Mellem jord og himmel
Inspireret af GRAPEFRUIT:
skær et hul i et rabarberblad
se derigennem på himmelen
gør det samme med
et rødt rosenkronblad
et blåt kronblad fra en tibetansk valmue
en gul tungeformet randkrone fra en solsikke
bemærk himmelens farver
når blomstertiden kommer
GRAPEFRUIT er Yoko Ono’s
lille sorte smittende værk fra 60erne.
Hypatia den Ældre:
Hypatia var 45-65 år, da hun døde.
Her ældes hun i sort-hvid:
Forleden blev hun tegnet i farver:
tyngdekraftens træk
nedad som kohalerne
mellem skuldrene
Tegninger, fotografier,
manipulationer og haiku:
Anne Voel
Om Hypatia fortælles i tidligere klummer:
Feministen Hypatia led martyrdøden ved forårsjævndøgn år 415.
Hun blev født i Alexandria ca. 350?370, hvor hun var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde. Hun viede sit liv til science/fornuft, åben læring og frihed fra religion!
Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde.
De holdt til i Museion, som var musernes hus i den græske tradition, som på den tid var udbredt i Ægypten.
Hypatia citeres for at have sagt:
“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”
Socrates Scholasticus 5. årh. skrev i Ecclesiastical Historie, bog VI, kapitel 15 om Hypatia (wikipedia):
Hypatia havde integreret maskuliniteten i sin personlighed og fremstod som et helt menneske med både maskuline og feminine personlighedstræk.
I følge legenderne om hende protesterede hun mod mænds begæring af hende som sexualobjekt. Engang blev en kurmager for nærgående, og så stak hun sin menstruationskuld i ansigtet på ham! I fuld offentlighed…
Hendes frihedshandlinger provokerede de kristne magthavere, som brændte Hypatia! Efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel.
Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia.
Så månen er en påmindelse om den frie tanke – og kvindelighed!
Integration af både mandlige og kvindelige personlighedestræk gør både kvinder og mænd til hele mennesker.
Mange kunstnere har gættet på, hvordan Hypatia så ud.
Her er min fortolkning af et portræt:
Hypatias halskæde viser Pytagoras’s sætning:
Kvadratet på hypotenusen i en retvinklet trekant = summen af sidernes kvadrater: a x a + b x b = c x c 😀
Hypatia er omtalt i tidligere indlæg:
Drømmetiden er palæogenetisk sandsynliggjort. Aboriginerne vandrede faktisk ad egne veje fra menneskehedens afrikanske vugge. Henover den tids landmasser.
Kunstmuseet Arken viste engang australske mytemalerier om drømmetiden. De gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg eftermalede et værk, hvor den ukønnede?tvekønnede urgud Wondjina tvedeltes. Kønnetheden og længslen opstod.
Slangen/strømmen fortæller om tiltrækningen og frastødningen mellem de to kønsvæsener, og derved manifesteres livsviljen i logosverdenen. Frugtbarheden symboliseres med frugt/beholder. En hvid og flere sorte skikkelser og fugle fortæller om dramaer i medgang og modgang. Død og genopstandelse. Livets evige kredsløb. Engang vil de to halvheder måske igen smelte sammen til en helhed, og illusionernes verden vil forgå 😉
Drømmetidsmyten 80 x 100
(ikke til salg) Anne Voel
Fuld Bedstemor-Måne lyser idag og styrker evnen til at vælge:
Ret færden.
Retfærdighed.
At veje, vægte, vurdere og dernæst vælge.
Under årets tredje hvide måne skifter jorden tilstand.
Livet vågner, safterne stiger, og nye strømme, veje og livsbevægelser banes.
Ethvert valg indebærer fravalg,
og denne tredje af de 13 månemødre giver styrke til ufortøvent at vælge det rette liv og færden efter mørketidens dvale.
I årstids-/natur-afhængige primærkulturer, der er afhængigge af naturens og årstiderne fejres livs-kræfterne gennem årstidernes/månernes vandringer.
Kerne-troen/livsopfattelsen er, at hverdagens harmoni afhænger af, at menneskeheden, familien og samfundet i ærbødighed følger naturens og årstidens luner(månekræfter).
De 13 bedstemødre/klanmødre/måner og deres kvindelige naturvisdom symboliseres med et kranium/livmoder med dyrebare juveler.
