1 2 3 5 8 13 21 34 55 .. …
summen af de to foregående tal.
Forholdet mellem to nabo-tal er Det Gyldne Snit.
fibonacci’s tal
naturens geometri
magisk fantskabning
Se også Konkylier, Solsikkeglæden og Midtpunktssøgende!
Mellem jord og himmel
1 2 3 5 8 13 21 34 55 .. …
summen af de to foregående tal.
Forholdet mellem to nabo-tal er Det Gyldne Snit.
fibonacci’s tal
naturens geometri
magisk fantskabning
Se også Konkylier, Solsikkeglæden og Midtpunktssøgende!
Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.
Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…
Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.
Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…
Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.
Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.
Fortsættes….måske 😉
Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!
Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).
Sakurafesten fejres under årets femte fuldmåne. Stilhedens månetid, hvor menneskene lytter til naturens opvågnen – og begrænser den uophørlige palaver.
Stilhedens fester omfatter vild intensitet, da kun de dybeste rytmer mærkes – med altings ophør in mente.
kirsebærblomstring
stilhed under mirakel
midlertidighed
5 + 7 + 5
se Basho
Se også Sakura-månemyten !
Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.
Opskriften på mytologisk gryderet*
Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.
Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.
Arcimboldo (1527 – 1593)
Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.
Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.
Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.
Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.
Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne – om de hellenistiske kvindeorgier…
Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kål , Den grønne gryde, Grønkålen, Nældesuppe og Nældesamletiden.
Hil!
* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester
Valborg og Idun fejres ved vårfesten, som afholdes ved månedsskiftet – eller under den anden fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Valborg er en katolsk helgen, som fejres om aftenen den 30. april. Se Valborg!
Idun er den nordiske gudinde for ungdom og vårkraft. Hun og Freja er bærere af kvindelighedens saftige skaberkræfter. Freja fejres ved forårsjævndøgn, og myten om Idun fortælles under vårfesten. Både Freja og Idun har et særligt forhold til tricksteren Loke, som er en stor beundrer af kvindekraften 😉
Myten om Idun forbindes med vårfesten, fordi jætten Tjasse brændes i vårbålet som symbol på vintertyngden. Gudinden Idun kommer tilbage med ungdommen til guderne, og naturen genoptager sine rytmer og mønstre, når Brage atter digter elskovsdigte:
Brage var digtningens, visdommens og veltalenhedens gud. Han var søn af Odin og Frigg. Med sine gudepoetiske vers forsøgte han at forføre gudinden Idun, som værnede om de guddommelige æbler, der gav guderne evindelig ungdom. Hvis de spiste frugterne.
Idun var dog optaget af andet end æbler og en poetisk ungersvend. Hun havde udlængsel. Altid havde den purunge skønhed stået til rådighed for guderne; nu trængte hun til nye horisonter. Den slags var den rejsende Loke ekspert i at foranledige.
Loke planlagde derfor, at både Idun og æbler skulle kidnappes. Det hele startede med, at Loke, alfaderen Odin og fortidsguden Høner drog på vandring. Måske var de oprindelsens tre guder, og sammen drog de på jagt. Loke førte dem langt ind i jætteland, hvor deres rejsekost slap op. Derfor nedlagde de et dyr, samlede sten og brænde til en bålplads, og de tændte ilden.
Da stenene var glødende, udhulede de bålet og lagde vildtet i hullet, som de dækkede på bedste milevis. Efter kort tid indfandt jætten Tjasse sig i ørnedragt. Han var fløjet efter duften. Rovfuglen var godt bekendt med Loke og hans drillerier, så den besluttede at gøre lidt gengæld. Loke spottede ham hurtigt og undrede sig ikke over, at kødet i milen ikke mørnede.
Tjasse i ørnedragt sad i et egetræ og godtede sig. Guderne opdagede drillejætten, som gik med på at hjælpe dem, hvis han måtte spise med. Hans datter hjemme i Udgård gik ikke vildt op i regelmæssige måltider, selvom hendes pligt var at holde hus for ham. Datteren Skade kendte også godt Loke, og også de to havde sammen en skjult dagsorden; den fortælles i myten om Skade.
