Zarité, Isabel og Eliza

Zarité, Isabel og Eliza er tre fiktive medsøstre.

Zarité blev født på øen Sainte-Domingue (Haiti) i 1770, datter af en afrikansk slavinde og en engelsk matros. Men forældreløs nyfødt. Hun blev uddannet hos en agtet kurtisane og købt som 11-årig husslave af en fransk plantageejer, hvor hun overtog alle hans skrøbelige hustrus funktioner…
Teenagepigens liv var daglig undertrykkelse og vold, men en klog kone oplærte hende i medicin og voodoo. Hun forelskede sig i Gambo, en senere hovedmand i slaveopstanden 1793. Plantageejeren flygtede med Zarité til kreolernes klasseopdelte New Orleans, hvor hun levede et hårdt, dramatisk og alligevel passioneret liv.

Isabel kom til verden i Barcelonas borgerskab i 1794. Hendes mor døede tidligt, og hun udviklede sig til en skeløjet vildkat med løvemanke. Da hun var 11 år, kom 15-årige Diego til hendes hjem. En søn af faderens gamle ven, der havde bosat sig i Californien. Diego skulle uddannes på bedste spanske vis.
Gennem 5 år følger Isabel med i Diegos dannelse – og hans forelskelse i hendes smukke storesøster; og vildkatten lærer sig fægtekunsten. De oplever det spanske imperiums magtudøvelser og den franske aggression. En urolig politisk tid, som fostrer retfærdighedens helt: Zorro.
Isabels far var franskvenlig, så derfor må hun flygte med Diego og andre til Californien. Undervejs har de et ufrivilligt ophold i New Orleans, hvor de såmænd kan have stødt på den gamle Zarité. I 1840 skriver Isabel sine erindringer med forventning om, at en lang alderdom ligger foran hende.

Eliza fødes i 1832 i den chilenske havneby Valparaiso og placeres i en kurv udenfor et engelsk herskabshus. Hun vokser op hos et engelsk søskendepar som datter af huset. Som 16-årig forelsker hun sig i Joaquin, der drager til Californien efter guld. Eliza flygter i hemmelighed efter ham, forklæder sig som drengen Elias og leder efter kæresten.
Fra 1849 – 1853 strejfer Elias rundt i Californiens guldgraverland, og hun kan såmænd godt have stødt på den aldrende Isabel.
Eliza oplever 49’ernes kummerlige og voldelige liv, de mange lykkejægeres hverdag, deres længsler, skuffelser og de medfølgende glædespigers skæbner. Hun slår sig ned – og hendes efterkommende kvinder optræder i senere historier…

IAsitting(Isabel-Allende-Archives)

Zarité (Øen Under Havet), Isabel (Zorro) og Eliza (Lykkens Datter) er passionerede, modige og autonome kvinder. Lidenskabelige Urtyper! Forbilleder for kvinder, der agerer ud fra kærlighed og sanselighed – og kæmper mod undertrykklese og vold – for retfærdigheden! De er blot tre af feministen Isabel Allende’s mange inspirerende hårdtprøvede kvindeskæbner. Værkerne er vidunderligt omsiggribende; kun smagsprøver er givet her.

Kyndelmisse

Kyndelmisse er de kristnes lysfest.
Kandelaber/Kyndel/Kærte/Kjør-mis/messe.
Mariæ renselsesdag.

Til alle tider/overalt fejrer folkeslag lysets genfødsel: Vintersolhverv. Halvanden måne derefter tændes lysene for Gudindens jomfruelighed.

Halvanden månetid var/er i mange kulturer et helligt tidmål for rensning: Halvanden kvindecyklus: den frugtbare ægløsning efter fødsel.

Den kristne mandedefinerede kirke regner ikke i kvindecyklusser/månerunder. Den definerede 1½ måne efter vintersolhverv til 40 dage efter X-MAS, og gudindenBrigid blev til JomfruenMaria. Lysfesten skiftede navn fra Imbolc til Kyndelmisse.

Ved Allehelgen/Samain indledtes Mørketiden, da Gudinden/ModerJord gik i hi og gærede/rugede/hvilede, indtil Guden/lyset/livskraften blev genfødt midtundervejs. Mørketiden slutter idag. Jomfruen/Gudinden/ModerJord er atter mandbar!

MariaHenne600

jomfruelighed
frugtbarheden genopstår
lyset for jorden

I den keltiske tradition fejredes helgenen Brigid. Unge piger/jomfruer bandt dukker af halm over Jomfruens Kors:

Brigid-korsmånen i jorden
mørket viger for lyset
flettet kvindekors

Hver halmdukke “Brideog” blev pyntet, lysene tændtes, og piger/kvinder holdt sig vågne natten igennem. De sang, dansede og fortalte historier; det skete, at Brigid, kelternes Maria, deltog, og så læmmede fårene …
Vinterens store kvindefest for genopvågning 🙂

I den nordiske årstidstradition fejres Hel ved Lysfesten. Hun var den hellige dronning af Underverdenen, datter af Loke. Hel fremstilles ofte som et skræmmende uhyre; men hun var både mørke og lys i samme fremtoning. Hendes største gerning var, at hun passede på Balder og Nanna under Ragnarok, så de kunne genopstå som lysende guder i den nye verden efter Ragnarok.

