Inkohærensen er omdrejningspunktet
i To år, Otte måneder og Otteogtyve nætter,
Salman Rushdies seneste roman.
2 år 8 måneder og 28 nætter = 1001.
I det tidsrum kan en kvinde gennemføre 3 svangerskaber
og blive mor til multilinger, hvis hun er en djinna.
I så fald har afkommet ingen øreflipper.
800 år efter vil de have efterkommere over hele verden.
Også i New York i Mærkværdighedens 1001 dage,
hvor skæbner piblede gennem universets ormehuller.
På ejendommen La Incoerenza arbejder den leviterende havemand Geronimo(Hieronimus) for milliardæren Alexandra. Fra andre rum og tider kommer Zumurrud den Store og Dunia, djinna-formoderen, der undtagelsesvis kan føle kærlighed. Blot fire af værkets gigantiske galleri af figurer.
Romanen synes usammenhængende,
inkohærent,
propfuld af krøllede tangenter,
ufatteligt krævende og absurdt ubegribelig.
Værkets billedsfære
kan sammenlignes med Hieronimus Bosch
parret med Kvium Dali
og krydret med Magritte.
Men langsom og fordybet læsning giver adgang
til en slags komprimeret visdom.
3 citateksempler:
“Ingen god gerning går ustraffet hen, sagde Eva til Adam, og det burde være hele menneskehedens motto” (side 97)
“Had, Dumhed, Hengivenhed og Grådighed er den nye Apokalypses 4 ryttere” (side 188)
“Han ville have fiktionen om virkeligheden tilbage” (side 193)
I endnu et mesterværk demonstrerer Salman Rushdie smilende,
at vi alle er underlagt Illusionens Usammenhæng 😉
I MAYAs vold!
