Skildpadde-Øen er en skabelsesmyte fra oprindelige folks drømmetider:
I begyndelsen var kloden dækket af vand. Den Store Skaberkraft lod Fader Himmel svæve over vandene, medens Moder Jord formede een stor sammenhængende landmasse: Skildpadde-Øen.
De to-benede rejste sig, vandrede og trivedes på Moder Jords nyskabte varme frodige krop; sorte, hvide, gule, røde og brune levede i harmoni. Alt levende delte visdom med dem.
Men de to-benede lyttede ikke! De fulgte Slangens Vej. De vendte sig bort fra Kærligheden til Livet under Bedstemor Måne og Bedstefar Sol, og de tilbad det døde guld, som de trak ud af de varmende årer i Moder Jord.
Klodens balance tippede, og årstiderne opstod. Med dem fulgte kulde og tørke og fødemangel. De tobenede blev mere forfængelige, grådige og misundelige.
Da talte Bedstemor Måne til sin datter Moder Jord:
“Inderst i Skildpadde-Øens hulrum bærer du til stadighed det Hellige Hele Liv. Men Ilden og Isen vil tage livet på din overflade, og Skildpaddelandet vil splittes i vandrende landmasser.
Under skildpaddeskjoldets 13 midterfelter er tretten huler fyldt med Livets Kraft, næret af månetiderne. Livskraften vil fordeles over hele kloden med landmassernes vandringer. Nyt liv vil fødes af 13 klanmødre, og Moder Jord vil atter befolkes.”
Bedstemor Måne afsluttede med at love, at hun ved hver månetid ville vejlede alt levende, der vil lytte…
Se også indlægget om Skildpaddeskjoldet.
Og se fortællingen om, hvordan Padde fik sit Skjold.
Anne Voel: parafrase af Modigliani’s Alice.