Et sennepskorn er i flere kulturer symbol på ‘det mindste med den største kraft’. Styrken kan fornemmes i frøets smag, når det har optaget vand. Forspiring.
Sennepsfrø-haven, The Mustard Seed Garden, er et ældgammelt kinesisk skrift om den megen visdom, der kan findes i selv den mindste have. Kunsten er at gribe det ubegribelige med tusch og pensel. Naturens mytos, som manifesteres i planters og dyrs tilstande gennem årstiderne.
At male handler da om at ‘se’ mytos i øjeblikket – ikke om at skabe et maleri til fremtiden. Det handler om at slippe logos-bevidstheden – ikke om at præstere og dygtiggøre sig. Zen!
kirsebærporten
vårens vej ind i et nu
midlertidighed
Sennepsplanter tilhører den korsblomstrede familie med fire kors-stillede kronblade og seks 2/4-mægtige støvblade. De to frugtblade danner en skulpe med kuglerunde frø, som på én vækstsæson kan spire og vokse betragteligt til frodige urter.
Mange korsblomstrede tjener til foder for mennesker og dyr. Visse kål-arters knolde og blade er vinterbestandige. Eksempler er kålroer og hovedkål. Andre medlemmer af familien er peberrod, hyrdetaske og måneskulpe.