sorte femstjerner
blomst hylder stardustkunstner
lysende blackstar
vismandens gang på jorden
kortvarig som stjerneskud
Mellem jord og himmel
sorte femstjerner
blomst hylder stardustkunstner
lysende blackstar
vismandens gang på jorden
kortvarig som stjerneskud
Bashos ord:
I blomsten er alt, du kan se.
I månen er alt, du kan tænke.
Ordene har jeg oversat og gendigtet efter nedenstående citat:
Miru tokoro hana ni arazu to iu koto nashi,
omou tokoro tsuki ni arazu to iu koto nashi
There is nothing you can see that is not a flower;
There is nothing you can think that is not the moon.
*******
måneblomstens vid
strømme skvulper i jorden
svuppende rødder
grønkorn svømmer i solstrål
frodighed under fødder
sommermorgener
fruer blomstrer i kurve
orangegule
indigo månenætter
sansende komplementært
62 stavelser: 2 x (invitation 5 + 7 + 5 og svar 7 +7)
foto og waka: Anne Voel
De grønne måner afløser idag de hvide måner.
De grønne månebedstemødre
lærer os at fornemme/sanse/leve
det saftsusende/eventyrlige/universelle
overdådigt udfoldende liv!
De tre hvide måner
er forberedende/hjælpende os til
1. at åbne/modtage
2. at erkende visdom/viden
3. at vælge rette strategier.
Deres virkninger er usynlige/usanselige/underjordiske
De tre grønne måner
fører os til
1. at se/sanse/opleve
2. at lytte/indleve/erkende
3. at medleve/gengive/fortælle.
De forstærker os i sanseligheden
med hud/hår/hormoner!
∗ forrygende/fortryllende/forrykkende ∗
At se/sanse/opleve
er den første grønne månekraft.
Årets 4. nymåne fører os
fra det usynlige/sydende/underjordiske
til det synlige/sprudlende/overjordiske.
De lunefulde vårstrømme
vil også vitalisere/livliggøre vore drømme.
Så modige mennesker
vil kunne modtage/indtage/overtage
overvældende/genopstandende/smittende
vitalitet og visioner.
Morgenfruens gammeldanske navn var morgenfro (morgenfrisk), og dens latinske betegnelse er Calendula officinalis.
Calendula: “lille tidmåler”, hun tæller soltimerne.
Officinalis: “fra klostres medicinrum”, droge.
Planten har været vidt brugt i folkemedicinen:
1. Hudhelende. Mod bylder, sår og virus.
2. Fordøjelsesbalancerende virkninger på galden, lymfen og fordøjelseshormonerne.
3. Afspændende på mavekramper og menstruationssmerter.
Morgenfrue er en af Moder Maries droger, der især virker ved troens kraft. Hendes engelske navn er Marigold, og hun har været hellig blomst i mange religiøse kulturer før kristendommen.
Planten er symbol for Mytekredsen.
Glæden ved morgenfruens overdådige, orangegule og oplysende kurve gør hende til en yndet, tilbedt og elsket plante. Hun tillægges mange flere gode egenskaber, som med troen virker bedre, end kemiske undersøgelser kan dokumentere 😉
Morgenfruen hører til de kurveblomstredes familie.
Kurven er en blomsterstand, som omfatter myriader af små blomster.
Hver lille blomst består af en farvet krone, som er formet som et rør eller en tunge, et 2-bladet støvfang/frugtanlæg (hun/yin) og 5 støvblade/dragere (han/yang), der er sammenvoksede til en femstjerne.
Hver frugt indeholder kun et frø.
Nogle kurve består af tvekønnede blomster, medens andre indeholder både tvekønnede og enkønnede blomster.
Bemærk 5-stjernerne!
Basho fødtes 1644, og han døde 1694.
I mellemtiden vandrede han i zen:
en vandrer er jeg
lad det så benævne mig
første vinterregn*
Basho og hans zenfrænder legede med ord og mønstre. I deres stille sind vandrede nonner og munke omkring og digtede udtryk, som de slap løs, når de mødtes.
De delte tilstedeværelse, nærvær og op-lysning (satori) ved brug af waka, hokku og renga.
Den traditionelle waka består af 31 stavelser fordelt på 5 linjer:
5 + 7 + 5 + 7 + 7.
De første 3 linjer er hokku, 5 + 7 + 5 stavelser, som er den indledende invitation og inspiration.
Svaret er de 2 næste linjer: 7 + 7 stavelser.
Renga er kæder af waka.
Under sine vandringer digtede Basho mange hokku, som blev løsrevne ørehængere, genfortalt i hans fodspor. De blev haiku.
Basho’s haiku om frøen er verdensberømt:
gammel fredfyldt dam
frø hopper ud i springet
brat sjaskvåd plasklyd*
Haiku’s univers er årstiderne og livets gang. Skabelsens univers.
De 17 stavelser udfyldes med sansninger i NUet, en modsætning eller et fokus, der skaber undren og en snert af humor. Intet ord er overflødigt.
Formulerede refleksioner, følelser, domme, meninger og belæringer hører ikke hjemme i den opringelige haiku-tradition, som handler om rene betragtninger.
I zentraditionen indeholder haiku muligheden for satori, den numinøse åbning og oplysning af Selvet.
Forrykketheden 😉
blomsterstilheden
femstjerner åbenbares
selvoplysende
udspring i skive og rand
livet stråler radiært
åbningens tavshed
fuglesang giver rumklang
hyldest til tomhed
“sans moderjords blomsterpragt
og faderhimmels fugle”
(5 – 7 – 5 – 7 – 7 – 5 – 7 – 5 – 7 – 7)
(AnneVoel-Renga)
* mine 5-7-5-dansk-udgaver.
