Mellem jord og himmel
Jørmungand er midgårdsormens navn. Dens søskende er ulven Fenris og dødsrigets dronning Hel. De tre spiller hovedroller i Ragnarok, hvor den krigeriske verden med dens grådighed går til grunde for at afløses af fred og bæredygtighed.
Ormeknuden er taget fra bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester, og den kan frit kopieres.
indviklet slange
midgårdsorm i ond cirkel
ragnaroksymbol
mellem verdensrum
kold mørk vind blæser klar luft
mildhed i forgrund
Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.
Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.
Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.
Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…
Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.
Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.
Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.
Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede… 🙁
Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?
Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.
Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.
Sælkvindens Børn er en fortælling, der er vævet af tråde fra fjerne myter.
Det nordiske myteunivers omfatter ni verdener, hvoraf Udgård er jætternes land. Jotunheim. Mange jætter har evnen til at skifte ham, og Tjasse kan iklæde sig ørnefjer og færdes frit i luften. Hans datter Skade kan smyge sig i sælskind og boltre sig i vandet.
Engang skete det, at sælkvinden Skade kastede sit skind på stranden ved Noatun i udkanten af Asgård. Dér dansede hun jordforbindelse sammen med andre havfolk.
På Noatun levede vanernes høvding Njord. Han ‘kendte’ Skade, der engang valgte ham og hans dejlige fødder. Skøn jordforbindelse. Sammen fik de en datter under månen og en søn under solen.
Sælkvinden Skade og havguden Njord levede imidlertid i hver sin verden. Skade foretrak jætternes bjerglandskab med hylende ulve, medens Njord kun følte sig hjemme nær det frugtbare hav og de skrigende måger.
Deres børn følte sig hjemme alle vegne, og de lærte hurtigt at klare sig selv. De flyttede ind i livstræet Yggdrasil, hvor de under leg optog alt fra de ni verdener, der kunne styrke dem til at overleve den store undergang.
Ragnarok indfandt sig, og de gamle verdener gik til grunde.
Livstræet krone brændte, men fra roden i Mimers brønd voksede skoven Hoddmimer. I den overlevede månepigen Liv og soldrengen Livtraser. De grundlagde nyt liv i pagt med deres forældres rødder, som var urkraften fra jætternes kaotiske natur og vanernes visdom om frugtbarhed, bæredygtighed og fred.
Familiebillede *
Sammen med Sifs børn Trud og Modi og Friggs milde søn Balder og hans kæreste Nanna skabte Liv og Livtraser et nyt Midgård.
De blev urforældre til mange slægter, hvis hverdage blev levet i bæredygtig pagt med månen, som styrer det livgivende vands rytmer, og med solen, hvis vandringer skaber dag og nat og årstiderne.
Nanna blev mor til Forsete (for-sidderen), forsoningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud(inde)…
NB: Denne fortælling har rødder i kristne mænds myter; men den er sammenviklet af nutidig kollektiv kvindebevidsthed …
* Familiebilledet forestiller Zeus, Leto, Apollon og Artemis, men det kunne da lige så godt være Njord, Skade, Livtraser og Liv 😉
Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.
Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folkeslag tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med omtanke for efterkommeres liv.
Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel. Med rod i slægtens hamingja.
Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.
voksende glæde
plant et træ og tal med det
efterkommere
Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, sagnfigurer, der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes.
Selkier lever nær vand: søer, moser, kilder, elve og havet. De har magiske kræfter og mange fremtoninger.
I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham.
Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage…
Myten om Sælkvinden kendes i mange udgaver.
Et færøsk sagn fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammen og danser i menneskeskikkelse.
En ung fisker så dem; og han snuppede det fineste skind, der tilhørte en sælkvinde. Hun levede som hans kvinde og fødte en datter og en søn. Men hun længtes efter sin frie færden…
Fiskeren havde låst sæl-hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. En dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl på stranden. Medens manden sov, byttede hun den med nøglen. Da fiskeren senere var på havet, opdagede han knoglen. Han vidste så, at kvindesælen havde forladt ham og børnene for at leve i sit eget element.
Hvert år drog fiskeren på sælfangst, og engang kom sælkvinden til ham i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn, og de dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.
Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen. Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.
En anden sælkvinde er digtet ind i den nordiske mytologi: Sælkvindens Børn, og Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde som arketypen på kvinden, der mister sit s(j)ælskind.
Læs om Hannas fortælleuddannelse i Nordisk Visdomstradition
Se også Festens Gave og Havets Moder
Ørentvistens medicin udledes ved at sætte ord på dens udseende, biologi og adfærd. Derefter oversættes egenskaberne på samme måde som ved symboltolkning under drømmetydning.
Brunt leddelt insekt med hemmelig flyveevne.
Ørentvisten tilhører ordenen Dermaptera (hud-vinger), fordi dens vinger er tynde, bløde og elastiske. De foldes radiært og på tværs i op til 40 lag!
Men dyret flyver sjældent; flyveevnen er en hemmelig pakke. 🙂
Social, jordboende og omsorgsfuld kannibal.
Han og hun finder sammen om efteråret og lever gennem vinteren i en jordhule.
Når æggene er lagt, forsvinder hannen; ofte ædes faderen af moderen.
Energitilskuddet bruger hun til pleje af ungerne, der gennemgår flere nymfestadier, som ved hvert hamskifte fremkommer hvide i få timer.
Under sidste stadie lægger moderen sig til at dø, så ungerne kan fortære hende.
Nataktiv, altædende og lyssky.
Ørentviste æder alt fra smukke farverige blomster til rådne stinkende kadavere; de deltager i naturens natlige renovation og gør sjældent stor skade.
Når lyset bryder frem, søger de mørke og trange steder, hvor de har kropsberøring med omgivelserne.
De fanges gerne i fugtigt bølgepap – og i postkassers aviser.
Overtro.
En sejlivet skrøne beretter, at ørentviste søger ind i menneskeører for at lægge æg; men dyrene opholder sig sjældent inde i huse, hvor miljøet er for tørt.
Ørentvisten ser drabelig ud med haletangen (tvisten, han: krum, hun: ret), som kan løftes i forsvar; men den er uskadelig overfor mennesker. Skueværk! 😉
Ørentvistens medicin kan altså have noget at gøre med hemmelig flyveevne, indpakkede talenter, omsorgsfuldhed, hamskifte, opofrelse, kannibalistiske træk, oprydning, kropsnærhed, lyssky handlinger, paranoia, jordforbindelse, pralværk og andre egenskaber, der åbenbares for det opmærksomme menneske.
Mødet med ørentvisten, dens opførsel overfor ‘seeren’, og seerens reaktion på mødet, er ørentvistens givende meddelelse. Dens medicin!
Se også Spættens Medicin, Spurvehøgens Medicin og Kobbersneppens Medicin!
Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:
Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.
Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.
Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd… 😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!
Myten om Sif
Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.
Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.
Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.
Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.
Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.
En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.
Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.
Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.
Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.
Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.
Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.
Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.
Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.
Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.
fem holdepunkter
hold af hold ud hold igen
hold fred og hold mund
