Ørentvistens Medicin

Ørentvistens medicin udledes ved at sætte ord på dens udseende og opførsel/biologi. Derefter oversættes egenskaberne på samme måde som ved symboltolkning under drømmetydning.

Brunt leddelt insekt med hemmelig flyveevne.
Ørentvisten tilhører ordenen Dermaptera (hud-vinger), fordi dens vinger er tynde, bløde og elastiske. De foldes radiært og på tværs i op til 40 lag!
Men dyret flyver sjældent; flyveevnen er en hemmelig pakke. 🙂

Social, jordboende og omsorgsfuld kannibal.
Han og hun finder sammen om efteråret og lever gennem vinteren i en jordhule. Når æggene er lagt, forsvinder hannen; ofte ædes faderen af moderen. Energitilskuddet bruger hun til pleje af ungerne, der gennemgår flere nymfestadier, som ved hvert hamskifte fremkommer hvide i få timer. Under sidste stadie lægger moderen sig til at dø, så ungerne kan fortære hende.

Nataktiv, altædende og lyssky.
Ørentvister æder alt fra smukke farverige blomster til rådne stinkende kadavere; de deltager i naturens natlige renovation og gør sjældent stor skade. Når lyset bryder frem, søger de mørke og trange steder, hvor de har kropsberøring med omgivelserne. De fanges gerne i fugtigt bølgepap – og i postkassers aviser.

Overtro.
En sejlivet skrøne beretter, at ørentviste søger ind i menneskeører for at lægge æg; men dyrene opholder sig sjældent inde i huse, hvor miljøet er for tørt. Ørentvisten ser drabelig ud med haletangen (tvisten, han: krum, hun: ret), som kan løftes i forsvar; men den er uskadelig overfor mennesker. Skueværk! 😉


Ørentvistens medicin kan altså have noget at gøre med hemmelig flyveevne, indpakkede talenter, omsorgsfuldhed, hamskifte, opofrelse, kannibalistiske træk, oprydning, kropsnærhed, lyssky handlinger, paranoia, jordforbindelse, pralværk og andre egenskaber, der åbenbares for det opmærksomme menneske. Mødet med ørentvisten, dens opførsel overfor ‘seeren’, og seerens reaktion på mødet, er ørentvistens givende meddelelse. Medicinen…


Mkh til en særlig læser 😉

Se også Spættens Medicin, Spurvehøgens Medicin og Kobbersneppens Medicin!

Befrugtning og Kærlighed

Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:

kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

Se indlæg om Fotosyntese!

Gennem solårets seks månetider med dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genopstår livet i Moder Jord. Udad og opad jorden efter vinterdvalen. Fotosyntesen genoplives, og ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.

Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:

( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )

Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse !  At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.

Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!

fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskets biologiske liv følger også denne rytme, men dets selvudvikling sker med omvendt fortegn. Udviklingen til med-menneske næres ved at være passivt og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv åbner Selvet det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

Månekællingernes kræfter overfor Moder Jord:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Forene … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandling … Mutation

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommersolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og med-menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.

Månens Årscyklus

Månens årscyklus animerer jordens vækster under solen. Årets 12-13 månetider bevæger vandet på og i jorden – og i alt levende. Flod og ebbe.

Siden menneskeheden fik øje på månen, har vi fulgt dens rytme, hvad enten vi vil/tror/ønsker det – eller ej. Jordbrugere på hele kloden lever efter de månekræfter, der styrer jordelivet.

Månekræfternes art varierer med solen. Mellem hver af de fire solhøjtider vandrer 3 månetider over livet på/i Moder Jord:

vintersolhverv
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
forårsjævndøgn
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
sommersolhverv
7. befrugtning
8. frugtsætning
9.  modning
efterårsjævndøgn
10. forfald
11. hvile
12. død

vintersolhverv
13.  mutation (den blå forvandlingsmåne hvert 3. år)

Den årscyklus gentages i spiral, så længe der er liv i og på jorden. Generation efter generation. Og den er kvinders frugtbarhedsspiral gennem hver månetid (ægløsning/blomstring/befrugtning efterfulgt af menstruation/død/dvale). Den beskriver også menneskets liv fra fødsel til død, og måske gennemgår et menneske også de 12 (13) tilstande i løbet af et døgn?

