Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:
Et kompas visende vej gennem livets spiral af årstider, hvor verdenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…
Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskriptside 60. Det er udgivet/indsamlet/opfundet ( ? 😉 ) af Geir Vigfusson i 1880.
Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.
Da Vigfusson er den eneste og tvivlsomme kilde til Vegvisir, kan mønstret tolkes og bruges, som man lyster. Måske som kompas i den nordiske mytologis 9 riger.
Aurora sommerfugle (Anthocharis cardamines) huserer på havens korsblomster: de hvide løgkarse, de violette judaspenge (måneskulpe) og de gule grønkålsblomster.
Og de får lov!
Selvom det koster grønkålsfrø…
Vingernes undersider er pyntet med grønlig mosaik, medens oversiderne hos hannen er prydet med orange/aurora-farvede spidser. Den lidt større hun har helt hvide vingeoversider. Begge køn har en sort måneformet plet på øverste vinge.
Når Auroralarven æder af en korsblomstret plante, svarer den igen med kemisk krigsførelse: koncentration af sennepsolier på det angrebne sted. Men larven har udviklet antistoffer og fortsætter blot sit æde-liv. Fra kryber til flyver via metamorfose.
Aurora (Eos) er morgenrødens gudinde, den rosenfingrede, som Thorvaldsens relief beskriver. Hun er søster til Bedstefar Sol og Bedstemor Måne.
Med forskellige mænd har hun fire sønner : Østenvinden, Søndenvinden, Vestenvinden og Nordenvinden.
Gudinden lever i evig ungdom, da hun fornyes hver morgen. Men hendes mand Tithonus lever i evig alderdom som en indtørret cikade. Da Aurora bad Zeus om evigt liv til sin elskede, glemte hun at bede om evig ungdom.
Bare ærgerligt! 😉
morgenens under
aurora farver jorden
hver dag fornyet
Aurora er navnet på hovedpersonen i Isabel Allende’s gribende roman Portræt i Sepia. Se indlægget om Paulina, Aurora og Clara.
3. Økologi-remsen: Af Jorden er du kommet,
Til Jorden skal du blive,
Fra Jorden skal du genopstå.
Finalen: “med kors og bånd og stjerner på” erstattes med “med næb og kløer og vinger på”, når det er en fugl.
Børn fryder sig ved ritualer og remser i naturen 😀
Spurvehøgens biologiske rester blev begravet i sejdehøjen, som nu benævnes Høgens Høj.
lydløst svævende
hævet over det hele
høgens medicin
Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne. Indianernes medicinhjul, tibetanernes mandalaer og nordiske solhjul er samme surdej. Tilpasset det sted på jorden, hvor livet leves.
Solhjul viser årets gang, som lige vel symboliserer døgnet og menneskelivet: Øst: forår, morgen, barndom. Syd: sommer, middag, ungdom. Vest: efterår, aften, voksendom. Nord: vinter, nat, alderdom.
I alle kulturer knyttes mytiske symboler til årshjulet. Fortællinger, guddomme og naturfænomener – og et kors forbinder ofte øst-vest og syd-nord. Hjulkors findes som helleristninger over hele verden.
Det nordiske hjulkors symboliserer den nordiske mytologis ni verdener: Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne. Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem. Syd: Musplheim, ildens rige. Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem. Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne. Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem. Nord: Niflheim, isens rige. Nordøst:Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel. Midte: Midgård, menneskenes rige.
Hilse-ceremonien ved en nordisk årstidsfejring har ni retninger. De otte verdensretninger med solbevægelsen – begyndende med Vanheim i øst. Til sidst Midgård i midten. Hil-ritualet (= Æret Være = Gloria) omfatter altså både de lyse og de mørke kræfter. Yin OG yang. Ligesom det kinesiske I-Ching-hjul:
rundtosset cirkling kredsende om livstider spiralisering
Bulmeurt er en klæbrig, giftig og ækelt lugtende urt. Blomsterne er violetårede skidengule, og planten blev brugt af Delfi-oraklet og vølverne i Norden. Frøene lagdes i gløder, hvor de bulmede: udviklede kraftig røg, som indåndedes.