Kanølfs Navn

Kanølfs navn i runer angiver dens virke:
ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠ

K:  ᚲ  : kaun: fakkel/ild/påfund
A:  ᚨ  : ansur: guderne/skaberkraft/orden
N:  ᚾ  : naut: nød/nødvendighed/nøjsomhed
O:  ᛟ  : odal: arv/forfædre/tradition
E:  ᛖ  : ior: hest/samarbejde/medmenneskelighed
L:  ᛚ  : laut: vand/strømme/følelser
F:  ᚠ  : fæhu: kvæg/rigdom/forgængelighed

Kanølf er altså gudernes nøjsomme ildsjæl,
som formidler formødrenes visdom,
så empatien kan strømme
i det forgængelige materialistiske liv.

Runemagi indebærer evnen til at tyde symboler.
Hver eneste rune indeholder en egen arketypisk kraft,
og de tolkes på samme måde, som drømme tydes.
Symbolerne i myteverdenen omsættes til logik.

KanOgHjertblomst2-400

magisk trolderi
kanølfen rister runer
mytos og logos

Se også klummerne om symbolverdenen og drømmetydning!

 

Kanølf Binder Runer

Kan400Runer Anne Voel

Kanølf binder runer på samme måde,
som fortidens runeristere gjorde det.

RUNE betyder hemmeligt tegn.
Til hver eneste rune er knyttet en kraft,
som kan fungere som talisman/velsignelse
eller dæmon/forbandelse.

For vore tidlige forfædre og stammødre
var runerne et religiøst/rituelt værktøj,
mere end et informationsredskab.

Idag kender vi til at fokusere på det,
vi gerne vil. For at opnå/få det!
Det er en urgammel/arketypisk mekanisme.
I fortiden var runerne et fokuseringsredskab,
befordrende/beskyttende/besværgende.

At binde runer er at samle fokus.

Kanølf vil gerne dele sin runevisdom.
Derfor optræder den lille trold i en bog,
hvor den gladeligt fortæller om runerne.

Kanølfen håber på,
at runebogen får en god færd.
Derfor binder trolden runerne

ᚷ  Gyfu for gave/nyhed
ᛖ  Ior for fællesvirke/medmenneskelighed
ᛟ  Odal for vedvarende/forfædrearv
ᚹ  Wyn for medvind/fremadskriden

KanRunebinding1-400

Runebinding sker ved riste dem på/i materiale,
der kan fungere som talisman.
Ved siden af hinanden.
Over/under.
Måske gentaget.
Eller i mønsterornamentik.

Kanølf ved, at havet både giver og tager.
Forleden var havet gavmildt
og opskyllede en brugt ryghvirvel.
Den sad engang i et svømmende pattedyr.
Nu er den forvandlet til rune-talisman:

KanRuneBind

Kanølfens gode ven Solsort har opfundet et redskab til at riste runer digitalt:   Runicode kan bruges kvit og frit!

Runicode – og Kanølf

Runicode: ᚱᚢᚾᛁᚲᛟᛞᛖ

Kanølfen er blevet begavet med en rune-font, der kan ristes digitalt!
Den lille trold er gået i selvsving besat af runeriet, som den gerne vil dele med andre runeristere:
Klik her: RUNICODE

ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠᛖᚾ ᛖᚱ ᛒᛚᛖᚡᛖᛏ ᛒᛖᚷᚨᚡᛖᛏ ᛗᛖᛞ ᛖᚾ ᚱᚢᚾᛖ-ᚠᛟᚾᛏ, ᛞᛖᚱ ᚲᚨᚾ ᚱᛁᛊᛏᛖᛊ ᛞᛁᚷᛁᛏᚨᛚᛏ! ᛞᛖᚾ ᛚᛁᛚᛚᛖ ᛏᚱᛟᛚᛞ ᛖᚱ ᚷᚨᚨᛖᛏ ᛁ ᛊᛖᛚᚡᛊᛊᚡᛁᚾᚷ ᛒᛖᛊᚨᛏ ᚨᚠ ᚱᚢᚾᛖᚱᛁᛖᛏ, ᛊᛟᛗ ᛞᛖᚾ ᚷᛖᚱᚾᛖ ᚡᛁᛚ ᛞᛖᛚᛖ ᛗᛖᛞ ᚨᚾᛞᚱᛖ ᚱᚢᚾᛖᚱᛁᛊᛏᛖᚱᛖ:
ᚲᛚᛁᚲ ᚼᛖᚱ: ᚱᚢᚾᛁᚳᛟᛞᛖ
Kanølf og runer
Kanølfen med 4 runer:
ᚷ  Gyfu : gave,
ᛖ  Ior : fællesvirke,
ᛟ  Odal : varende
ᚹ  Wyn : medvind
sær runegalskab
kanølfs og odins magi
oversanselig
ᚱᚢᚾᛖᚷᚨᛚᛊᚲᚨᛒᛖᚾ
ᚲᚨᚾᛟᛖᛚᚠᛊ ᛟᚷ ᛟᛞᛁᚾᛊ ᛗᚨᚷᛁ
ᛟᚡᛖᚱᛊᚨᚾᛊᛖᛚᛁᚷ
ᛏᚨᚲ ᛏᛁᛚ ᛊᛟᛚᛊᛟᚱᛏ
Se også Runekræfter!