De 13 månekællinger og oprindelige folks klanmødre fortæller om månerne gennem solåret. Se Min Månevision. Netop nu er blomstringsmånen fuld, så medfølelse, digtning og fortællinger udfoldes i fuldt flor.
Skildpaddes skjold angiver månetidernes 25 ny og næ i randpladerne. Vintersolhverv og den lunefulde blå måne både ender og begynder i nakkepladen.


Denne fuldmåne
førte os ind i den haleplade, der markerer måne-næ før sommersolhverv.
Hokus-Pokus (Hoc Est Corpus) 😉 !
En af månefesternes fortællinger er myten om, hvordan Padde fik sit Skjold.

Sakurafesten

Sakurafesten fejres under årets femte fuldmåne. Stilhedens månetid, hvor menneskene lytter til naturens opvågnen – og begrænser den uophørlige palaver.
Stilhedens fester omfatter vild intensitet, da kun de dybeste rytmer mærkes – med altings ophør in mente.

kirsebærblomstring
stilhed under mirakel
midlertidighed

 5 + 7 + 5
se Basho

Se også Sakura-månemyten, Klik og Bispebjerg !

Ficaria Verna

Ficaria (figenlignende) verna (vår) er vorterods latinske navn, som fortæller, at planten er en forårsbebuder, og at dens underjordiske ammerødder er figenformede.

Ammerødderne samler oplagsnæring i plantens korte vækstsæson. De vortelignende knolde har i folkemedicinen været brugt mod vorter og hæmorider, men de har forværret lidelserne mere end gavnet. Planten tilhører Ranunkelfamilien, som alle indeholder giftstoffet anemonol, der virker ætsende på både hud og indre slimhinder. Vorterod er u-spiselig!

Middelalderlægen Paracelsus praktiserede signaturlæren, som påstod, at urterne selv fortæller om deres helende egenskaber ved at ligne de organer, som de skulle kunne helbrede. Det er en arketypisk tro på en skabende kraft, der vil menneskene det godt. Læren var/er udbredt hos oprindelige folk mange steder i verden; og i middelalderens Europa opfattedes den som den kristne Guds gave. Men desværre har den tro medført mange lidelser ved skadelig anvendelse af giftige planter – også vorterod.

Vorterods blomster sætter sjældent frø, men når det sker, så spirer de med kun et kimblad, selvom planten tilhører de tokimbladede i planteriget. Under visse vejrforhold kan “vorterne” ses liggende mangfoldigt på jordens overflade. Overtroen betragtede dem som nedfaldne korn fra himmelen, som varslede dårlig høst. I nogle økosystemer anses planten som en forpestende invasiv art.

Vorterod blomstrer nu med skinnende gule sole, som nærer de tidlige insekter. Min plæne er fyldt med de gule stjernesole, så jeg kan ikke slå “græs”.
Alt har sin tid
😉

Havets Matematik

Havets matematik og magi opsamles med konkylier, der er havgaver indebærende mystisk lykkefølelse.

De færreste findes hele. Alle indeholder en indvendig spiraliseret hule.

Konkens beundringsværdige bygningsværk indbefatter Fibonacci’s Tal og Det Gyldne Snit. Hvordan kan konker magte matematik? Altid de samme ens-snoede proportioner. Magi!

De fleste er hullede. Tøjringsparate som køer. Hulsten og hulkonker er rigdom.

havet i haven
tøjret lykkefølelse
konkylieport

 

Livstræ Yggdrasil

Det nordiske livstræ er Yggdrasil, som gror midt i verden og vokser i tre planer, himmelen, jorden og underverdenen. Det er et vældigt og samlende symbol på den kosmiske orden, hvor alt indfinder sig til rette tid på rette sted.

Øverst i kronen bor en ørn, som har en høg siddende på sit hoved. Dybt i rodsystemet lever slangen Nidhug af træets rødder. Mellem dem piler egernet Ratatosk op og ned, medens den hornede hjort Eiktyrner æder af knopper og skud.

