Hvidløg

Hvidløg er den anden af mine 3 hovedafgrøder.
Gennem de 7 år jeg har levet med denne min trettende have, har jeg afprøvet hvidløgssorter.
De estiske og sorter fra Kina og Spanien er ikke tilfredsstillende. Men et udvalg af danskdyrkede økologiske blandede sorter trives i min muldede sandjord.

De største fed er nemmest at håndtere i køkkenet, så de mindste fed sorteres fra og sættes som næstes års afgrøde.

Garlic2-400

Feddene kan sættes fra efterårsjævndøgn, indtil frosten lukker jorden – dog inden vintersolhverv.
I denne tid er vejret absurd tjenligt: 10 grader døgnet rundt!
Jorden er så villig, og den 17. december satte jeg en zigzag-række .

Garlic1-400

Hvidløg er universalmidlet!
Ud over at have styrket vore vikingeforfædre på havet, så har urten været brugt over hele verden som ormedræbende, blodtrykssænkende og antibiotisk droge. Især mod betændelsestilstande i mund, næse, hals og ører.  I Åndedrætsorganer og fordøjelsesorganer.
I rå tilstand!!!
Ved opvarmning dør enzymaktiviteten, som omsætter det passive alliin til det aktive allicin.

Hakket hvidløg med grønt (grønkål/persille/skvalderkål/whatever) under spejlæg ovenpå sild er en lækkerbidsken,
ligesom
på en sprød sød kiks med smør eller danablu og hybenmarmelade
eller
i surmælk og/eller fløde med rå og kogte grøntsager/frugter.
Hvidløg og banan er en glimrende kombination!

Mange af hvidløgs fysiske virkninger på menneskekroppen er videnskabeligt dokumenterede – efter at menneskeheden i årtusinder bare har brugt hvidløg med visdommens argumenter.
Om urtens virkning mod vampyrer og nervesystemets dæmoner nogensinde bliver undersøgt er tvivlsomt 😉 . Men i mange civiliserede/førteknokratiske kulturer var planten æret som en gudsbenådet gave – på alle planer.

Se også Skolde eller Kvase.

 

Kun Fantasien

“Kun Fantasien Sætter Grænser”
er en af de mest udbredte løgne, der kommer ud af danskeres munde!

Fantasien er grænseløs!
Den grænseløse fantasi er fundamentet for demokratiet.

I totalitære systemer gør magthavere alt for at begrænse folkets fantasi, og kunstnere elimineres.
Fantasiløshed sætter grænser!

Det er ikke fantasien, der sætter grænser.
Men dens udfoldelse begrænses af
magtmennesker,
dumhed/uvidenhed
grådighed/begærlighed/smålighed,
penge
og tid.

Fantasien er altså ubegrænset, så kære medborgere:
Hold dog op med at gentage den antidemokratiske løgn,
at fantasien skulle kunne sætte grænser!

Kun fantasien åbner for nytænkning!

Desuden er fantasien gratis/skattefri 😀

fantasispindbegrænsende rum
netværker af spindelvæv
fantasifuldhed

Ejendele

Ejendele fortæller om ejeren.
Det gør også de ting, man netop ikke ejer.

Svanestol, hårtørrer, alligatortaske, tempeltræ, jagttrofæer, rosenkrans, fladskærmsTV, koranen, HarryPotter-bøger, paryk, natpotte, staffeli, mågekranium, eltandbørste, Louboutinstiletter, fyldepen, opvaskemaskine, akvarium, sølvbestik, stueorgel.

↑ Denne 20-tings-liste bruges i “juleleg”:

1. Fordel de 20 ting på to 10-tings-lister over, hvad jeg ejer og ikke ejer.
2. Sammenlign lister og “fordomme” med din sidemand.
3. Lav egne lister og prøv dem af på andre.

God fornøjelse!

Jeg er den heldige ejer af:
Stueorgel, rosenkrans, paryk, fyldepen, natpotte, alligatortaske, tempeltræ, sølvbestik, koranen, mågekranium.

Jeg ejer altså ikke:
Svanestol, hårtørrer, jagttrofæer, staffeli, eltandbørste, Louboutinstiletter, HarryPotter-bøger, fladskærmsTV, akvarium, opvaskemaskine.

Nældesuppe

Nældesuppe simrer på komfuret, eller rettere forstadiet:
øko-smør-svitsede løg/porrer kogende med røde linser.

Når de røde linser er bløde, så tilsættes
hakkede hvidløg,
revet kartoffel
og mørkegrønne,
aromatiske,
nældeblade,
som opkoges,
indtil kartoffel-rivet bliver slimet.

I suppen kan pocheres et æg; eller hakkede æg kan serveres til.
Sammen med revne gulerødder og andre årstidspift.

