Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!
Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor har rollen som bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag . I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.
Nogle af vikingekvinderne voksede op i kristne samfund, inden mændene hjembragte dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet. Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kristendommens budskab indebærer, at kvinder ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.
På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!
Romanen anbefales til alle tider !
“Thit – den sidste valkyrie” er Jens Andersens læseværdige biografi om danernes store forfatter.