Tag: billeder

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…