Planten indeholder hyoscyamin og scopolamin, der påvirker nervesystemet. Smertestillende, søvndyssende og hallucinerende. Dødbringende. Ligesom galnebær, alrune og pigæble, der også tilhører natskyggefamilien. Den omfatter desuden kartoffel, tomat og chili! 😉
Hyoscyamus niger (Bulmeurt) har været brugt som lægeplante og trolddomsurt. Den gror i næringsrige biotoper – indbefattet klostre. Hver plante producerer flere tusinde frø, som udvikles i lågkapsler (djævlenosser), der er nemme at høste. Spireevnen kan bevares i århundreder. Bulmeurtfrø er fundet i flere vølvegrave i Norden. At møde en bulmeurt i landskabet er en særlig oplevelse…
“… og det er Frejas sal.” Det nordiske land med de himmelstræbende bøgetræer, i hvis staver runerristes. Bog-staver.
Der er et yndigt land, hvor Freja er en højærværdig frue. Hun var vanegudernes dise, som tog vare på den kærlige omsorg og bæredygtighed.
Frugtbarheds-gudernes frue blev også kaldt Vanadis, og hun blev æret som indvandrer blandt aserne, krigsguderne i Asgård. Hun gav anledning til kampe mellem vaner, aser og jætter. Men vanernes gebet var fred; og Freja samlede dem, der døde fredeligt i kampen for den daglige overlevelse i sin sal. Folkvangs krigere!
Freja er desuden vølve-arketypen, naturkvinder, der kender årstider, mønstre, rytmer og sange og som kan magte sejd. Frugtbarhedsgudinden er uden mage; men engang var hun gift med Odr (Odin?), der altid var på farten, og hun græd gyldne tårer.
Frejas attributter er falkehammen, kattevognen og halssmykket Brisingamen, som hun erhvervede ved at ligge med fire dværge. Nætterne med Alfrik, Berling, Dvalin og Grere berigede hende med underverdenens magi: Forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige – og det brændende.
Elskovskunstens vildskab forbindes med Freja på godt og på ondt. Hendes formødre omkring Middelhavet var de skønne og vilde kvinder: Afrodite/Venus og Artemis/Diana. Gudinder, der agerede i overensstemmelse med kvindenaturens ubetingede kærlighed – uden hensyn til mænds forventninger. I samme ånd som Gullvejg fra Vølvens Spådom.
Fortællingerne om Freja er evigtforanderlige. Hun kan fejres ved forårsjævndøgn, hvor hendes myte fortælles. Gudinden er et symbol uden entydig livshistorie; derfor har fortællere til alle tider skabt hende i deres egne billeder 😉
Oehlenschläger digtede Danmark til Freja’s sal. Sejdens, bæredygtighedens og elskovskunstens land?
Solårets anden himmelfest er forårsjævndøgnet. De fire himmelske årstidfester fejrer solens rytme. Indimellem dem fejres årstidsfesterne for Jorden, som markerer skift i livet: spiring, vækst, frugtsætning og hvile.
Festerne fejres udendørs og indledes med “Æret Være”-ritualet (= “Gloria”) for alle 7 retninger:
Mod øst: Æret være Østen, morgenens, barndommens og forårets kræfter. Et lys tændes og sættes i øst. Ild. Tre dybe åndedrag. Mod syd: Æret være Syden, dagens, ungdommens og sommerens kræfter. Et lys tændes og sættes i syd. Luft. Tre dybe åndedrag. Mod vest: Æret være Vesten, aftenens, voksendommens og efterårets kræfter. Et lys tændes og sættes i vest. Vand. Tre dybe åndedrag. Mod nord: Æret være Norden, nattens, alderdommens og vinterens kræfter. Et lys tændes og sættes i nord. Jord. Tre dybe åndedrag.