De nye skud kan nu samles og tørres.
På glasset foran mig står: Urtica, Forår 2013.
Så om snart vil forårskraft strømme gennem fordøjelsen.
Med oceaner af “glasskår”. 😉 Kisel. Silicium-oxider:

Urtica

Ved tørring kollapser nældens kiselhår, der i levende live fungerer som giftholdige glasbeholdere, hvis spidser knækker og skærer i forsvarsøjemed.

Billedet er fra Frøplanterne, som Warming skrev for mere end 100 år siden.
Bogen har været en af mine bibler, siden jeg var 17 år.

Velbekomme!

Vedbend og Kristtorn

Vedbend og Kristtorn bærer livskraften gennem mørketiden i deres vintergrønne outfit, hvorved de fortsætter den livgivende fotosyntese.

I britisk tradition overlever den feminine, frugtbare og fredelige Gudinde, Moder Jord, Ivy Queen i vedbend (Hedera helix) med de pentagram-formede blade:
jord, vand, luft, ild og liv!

De fem elementer!

Den maskuline Gud, The Green Man,  bevarer sin kraft gennem vinteren i den stive, stikkende og strittende kristtorn (Ilex aquifolium):

The Holly King
Kristtornekongen

Kraften i Den Grønne Mand bliver mygere hen på foråret, og ved vårfesten overføres den til eg (Quercus robur):

The Oak King
Egekongen

I det mørkeste mørke ved vintersolhverv genfødes lyset/guden/kongen/barnet! Den maskuline aktivitet. I den nordiske mytologi fortælles om Angerboda, der føder fenrisulven, midgårdsormen og dødsrigets dronning Hel, der værner om den gode Balder og Nannna, som skaber den fredelige verden efter Ragnarok.

Når vedbend og kristtorn blomstrer udvikles helrandede blade, blad-dimorfi. Selv guder og gudinder bliver bløde i kanten, når de bliver forældre. 😉

IlexHedera600Kristtorn, Vedbend og Kanølfen

Indigo

Indigo kom ind i mit liv med Alice. Konfirmationsgaven fra kunstmalernaboer.

Siden har jeg parafraseret Modigliani.
Menneskehud og dulgt mørke. Komplementariet.
Hud-orange varmt liv opimod indigo dødelig kulde.

Indigo sanses på alle planer.
I dæmring, skumring og uvejr spiller himmel, fjord og hav i alle toner af indigo.
Ude i sansningen og inde i sindet.

Vibrerende.
Dulmende.
Truende.
Smygende.
Tilskyndende.
Afvæbnende.
Selvlysende!

Indigo lever i skyggerne. Månelysfarvet. I ny og næ.
Gennemsyrende ydre og indre landskaber.
Sollys ophæver fortryllelsen.

skyggernes farve
komplementært trylleri
sart og sårbar hud

Anne Voel: parafrase af Modigliani’s Alice.
Originalen hænger på Statens Museum for Kunst:

Konkylier

konk-400hKonkylier er havgaver indebærende mystisk lykkefølelse.

De færreste findes hele.
Alle indeholder en indvendig spiraliseret hule.

Konkens beundringsværdige bygningsværk indbefatter Fibonacci’s Tal og Det Gyldne Snit. Hvordan kan konker magte matematik? Altid de samme ens-snoede proportioner. Magi!

De fleste er hullede. Tøjringsparate som køer. Hul-sten og hul-konker er rigdom.

konker400havet i haven
tøjret lykkefølelse
konkylieport

Mågen

Mågen
er en imponerende skabning.
Nåja, hele fuglekonceptet er ret godt fundet på:
FRIHED!

Frihed er at gå langs havet
i al slags vejr
at iagttage og skrige med mågevæsenerne:

Haurvig Strand, November 2015

Mit hjerte – eller ihvertfald mine ben – står stille,
når en kæmpe enlig svartbag svæver ind i mit syn.
Larus marinus.
Havmågen!

Engang skyllede havet en død måge op mellem mine fødder.
Med brækket hals og flydende blod.
Selvom jeg lever vegetarisk, tilberedte jeg et mågemåltid.

Brystkødet smagte så inderligt af hav, og hjertet var en godbid.
Vingerne, kraniet og oplevelsen blev til en fortælling.

Forøget vandstand

 

Haurvig Strand, November 2015

14. 11. 2015, Haurvig Strand.

Forøget vandstand nedbryder havklitterne langs mine forforældres land.

Formødrene forbandede bilismen, som vansirer landskabet med veje, forurener luften og gør mennesker selviske.
Bilister er slaver af bilen; den har magten.

ødelæggelse
dødbringende mennesker
jordens undergang

Måske vil udstødningsgasserne medføre isens smelten, så havet vil oversvømme den vansirede jord, genskabe bilfrit landskab – og frisætte mennesket.