Blomstercoaching
blomstertavsheden
femstjerner åbenbares
lysende visdom
udspring i skive og rand
livet stråler radiært
500 år før Kristus:
Mahakasyapa søgte coaching hos Buddha.
Kongesønnen fremviste en blomst i tavshed,
og Mahakasyapa blev op-lyst.
500 år senere:
Menneskesønnen coachede i Bjergprædikenen:
“Lær af Moder Jords blomsterpragt
og af Fader Himmels fugle!”*
*Frit efter Mattæus Evangeliet, kapitel 6, vers 25-34.
🙂
Buddhatilstanden betegner den op-livede og op-lyste satori.
En slags kortslutning. MU!
Kongesønnen Gautama gennemgik flere tilstande, som kan fortælles med Søren Kierkegaards stadieteori:
Det æstetiske livsstadium.
Der var engang en kongesøn, der levede i sus og dus. Gautamas verden var så æstetisk fuldkommen, som forgængeligheden kunne præstere.
Hans liv handlede om ham selv, om forfængelighed, magt og nydelse.
Det etiske livsstadium.
En dag forlod prinsen slottet, og han opdagede lidelsen. Livsillusionen Maya.
Gautama så forskellen på godt og ondt, og han brugte indsigten, empatien og viljen til at formulere en etik, som han efterlevede.
Hans verden blev menneskehedens dimension.
Det religiøse livsstadium.
Efter en tid erkendte Gautama, at lykke, tilfredshed og sjælefred ikke kan opnås ved hverken nydelse eller askese.
Da indtrådte Springet, Søren Kiekegaards formulering af den livsomvæltende personlige erfaring af Det Numinøse.
Evighedens tomme åbenhed. MU!
Kongesønnen overgav sig til mytos, og han levede til sine dages ende – hævet over lykke og ulykke.
Manga er at tegne øjne – og derefter tilføje udenoms-lir.
Den japanske mangakunsts essens og styrke virker eller falder med øjnenes udstråling.
Her er 2 eksempler på mangas enkle tegneprincip:
I centrum af hver af de to blyantstegninger er et par overdimensionerede øjne og mindre antydninger af næse og mund.
Ved tilføjelser af forskellige hovedformer og hårpragter skabes egenartede mangapersonager. Øjne/mund/næse er ens!
Og ja, manga handler selvfølgelig om mere end at tegne øjne.
At tegne er jo at se.
Naturtro tegning er at forsøge at gengive livs-illusionen.
Manga er kunsten at forstærke illusionen og derved skærpe opmærksomheden.
At se!
Måske at føre til satori?
El Duende
er uoversætteligt spansk
om
Magisk Vind
Rytmisk Åndedrag
Medrivende Strøm
El Duende
er fortællingens kraft,
som bærer fortæller/lyttere.
El Duende
er dansens inderlighed,
som betager/indtager/overtager
de dansende,
musikere/sangere.
El Duende
er kunstnerens daimon/nisse/alf,
som besætter bevidstheden.
El Duendes tilstedeværelse
be-riger, be-liver og be-fordrer.
El Duendes fravær
er tomhed.
Haveplanlægning er et af mine fag:
Aftenkurser, weekendkurser og privatkonsultationer.
Mine kursister/kunder var meget forskellige, og jeg tillod mig den luksus at være kræsen. Arbejdede kun for haveejere, der ønskede frodighed.
Mit indledende have-besøg omfattede opmåling og indtegning af eksisterende anlæg.
Derefter bad jeg haveejerne udrede deres ønsker ved denne tjekliste:
Havens Elementer
Færdsel:
indkørsel/gange
Bygninger:
hus/carport/skur/drivhus/lysthus/legehus
Installationer:
tørrestativ/flagstang/lamper/legeredskaber/pergola
Siddepladser:
terrasser/bænke/bålplads
Rumdeling:
hække/hegn/mure/terrænforskelle
Sten:
terrasser/gange/kanter/stenbede
Vand:
dam/springvand/fuglebad
Græs:
plæne/gange
Træer:
løvtræer/stedsegrønne/frugttræer
Buske:
blomstrende(sir)/løvfældende/stedsegrønne/frugtbuske
Flerårige urter:
stauder/løgvækster/græsser
Køkkenurter:
grøntsager/krydderurter/lægeplanter
Særlige ønsker:
roser/georginer/klatreplanter/surbundsbede o.s.v.
* * *
Kunderne fik kopi af min foreløbige opmåling, så de kunne lege med tanker, medens de gennemgik listen om Havens Elementer – uden mig.
Min fornemste opgave er at få haveejere til at føle ejerskab og overblik over deres jord, lade dem plukke af min viden om jordbundsvilkår/mikroklima/plantekendskab/økologi/gødskning/årstidsprocedurer m.m.m. – og beslutte økologisk havebrug!
Min havevejlednings tyngdepunkt er arbejdet med selve jorden:
kompost-lidenskab/bunddækkeplanter/årstidsgøremål/osv.
Når en kunde var en kvinde, som havde fået frie hænder af sin husbond, tændte mine advarselssignaler. Det udgangspunkt medførte altid par-terapeutiske øvelser, da mændene alligevel opdagede, at de havde flere meninger, end de selv (og konen) troede 😉 …
Den slags kunder lærte jeg at sige nej til.
Pænt nejtak fik også ønsker om sten-ørken-anlæg.
Min begrundelse:
Livets Frodige Mangfoldighed!