De 13 måne-mødre/kvinder/piger optræder i David Bowie’s video: Blackstar!
tretten livmødre
naturens månerytme
i ærbødighed
Afrodisiske gryderetter bliver ofte serveret i Isabel Allende’s romaner, når hovedpersonerne er udmattede af kærlighed og kamp. Opskriften er altid den samme:
Lokale fødevarer lag-lægges i en storgryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes lettere fjerkræ og derefter fisk og skaldyr. Et kvarter før servering idrysses et hav af egnens krydderurter.
Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må gerne sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele.
Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om de indgående planter, havdyr, fugle og pattedyr.
Et sådant måltid er en langvarig fest.
Dresscode: gevandter, der tåler indfedtning og afklædning 😉
Tre eksempler på Isabel’s gryderetter:
Alpegryde i den tyske koloni i Chile (Eva Luna, side 81)
Kreolsk gumbo i New Orléans (Øen Under Havet, side 232)
Curanto på øen Chiloé (Maya’s Dagbog, side 61)
Ruskumsnusk var min mors danske hverdagsudgave af himmelsk gryderet.
Ligesom den kreolske gumbo kan opbages med roux, karamelliserede min mor selv den brune sovs. Deri tilsattes den forrige uges madrester + engelsk sovs. Madresterne kunne være kørt gennem kødhakkeren, og så kaldte hun retten for hachis. Nam-nam!
Serveret med et farverigt pift af årstiden.
Økologisk praksis!
Præ-kompost 😉
13 kvinder fra Isabels Allende‘s univers er omtalt i tidligere klummer. Trods forskelligheder er de alle beåndede af Afrodite.
IA har den formidable evne at beskrive kvinder, så man synes, at de hører til ens nærmeste medsøstre! Inde under huden. Kvindernes sansninger af egen krop, dufte, safter, ydre og indre sår, brud og helinger. Og oplevelser med vidunderlige, tiltrækkende og frastødende mænd!
Samt den gennemsyrende fornemmelse af naturen, årstiderne og den rette mad på rette sted til rette tid.
Afrodite er IA’s sanselige “fagbog” om kvindeliv. Bogen er kaldt en kogebog, men kunne lige vel rubriceres som erotika eller selvbiografi. På titelbladet læses:
“Disse erotiske strøtanker er tilegnet pjankede elskende, men også forskræmte mænd og nedtrykte kvinder”
Bogen er et erotisk værk fyldt med saftige beskrivelser af en lidenskabelig kvindes sanserige verden. En nutidig heksebog!
Da Isabel var teenager, levede hun som isoleret diplomatdatter i Beirut. Familiens sparsomme bogsamling omfattede en rødt læderindbundet spansk udgave af 1001 nats eventyr, som blev grundlaget for pigebarnets dannelse i puberteten. Senere suppleret med Casanovas livshistorie, Kama Sutra, østerlandske pudebøger og andre erotiske klassikere. Den slags fortællinger strømmer i forfatterens blod, krydret med klassiske frugtbarhedsmyter og indianske sagn, og de gennemsyrer kvindeskikkelserne i hendes romaner. Oftest som underforståede personlighedstræk, men af og til formuleret utvetydigt. I dejlige erotiske udfoldelser og saftige madbeskrivelser spredt i alle romanerne.
Disse strømmende livsenergier flyder over i Afrodite, hvorfra en drøm citeres (side 24):
“… jeg anbragte Antonio Banderas nøgen på en mexikansk tortilla, hældte guacomole og stærk pebersauce ud over ham, rullede ham sammen og guffede ham i mig.”
….
“…da jeg fortalte min mor om disse råheder, rådede hun mig til at gå til en psykiater eller en kok.”
Sådan er tonen! Også i den sidste tredjedel af værket, som er kogebogsafsnittet. De første to tredjedele omfatter bl. a. afsnittene Afrodisiaka, Duftenes sammensværgelse, Etikette, Med tungespidsen, Forbudte urter, Orgier, Voldsomme elskovsmidler og Hvisken, der indledes således (side 109):
“Manden står nærmere aben end kvinden gør”, hvorefter en længere argumentation føres, der fører til udsagnet: “Vi kvinder har en mere udviklet fornemmelse for det latterlige…” som fører til konlusionen, at “G-punktet findes i ørerne, og den der søger længere nede spilder både sin egen og vores tid.” 😉
Isabel Allende er en nutidig humoristisk Scheherazade. En gudindebenådet storyteller!
