Den Blå Pige
Det skete i de dage,
da kejser Augustus udstedte den befaling,
at alverden skulle skrives i mandtal.
En strålende stjerne viste sig på himmelhvælvingen,
og ovre i Bethlehem fødtes et drengebarn.
Samtidig kom en lille pige til verden
– omme på Lønne Hede.
Vise mænd fra Østerland begavede den lille dreng;
skjalde og vølver sang og festede for den lille pige.
Den store stjerne skinnede på dem begge.
Lønnepigen levede sin første tid
i et jernalderhus
bygget af træ og tørv og tørrede planter.
Gulvet var stampet ler,
og om vinteren holdt familien varmen
omkring et indendørs bål.
Den lille pige var en glad og dygtig tøs,
som hurtigt lærte alt,
hvad jernalderbørn skulle
– og mere til.
Hun elskede at vogte fårene,
altimens hun spandt uld.
De klistrede tråde snoede hun,
flettede og vævede i de fineste indviklinger.
Med ravperler/muslinger/knogler og hulsten.
Efterhånden havde hun en hel samling
af hjemmelavede skatte.
Det skete, at der kom fremmede til egnen.
Fra fjerne lande kom handelsfolk med varer og nyheder.
Også skjalde/sangere/musikere og kloge koner/vølver
kom for at besøge den pige,
som de havde festet for under den store stjerne.
Da Lønnepigen var stor nok,
tog hun på vandring med en klog kone: Vølven Gullveig.
Den gang var de kloge koner/mænd omvandrende læger.
De kendte til planternes virkninger,
sangenes magiske magt
og naturens mange kræfter.
Al den slags lærte Lønnepigen af Gullveig.
De var så gode til at hjælpe/trøste/glæde
andre mennesker, at de fik kostbare gaver.
Om vinteren vandrede de sammen i de varme lande,
og hvert forår drog de mod nord til pigens hjemegn.
Engang fik Lønnepigen den smukkeste blå dragt.
Den var farvet med vajdplanten
og pyntet med fine brikvævede bånd.
Fra den dag blev hun kaldt Den Blå Pige.
Hun blev voksen,
og en dejlig forårsdag under sydens sol,
sagde Gullveig, at hun selv ville blive varmen.
Derfor vandrede Den Blå Pige alene hjem
til sin fødeegn, hvor hun sang og helede
og samlede urter, medens hun gik fra by til by.
Med tiden blev pigen til Den Blå Kone,
og da døden nærmede sig,
var hun en gammel kone mæt af dage.
Folk kom fra nær og fjern,
da hun blev begravet på Lønne Hede.
Med i graven fik hun sin hasselkæp,
køkkengrej, smykker og amuletter
(kastanje/birkefedt, tordensten, raslesten).
Ligklædet var hendes blå dragt.
I næsten 2000 år lå hun i sin grav.
Indtil en bondefamilie ville grave en sø
i et stykke sumpet jord.
Pludselig stødte de på den gamle grav!
Deri lå Den Blå Kone i sin smukke dragt, og hun blev flyttet på museum.
Også hun er kendt i hele verden.
Pigen fra Lønne var et stjernebarn
– ligesom drengen fra Bethlehem!
Tordensten
(forstenet søpindsvin)
Femstjerne 😉
Kanzan/Hanshan
