Havets Moder er en inuitmyte om overforbrug:
Engang var det sådan, at alt levende kom fra Havets Moder.
I havet boede den store kvinde med kæmpehåret, og hun passede altet. Det var hende, der sendte havdyr, landdyr og fugle til menneskene, så de fik mad.
Dengang vidste menneskene, hvad der var godt og hvad der var ondt; men så blev de sjuskede.
De fangede flere dyr, end de havde brug for, og de fyldte havet/jorden/himlen med alskens skrald og affald og smuds og skarn og skidt og møg.
En dag skete det, at fangsdyrene udeblev.
Menneskene sultede.
Så sendte de Åndemaneren Angekok til Havets Moder. Han fulgte De Dødes Vej, og hans hjælpeånder viste vej til havkvinden i dybet.
I et kaos af menneskers svinerier kunne han først ikke finde Havets Moder, men så opdagede han, at en filtret skarndynge var hendes store hår. Han måtte kæmpe for at få lov til at rense og rede håret. Hun var så vred, så ked af det og så magtesløs. Men hun blev ren og glad og givende igen. Angekok drog atter hjem med lovning om fangstdyr og bud om, at mennesker skal tøjle grådigheden.
Se også Festens Gave og Havets Moder