Kroppen strækkes på tæer, og armene rækkes mod himmelen (et inderligt gab er velkomment): Æret være Himmelen med dens yang-kræfter. Mandigheder! Tre dybe åndedrag… Kroppen bøjes mod jorden og landes på alle fire (i uhøjtidelig sammenhæng kan vinde frigives 😉 ): Æret være Jorden og dens yin-kræfter. Kvindeligheder! Tre dybe åndedrag… Kroppen oprejses og hænderne samles foran hjertet med indadvendt opmærksomhed: Æret være Livskraften ! Tre dybe åndedrag…
Efterfølgende festes. Fortællinger deles under fornøjelig spisning (se Afrodisiske Gryderetter), og der leges, synges, danses m.m.m. 😉 Med masker og trommer! Fortæl Festens Gave !
De fire første Æret Være med lystænding kunne minde om de 4 lys i den kristne adventskrans. Måske er den inspireret af tibetanernes mandalaer, indianernes medicinhjul og fortidens solfester. Måske var galilæeren selv en viis mand fra Østerland. En tibetansk munk? En tulku, som fandtes af de tre viise mænd/buddhistmunke, der bragte ham til et tibetansk kloster efter tempelfremvisningen. Senere vendte han tilbage til sin fødeegn og prædikede. Bjergprædikenen er ren Buddhisme!
Forårsjævndøgn fejres i dette døgn – sammen med fuldmånen for ret færden. Se indlægget om klanmødrenes månetradtion. Ved et sjældent himmelsk sammentræf ramler en mandehøjtid sammen med en kvindehøjtid.
Solen OG Månen Himmelsk yang og jordisk yin Hvilken cocktail Hil
I overensstemmelse med Myten om Den Store Helhed, som handler om, at al ondskab og lidelse skabes af mennesker. Derfor kan den elimineres af mennesker. Af medfølelsen og visdommen i vor iboende godhed. Den buddhistiske filosofi handler om den ægte kærligheds fire ‘trin’:
Romantisk kærlighed kan kun udfoldes, hvis alle fire aspekter er i sving. Forventningskrav, magtesløshed og tillidstab er tegn på manglende ægte kærlighed. Mange relationer bygger på forfængelighed, selviske begær og gensidige projektioner. De forhold medfører lidelse.
Den ægte kærlighed indebærer i følge buddhismen, at mennesker erkender tomheden. Forfængeligheden. Forgængeligheden. Sunyata. Den Store Helhed.
Moder Jords balance ødelægges af de to-benedes forfængelighed. Forbrugsbegæret. Ægte kærlighedsrelationer erkender forfængelighedens forgængelighed, så de undgår forbrugerismen og fryder sig ved venlighed, medfølelse og glæden over skaberværket. Visdom.
Arakne var født i en familie af fåreavlere og farvere, så fra barnsben havde hun de ypperste vævematerialer mellem hænderne. Med tiden blev hun en benådet billedvæverske, og hendes værker fortaltes ud i landskabernes yderste afkroge. De kom den ærekære gudinde for øre.
Gudinden forklædte sig som en gammel kroget kone og opsøgte Arakne. Da hun med egne øjne så de magiske vævebilleder, gav hun sig til kende og advarede væversken om, at hun udfordrede gudernes eneret til det perfekte. Arakne fastholdt sin ret til at adlyde den kreative gave, hun besad; og hun udfordrede gudinden til en konkurrence.
I tre månetider vævede de to kvinder, så deres hænder lignedes med farvede fugle, der fløj over landskaber. Folk kom langvejs fra og samledes til en stor skare, hvis besyv skulle afgøre striden.
Gudindens billedtæppe var en enestående og vidunderlig fortælling om den paradisiske verden, som kun en gudinde kan mage den. Araknes vævede historie handlede om gudernes færden på godt – og på ondt. Alle deres moralske brist levede i hendes væverier. Folkeskaren valgte Araknes kunstværk!
Arakne takkede skaberkraften; men gudinden blev rasende. Hun flængede gudefortællingen i stumper og stykker. Og Arakne blev hængt i trådene som straf for overmod. Hybris. Gudinden oversprøjtede hende med den sorte lammende gift og forvandlede væversken til et 8-benet lille dyr, der dog opsamlede lidt giftig edder. Sådan skabtes edderkoppen med dens uovertrufne vævekunst.
Myten er spundet omkring gudinden Athene, men dramaet lever i alle kulturer med skabende kvinder, hvor misundelsens sortsyge florerer…
