Narcissus og Ekko er den græske myte om, hvor galt det går, når selvdyrkelsen og jagten på uopnåelige dagdrømme medfører blindhed for livets virkelige skønhed.
Narcissus var den smukke yngling, der forelskede sig i sit eget spejlbillede. Ekko var nymfen, der forelskede sig i ham. Men han lagde slet ikke mærke til hende. Hun kaldte og kaldte og kaldte på ham. Til sidst var kun hendes stemme tilbage. Begge gik til grunde i “kærligheden” til det uvirkelige og uopnåelige.
Kan myten stadig advare os imod at jagte illusionen på bekostning af virkeligheden?
Som man råber i skoven, får man svar 😉