De 13 omtalte kvinder er beskrevne i tidligere klummer:
Zarité, Isabel og Eliza
Paulina, Aurora og Clara
Inés, Violette og Alma
Irene, Eva, Maya – og Paula
Irene, Eva og Maya er unge fortællersker i Isabel Allende’s romaner:
Irene tilhører det chilenske borgerskab under militærdiktaturen, som hendes mor sympatiserer med. Hendes far forsvandt, da hun var 3 år. Irene er journalist på et dameblad og skal giftes med en militærmand, men hun har ører og øjne for historier, som det er forbudt at nævne.
Kærlighed og Mørke er IA’s anden roman, en lidenskabelig historie om kærlighed og vold.
Eva er født til at være tjenestepige i de store huse. Hendes mor voksede op i klostre og tjente hos en læge med et videnskabeligt bibliotek, som hun gennempløjede. Med kombinationen af naturvidenskab og bibelhistorier i fantastiske sammenslyngninger danner hun datterens eventyrlige fantasi.
Eva Luna er IA’s tredje roman, som handler om den uforknytte Eva Luna, der med flid kaster sig ind i livet med valgsproget: “ord for goder!”
Maya vokser op hos sin chilenske farmor og hendes afroamerikanske astronom-mand. Hendes mor er dansk og forlader sin datter kort efter fødslen. Faderen er pilot over hele kloden. Maya skriver dagbog om sin opvækst i Berkeley’s hippiekultur, gangstermiljøer i Las Vegas og det chilenske ø-samfund, hvor hun er gået under jorden på flugt fra den kriminelle underverden.
Maya’s Dagbog er en hårrejsende jeg-fortælling om et år i en 19-årig piges liv.
Zarité, Isabel og Eliza, Paulina, Aurora og Clara, Inés, Violetta og Alma, Irene, Eva og Maya er blot tolv af de mere eller mindre fiktive kvinder, der lever i Isabel Allende’s værker. Men hun har også skrevet en erindringsbog om sin datter, der døde i hendes hjem efter måneder i koma:
Paula blev født i Chile, datter af storytelleren Isabel Allende, der har rødder tilbage til de første conquestadorer. Paula’s farforældre stammer fra England, og den lille pige knyttedes til sin farmor. Men hun rives op med rode, da hendes forældre må flygte fra diktaturet. Hendes nysgerrighed og medfølelse giver hende et liv i menneskehedens tjeneste, men hun bliver syg og dør kun 28 år gammel.
Bogen Paula er en mors hudløse brev til sin datter omhandlende fælles oplevelser og moderens erindringer, der formuleres til datteren i døden.
Efter Paula’s død oprettede Isabel Allende en foundation, der har til formål at støtte udsatte piger og kvinder. På en rejse i Indien havde IA oplevet at få en bylt forærende af en kvinde under et akacietræ. I pakken lå en lillebitte babypige! IA gik i chok; hendes chaufføren tilbageleverede straks lillepigen…
Inés, Violette og Alma er immigranter. De forekommer i Isabel Allende‘s romaner og tilbragte barndommen i henholdsvis Spanien, Haiti og Polen i forskellige århundreder.
Inés er hovedpersonen i Inés, min sjæls veninde, som er en voldsom historisk korrekt roman om spaniernes erobring af Syd-Amerika i 1500-tallet. I Spanien gifter hun sig med en uansvarlig eventyrer, der forlader hende for Den Nye Verden. Hun forfølger ham og bliver en del af conquistadorernes blodige erobring af Chile.
Violette er den agtede kreolske kurtisane, der betjener borgerskabets herrer på Sainte-Domingo, som efter et blodigt slaveoprør kaldes Haiti. Øen Under Havet handler om slavernes historie i Caribien i slutningen af 1700-tallet. Efter slaveopstanden flygter hun til New Orleans, hvor hun opbygger en ny tilværelse.
Alma er den centrale kvinde i værket The Japanese Lover. Hun er datter af polske jøder, der overlod hende til familie i Californien under 2. verdenskrig. Bogen handler om, hvordan hun skaber sig et langt passioneret liv i skyggen af krig, vold og deportationer i 1900-tallet.
