Achillea millefolium betyder Akilles’s Tusindbladede og er det latinske navn for planten Røllike. Den var hovedbestanddel i den beskyttende urtesuppe, som spædbarnet Akilles blev dyppet i, så han blev en usårlig græsk helt. Men da hans mor holdt ham i hælene, blev de ikke hærdede. Derfor blev akilleshælen hans sårbare sted.
Røllike benævnes også tømrerurt og virker stimulerende/helende/irriterende på hud og slimhinder. Blodstillende og antiseptisk. Bitter og ikke så mild som sin blidere kusine Kamille. Alm. Røllikes søster Nyse-Røllike kan have så akut virkning på slimhinderne, at den frembringer nysen.
I Goethes Planternes Metamorfose indtager rølliken en central rolle; og planten har en rituel betydning hos flere oprindelige folk, ligesom urten er fundet i oldtidsgrave. 49 tørre røllikestilke bruges i den ældgamle kinesiske spådomskunst I Ching.
Når jeg er angrebet af virus eller bare utilpas, forkæler jeg mig med røllike-te. Den er aromatisk bitter på en karakteristisk måde, som kan stille en længsel eller omvendt være ligefrem frastødende. Hvis jeg fornemmer det sidste, drikker jeg ikke teen. Forklaringen kan være indholdet af thujon, som også er karakterkomponent i Den Grønne Fe.
Den Grønne Fe (absinth) er urteudtræk i alkohol. Den forbindes med Artemis (Diana), skovgudinden, heksenes urmoder. Thujonen udtrækkes især af Malurt (artemisia absinthium), en krassere kusine til rølliken i kurveblomstfamilien. Lakridsaromaen stammer fra anis/fennikel (skærmplantefamilien). Når mit vandige udtræk skal være luxus-chai, så får rølliken følgeskab af fennikelfrø/hjertensfryd/mynte. Alle te-urterne gror i min have.
Thujon findes især i Thuja, og huse bygget af det træ kan gøre beboerne sindssyge/vanvittige/afsindige…