Aurora

Aurora sommerfugle (Anthocharis cardamines) huserer på havens korsblomster: de hvide løgkarse, de violette judaspenge (måneskulpe) og de gule grønkålsblomster.
Og de får lov!
Selvom det koster grønkålsfrø…

Vingernes undersider er pyntet med grønlig mosaik, medens oversiderne hos hannen er prydet med orange/aurora-farvede spidser. Den lidt større hun har helt hvide vingeoversider. Begge køn har en sort måneformet plet på øverste vinge.

Når Auroralarven æder af en korsblomstret plante, svarer den igen med kemisk krigsførelse: koncentration af sennepsolier på det angrebne sted. Men larven har udviklet antistoffer og fortsætter blot sit æde-liv.  Fra kryber til flyver via metamorfose.

Aurora (Eos) er morgenrødens gudinde, den rosenfingrede, som Thorvaldsens relief beskriver. Hun er søster til Bedstefar Sol og Bedstemor Måne.
Med forskellige mænd har hun fire sønner : Østenvinden, Søndenvinden, Vestenvinden og Nordenvinden.
Gudinden lever i evig ungdom, da hun fornyes hver morgen. Men hendes mand Tithonus lever i evig alderdom som en indtørret cikade. Da Aurora bad Zeus om evigt liv til sin elskede, glemte hun at bede om evig ungdom.
Bare ærgerligt! 😉

morgenens under
aurora farver jorden
hver dag fornyet

Aurora er navnet på hovedpersonen i Isabel Allende’s gribende roman Portræt i Sepia. Se indlægget om Paulina, Aurora og Clara.