De Vise Mænds Brønd

“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af tre prægtige dromedarryttere med en højtlastet kamelkaravane. Til dem fortæller hun brøndens historie:
Engang for længe siden sov tre vise tiggere sov blandt søvndyssende, rød/hvide valmuer. Under en lysende nattehvælving vågne de og følte, at Gud havde kaldt dem til den nye kongesøn. De fulgte stolte lyset med forventning om en rigelig belønning, når de leverede deres visdom.
Men sådan gik det ikke…

H3K400

I Selma Lagerlöf’s anderledes historie om de vise mænd, spørger den ene rytter: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den tørst, der søges i stoltheden kun findes i ydmyghedens dyb ?”
Derefter må den hul-øjede Tørsten forføje sig.

I aften fejrer vi de tre hellige kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens 12. da, der fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender!
Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

evindelig tørst
umætteligt livsbegær
ydmyghedens dyb

Jul På Klitten

Jul På Klitten på vestjysk er “Ywl o æ Klet”.
Holmsland Klit. Mellem hav og fjord.
Mine forfædres land.

Kort fra 1600-tallet viser en række sandpolde i Skjernå-deltaet, som tidligere i vikingetiden var hjemstavn for vestfarende togter.
I vikingeskibenes rælinger var ristet runerne fæhu og bjarkan.

Fæhu har to opadpegende horn for fæ/rigdom, og bjarkan viser to trekantede bryster for kvinder/kærlighed. Vikingerne hjembragte gerne begge dele. Rødhårede fregnede yndigheder fra Irland og mørkøjede brunlødede skønheder fra Miklagård. De nød at blande gener fra forskellige verdenshjørner.
Indtil de optog den Sejrende Hvide Krist blandt deres guder.
Guden, der kan gå på vandet og mangfoldiggøre fisk, fik tag i mangen en viking, hvis efterkommende fiskere ophøjede denne magiker til en trehovedet gud.

Så lad os med klitboerne fejre fødslen af gudebarnet, der kan gå på vandet, tæmme bølgerne og trylle med fisk.

Fred På Jord!

Jesusbarnet400

Stalden
Anne Voel
50 x 50
(ikke til salg)

Blue Moon

Blue Moon er solårets 13. måne, som kun optræder cirka hvert tredje år.
I år!
Den 13. nye måne siden seneste vintersolhverv.

Fortællingen gennem årets 12-13 måner handler om livets udfoldelse. Dets manifestation ses i plantelivet/dyrelivet. Udviklingen/mønstret følger strålet/årstiden, solen og månen:

hviletid/forberedelse (3 hvide måner)
spiring/vækst (3 grønne måner)
blomstring/frugtudvikling (3 gule måner)
modning/forfald (3 røde måner)
forvandling (1 blå måne)

Jordelivet – medregnet mennesker – er fysisk underlagt årstiden. Men vi har også muligheden for bevidst/mentalt/opmærksomt at medleve/fordybe/overgive os til de inspirationer/stemninger/kræfter, som solens/månens forandringer foranlediger.

Når den blå måne optræder, støtter den gennemgribende omvæltende forandringer og vaneændringer, der har karakter af forvandlinger.
Tiden er inde!
Carpe Diem!

Lucia

Lucia er den helgenkårede jomfru, der i år 304 led martyrdøden for sin ærbarhed.

santalucia

Fortællingerne om Den Hellige Lucie handler om kampen for jomfrueligheden. Og for kvinders ret til at bestemme over egen krop! Lucy nægtede at have med jordiske mænd at gøre. Hun ville udelukkende være Jesu brud, men hun blev tvangs-bordelliseret. Derfra kæmpede hun sig fri, men blev sat på bålet. Mirakuløst slap hun fra flammerne. Ligesom den nordiske vølve  Gullvejg.

For at undgå mænds efterstræbelser skamskadede Lucia sig selv, og hun rev sine øjne ud. Hun helede imidlertid mirakuløst og blev atter seende. Men hun døde, da hun fik hugget hovedet af…

Lux(latin) = lys, og Santa Lucias liv handler om at se lyset.
Hendes kraft heler øjnene, synet og evnen til at se – på alle planer. Blandt nordboere fejres hun i denne dags vintermørke. Sammen med Gullvejg, der også fejres ved sommersolhverv.

Lucia er jomfruen, der bærer lyset frem i de hedengamle processioner ved vintersolhverv. Ved hendes mirakler kan vi blive seende – og måske handle med visdom og bæredygtighed…

Historierne om formoderen Lucy og Lucy in The Sky with Diamonds er måske af samme vølvesurdej 😉

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.