Da Tjasse var budt til båls, mørnede kødet forbavsende hurtigt, og jætteørnen angreb måltidet med glubende appetit. Hovedparten af måltidet forsvandt i rovfuglens kro. Gudernes sad forbavsede med knurrende maver. Så indtog Loke scenen. Han opviste et hysterisk anfald, hvori han beskyldte jættefuglen for at være en grovæder. Det var ellers en æresegenskab, som kun guderne måtte smykke sig med. Men jætten ønskede ikke at blive sammenlignet med de grådige krigsguder, så han slog kløerne i Loke og fløj bort med sin hylende passager.
Da de var kommet godt på afstand og ude af øjesyn, stoppede Loke sin forestilling. Med gode ord og fortielser, lokkede han Tjasse til at bytte ham ud med Idun. Så rovfuglen foretog en kovending i luften og vendte næbbet mod Asgårds frugthave.
Idun vandrede mellem frugttræerne og samlede lommerne fulde af æbler. Hun var skarpt forfulgt af den kærlighedshungrende Brage, hvis mund uafbrudt udgød gudelige vers. De bemærkede godt en hurtig skygge for solen, men de var vant til gudetrafik i fugleham, så de blev lidt forbavsede, da Tjassefuglen landede i et brus af fjer. Loke tumlede ud dens kløer og trillede blandt rådne æbler på jorden. Det var en anderledes underholdning end elskovspoesi, så Idun fik et fniseanfald. Loke grinede med og fik hende til at forstå, at tiden var inde til, at hun skulle rejse på tommelkloen. Han bad hende hilse Skade.
Rovfuglen slog så kløerne i ungdommens gudinde, der under sig så den forstummede digtergud gloende med åben mund. Han var gået i stå midt i et kvad, som forstenede på ubestemt tid. Ved siden af ham sås Loke oprejst og kys-vinkende. Flyveturen til Udgård tog den tid, som den slags varer. Undervejs fortalte Tjasse om sin datter Skade, der trængte til ungpigeselskab. Det gjorde han også selv, for datteren var ikke til rådighed for alle de ydelser, der kunne forventes af en husholderske. Idun lyttede, så og lærte lidt om livet set fra oven. Hun syntes, at flyveturen var alt for kort, og hun overvejede muligheden for en ekstratur. Men så fik hun øje på jættedatteren, der spejdede efter sin far. Da Skade fik øje på ham, fik han en opsang over ikke at være hjemme til spisetid.
Med faderlig ydmyghed landede Tjasse sit medbragte gods. De to unge piger så hinanden an, og derefter så de ikke andet, men forsvandt i jætteboligens pigegemakker. Jættepigen og æblegudinden blev hjerteveninder, og i dulgthed fik de ofte besøg af deres fælles ven Loke.
Pigerne hyggede sig med og uden herreselskab, medens guderne ældedes. Det så Loke, og sidste akt af dramaet om Iduns dannelsesrejse måtte igangsættes. Veninderne var indforståede med hans drejebog. Ingen af dem ønskede at gro fast i en jætteborg. Så første scene i dramaets sidste akt blev, at Idun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Loke i falkekostume fløj bort med.
På et tidspunkt bemærkede Tjasse, at pigernes fniseri var ophørt. Han undrede sig, men efter en passende tid kom hans datter buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, og at han som far for en gangs skyld kunne gøre sin datter en tjeneste og bringe Idun tilbage. Skade havde den bedste og værste erfaring med jættefædre, så hun vidste nok, hvordan hun skulle spille sin rolle.
Tjasse reagerede som forventet. I sin rovfugleham forfulgte han falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun, blev et bål tændt i Asgård. Jætten fløj fluks i bålet, og en del af guderne så måbende til, medens fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Loke og Idun lod, som om de måbede. Glæden over Iduns hjemkomst overskyggede dog alt andet, og guderne holdt en gigantisk æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte. Brage genoptog sin digtning, så rytmer og mønstre igen kom i orden…
Flod og ebbe er et af naturens guddommelige undere. Tidevandet bestemmes af solens og især månens tiltrækningskræfter; og hele jorden er underlagt vandets lunefulde strømninger.
Højvande/flod og lavvande/ebbe varierer med månens lidt uregelmæssige omløb. Højvande indtræffer med omtrent 12 timers og 25 minutters mellemrum, fordi der går gennemsnitlig 24 timer og 50 minutter mellem hver gang månen står stik syd.