De tre historiske romaner er mesterværker, som bygges op om intense kvindeskæbner, der beskrives så sanseligt, at læseren næsten fryser, sveder, tørster, lider, kæmper og elsker med dem…
Inés, Violette og Alma oplever alle modgang og undertrykkelse, men de udviser livskraft og bliver iværksættere på trods. De indgår i lidenskabelige turbulente ægteskaber, og deres mænd er så inderligt beskrevne, at man næsten kan dufte dem. Isabel Allende er uovertruffen i sanselige beskrivelser. Usentimental sensualitet!
Indviklet i historiske fakta og de personlige udviklingshistorier beskrives tidernes kultur-religiøse forhold.
Inés befinder sig i en dogmatisk katolsk verden, som støder sammen med indianske traditioner, som hun tager til sig.
Violettas liv udpændes i et hierakisk samfund, hvor kreolernes liv gennemsyres af voodoo.
Alma kommer af en jødisk baggrund, men inspireres af hippiekulturens østerlandske strømninger og zen-buddhisme.
Isabel Allende er selv indvandrer/flygtning. Hun boede i Chile under militærkuppet i 1973, hvor hun som ung skrev feministiske artikler til dameblade og oversatte engelske kærlighedsromaner til spansk. Da hun syntes, at de kvindelige hovedpersoner var urealistisk overromantiske, pinligt eftergivende og tåbeligt inaktive, forvandlede hun dem til stærkere heltinder i de chilenske udgaver. Hun blev fyret! Da hendes politiske holdninger var tydeligt imod diktaturet, og hun var datter af den dræbte præsidents fætter, måtte hun flygte til nabolandet Venezuela. Derfra skrev hun i 1981 et afskedsbrev til sin døende morfar, som hun ikke kunne besøge. Det brev blev til Åndernes Hus.
Paulina, Aurora og Clara er i familie med hinanden. Paulinas far er den konservative chilenske godsejer Augustin; Aurora og Clara er hans oldebørn.
Paulina er den opfindsomme og oprørske datter, der gifter sig imod sin faders vilje. Sammen med sin playboyhusbond skaber hun et handelskompagni i guldgravertidens Californien. Hun får idéen til at hente is i det sydlige Chile og nedkøle chilenske fødevarer, der sejles til Californien af kaptajn Sommers (Eliza’s far).
Den magtfulde Paulina opbygger et voluminøst diva-image – og varetager sin egen økonomi. Hun tager sig af nevøen Severo’s uddannelse, og han giver hendes uægte barnebarn deres efternavn del Valle.
Paulina er et vidunderligt skrud af en skude, og hendes gøremål er helt eventyrlige. Hun og hendes seng introduceres i Lykkens Datter (1999).
Aurora er Paulina’s sønnedatter. Sønnen vil dog ikke være ved faderskabet, men det tager Severo på sig. Aurora’s mor dør ved fødslen i 1880, og sine første fem år tilbringer hun hos morforældrene Eliza og Tao i San Fransisco. Derefter bliver hun en del af Paulinas dramatiske liv.
Den lille Aurora er et følsomt pigebarn, der ser verden på sin helt egen måde. Hun vokser op med sin farmors seng – og følger hende fra Californien til Chile og på ophold i Europa. På et tidspunkt får hun et kamera forærende af Severo, og hun foreviger indianere, minarbejdere og landarbejdere i datidens Chile.
Portræt i Sepia (2000) er Auroras gribende jeg-fortælling om sig selv og hendes bedstemødre i tiden 1862-1910.
Clara er Severo’s yngste datter. Hun bliver gift med sin storesøster Rosa’s udkårne Estaban Trueba. Rosa dør kort før sit bryllup, og lille Clara oplever ting, der gør hende stum, indtil hun selv bliver gift med manden. Gennem hele livet er Clara verdensfjern, upraktisk og clairvoyant; hun modsvarer husbondens temperament med mildhed. Hendes dagbøger er kilden til datterdatteren Alba’s historie om Åndernes Hus (1982).
Paulina, Aurora og Clara lever i Isabel Allende‘s store historiske og turbulente romaner. De bindes sammen af Severo del Valle, som kom to-benet til hende, da hun skrev Åndernes Hus (1982). Han glemte at fortælle hende, at han havde mistet det ene ben under krigen, som Aurora omtaler i Portræt i Sepia (2000) 😉
Når Isabel Allende beskriver sin skriveproces, omtaler hun romanernes hovedpersoner som “ånder”, der lader hende fortælle deres historier. Den slags ånder er ikke så nøjeregnende med logik, og mirakler som et helet ben kan sagtens forekomme på tværs af historiske tider og skriveperioder 😉
