænge kan livet leves helt.

I den store sammenhæng er det enkelte menneske bittelille, men hver eneste af os er centrum i vor egen helhed. Denne bedstemormåne styrker os i at være hele. At hele splittelse/atomisering/ubalance.

Luna

Månegudinden Luna
afbildes med månesegl.
Den hornede gudinde 😉

Langsomhed

Langsomhed er en kunst.
Den er svær at lære,
hvis man aldrig har trænet talentet.

Langsom er en egenskab,
der sjældent optræder på CVer;
men langsomhed kan være en meget god egenskab,
når den indebærer grundighed, fordybelse, tilstedeværelse
og at gøre sig umage.
Mindfulness.

At gøre sig umage er at gøre det særlige, enestående og uforlignelige.
Zen eller wabi-sabi i japansk tradition.

Langsomhed indebærer at tygge maden grundigt.
Smage!

Takvinge1-400

“Graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.”
Citat af Milan Kundera fra Langsomheden.

At være doven eller langsom i optrækket, fordi man har travlt med noget andet, er en hel anden historie…

Heleneurten

Heleneurten troner over de andre stauder i min have. Hendes rod er et helt apotek.

Inula helenium, Læge-Alant, er en oldgammel gulblomstret droge, hvis rod altid har været brugt i folkemedicin og i absint/bitre. Hun indeholder en kombination af molekyler, der virker helende på indre slimhinder. Derfor er hun universalmiddel mod hoste, mavebesværligheder og ubalancer, der hidrører fra livmoderen.

Heleneurten har sit navn fra jordens skønneste kvinde. Helene var datter af Leda og svanen (Zeus), og hun blev gift med Sparta-kongen Menelaos. Men hun blev bortført til Troja af Prins Paris. Han havde “fået” Helene af gudinden Afrodite, fordi han kårede hende til Olympens smukkeste gudinde – foran Hera og Athene, som begge blev tøsesure. Den gudinderivaliseren medførte Den Trojanske Krig…

Da Helene lod sig bortføre fra Spartas slot forlod hun alle sine fine kjoler, juveler og andre rigdomme. Med sig tog hun blot den urt, der holdt hormonerne i balance: Helenes Urt.
Blandt keltere kaldes planten for Elverurten.

Helene400sHeleneurtens højthævede gule blomster.

Heleneurten/Elverurten/Læge-Alant bør ikke anvendes under ønsket graviditet og amning, hvor hormonerne ikke skal balanceres. De skal følge naturens fluktuerende orden og skærme/beskytte/initiere det lille nye menneske.

Om Helenes skæbne efter Trojas fald fortælles flere farverige historier.
Med/uden urten?

Den 7. Nymåne

Den 7. nymåne indfinder sig ved frokosttid idag. I det øjeblik er den usynlig – ligesom alle andre nymåner.

Efter de hvide måners ro og de grønne måners gro følger de tre gule givende måner. I år indledes den første gule måne samtidig med Eid ul-fitr, Ramadan-fastens afslutningsfest.

Denne gule bedstemormåne råder for blomstring/befrugtning og fysisk/omsorgsfuld kærlighed. Hun står for den betingelsesløse overgivelse til kærlighedens handlinger.
Formering!
Videreførelse af liv!

For at formering skal lykkes, kræver biologien omsorg, timing og selvtilsidesættelse i et omfang, som kan overstige de følelsesstyrede tobenedes evner. Den syvende månebedstemors råd handler om, at vi skal beherske vore egne behov og lade kærligheden råde.

Forfængelighed, besiddertrang og jalousi er ikke kærlighedsgerninger. Under denne måne er tiden inde til at luge ud i den slags afsporende livsenergikrævende besættelser. Det sker bedst ved at fokusere på uselvisk kærlighed.
Hvad er uselvisk kærlighed?

Skaberens kærlighed manifesterer sig i den frodige mangfoldighed, som er livets princip. Vi tobenede er blot et væsen i dette storslåede værk, og vore egocentriske livsidealer betyder intet i den store sammenhæng.

Julimånen husker os hver især på at være et kærligt væsen uanset tro, overbevisning eller biologi 😉

Raps400s

gul julimåne
blomstringstidens elskovsliv
omsiggribende

korsblomstrende kærlighed
uselviskhed i praksis