Tre af Yggdrasils rødder rækker dybt ned i underverdenens kildevæld:

I Helheim hos Hel flyder dødsrigets kilde Hvergelmer, som nærer om Balder og hans hustru Nanna, der skal skabe den nye fredelige og bæredygtige verden efter Ragnarok. Vandet indeholder den tidløse kollektive underbevidsthed, mytos, som befordrer nyskabelse.

Under Asgård findes Urds brønd, som er samlingssted for guderne. Urds brønd giver adgang til bevidstheden om fortid, nutid og fremtid.
Nornerne Urd, Verdande og Skuld vander hver dag livstræets rødder for at ihukomme skabelsen.

Det tredje væld flyder under Udgård, hvor Ginnungagab var før skabelsen. Jætten Mimer vogter over kilden til den en-øjede grådigheds videnskab, logos. Han bruger Gjallerhornet som drikkehorn.
Ved Ragnarok blæser Heimdal i hornet; og fra rødderne gror skoven
Hoddmimer, som beskytter Liv og Livtraser, der bliver stamforældre til det nye liv.

Yggdrasil forbinder de tre kilder, som sammen nærer og balancerer livstræet. Odin hængte sig omvendt i træet med hovedet mod rødderne, som gav ham visioner – også om de hemmelige runer.
Men da han gav sit ene øje for at få  Mimers logos-viden, mistede han evnen til at ‘se’ mytos-visdommen. Hans ego tog magten.

Runen Ihwar, symboliserer livstræet. En søjle med krone og rod med forbindelser opad og nedad, bagud og fremad – fra fødsel til død- og mellem mytos og logos. Det er kundskabens træ, som gror alle vegne.
Lyden af Ihwar ligner lyden Yew, det engelske ord for taks, og
Yggdrasil kan måske sammenlignes det stedsegrønne, forgrenede og hulefyldte Takstræ, der kan leve i mere 1000 år.

Over hele kloden gror hellige træer; men livstræsymbolet har ikke rod i eksakt botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker; og træernes kræfter ændrer sig med årstiden.
Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet. Ofre hænges i grenene, og blade, frugter og andre dele bruges i natur-mandalaer, som frigiver magi ved forfald.

Til hver nordisk årstid knyttes en træagtig vækst som symbol for Yggdrasil:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

I folketroen har disse vækster magiske tryllekræfter. Flere er dog også dødeligt giftige, så med dem kan man rejse til underverdenen – også uden returbillet fra dødsriget! Livstræer kan være dødstræer.

livstræt yggdrasil
snoninger til nedlagt top
overjordisk rod

Freja’s Træ

Freja’s træ er hyld, der blomstrer så hvidt i juni.
Selve duften af sommer!

Men hyldetræet er giftigt.
Alle grønne dele afgiver blåsyre, som ved selv små doser medfører opkast og/eller diarré.

Folketroen angav, at hyldebark kunne bruges mod forstoppelse.
Skæres barken nedefra og opefter, ville indtagelse medføre opkastning.
Skæres den oppefra og ned, ville den medføre tynd afføring.
Så enkelt er det dog ikke; den giftige blåsyre er dødelig i større mængder. Men giften dekomponeres ved kogning, så både blomster og bær kan spises efter et opkog. Grønne bær og stilke frasorteres!
Se Hyldeblomstsaftopskrift!

Hylden er et værnetræ. Hyldemor! Det plantes ved menneskers boliger for at undgå Thors luner (lyn/torden). Og for at kalde kærligheden til huse i Frejas ånd.

I Valborgsnatten og under de andre årstidsfester indgår binde-ritualet:
Gebrækkelige følelser og sygdomme snoes/væves/flettes ind i nedbrydelige bånd af uld/krydderurter/halm/menneskehår etc.
Båndene bindes til hyldetræer.
Gerne under fremsigelse af remse/digt/bøn/farveltale.
Efter en tid opløses båndene og de bundne gebrækkeligheder. Processen kan hjælpes på vej ved at brænde båndene samtidig med indtagelse af saft/vin af hyldens blomster eller bær. 😀

Se også dukkebindingsritualet!

Hyldens latinske navn er Sambucus nigra. En fiffig skovejer satte dette skilt ved indgangen til sin skov:

 ! ADVARSEL !
Den giftige
SAMBUCUS NIGRA
er fritlevende i denne skov.
! Færdsel sker på eget ansvar !

😉