Solen står stik syd hver 24. time – definitionen af et soldøgns tid.
En månetid varer 29½ soldøgn, som er tiden mellem to ens placeringer i forhold til jorden og solen. Tiden mellem to fuldmåner – eller to nymåner.
Et år indeholder 12 – 13 månetider.
Kraftigt højvande, springflod, forekommer ved fuldmåne og nymåne, når både sol og måne trækker vandet i samme retning. Det er, når solen står sammen med eller modsat månen på himmelen.
Når månen er halv, så trækker sol og måne vinkelret på hinanden, hvorved tidevandets udsving minimeres. Nipflod.
Njord er havguden i den nordiske mytologi. Han hører til den fredelige vaneslægt og er far til frugtbarhedsguderne Frej og Freja. Før han blev far til dem, og inden de krigeriske aseguder opstod, da blev Njord tilbedt som frugtbarhedsgudinden Nerthus. Nu lever han ved kysten i Noatun og råder for havenes bevægelser, deres liv og frugtbarhed.
Niordir noatunum
fra islandsk 1600-tals håndskrift:
Havguden Njord styrer tidevandet med sin vandsæk!
Månesyge opleves, når menneskers indre væsker opfører sig som tidevandet 😉
månemennesker
indre væskers bølgegang
van(d)sindets natur
Ficaria (figenlignende) verna (vår) er vorterods latinske navn, som fortæller, at planten er en forårsbebuder, og at dens underjordiske ammerødder er figenformede.
Ammerødderne samler oplagsnæring i plantens korte vækstsæson. De vortelignende knolde har i folkemedicinen været brugt mod vorter og hæmorider, men de har forværret lidelserne mere end gavnet. Planten tilhører Ranunkelfamilien, som alle indeholder giftstoffet anemonol, der virker ætsende på både hud og indre slimhinder. Vorterod er u-spiselig!
Middelalderlægen Paracelsus praktiserede signaturlæren, som påstod, at urterne selv fortæller om deres helende egenskaber ved at ligne de organer, som de skulle kunne helbrede. Det er en arketypisk tro på en skabende kraft, der vil menneskene det godt. Læren var/er udbredt hos oprindelige folk mange steder i verden; og i middelalderens Europa opfattedes den som den kristne Guds gave. Men desværre har den tro medført mange lidelser ved skadelig anvendelse af giftige planter – også vorterod.
Vorterods blomster sætter sjældent frø, men når det sker, så spirer de med kun et kimblad, selvom planten tilhører de tokimbladede i planteriget. Under visse vejrforhold kan “vorterne” ses liggende mangfoldigt på jordens overflade. Overtroen betragtede dem som nedfaldne korn fra himmelen, som varslede dårlig høst. I nogle økosystemer anses planten som en forpestende invasiv art.
Vorterod blomstrer nu med skinnende gule sole, som nærer de tidlige insekter. Min plæne er fyldt med de gule stjernesole, så jeg kan ikke slå “græs”.
Alt har sin tid
😉
Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:
Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.
Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.
Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.
Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.
Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.
Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.
Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.
Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.
Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.
Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.
Efter de fire nætter var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.
På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.
Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt af vanerne tankegang.
Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.
Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…
Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.
Glædeligt forårsjævndøgn!
Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!
Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor har rollen som bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag . I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.
Nogle af vikingekvinderne voksede op i kristne samfund, inden mændene hjembragte dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet. Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kristendommens budskab indebærer, at kvinder ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.
På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!
Romanen anbefales til alle tider !
“Thit – den sidste valkyrie” er Jens Andersens læseværdige biografi om danernes store forfatter.
At være
i
at være
er zen:
Når jeg ligger, så ligger jeg!
Når jeg sidder, så sidder jeg!
Når jeg står, så står jeg!
Når jeg går, så går jeg!
forbigående
tankeløs kontemplation
kortvarig sansning
Når jeg tier, så tier jeg
Når jeg lytter, så lytter jeg
Når jeg ser, så ‘ser’ jeg!
Når jeg maler, så maler jeg!
Når jeg digter, så digter jeg!
Når jeg ånder, så ånder jeg!
Se også indlæggene: Zen’s 4 Discipliner og At gå