Den nordiske skabelse skete ved et langsommeligt og intenst møde. Den brændende varme og det isnende mørke fandt hinanden i det store tomrum. En universel befrugtning undfangede livet i en dråbe. Isens faste vand og ildens vanddampe mødtes og blev flydende vand. Livets nødvendige tilstandsform.
ᛞᛖᚾ ᚾᛟᚱᛞᛁᛊᚲᛖ ᛊᚲᚨᛒᛖᛚᛊᛖ ᚡᚨᚱ ᛖᛏ ᛚᚨᚾᚷᛊᛟᛗᛗᛖᛚᛁᚷᛏ ᛟᚷ ᛁᚾᛏᛖᚾᛊᛏ ᛗᛟᛖᛞᛖ * ᛞᛖᚾ ᛒᚱᚨᛖᚾᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚱᛗᛖ ᛟᚷ ᛞᛖᛏ ᛁᛊᚾᛖᚾᛞᛖ ᛗᛟᛖᚱᚲᛖ ᚠᚨᚾᛞᛏ ᚼᛁᚾᚨᚾᛞᛖᚾ ᛁ ᛞᛖᛏ ᛊᛏᛟᚱᛖ ᛏᛟᛗᚱᚢᛗ * ᛖᚾ ᚢᚾᛁᚡᛖᚱᛊᛖᛚ ᛒᛖᚠᚱᚢᚷᛏᚾᛁᚾᚷ ᚢᚾᛞᚠᚨᚾᚷᛖᛞᛖ ᛚᛁᚡᛖᛏ ᛁ ᛖᚾ ᛞᚱᚨᚨᛒᛖ * ᛁᛊᛖᚾᛊ ᚠᚨᛊᛏᛖ ᚡᚨᚾᛞ ᛟᚷ ᛁᛚᛞᛖᚾᛊ ᚡᚨᚾᛞᛞᚨᛗᛈᛖ ᛗᛟᛖᛞᛏᛖᛊ ᛟᚷ ᛒᛚᛖᚡ ᚠᛚᚤᛞᛖᚾᛞᛖ ᚡᚨᚾᛞ * ᛚᛁᚡᛖᛏᛊ ᚾᛟᛖᛞᚡᛖᚾᛞᛁᚷᛖ ᛏᛁᛚᛊᛏᚨᚾᛞᛊᚠᛟᚱᛗ
Niflheim i nord var isens rige og Muspelheim i syd var ildens rige på hver sin side af Ginnungagab. I tomrummet delte livsdråben sig, og deraf opstod to kolossale væsener, urjætten Ymer og urkoen Audhumbla. Ymer drak af floderne fra Audhumblas yver. Derved skabtes også evnerne til at modtage og til at give.
I skabelsens tidløse og ulogiske fase fandt koen en sten, som hun slikkede på. Af den opstod skabninger, der formerede sig med afkom fra jættevæsenets kropshuler. Nogle af dem kaldtes guder.
Tre af guderne var opfindsomme, så de slog Ymer ihjel og kastede hans krop i tomrummet. Sådan skabtes jorden. Knoglerne blev klipper og sten, kødet blev muld, hår og skæg blev træer og urter, og blodet blev søer og floder, hvis vande løb i ring om jorden og samledes til verdenshavet.
Hjerneskallen dannede himmelhvælvet, hvortil gnister fra Muspelheim fløj. Lyset og mørket vekslede, og tiden var indført. Hjernen blev drivende skyer, der senere gav inspirationer til skjaldene.
De tre guder gik en dag ved verdenshavet og fandt to stykker drivtræ. En gud gav form og kropsanser til stammerne, en anden gav dem instinkter og følelser. Den tredje gjorde dem til mennesker med tanker, viljer og forskellige køn. Kvinden hed Embla og manden hed Ask. De elskede hinanden, og deres afkom bosatte sig i Midgård.
Sådan skete det.